Farvel til stambordet på Mamut – Øl og kapitalisme i Slovakiet

Der var grund til at feste i 1989, da murene faldt, og pigtrådshegnene blev klippet ned i et bælte tværs igennem Europa. Med murene og hegnene forsvandt brutale regimer, som er svære at græde over.

Men festen blev kort. Østeuropa blev gjort til et villigt eksperimentarium for neoliberale økonomers hede reform-ambitioner. Når vi nu 35 år senere skuer tilbage, er der ikke meget at feste for. De nye motorveje, indkøbscentre og den udstillede rigdom er en hul kulisse.

Kulissen dækker måske over virkeligheden for turister på et udvidet weekendophold, men gør næppe en forskel for befolkningen i de små samfund langt fra den kapitalistiske konfetti. Her drømmer et flertal sig tilbage til pigtråden og de lange køer.

Forandringerne, som befolkningerne havde opnået ved egen styrke, blev udråbt som en velgørenhedsakt vestfra, hvilket gav de vestlige økonomier frit spil på de nye markeder.

Fløjlsrevolutionen

Lad os tage en mental tur tilbage til de skelsættende begivenheder i vinterdagene i november 1989. Her fandt over en million tjekkoslovakker i bidende kulde og fygende sne deres nøglebundter frem af lommerne, og på byernes pladser skabte de en øredøvende nøglesymfoni.

Klangen af de kimende nøgler gemte hverken på en tørst efter markedsøkonomi eller fri prisdannelse. De blev for altid i folks og i min egen bevidsthed symbolet på modstand mod de mange krænkede frihedsrettigheder og den evige angst for statspolitiets “Státní Bezpečnost“ spionage mod landets borgere.

Udsigten fra et stambord i Centraleuropas største ølhal

På det personlige plan blev stort set alle aspekter af den menneskelige tilværelse grundigt rystet, vendt på hovedet og for manges vedkommende trampet på.

Jeg oplevede det dagligt ved mit stambord i Mamut, Centraleuropas største øl-hal med plads til 1.800 øldrikkende gæster. Her delte jeg bord og løftede glas med en større gruppe venner, som kom og gik i dagens løb.

Øllerne kostede 3,90 slovakiske kroner (Kčs), og selvom de fleste havde en månedsløn på under 2.000 Kčs, var der altid en med en tyvekroneseddel i lommen.

Mamut var et af byens faste, sociale knudepunkter, som hos alle knyttede sig til dyrebare minder om en brandert, et kys eller et stambord fuldt af venner. 

Rundt om de mange træborde kunne alt arrangeres. Der var altid én, der kendte nogen ved et andet bord, som kunne få et problem til at forsvinde i tynd luft eller få sat skub i køen til en lejlighed, et bilkøb eller en studieplads.

Fustagerne tørrede for det meste ud på et skæbnesvangert tidspunkt mellem otte og ni. Måske var det med overlæg eller måske på grund af en fejl i planen. Men med bekendte blandt tjenerne eller med et par håndfulde glas fra bordet, kunne man så forlænge lystighederne med en ekstra runde.

På toiletterne var papirrullerne tyverisikrede med en kæde, og der var ikke indvendig lås på dørene. Hvis wc-mutter syntes, at man havde siddet der længe nok, blev døren revet op og en rasende overfusning fulgte, før døren igen blev smækket i.  

I gruppen ved stambordet havde flere nægtet at lade sig indrullere i den toårige militærtjeneste – og havde måttet tilbringe tid på psykiatriske anstalter med tvangsmedicinering og for nogles vedkommende elektrochok. Nu kunne de – bortset fra de psykiske mén de havde pådraget sig – leve et normalt liv og erhverve sig kørekort og pas.

De, som spillede musik på offentlige scener, kunne nu skråle engelske tekster for fuld hals uden at få strømmen afbrudt, og man kunne købe plader med ”Grateful Dead” og ”Jefferson Starship” uden at besøge ulovligt arrangerede markeder i mørke baggårde.

