Følelsen er gensidig: Socialdemokratiets udlændingepolitik splitter Danmark

Tirsdag 10. marts 2026 fremlagde Socialdemokratiet et nyt, omfattende udlændingepolitisk udspil forud for folketingsvalget. Statsminister Mette Frederiksen betegnede selv pakken som den “strammeste udlændingepolitik i Europa”.

Udspillet kom pakket ind i hård retorik, mest opsigtsvækkende i sloganet “Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark.” Med andre ord signalerer regeringspartiet, at man agter at sortere de mennesker fra, som ikke anses for loyale mod landet. Men denne retorik og politik har affødt heftig kritik fra flere fronter.

Socialdemokratiets hårde kurs – skarpere end nogensinde

Socialdemokratiets udspil indeholder 18 punkter, der markant strammer kursen i udlændingepolitikken. Partiet fremhæver selv, at siden de overtog regeringsmagten i 2019, er asyltilstrømningen faldet, flere afviste asylansøgere sendes hjem, og parallelsamfundene er blevet færre. Nu ønsker de at gå endnu videre. Blandt hovedtiltagene er:

• Flere udvisninger og hurtigere afgørelser: Der er lanceret en “udvisningsreform”, hvor flere kriminelle udlændinge skal kunne udvises – og man vil endda flytte udvisningssager fra domstolene til administrative myndigheder.
  
  Det vil sige, at en embedsmand i en ny udvisningsstyrelse – og ikke en dommer – skal kunne træffe afgørelsen om en persons fremtid i Danmark. Jurister og kommentatorer har reageret med bekymring: “Det er et ret vildt forslag fra Socialdemokratiet, at de vil gå på kompromis med retssamfundet… Man flytter på grænserne for det danske retssamfund, når man lader det være op til en tilfældig fuldmægtig…”, udtalte den politiske kommentator Anders Langballe.
  
  Med andre ord risikerer man at sætte retssikkerheden under pres i iveren efter at være tough on crime.
  
  
• Værdipolitik og assimilation: Socialdemokratiet lægger vægt på, at nye statsborgere skal dele demokratiske værdier og påstår, at “for mange med MENAPT-oprindelse (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Tyrkiet) fortsat abonnerer på problematiske værdier, vi ikke ønsker i Danmark.”
  
  Denne generalisering stempler en hel befolkningsgruppe som værende i konflikt med danske værdier. Tiltaget indebærer strammere krav til statsborgerskab og indikationer af, at loyalitets- og værditests skal skærpes.
  
  
• Begrænsning af “uønsket” arbejdskraft: Udspillet spørger retorisk, om vi er ved at gentage 1970’ernes fejl ved år efter år at hente arbejdskraft i stort omfang fra tredjelande. Socialdemokratiet foreslår lande-specifikke kvoter for udenlandsk arbejdskraft og vil f.eks. lukke den nuværende landbrugspraktikant-ordning.
  
  Underforstået, man ønsker færre ufaglærte eller mellemuddannede fra bestemte (ikke-vestlige) lande – især hvis de medbringer familien – da man hævder, at det belaster velfærden. Dette tiltag nærmer sig en politik, hvor vi sorterer arbejdskraft efter oprindelsesland – et kontroversielt brud med princippet om ligebehandling.
  

Det samlede budskab fra Socialdemokratiet er klart, at der skal ryddes ud i elementer, man mener, “ikke vil Danmark.” Mette Frederiksen har med sin ledelse rykket partiet markant til højre værdipolitisk.

Allerede som ny formand signalerede hun en stram kurs for at imødekomme vælgernes bekymringer om udlændinge. Med det nye udspil forsøger Socialdemokratiet at cementere sig som lige så hård som (eller hårdere end) højrefløjen i udlændingepolitikken.

“Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark” – en farlig retorik

Socialdemokratiets nye slogan “Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark” kan lyde simpelt, men det er dybt problematisk og polariserende. Sætningen tegner et billede af et Danmark under belejring indefra, hvor ’’nogle blandt os vil ikke Danmark, og dem vil vi af med’’.

Men hvem er “de”? Uden at definere det præcist spiller regeringspartiet på en generaliserende mistillid. Ordene lægger sig i forlængelse af 20 års politisk retorik, især fra højrefløjen, om at indvandrere og efterkommere skal være loyale og værdige for at høre til. Denne “love it or leave it”-tankegang er katastrofal for sammenhængskraften i et multietnisk demokrati.

Reaktionen fra mange danskere med minoritetsbaggrund lader ikke vente på sig. Kashif Ahmad, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre, skrev dagen efter udspillet et indlæg, hvor han vendte Mette Frederiksens ord på hovedet: “Efter 20 år med den retorik får jeg næsten lyst til at svare: Følelsen er efterhånden gensidig. Jeg vil ikke politikere, der konstant skal forklare mig, at jeg måske ikke hører til.”

Denne udtalelse – “følelsen er gensidig” – er rammende. Den indkapsler frustrationen hos mange flerkulturelle danskere, når man igen og igen får at vide, at man ikke rigtig hører til i sit eget land. Man får nok og mister tilliden til de politikere, der maler dette fjendebillede.

Retorikken “dem, der ikke vil Danmark” er også farlig, fordi den er vag og kan udlægges efter forgodtbefindende. Mener Socialdemokratiet kun deciderede kriminelle og ekstremister, som begår vold eller vil undergrave demokratiet? I så fald bør man sige det klart, og man kunne blot håndhæve den gældende lovgivning, som i forvejen rammer alle uanset etnicitet.

