Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
30. juni. 2021

Ferielæsning for barfodsøkonomer

Med begge ben forankret i mellemkrigstidens stjerneøkonom, John Maynard Keynes, forsøger økonomi-professor Jesper Jespersen at gøre op med nyliberalismens fallit.

Den virker usænkelig i teorien. Men kKigger man ud ad vinduet, er nyliberalismen for længst gået ned med flaget, skriver Per Bregengaard i sin anmeldelse af økonomiprofessor Jesper Jespersens nye bog. Illustration: Anton Moss / Stock Photo
Denne artikel tager cirka 11 minutter at læse.

Det er en fornøjelse at læse professor i økonomi Jesper Jespersens nyeste debatbog: ”Kriseøkonomi og klimagæld”. Den er velskrevet, forbilledligt klar, tilgængelig for alle og enhver – og krydret med fine, gennemgående metaforer som den i teorien synkefri Titanic, og slægtsgården, man ikke må forsømme. Anvendelse af metaforer er god pædagogik. De skaber og fastholder vigtige økonomiske billeder og sammenhænge. Det samme gælder rammende sentenser som Keynes’ ”What we can do we can afford! – Hvad vi kan gøre (producere), har vi råd til!. Teksten lever.

Kig ud ad vinduet

Baggrunden for bogen er et opgør med Budgetloven, Finanspagten og den nyliberalistiske husholdningsforståelse, Danmark såvel som resten af EU fortsat blev styret efter i kølvandet på finanskrisen i 2008. De offentlige budgetter skulle hurtigst muligt bringes i balance. Og udgifterne blev herhjemme faktisk bragt i overensstemmelse med skatteindtægterne. Budgetlovens/Finanspagtens krav blev overholdt til punkt og prikke.

At afkorte dagpengeperioden, skære ned på dagpenge og kontanthjælp og hæve pensionsalderen, var inden for den herskende økonomiforståelse en win-win-løsning. For sådanne reformer sparer ikke alene udgifter, men øger også arbejdsudbuddet.

Et øget arbejdsudbud vil i den nyliberalistiske ligevægtsteoris synkefrie Titanic-verden usvigeligt sikkert blive fulgt af større efterspørgsel efter arbejdskraft. Og flere i sving betyder økonomisk vækst, der gør os rigere og til bedre skatteydere. Det sidste skaber endog rum for en nedsættelse af topskatten, hvor den øgede økonomiske gevinst hos topskatteyderne gør dem flittigere. Det øger arbejdsudbuddet, hvilket medfinansierer skattelettelsen.

Men kig ud ad vinduet, skriver Jesper Jespersen. Teorien passer ikke med virkeligheden. Vælger man de to konjunktur-toppe: 2008 og 2019, så falder både erhvervsfrekvensen (arbejdsudbuddet) og beskæftigelsesfrekvensen – altså andelen af personer i job – i reformperioden fra 2008 – ’19. Reformerne gavnede ikke det, man ville. Tværtimod.

Og kig ud ad vinduet en gang til. Den nyliberalistiske vej øger den økonomiske og sociale ulighed, der er fremmende for en spekulativ bobleøkonomi med overophedninger afløst af kriser på bl.a. ejendoms- og aktiemarkedet. Og mere ulighed og tilbagevendende kriser kan ikke alene bane vejen for en socialistisk præget politik, men også for reaktionære, racistiske og fascistoide strømninger, for når krybben er tom bides hestene, som et gammelt ordsprog lyder. Den pointe er forfatteren med på, selvom han måske ikke vil sættes i bås som socialist.

Jesper Jespersens ærværdige politiske mål med bogen er, at regeringen og det politiske flertal efter ”førstehjælpen” i form af coronahåndteringens ekspansive økonomiske politik, IKKE falder tilbage i det gamle økonomiske spor og atter håndhæver budgetlovens krav om balance på det offentliges budget. Den økonomiske historie efter ”førstehjælpen” under finanskrisen må IKKE gentage sig.

Med mellemkrigstidens stjerneøkonom Keynes solidt i hånden argumenterer Jesper Jespersen overbevisende for en anden økonomisk vej, for samfundsøkonomi er noget helt andet end husholdningsøkonomi.

Hvor skal pengene komme fra?

I en husholdningsøkonomi må udgifterne tilpasse sig indtægterne. Det går ikke evig og altid at køre med underskud. En udlåner må være overbevist om, at han får sine penge igen fra én, der skal have finansieret sit underskud. Med statskassen er det noget andet, hvilket forfatteren lægger stor vægt på i besvarelsen af spørgsmålet: Hvor skal pengene kommer fra?

“Jesper Jespersens centrale pointe er, at regeringen og de folkevalgte ikke skal lege husholdningsøkonomer i håndteringen af samfundsøkonomien.”

