Før var det kaffe og te. Nu satser Kenya på eksport af mennesker

Andelen af fattige mennesker er høj i Kenya. På gaden i hovedstaden Nairobi bliver der dag ind og dag ud hustlet for at holde økonomien kørende. Mange har flere job. Arbejder i butik eller byggeri om dagen og kører taxa om aftenen til en samlet løn, som er svær at leve for. Ofte omkring 1000 kroner om måneden. Derfor er drømmen om en stabil indtjening, der kan hjælpe venner og familier stor, blandt unge kenyanere.

Den drøm har den kenyanske regering med præsident William Ruto i spidsen også opdaget. Derfor arbejder de nu aktivt på at sende kenyanere til hele verden med Saudi-Arabien og Golf-landene som de foretrukne destinationer. Her skal de arbejde som sygeplejersker eller husholdersker til en løn, der lige nu ligger på 240 dollars om måneden. Uden arbejdsrettigheder. Det skriver New York Times.

Det vidner om, hvor centralt arbejdsmigration er for mange lande i det globale syd, som både har udfordringer med at skabe ordentlige job og samtidig er dybt afhængige af de penge, migranterne sender hjem. I Kenya er udenlandske job en del af “landets opbygning”, som William Ruto sagde sidste år, da store protester ramte landet. Protesterne handlede netop om korruption og manglende job til ungdommen.

Men med New York Times’ afsløring kan der også tilføjes en tredje grund. Nemlig at kenyanske toppolitikere, herunder præsidentens familie, tjener store penge på at formidle arbejdsmigration ud af landet, mens de samtidigt arbejder på at holde lønnen i Kenya så langt nede som muligt.

For når et ud af 10 af de firmaer – der formidler arbejdskontrakter rundt omkring verden – er forbundet til regeringen, bliver man nødt til at se arbejdsmigrationen som endnu en mulighed for en politisk overklasse for at tjene endnu flere penge. Det skriver den politiske kommentator Dennis Kabaara i en klumme i avisen The Standard.

“Det er et billede af en regering, som udnytter enhver mulighed for at blive mere grådig. De kunne lige så godt kalde det for slavehandel”.

Et ræs mod bunden

Kenya er langt fra det eneste land, hvor regeringer aktivt arbejder på at få folk til at arbejde uden for landets grænser i håbet om at løse hjemlige problemer. Det har længe været en udviklingsmodel, som asiatiske lande som Filippinerne og Bangladesh har været involveret i. Men nu ser lande som Kenya, Tanzania og Etiopien også en idé i formidlingen af arbejdskraft rundt omkring i verden. Som den kenyanske minister for arbejde, Alfred Mutua, fortalte Reuters sidste år:

“Vi har en meget vigtig ressource, som kaldes den menneskelige ressource”, hvortil han tilføjede:

“Vi kan eksportere vores arbejde og tjene en masse penge”.

Derfor arbejder den kenyanske regering også på at holde lønninger nede og gøre kenyanske arbejdere til de mest attraktive på verdensmarkedet. For når en filippinsk husholderske tjener 400 dollars om måneden, så holder den kenyanske regering fast i at holde lønnen nede på 240 dollars om måneden. Derudover får kenyanere heller ikke nogen rettigheder i sager om mishandling eller manglende lønudbetaling, hvilket gør dem eftertragtede.

Ifølge Alfred Mutua er den lave løn nødvendig. For ellers ville arbejdstagere vælge billigere arbejdere og begynde at rekruttere fra omkringliggende lande, som Burundi, Etiopien og Tanzania.

Ifølge en anonym politisk aktivist er det et ræs mod bunden, der vidner om det politiske forfald, som ifølge aktivisten hersker i Kenya:

“Kenya er officielt blevet et gangsters paradise for politikere.”

Arbejdsmigranternes penge er blevet vigtige for afrikanske regeringer

Men det ville være for let at reducere problematikken til den kenyanske regerings medlemmer – selvom de arbejder hårdt på at optimere deres egen personlige indtjening på bekostning af befolkningen.

For når penge, der bliver sendt tilbage fra hele verden (remitter, red.), udgør en større og større del af afrikanske landes økonomi, bliver landene mere og mere afhængige af at øge de indtjeningsmuligheder, der er ved at sende folk til rigere lande.

Fra 2010 til 2024 steg værdien af remitterne fra 53 milliarder dollars til 95 milliarder, som primært er med til at holde middel- og underklassen økonomisk oven vande. I Kenya er 65 procent af befolkningen afhængige af dem. Derfor er migration blevet en del af det sociale sikkerhedsnet for mange afrikanere, som enten er betalere eller modtagere af udenlandske overførsler.

Af samme grund bliver migration derfor en løsning for mange regeringer, som presser på for at sende arbejdere over grænsen for at opretholde et flow of cash den modsatte vej. Det har betydet, at Kenya sender sygeplejersker til Europa, selvom landet selv har store sundhedsmæssige udfordringer – blandt andet på grund af mangel på sygeplejersker.

Rige lande har brug for migration

Man kan også kigge på den anden side af mønten. I de rige lande, som rekrutterer, er behovet for arbejdskraft stigende. I takt med en aldrende befolkning forsøger flere europæiske lande aktivt at rekruttere arbejdskraft fra det globale syd.

I Danmark gik Moderaterne i fjor forrest med et forslag om at rekruttere sygeplejerske fra Indien og Filippinerne, som skulle gøre op for den mangel på sundhedsansatte, som ifølge Lægeforeningen om få år vil nå 30.000 stillinger. Men som Howard Cotton, chef for Den Internationale Sammenslutning af Sygeplejersker, ICN, sagde til Mandag Morgen for et par år siden, så risikerer man – “at nogle lande begrænser sundheden for andre lande”.

Det vidner om en større global årsag i sagerne om arbejdsmigration. For når uligheden stiger mellem lande og kontinenter, så bliver incitamenterne til arbejdsmigration større og større. For selvom en løn på 240 dollars om måneden uden rettigheder i Saudi-Arabien næppe kan betegnes som et godt og sikkert job, så svarer det stadigvæk til en 50 procent lønstigning i forhold til gennemsnitslønnen i Kenya.

Derfor kan man næppe betænke den enkelte kenyaner for at søge muligheden for at forbedre sin situation ved at påtage sig sådan et job. Også selvom de godt kender til de hundredvis af historier om fysiske og seksuelle overgreb, manglende lønudbetaling og den stigende hjemløshed blandt kenyanere i Saudi-Arabien.