Før afrejsen: Thousand Madleens to Gaza gør klar til at sætte sejl
I fire dage har aktivister mødtes i et gammelt kloster på Sicilien for at forberede sig. I dag lørdag 27. september sejler flotillen 1000 Madleens to Gaza afsted fra havnebyen Catania med mad og medicin for at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza
Gennem Santa Maria-klosterets gange går et par hurtige kondisko. Fra vægen ser Sankt Sebastian ned på en t-shirt-klædt ung mand, der bærer på en papkasse, hvor der med rød sprittusch hastigt er skrevet Crew. I kassen ligger henved fyrre mobiltelefoner, der er blevet afleveret før træningssessionen i ikke-voldelig kommunikation.
I klostergangene møder aktivisterne hinanden for første gang. Nogle er her fra Danmark, fra Frankrig, Belgien, Grønland, Sydkorea, USA og Malaysia. Alle sammen har de det samme mål: at sende endnu en bølge af skibe afsted med nødhjælp til Gaza.
Selvom stemningen er god, hænger alvoren mellem klosterets gamle sten. En ældre mand tager ordet for som det allerførste at minde deltagerne om, at den tur, de forbereder sig på, med al sandsynlighed vil ende med, at de bliver holdt på skudhold af IDF og skal tilbringe nogle dage i israelsk fængsel.

Frokost
Mens vi kører over den hullede grusvej, der fører til klosteret, har jeg mulighed for at spørge Nazra fra Strasbourg ind til, hvordan alt dette er kommet i stand. Hun er en af de tidlige initiativtagere, en gruppe af franske studerende, som – inspireret af skibet Madleens forsøg på at bryde blokaden tidligere på sommeren – besluttede sig for selv at arrangere en flotille.
Hun læser jura og begyndte som en del af organisationens legal team, men i takt med at organiseringen er vokset, har hun overladt arbejdet til folk, der, som hun selv siger, er meget dygtigere end hende selv.
Samme historie får vi også over frokosten af Vincent. Det var ham, der i første omgang tog initiativet til Instagram-profilen, der har givet denne nødhjælpsflåde sit navn. Arbejdet med organiseringen tog utroligt mange kræfter hen over sommeren, indtil det på et tidspunkt voksede ham over hovedet. Heldigvis var der andre, mere erfarne kræfter, der kunne tage over og føre projektet til dørs. Han har brugt denne formiddag i køkkenet for at lave frokost til aktivisterne.
Projektet er således et andet end Sumud-flotillen, som samtidigt sejler afsted fra Sicilien efter at have været forsinket af dårligt vejr. Arrangørgruppen er en anden, og tilgangen til arbejdet en smule anderledes. Men i mål og midler er de to projekter hinandens allierede. Ved fredelige midler skal verden gøres opmærksom på, at hungersnøden i Gaza ikke er en naturlig – men en menneskeskabt katastrofe. En katastrofe som de vestlige lande nemt ville kunne gøre en ende på.

Alle øjne på Gaza
Efter frokosten præsenteres de forskellige scenarier, som deltagerne skal forvente. Et er selvfølgelig, at missionen lykkes. De ti andre er måder, hvorpå det kan blive farligt. Kidnapning, droneangreb, fængsling. Efter hvert scenarie understreges det, at skulle det ske, vil det kun være en brøkdel af det, palæstinensere hver dag bliver udsat for.
Pointen bliver også gentaget af Greta Thunberg, som overraskende er dukket op til forberedelserne. Den båd, hun sejler med på, ligger for havn et andet sted på øen. Med kendetegnende myndighed tager hun modvilligt ordet:
”En mission som denne burde ikke eksistere”, for et politisk spørgsmål som dette kan selvfølgelig ikke løses af sejlbåde med nødhjælp. Det er et politisk spørgsmål, der kalder på politisk handling. ”Det her må ikke handle om os, det skal handle om Gaza”, afslutter hun.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