Stater med egen valuta, som Danmark, kan selv lave de penge, det offentlige bruger. I dag slipper Nationalbanken endog for at trykke dem, da pengeudstedelsen klares med elektroniske overførsler. En begrænsning på pengeudstedelsen er, at den kan føre til inflation, hvis udbuddet af penge bliver for stort. Et for stort pengeudbud gør dem mindre værd på samme måde, som hvis det var kartofler. Udvejen er at optage statslån, der mindsker mængden af penge hos udlånerne ude i samfundet

Statslån skal ganske vist betales tilbage, selvom der er historiske eksempler på lån med uendelig løbetid. Men udløbne statslån kan til hver en tid modsvares af nye lån, for stater fremstår i modsætning til husholdninger, som om de levede til evig tid.

Løbende betaling af renter kan være en tung byrde for stater, der af inflationære årsager har nået grænsen for omfanget af pengeudstedelse.Mmen for tiden er den danske stat i den ekstraordinært lykkelige situation, at den kan låne penge med en negativ rente – altså tjene penge på at låne. Det siger en hel del om overopsparingen i den private sektor såvel herhjemme som ude i verden.

Problemet kan så være, om den negative eller lave rente varer ved. Det tager Jesper Jespersen ikke så tungt. Trøsten er, at der gennem flere århundreder normalt har været økonomisk vækst, selvom den er aftaget de seneste årtier set i forhold til årtierne forud. Når økonomien og dermed skatteindtægterne alt andet lige også vokser, så bliver låne- og rentebyrde automatisk mindre.

Pædagogisk spidning af nyliberalistiske argumenter

Jesper Jespersens centrale pointe er, at regeringen og de folkevalgte ikke skal lege husholdningsøkonomer i håndteringen af samfundsøkonomien. Det er ikke pengene, der mangler, som det udtrykkes i overskriften på et af bogens kapitler.

Staten skal på fornuftig vis udnytte de ledige ressourcer, landet har til rådighed, først og fremmest arbejdskraft. Dette er kernen i Jesper Jespersens keynesianske økonomiske politik. Vi skal som samfund ikke lade os styre af statskassen og udbuddet af arbejdskraft, men af beskæftigelsen af arbejdskraft.  – Og på fornuftig vis vil sige, at vi som samfund ikke må forsømme slægtsgården. Vi forsømmer især de kommende generationers ve og vel ved ikke i tilstrækkeligt omfang at sejle op mod atmosfærens klimaødelæggende CO2-indhold.

Vi har som samfund råd til at investere i en grøn klimaomstilling, for råderummet handler som sagt ikke om et overskud i statskassen, men om ledige ressourcer i samfundsøkonomien. De offentlige grønne investeringer i bl.a. infrastruktur skal dog ikke udelukkende lånefinansieres. Vi skal ifølge Jesper Jespersen gennemføre en adfærdsregulerende grøn skattereform, hvor CO2-afgiften står centralt. Og han er med på at rette op på afgiftens asociale effekter.

Vi skal også fjerne fradragsretten for pensionsindbetalinger, altså den udskudte skat, som den er ensbetydende med. Vi skal således undlade at låne pensionskasserne, altså pensionsopsparerne fællesskabets skattepenge til allehånde sorte, grønne og spekulationsprægede investeringer gennem skattefradrag for pensionsindbetaling.

I stedet for at sikre pensionsopsparerne den bedst mulige forrentning af fællesskabets skattepenge ved, at pensionskasserne sætter profitten i højsædet, så skal fællesskabet anvende vores skattepenge på at sikre slægtsgården. I det omfang samfundet undlader det, så sender det regningen for de voksende klimasynder videre til de kommende generationer.

Det er ikke nye tanker, læseren her præsenteres for. Rosen til forfatteren går især til den pædagogiske, spidse pen, når nyliberalistiske argumenter spiddes og en keynesiansk vej ud af de økonomiske problemer præsenteres. Bogens målgruppe er ikke fagøkonomerne, men uddannelsen af os barfodsøkonomer, der vandrer ud i samfundet og tager del i den ideologiske, økonomiske kamp mod nyliberalismen og for en rød og grøn omstillingspolitik.

Jesper Jespersen fik sin kandidatuddannelse ved Københavns Universitet i 1975, og blev ph.d. i international økonomi i 1979. Han har undervist i en menneskealder på Roskilde Universitetscenter, men er nu gået på pension, og er nu bogaktuel med ‘Kriseøkonomi og Klimagæld’. Foto fra youtube.

Keynesianismen er mørnet

”Kriseøkonomi og klimagæld” forekommer helstøbt. Men åbner skriftets lethed og den keynesianske forankring op for sprækker i økonomiforståelsen, hvor værkets univers kommer til kort og kritiske spørgsmål trænger sig på?

