Dansk-amerikanske Susanna Dyre-Greensite har siden Rina Ronja Karis exit været én af Folkebevægelsens fire talspersoner. Nu er den 24-årige kommunikationsuddannede blevet forkvinde for bevægelsen. Foto: Folkebevægelsen / Facebook
12 min. læsetid

Folkebevægelsen mod EU skal genopfinde sig selv efter nederlaget ved EU-parlamentsvalget. Skal bevægelsen appellere mere til borgerlige EU-modstandere? Skal modstanderne også forsøge at tale til EU-skeptikere? Og skal Folkebevægelsen droppe stemmesedlen, for i stedet at blive modstandernes svar på Europabevægelsen? Susanna Dyre-Greensite svarer på disse og andre spørgsmål, inden bevægelsen i denne weekend holder landsmøde.


Af Kim Kristensen

Først tror jeg, at Folkebevægelsen mod EU allerede har drejet nøglen om. Ingen åbner, da jeg sidst på eftermiddagen ringer på døren til landskontoret i Tordenskjoldsgade, få hundrede meter fra Kongens Nytorv. Gardinerne i vinduerne i stuetagen er trukket for. Og gennem sprækkerne kan jeg se, at lokalerne ligger mørke og tomme hen.

Da Folkebevægelsens talsperson, Susanna Dyre-Greensite, kommer lidt senere og låser os ind, forklarer hun, at den eneste tilbageværende ansat på landskontoret nogle gange går tidligt eller arbejder hjemmefra. Tidligere var de ellers fem på kontoret. Men efter at Folkebevægelsen ved europarlamentsvalget i maj mistede pladsen i parlamentet i Bruxelles, har bevægelsen ikke bare måtte lære at leve uden den politiske platform i parlamentet. Den har også måttet lære at leve uden de medfølgende millioner. Lejemålet i Tordenskjoldsgade blev opsagt dagen efter valget, og fra december lejer Folkebevægelsen sig i stedet ind hos Retsforbundet på Lyngbyvej 42, på Ydre Østerbro.

Inden for på landskontoret er kælderen allerede ryddet, og ovenpå er de i gang med at pakke pjecer, flyers og valgkampagne-materialer fra for længst udkæmpede politiske kampe ned i papkasser, som står på borde og stole. Sejre og nederlag gennem snart et halvt århundrede.

»Der er nogle af de mere nostalgiske medlemmer, som har svært ved at smide tingene ud,« konstaterer Susanna Dyre-Greensite og rydder et bord. Den 24-årige marketingskoordinator har været én af Folketingsbevægelsens fire talspersoner, siden den nu tidligere EU-parlamentariker Rina Ronja Kari efter valgnederlaget stoppede som bevægelsens frontfigur.

Det er dog på mere end en måde flyttedag for Folkebevægelsen.

Efter valgnederlaget stoppede spidskandidat Rina Ronja Kari som frontfigur i bevægelsen. Kari har sidenhen også meldt sig ud af Enhedslisten, og er blandt andet gjort følge af Susanna Dyre-Greensite. Sidstnævnte understreger dog, at beslutningen om at melde sig ud ikke kun skyldtes dette. Foto: Folkebevægelsen mod EU

»Folkebevægelsen mod EU er udfordret«

landsmødet i denne weekend på Gasværksvejens Skole på Vesterbro, skal Folkebevægelsen nemlig diskutere, hvor den nu skal bevæge sig hen politisk.

Ingen havde forberedt en plan B i tilfælde af, at Liste N ikke kom ind ved EU-parlamentsvalget. Kun at det i hvert fald ikke skulle være en gentagelse af EU-parlamentsvalget i 2009, hvor JuniBevægelsen ikke kom ind – og den daværende landsformand, Keld Albrechtsen, på valgaftenen meddelte, at det var så dét. Af samme årsag var det tidligere mangeårige medlem af Europa-Parlamentet for såvel Folkebevægelsen som JuniBevægelsen, Jens-Peter Bonde, hurtig til at erklære Folkebevægelsen mod EU for død ved ankomsten: Uden parlamentspladsen vil Folkebevægelsen netop ikke kunne opretholde et sekretariat, have ansatte og få organisationen til at fungere.

