Flere ultrarige i Europa – hvor er kontinentet på vej hen?

Europa fattes penge. Men antallet af personer med mindst 30 mio. dollar på kontoen er ikke desto mindre stigende. Det fremgår af den seneste “Knight Frank’s Wealth Report 2026”.

Antallet af ultrarige i Europa er vokset med hele 37.428 personer over de seneste fem år. Det er en stigning på 26 procent. Det ellers kriseramte Tyskland har oplevet den største stigning med 9.273 nye medlemmer i de ultrariges klub. I Polen er antallet af ultrarige mere end fordoblet. Tyrkiet har haft en stigning på 94 procent, det fattige Rumænien 93 procent.

På verdensplan har mere end 700.000 mennesker en formue på mindst 30 mio. dollar målt efter netto-velstand. Næsten en fjerdedel er i Europa. USA har ikke uventet rigtig mange ultrarige – nemlig 387.422. Langt flere end Europa trods alt.

Europas mange kriser

Lørdag 9. maj markerede vi Europadagen. Og der er rigtig meget at debattere – ikke kun den stigende ulighed. Europa planlægger grundet den fortsatte iskolde konflikt og proxy-krig med Rusland at øge militærudgifterne med yderligere 800 mia. euro. Det rammer ikke kun statsbudgetterne, men i høj grad også miljøet. Kampvogne kræver fx rigtig meget brændstof.

Lande uden egne råstoffer og mineraler må importere stigende mængder dyr flydende gas (LNG) fra USA og Qatar. Oprustningen skaber øget efterspørgsel og dermed også højere inflation – men ikke mere brød på bordet, så uligheden vokser.

Kina er ikke blevet nær så hårdt ramt af krigene i Iran og Ukraine som Europa – og dermed kan landet styrke sin globale position, mens Europa mister terræn.

Det er med andre ord ikke så mærkeligt, at vi i Europa, oplever en stigende “træthed”. NATO eksisterer reelt ikke længere. Europa er tvunget til at understøtte Ukraine militært og økonomisk – næsten alene uden hjælp fra USA.

Hvor er Europa på vej hen?

Samtidig viser udviklingen blandt de ultrarige, at kriserne langt fra rammer alle lige hårdt. Mens almindelige europæere mærker konsekvenserne af inflation, energipriser, usikkerhed og voksende militærudgifter, er formuerne i toppen fortsat med at vokse markant.

Kriser skaber ikke kun tabere – de skaber også vindere. Når kapital, energi, våbenproduktion og finansielle investeringer koncentreres hos stadig færre, vokser afstanden mellem befolkningerne og de økonomiske eliter.

Mindre ulighed er en forudsætning for social og politisk stabilitet. Mere ulighed vil derimod – paradoksalt nok – give flere frustrerede stemmer til højrenationale partier.

Derfor handler Europas udfordringer ikke kun om krig, geopolitik og økonomi – men også om hvilken type samfund kontinentet er på vej imod: Et Europa med sammenhængskraft og forhåbentlig fornyet stabilitet – eller et Europa med flere milliardærer, men samtidig større ulighed, social uro og politisk træthed.