Folkemordet fortsætter, mens vi nyder vores sommerrejse

Jeg stod i lufthavnen med solen i ansigtet og min kuffert ved siden af mig. Det var ferie. Endelig. Der var pakket badetøj, solcreme og gaver til familie. Jeg glædede mig. Det gør jeg hver sommer. Til at vende tilbage til det sted, mine forældre kaldte hjem. Til at mærke noget velkendt. Noget, der ligner mig.

Flyet lettede, og Danmark blev mindre. Dermed også min hverdag. Mine deadlines. Mine bekymringer. Det er det, sommeren kan. Den sætter livet på pause. Et øjebliks stilhed. Et lysere blik.

Men i sommer er der noget, jeg ikke kan lægge fra mig. Uanset hvor langt jeg rejser. Noget, der har sat sig i kroppen – som en uro, en sorg, en vrede.

For mens jeg sidder med kaffe i hånden og sol på skuldrene, bliver børn i Gaza amputeret uden bedøvelse. Familier bliver udslettet. Mennesker opereret uden udstyr. Uden håb.

Jeg ser det, når jeg tænder for min telefon. Når jeg scroller forbi endnu en video. Og jeg mærker det i mit hjerte, når jeg forsøger at nyde min ferie. For kontrasten er ubærlig. Det føles brutalt at have frihed, fred og ferie, når andre lever i ruiner.

Jeg ved godt, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Mange af os forsøger at gøre noget. Vi demonstrerer, deler opslag, donerer, underskriver. Jeg gør det selv. Men inderst inde ved jeg: Det er ikke nok. For det er ikke nok. Folkemordet fortsætter. Stilheden fra verdens ledere er larmende.

For mig har det betydet, at jeg nu har taget en beslutning. Jeg vil gå ind i politik. Ikke fordi jeg tror, det er enkelt. Men fordi der er brug for, at vi ikke vender os væk. At vi insisterer på ansvar. På handling. På konsekvens.

Til det palæstinensiske folk:
Tilgiv stilheden.
Tilgiv sommerferien.
Tilgiv sommerbillederne.
Tilgiv adskillelsen.

Tanken er med jer. Hjertet er med jer.
Kampen fortsætter. I ord, i handling, i håbet.