Da den første eufori havde lagt sig efter omvæltningerne, blev snakken omkring bordet mere usikker, godt hjulpet på vej af pyramideforretninger eller gemene svindel-ordninger, der bredte sig som en løbeild blandt de uforberedte lette ofre for kapitalismens indtog i ølhallen.

En overgang blev flere lovet et job i Californien mod et registreringsbeløb på 500 Kčs. Livsforlængende mirakelkure og en slags hjemmelavet heroin fandt også en vis afsætning. Stemningen var omklamret af modsætningsfyldte energier af håb, frygt og glæde. Der var glæde over den nyvundne frihed – men også frygt for at falde af toget, før det rigtig kom op i fart.

I Tjekkoslovakiet var der en tradition for, at individer som på den ene eller anden måde havde forbrudt sig mod samfundets normer, fik en skovl og blev sat til at fylde kul på fyrene i etageejendomme eller i de mange nye fjernvarmeværker. Det førte til en overrepræsentation af varmemestre omkring stambordet. 

Hurtig privatisering

For hurtigt at få så meget som muligt af statens ejendom over på private hænder, lagde man i første fase ud med kupon-privatiseringen – eller under det mere demokratisk klingende navn “folkeaktier”. Folk kunne for en nominel lav pris købe kuponer, som så kunne bruges til at erhverve aktier i konkrete firmaer.

Nyetablerede investeringsfonde, som oprindeligt havde til opgave at rådgive borgerne, fandt hurtigt ud af, at mennesker i pengenød er lette at forhandle med. Masseopkøbene af undervurderede aktier i landets økonomi lagde grundstenen til nogle af de kæmpefonde, som den dag i dag i nogen grad sidder på hele sektorer af økonomien. 

Sideløbende med fordelingen af folkeaktier startede den lille privatisering af ca. 10.000 mindre firmaer, forretninger, restauranter, hoteller og service-udbydere, som blev solgt fra 1991 til 1993. Størsteparten af køberne var lokale forretningsfolk eller de statslige firmaers tidligere chefer.

Salgene foregik oftest ved såkaldte ”Hollandske auktioner”, hvor en begrænset gruppe af specielt indbudte fik mulighed for at deles om de udbudte firmaer til priser, som ikke var drevet i vejret af konkurrerende bud. ”Du får restauranten, jeg tager frisørsalonen”.

Mange af de små forretninger overlevede kun en kort overgang på markedet. De bukkede under for konkurrencen, forstod ikke at tilpasse sig de nye forhold eller blev opkøbt af udenlandske kæder, som ivrigt kastede sig over de nye frodige græsgange. Alt i alt foregik den første bølge af privatiseringen diskret uden den store opmærksomhed.

Privatiseringsprocessen blev derefter sat på højtryk af frygt for en modreaktion, man frygtede ville indfinde sig, når det stod befolkningen klart, hvad der var ved at ske med deres fælles ejendom. I løbet af natten mellem 3. og 4. november 1994 blev 54 statslige selskaber tromlet igennem privatiseringsmøllen.

Principperne for, hvordan den fremtidige økonomiske models frie og demokratiske samfund skulle udvikles, var udtænkt af tænketanke og universiteter i Chicago og Washington. Implementeringen blev overvåget af Verdensbanken, valutafonden og EU – mens befolkningen blot så til fra sidelinjen og håbede på, at deres fremtid var i gode hænder.

Ingen fik den tanke, at befolkningen måske selv kunne have en interesse i at beslutte, hvad der skulle ske med deres lande og deres fremtid. 

Langt farvel til ølhallen

Allerede i maj 1991 blev Mamuts skæbne beseglet, da bygningen blev solgt til en af den nye tids lykkeriddere, en lokal kontroversiel politiker. Ud over lidt forvirring var der ikke mange, som kastede et kritisk øje på den nye udvikling.

Umiddelbart fortsatte alt som hidtil, blot med lidt højere priser på øl. I løbet af de efterfølgende år blev Mamut gradvist omdannet til en blanding af et kasino og et underholdnings-etablissement med striptease for udenlandske turister.

Træbordene var for længst udskiftet med mere turistvenlige møbler, og gruppen fra stambordet havde søgt ly i et af de nye, private værtshuse. Af den oprindelige gruppe var et par stykker endt som hjemløse, mens de fleste klarede sig igennem med løst arbejde eller små forretninger. Et fåtal havde været heldige at blive kontraktansatte.