»Folkebevægelsen mod EU er udfordret,« konstateres det diplomatisk i den politiske beretning lørdag. »Men denne udfordring kan heldigvis også betyde, at vi får lejlighed til at gå vores bevægelse efter i sømmene«.

Hvilket blandt andet betyder, at de delegerede kommer til at diskutere, om Folkebevægelsen bør droppe stemmesedlen – for i stedet at blive modstandernes svar på »Europabevægelsen? Om EU-modstanderne også skal forsøge at tale til EU-skeptikerne? Og om bevægelsen bør appellere mere til borgerlige EU-modstandere?

Valgforbund kostede stemmer

»Det er noget, Folkebevægelsen har diskuteret længe – ja, faktisk helt siden starten i 1972,« siger Susanna Dyre-Greensite. »Selv om vi har haft en overvægt af centrum-venstrevælgere, så skal bevægelsen jo kunne rumme alle EU-modstandere, som kan gå ind for vores værdigrundlag. I det har vi noget om miljøet, den nordiske velfærdsmodel og respekt for menneskerettigheder. Hvis man går ind for at opsige alle internationale konventioner, så er det nok ikke Folkebevægelsen, man hører hjemme i. Men derudover er det rimeligt åbent, hvem vi gerne vil have med. Man kan godt være liberal EU-modstander eller kommunistisk EU-modstander«.

Ifølge Susanna Dyre-Greensite kostede beslutningen om at indgå et valgforbund med Enhedslisten ved EU-parlamentsvalget – hvor Liste Ø for først gang stod på stemmesedlen – borgerlige stemmer. Hvilket var grunden til, at det heller ikke var nogen let beslutning. Frygten var, at det netop ville ske.

Hvis man går ind for at opsige alle internationale konventioner, så er det nok ikke Folkebevægelsen, man hører hjemme i. Men derudover er det rimeligt åbent, hvem vi gerne vil have med. Man kan godt være liberal EU-modstander eller kommunistisk EU-modstander

Beslutningen om valgforbundet blev truffet på landsmødet i 2017 – med 92 stemmer for og 62 imod – og efter at Enhedslisten havde tilbudt Folkebevægelsen en kompensationspakke. Liste N fik tilbuddet om et valgforbund, en opfordring til Enhedslistens medlemmer om stadig at deltage både i partiet og bevægelsens valgkampe (og at stemme på den ene af de to!), samt løftet om kontant afregning, hvis det endte med blot ét mandat – og det tilfaldt Liste Ø. Hvilket som bekendt skete ved valget. Her gik Folkebevægelsen tilbage til 3,7 procent af stemmerne, mod Enhedslistens 5,5 procent. Valgforbundets enlige mandat tilfaldt derfor Nikolaj Villumsen.

Så meget desto større har Folkebevægelsens frustration været over efterfølgende at opdage, at de 40,2 procent af stemmerne i valgforbundet ikke resulterer i den samme procentandel af EU’s årlige partistøtte på 4,2 millioner kroner. Efter lange diskussioner kom Enhedslisten på det netop afholdt årsmøde frem til, at Folkebevægelsen kun har krav på 470.000 kroner om året, svarende til lønnen til én stilling i Bruxelles.

Efterfølgende har Folkebevægelsens tidligere EU-parlamentariker og mangeårige medlem af Enhedslisten, Rina Ronja Kari, meldt sig ud af partiet. Rina Ronja Kari har dog ikke ønsket at oplyse, om udmeldelsen skyldes årsmødets beslutning. Det samme har Susanna Dyre-Greensite – altså meldt sig ud af Enhedslisten, omend hun understreger, at beslutningen ikke kun skyldes dette.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen fik det enlige mandat i valgforbundet mellem partiet og Folkebevægelsen. Nu vil Folkebevægelsen lægge klar afstand til Enhedslistens politik, ved blandt andet at fokusere mere på at definere et selvstændigt, positivt budskab. Foto: Mark Knudsen / Enhedslisten

Hardcore EU-modstandere

Susanna Dyre-Greensite erkender dog, at Folkebevægelsen næppe kommer til at appellere til alle EU-modstandere. Dertil er afstanden trods alt for stor til den yderste højrefløj i dansk politik.