Men ved at tale diffust om “dem, der ikke vil os” indikerer Socialdemokratiet, at problemet er bredere – at der i visse befolkningsgrupper generelt findes manglende vilje til Danmark. Den retorik risikerer at skære alle med en flerkulturel baggrund over én kam som potentielle modstandere af Danmark. Det er ikke alene en statistisk og faktuel fordrejning – det er dybt skadende for samfundets fællesskab.

Flerkulturelle danskere – mistænkeliggjorte trods deres bidrag og loyalitet

Ironien ved Socialdemokratiets udspil er, at det rammer lige netop de flerkulturelle borgere, som faktisk hver dag beviser deres loyalitet og bidrager til landet. Mens regeringen taler om grupper, der “ikke vil Danmark,” viser virkeligheden noget andet.

Langt de fleste nydanskere vil nemlig Danmark. Ifølge Integrationsbarometeret føler flere nydanskere – uanset hvor de har oprindelse – en tæt tilknytning til Danmark. De fleste er tilfredse med livet her og ønsker at blive boende i Danmark resten af deres liv. Kærligheden og loyaliteten til Danmark er altså stærk i de grupper, som man kunne frygte “ikke vil os.”

Integrationen på arbejdsmarkedet går fremad, og indvandrere fylder væsentligt i flere sektorer. Faktisk er forskellen i beskæftigelse mellem ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk baggrund blevet markant mindre de seneste år. Beskæftigelsesfrekvensen for mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande steg fra 53 procent i 2015 til 71 procent i 2024, og for kvinderne fra 45 procent til 61 procent. Det er de højeste tal, der nogensinde er målt. De etniske danskeres beskæftigelse ligger omkring 78-81 procent – så gabet er ved at lukke.

Mange indvandrere tager fat dér, hvor samfundet har brug for dem. Over en tredjedel af alle ansatte i hotel- og restaurationsbranchen er indvandrere, og lignende tal gør sig gældende inden for rengøring, landbrug og visse dele af forskningssektoren. Og ser vi på vores pressede sundhedsvæsen, er det tydeligt, at uden udenlandsk arbejdskraft ville det slet ikke hænge sammen.

Ca. 9 procent af alle læger i Danmark har udenlandsk uddannelse, og i yderområder udgør udenlandske læger helt op til 18 procent. Kort sagt bidrager de mennesker, som Socialdemokratiet retter skytset imod, massivt til vores velfærd og økonomi hver eneste dag.

Hvordan harmonerer det med udspillets dystre fortælling? Dårligt. Selvfølgelig findes der enkelte individer, som begår kriminalitet eller afviser samfundets spilleregler, og dem skal retsvæsenet håndtere. Men at lade disse få definere synet på en hel befolkningsdel er dybt uretfærdigt.

Desværre er det præcis, hvad der sker, når man hævder, at for mange i en bestemt oprindelsesgruppe har problematiske værdier. Sådanne generaliseringer stempler de lovlydige flertal og giver næring til fordomme i den brede befolkning.

Konsekvensen er, at mange borgere med minoritetsbaggrund oplever et konstant pres for at bevise deres loyalitet – og alligevel blive mødt med mistro. En ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder dokumenterer, at over 8 ud af 10 danskere med minoritetsetnisk baggrund har oplevet diskrimination eller fordomme inden for det seneste år. Otte ud af ti!

Diskriminationen sker på arbejdsmarkedet, i nattelivet, i mødet med myndigheder – ja, selv børn og unge oplever at blive gjort til “de fremmede” i skolen. Disse mennesker knokler ellers for at være en del af fællesskabet, tager uddannelser, passer deres job, betaler skat og deltager i foreningslivet. Men den hårde tone fra politisk side legitimerer desværre en dagligdag, hvor de aldrig får lov at være danske nok.

Nye sanktioner: Når velfærden bliver et våben

Socialdemokratiets udspil indeholder opsigtsvækkende forslag, der ændrer grundlæggende principper i vores samfund. Et af de mest omtalte er idéen om karantæne fra sundhedsvæsenet til personer dømt for vold mod sundhedspersonale.

Ifølge forslaget skal retten kunne idømme en periode, hvor den dømte ikke kan få gratis behandling i det offentlige sundhedsvæsen, undtagen ved akut eller livstruende behov. Officielt gælder det alle, men ministeren forventer, at flere med mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund vil blive ramt, da de ifølge statistikker er overrepræsenterede i voldssager mod offentligt ansatte. Dermed markedsføres tiltaget neutralt, men har en undertekst om at ramme bestemte grupper.

Fagfolk på sundhedsområdet, bl.a. Lægeforeningen, har afvist forslaget, da det ligger i lægeløftet, at alle skal have sundhedsbehandling uanset baggrund og adfærd. At politikerne vil bruge velfærdsydelser som straf, strider mod sundhedsvæsenets etiske grundlag og åbner for farlige principper.

Man kan med rette spørge: Hvad bliver det næste? Skal brandvæsenet nægte at slukke brande hos folk, der har truet en brandmand? Skal skolelærere kunne nægte undervisning til børn af forældre, der har overfuset dem? Når først velfærdsydelser gøres til redskab for straf, bevæger vi os ned ad en farlig vej.

Socialdemokratiet har et ansvar for en inkluderende debat og bør fremme solidaritet og tillid frem for mistillid. Hadefuld retorik koster trivsel, talent og frihedsrettigheder. Hvis Socialdemokratiet virkelig mener, at Danmark skal samles, må de begynde at behandle flerkulturelle danskere som en del af løsningen og ikke som problemet.

Først da kan vi i fællesskab sige, at ingen i dette land står udenfor – og at alle, der vil Danmark, faktisk føler, at Danmark også vil dem.