For én lykkedes det at få ejendomsretten tilbage til yderst værdifulde byggegrunde, som før 1948 havde tilhørt familien. Han lod en kæmpevilla med udsigt over byen opføre på bakken op mod de små Karpaterbjerge. For at komme rundt erhvervede han sig to sorte limousiner, og da han stadig holdt af sine daglige øl, ansatte han sin tidlige øl-kammerat fra Mamut som limousinechauffør.

Fra kulturcenter til storcenter

Et andet sådant fristed, som var dybt forankret i byens folkesjæl, var Kultur og Fritids-parken ”PKO”, Park kultúry a oddychu,

Den var et kæmpe kompleks af flere haller, opført langs Donaufloden i begyndelsen af halvtredserne. Her blev der holdt baller, koncerter, folkedans, teaterforestillinger, udstillinger, sportsbegivenheder og kurser for børn og voksne. Et sted som for mange på den ene eller anden måde var sammenflettet med tilværelsen, når den var bedst.

For os fra stambordet var toppen den årligt afholdte internationale jazzfestival ”Bratislava Jazz Days”, hvor man kunne være sikker på at møde stort set alle, man kendte.

Komplekset overlevede privatiseringen, da det var ejet af kommunen, men i 2009 blev det sat til salg under pres fra en af landets største finansfonde, J&T, som havde et ”nært forhold” til borgmesteren. Befolkningen følte sig ramt på sjælen og havde på det tidspunkt lært af fortiden. En lang og sej, men umulig kamp fulgte.

På den store attraktive grund ved Donaus bredder er kultur og fritid nu afløst af et kæmpe forretningshotel og boligkompleks, som klaustrofobisk læner sig op ad og ud over flodens bred. 

Korruption i privatiseringen

I den næste slovakiske privatiseringsbølge (1992-1998) blev de mellemstore firmaer sat til salg. Langt de fleste af de ca. 1.200 udbudte virksomheder blev afhændet ved direkte salg til købere, der på forhånd var aftalt. Denne metode tillod en umådelig høj grad af korruption. Det er anslået, at de opnåede indtægter fra salgene kun udgjorde en brøkdel af deres egentlige, bogførte værdi. 

Ligesom i andre østeuropæiske lande blev den ”store privatisering” (1998-2006) af økonomiernes strategiske sektorer den udløsende faktor for den egentlige vestlige kolonisering af de tidligere planøkonomier.

Stort set alle betydelige fabrikker, energi-, transport-, finans- og forsikringsselskaber blev opkøbt af udenlandsk kapital. De statsejede banker, som gennem korrupte aftaler havde tilvejebragt kreditter til privatiseringens købere, blev sat til salg som en af de sidste sektorer.

Bankerne var på det tidspunkt så overbebyrdede af misligholdte lån, at oprydningen af deres porteføljer kostede yderligere over tre milliarder euro.

De statslige virksomheder blev omformet til aktieselskaber under privatiseringsministeriet. Aktierne blev sat til salg i offentlige udbud, hvor udbudsbetingelserne og køberprofilerne som regel blev tilpasset en på forhånd udset køber.

Det er anslået, at denne sidste fase af privatiseringen under statsminister Mikuláš Dzurindas lederskab udgjorde 84 procent af den samlede privatisering.

Skurke og reformatorer

Slovakiets første statsminister, svindleren Vladimír Mečiar – som stod for salget af 16 procent af de samlede udbudte værdier under privatiseringen – vil gå over i historien som en af Østeuropas mest korrupte postkommunistiske ledere.

Mikuláš Dzurinda og hans neoliberale reformregering – som overvågede og delagtiggjorde sig i systematiseret korruption under salget af langt større værdier – vil blive husket som den visionære reformator, der gjorde Slovakiet til en østeuropæisk tiger og førte landet ind i NATO og EU.

Alle måtte have set, hvad der skete, og vidst, hvad dette dræn af samfundenes værdier – ofte i samspil med udenlandske firmaer – betød for den videre udvikling af de østeuropæiske økonomier. Det gælder ikke mindst de vestlige rådgivere og politikere.