»Folkebevægelsen bliver aldrig bedre til at være nationalister end nationalisterne er, siger talspersonen. »Vi går stadig ind for såvel FN som konventionerne og tænker større end bare på Danmark. Og så fanger vi ikke dem, som er EU-modstandere udelukkende fordi, at de ikke vil have indvandrere. Men jeg føler godt, at vi kan fange konservative og liberale, hvis vi gør en større indsats. Det at være EU-modstander betyder jo ikke, at man ikke er internationalt orienteret«.

Selv voksede Susanna Dyre-Greensite op i USA med en dansk mor og en amerikansk far, før hun i 2013 flyttede til Danmark som 18-årig. Og Folkebevægelsens talsperson er registered Democrat – og medlem af Democrats Abroad, Denmark – for at kunne stemme på Bernie Sanders i demokraternes primærvalg. Hun gjorde det i 2016 og agter at gøre det igen i 2020.

»Det er klart, at i store dele af Europa – og særligt i syden – er den højrenationale EU-modstand størst,« siger Susanna Dyre-Greensite. »Folkebevægelsen har også nogle medlemmer fra Dansk Folkeparti, og så længe de kan gå ind for vores værdigrundlag, er de varmt velkomne. Men jeg tror ikke, det bliver derfra, at vi nogensinde får flest medlemmer«.

Set i det politiske bagspejl erkender talspersonen, at Folkebevægelsen måske kunne have stået stærkere i dag, hvis bevægelsen ikke i stigende grad gennem de seneste årtier er blevet identificeret med Enhedslisten.

»Vi kunne sikkert have fået flere stemmer, hvis vi havde spillet mere på Danmarks selvstændighed fremfor det andet. Men jeg vil hellere have færre stemmer end en utroværdig bevægelse. Det har været logikken. Så kan man altid diskutere, om det har været smart. Men det er selvfølgelig en af grundene til, at diskussionen nu kommer på landsmødet, fordi folk gerne vil lægge afstand til Enhedslisten. Og så bliver spørgsmålet, hvordan vi når den ønskede bredde? Hvor nogle mener, at den når vi ved kun at tale om folkestyre og selvbestemmelse, hvorimod jeg mener, at vi opfanger flere, hvis vi tør tydeliggøre vores værdier. Altså både taler om folkestyre – men også om miljøet, arbejdstagerrettigheder og et globalt udsyn. Vi skal tydeliggøre, at vi ikke bare vil ud af EU, fordi vi er vrede«. Susanna Dyre-Greensite mener nemlig, at Folkebevægelsens største udfordring er, at den mest appellerer til dem, som allerede er enige med bevægelsen: Hardcore EU-modstandere.

Folkebevægelsen bliver aldrig bedre til at være nationalister end nationalisterne er, siger talspersonen. »Vi går stadig ind for såvel FN som konventionerne og tænker større end bare på Danmark

EU-skeptikere

»Førhen havde vi venstrefløjen med os, men det er ikke længere tilfældet,« siger talspersonen. »Så i dag har vi hverken venstre- eller højrefløjen med os. Vi har de inkarnerede EU-modstandere. Men jeg tror, at der er mange EU-skeptikere, som ikke nødvendigvis er overbeviste om, at vi skal træde ud af EU lige nu, men som kan være enige med vores analyse af Unionen. De mennesker skal vi også kunne tale med. Nogle gange kunne det gavne at nedtone retorikken en lille smule. På vores valgavis var der for eksempel et kæmpe stort logo med ud af EU, som var det første folk så, når de fik stukket avisen i hånden. Hvis jeg blot var skeptisk – uden egentlig rigtig at have sat mig ind i, hvad EU handler om – var jeg måske blevet skræmt lidt væk. Særligt i de her tider med det britiske Brexit, hvor det er svært at finde rundt i, hvad der er op og ned i debatten. Uden at gå væk fra hvad Folkebevægelsen mener, kan vi måske formulere det, vi mener, på en mere inkluderende måde«.