Keynesianismen har sin rod i en tid, hvor finanskapitalismens vidt forgrenede spekulationseventyr, fra menigmands ejerbolig i storbyerne til computerstyrede køb og salg af værdipapirer på det internationale marked, og kapitalens internationalisering var mindre fremskredne. Det var dengang staternes økonomiske suverænitet var større end i dag. Siden er nationernes grænser på flere måder brudt ned. Det har konsekvenser for såvel det nationale politiske råderum som EU’s, hvis man sætter sin lid til Unionen.

Det store spørgsmål er, om skelsættende forandringer i kapitalismen har mørnet keynesianismens økonomiske anvisninger? Med andre ord: Har forandringer i kapitalismen siden Keynes og den keynesianske glansperiode fra krisen i 30’erne til krisen i 70’erne undermineret den økonomiske holdbarhed, når det handler om at bekæmpe arbejdsløsheden og optimere anvendelsen af andre ledige ressourcer med en national ekspansiv økonomisk politik?

Jesper Jespersen betoner, at når Danmark gennem årtier har haft et betalingsbalanceoverskud i form af større indtægter fra udlandet end udgifter til udlandet, så eksisterer der et indenlandsk opsparingsoverskud, en udlandsformue, der ikke alene direkte og indirekte bidrager til en lidt lavere rente end omverdenens, men også kan aktiveres gennem statslig låntagning. – Men er det så simpelt i vore dages verden?

Det er klart, at i det omfang pensionskassernes midler placeres i udlandet, så kan de med lovindgreb aktiveres af staten. Det forholder sig anderledes med andre dele af udlandsformuen og betalingsbalanceoverskuddet.

Overskud på betalingsbalancen ophober en national udlandsformue, der umiddelbart betyder, at vi som nation får tilført indtægter i form af renter fra besiddelse af udenlandske værdipapirer og profitter fra investeringer i produktion, ejendomme og andet i udlandet. Den nationale udlandsformue betyder også, at nationen umiddelbart har noget at tære på i andre tider.

Men med kapitalens og kapitalejernes frie bevægelighed er betalingsbalanceoverskud og udlandsformue så ikke i stor stil at ligne med et luftkastel? Formuen tilskrives nationen, men over den står, at den er privat ejet. Hvor meget af udlandsformuen cirkler rundt i forskellige former for skattely eller indgår i danske firmaers udenlandske afdelinger og datterselskaber, der har deres helt eget liv i udlandet og således i virkeligheden ikke berører vores nation nu og i fremtiden?

Keynesianismen må ikke løbe løbsk

Der er efter min opfattelse absolut økonomisk rum for, at Danmark foretager storstilede grønne offentlige investeringer efter coronakrisen og således fører en afgrænset ekspansiv økonomisk politik. Men den pengerigelighed, der er tydelige tegn på i dag, stopper ikke med store grønne investeringer. De midler, der anvendes her, lægges ikke døde, når de udbetales som lønninger, giver profit på de privatproducerede varer og skaber andre indtægter.

“Jesper Jespersens keynesiansk inspirerede ekspansive grønne anvisninger er brugbare, men i en eller anden udstrækning er de også mørnede.”

En storstilet grøn ekspansiv økonomiske politik er ikke altopslugende, den stimulerer også pengerigeligheden i form af boblerne på ejendoms- og aktiemarkedet, der dag for dag bliver større og større. Prisstigningerne på ejendomme og aktier medfører samtidig, at de private banker øger pengemængden gennem øget kreditgivning i form af belåning af værdistigningerne. Med andre ord: Den galopperende inflation på ejendoms- og aktiemarkedet, danner en væsentlig del af grundlag for den næste økonomiske krise.

De økonomiske indgreb i form af CO2-afgifter og en sanering af pensionsfradragene skal således suppleres med en afgrænset kontraktiv økonomisk politik gennem en beskatning af formuer, de høje indtægter og værdistigninger, hvis keynesianismens ekspansive økonomiske politik ikke skal løbe løbsk.

De store spørgsmål er herefter: I hvilket omfang kan en nedskruning for prisudviklingen og hermed gældsætningen og opsugning af overopsparingen rent politisk realiseres på nationalt niveau? Og økonomiske kriser er mere end nogensinde et internationalt fænomen, hvilket kalder på en global økonomisk politik. I hvilket omfang er det realistisk? I videre forstand: I hvilket omfang kan økonomisk politik gøre en kapitalistisk økonomi krisefri? Jesper Jespersens keynesiansk inspirerede ekspansive grønne anvisninger er brugbare, men i en eller anden udstrækning er de også mørnede. Spørgsmålet er, hvor meget det mørnede kan lappes?


Om skribenten

Per Bregengaard

Per Bregengaard

Medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med "Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?   Læs mere