Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
6. marts. 2022

Første arbejdsnedlæggelse rammer Rusland efter invasionen

Arbejdere på russisk olieraffinaderi udvandrer fra deres arbejde på grund af utilfredshed med fald i deres realløn. De økonomiske sanktioner efter Ruslands invasion har sendt rublen i frit fald, hvilket betyder en kraftig lønnedgang for russiske arbejdere.

Foto: Tatarstan Trade.

Ethvert samfund er kun tre måltider væk fra kaos, og noget tyder på, at utilfredsheden i Rusland også snart kan sprede sig til den brede arbejderklasse. I byen Nizhnekamsk i Tatarstan-provinsen (øst for Moskva mod Ural-bjergene), har arbejderne på et olieraffinaderi nedlagt arbejdet som nogle af de første – ikke historisk set, men i forhold til den styrtblødende økonomi, som er resultatet af Vladimir Putins invasion af Ukraine.

Ifølge mediet Radio Free Europe er der særligt tale om tyrkiske gæstearbejdere på det tyrkisk-russiske raffinaderi, Hemont. Utilfredsheden skyldes ifølge RFE’s oplysninger, at arbejderne mener at have krav på en løn, som kompenserer for det kraftige fald i rublens værdi, mens arbejdsgiverne har udbetalt løn uden at indregne det skarpe kursdyk. Ifølge lokale medier er den faglige konflikt foreløbigt blevet løst med et kompromis mellem arbejdsgiver og oliearbejdere.

Rublen er siden invasionen startede 24. februar faldet med omkring 30 %. Den økonomiske tænketank Centre for Economic Recovery vurderer, at invasionen koster den russiske stat i omegnen af 150 milliarder kroner om dagen.

Netop olieproduktionen er særligt vigtig for den russiske økonomi, og landets energieksport er blandt de eneste sektorer, som foreløbigt er blevet holdt fri for sanktioner efter invasionen af Ukraine.

Video: Arbejdsnedlæggelse i Nizhnekamsk skyldes utilfredshed med de faldende reallønninger.

Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Tidligere ansvarshavende redaktør på Solidaritet (2019 - 2023). Læs mere