Forslagsstillerne har bemærket, at nye og især unge er meget mere villige til at lytte og være med, når vores positive værdier tydeliggøres som det første

Af samme grund er Susanna Dyre-Greensite med til at stille et forslag på landsmødet om et nyt slogan:

»For folkestyre, miljø og solidaritet« skal der stå fremover – inden Folkebevægelsen mod EU’s navn – og efterfølgende »-siden 1972«.

Sloganet, som er inspireret af den norske tværpolitiske søsterorganisation »Nei til EU’s« slogan, skal forklare ikke blot hvad Folkebevægelsen er modstandere af, hvilket praktisk nok i forvejen fremgår af navnet. Det skal også forklare, hvad bevægelsen er tilhængere af.

»Forslagsstillerne har bemærket, at nye og især unge er meget mere villige til at lytte og være med, når vores positive værdier tydeliggøres som det første,« skriver Susanna Dyre-Greensite og de andre i begrundelsen.

Folkebevægelsen mod EU
Folkebevægelsen mod EU, indtil 1994 Folkebevægelsen mod EF, er et tværpolitisk samarbejde mellem organisationer og lokale komitéer, med det formål at hindre en tættere unionsdannelse i EU, at få Danmark udmeldt af EU samt at påvise alternative samarbejdsmuligheder uden for EU.

Folkebevægelsen blev dannet i 1972, og stillede for første gang op i 1979, da der blev indført direkte valg til EU-Parlamentet (EF-parlamentet). Den havde 1979-94 fire medlemmer i EU-Parlamentet og var dermed den største danske gruppe, men efter en splittelse i 1992, hvor JuniBevægelsen blev dannet, opnåede Folkebevægelsen mod EU-Unionen kun to mandater ved valget i 1994.

Bevægelsen fastholdt gennem 1990’erne målsætningen om Danmarks udmeldelse af EU, men fik svigtende vælgertilslutning, som faldt fra 21 % i 1979 over 5,2 % og et mandat i 2004, til 8,1 % og et mandat i 2014.
Kilde: Den Store Danske, Gyldendal

»En bevægelse i sin egen ret«

Til gengæld forventer Susanna Dyre-Greensite ikke nogen afklaring på spørgsmålet, om Folkebevægelsen skal gå i gang med at indsamle de 70.000 underskrifter, som det vil kræve for Liste N endnu engang at komme på stemmesedlen ved det kommende europarlamentsvalg. På landsmødet er der stillet tre forslag: Ikke starte indsamlingen på nuværende tidspunkt, gå i gang efter at Storbritannien har forladt EU (hvis det da sker) – eller overlade det til landsledelsen, hvis denne i den kommende periode vurderer, at »udviklingen i ydre og indre forhold betyder, at det vil være hensigtsmæssigt«.

Rina Ronja Kari tog efter valgnederlaget hul på diskussionen om, at Folkebevægelsen jo ikke er sat i verden for at sidde i EU-Parlamentet. Forbilledet er den tværpolitiske organisation ‘Europabevægelsen‘, som er for EU. Det vil dels give Folkebevægelsen andre muligheder for at søge økonomiske støtte. Og dels give bevægelsen andre politiske muligheder ved ikke at være bundet op på arbejdet i Europa-Parlamentet.

»Vi er mange der mener, at det er klogere nu at blive stærkere som organisation, før vi tager stilling til en genopstilling eller ej,« siger Susanna Dyre-Greensite. »Det er en stor opgave og vil kræve, at det er det eneste, som Folkebevægelsen fokuserer på. Og det tror jeg ikke vil være smart lige nu. Vi har brug for at finde fodfæste som en græsrodsbevægelse – og ikke som en bevægelse med sæde i parlamentet: En bevægelse i sin egen ret«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.