De østeuropæiske lande står nu tilbage med to fortiede og ubelyste spørgsmål. Hvordan ville deres økonomier og velfærdssystemer have set ud i dag, hvis korruptionen ikke havde fravristet dem de fleste af deres værdier?

Og allervigtigst: Hvordan ville livet have udviklet sig efter 1989, hvis tyngden af økonomien var blevet videreudviklet under demokratisk kontrol?

Stamgæsterne spredes for alle vinde

Af vennerne omkring bordet fortsatte enkelte som varmemestre, mens de alle kæmpede deres egne personlige kampe for at holde sig flydende.

Hvor alle tidligere havde befundet sig på samfundets kant – lige fattige og lige langhårede – havde den sociale centrifuge skabt personlige skel, pustet til ambitioner om selvrealisering og rigdom og gjort alle i ens omgangskreds til potentielle konkurrenter.

Mistro og jalousi var de nye tiders åndelige drivkraft. Rå individualisme den højeste samfundsbærende fællesnævner. Tag, hvad du kan få, og sæt dine egne interesser før de andres.

Østeuropa bliver optaget i EU

Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Polen fik særbehandling under associeringsforhandlingerne om optagelse i EU, hvilket førte til en vis stolthed og forhåbninger om at være de første i køen til at sidde med ved bordet i den frie og rige verden.

I Vesten skulle de fire lande køres i stilling som udstillingsvinduer for integrationen i de vestlige markeds- og samfundsstrukturer.

Transformationen skete, mens den neoliberale æra var på sit absolutte højdepunkt, og dens økonomiske og politiske doktriner blev betragtet som universelle og uforgængelige.

I realiteten var drivkræften bag integrationsprocessen hverken et dybfølt ønske om at skabe demokrati eller velstand for de ”udpinte” befolkninger. Det var snarere genoplivede koloniale instinkter, som vejrede muligheden for økonomisk ekspansion af gigantiske dimensioner.

En veluddannet og disciplineret – men uorganiseret – arbejdskraft, blottet for klassebevidsthed, som tvunget af omstændighederne var nødsaget til at arbejde for en brøkdel af de vestlige lønninger. En veludbygget infrastruktur, som let kunne tilkobles det vestlige vej- og jernbanenet, relativt billige råvarer og underforsynede forbrugs-markeder. Alt sammen lige på den anden side af det gamle jerntæppe.

Blodomløbet og mundvandet steg på direktionsgangene i Europas storkoncerner og banker ved muligheden for under den forestående privatisering at få kontrol over råstoffer, produktion, distribution og finanssektoren. Det var en himmerigsmundfuld.

Farvel til Mamut

Mamut havde endnu en gang måttet tilpasse sig samfundsudviklingen og er nu et center for forretningsinnovation – det vil sige udnyttelse af prekariatets løst ansatte bude. Selvom den særprægede bygning – som har stået ved siden af byens ældste kirkegård siden 1873 – blev delvist fredet i 2014, er der stærke kræfter på spil, som ønsker at rive bygningen ned for at opføre et højhus med dyre ejerlejligheder.

Når jeg af og til lægger vejen forbi Mamuts gamle, smukke bygning, er den i mine tanker vokset sammen med kirkegården på den anden side af gaden.

Den er et minde om en svunden tid på godt og ondt – og et symbol på hvordan alt det, som gav byen en samlende sjæl og befolkningen et fælles frirum, er blevet erstattet af anonyme kontorlandskaber og dyre ejerlejligheder. Indbyggernes behov har måttet vige for kyniske kapitalinteresser.

Af den oprindelige gruppe af venner omkring det store bord har nogle klaret sig godt, trods en svær begyndelse. Andre blev ofre for druk, stoffer og sygdom, og en enkelt døde af kulde en vinternat på en mørk mark.

Enkelte mødes ugentligt til et spil kort på en ølbar, og rigmanden sidder ensomt i sin store villa på bakken med udsigt over byen. Hans chauffør har efter sigende endelig fundet et nyt arbejde.