Folket er magtesløst – længe leve folket

Hvad jeg bestemmer, at mit barn skal hedde, er ikke politik. Men det at jeg selv har lov til at bestemme, hvad mit barn skal hedde, er politik. Altså: Politik handler grundlæggende om, hvilke beslutninger der skal træffes af hvilke mennesker.

Den politiske styreform, der har fået navnet demokrati, handler om folkets ret til at styre sig selv i kollektive anliggender.

Vi lever jo i det, man plejer at kalde ”et liberalt demokrati”. I sådan et liberalt demokrati er disse områder undtaget fra de fælles beslutningsprocesser: hvad vi skal fremstille, hvor vi skal lægge produktionen, hvordan arbejdspladsen skal organiseres, hvordan arbejdets frugter skal fordeles, om formålet med produktionen skal være profit eller at opfylde behov, eller om profit er en forudsætning for at opfylde vores behov.

Det indebærer, at det liberale demokratis opgave er at bevare kapitalejernes magt over visse beslutninger og bevare folkets accept af denne tilstand. Samtidig skal folket opleve, at det i det mindste har politisk magt.

Der er en dag hvert fjerde år, hvor vi alle er lige mægtige: på valgdagen. Der er min stemme lige så meget værd som finansfamilien Wallenbergs stemmer. Det er en god dag. Det er folkets dag. Og når valget nærmer sig, plejer folk også at sige: ”Gå nu ud og stem. Udnyt din magt!” Og det gør de fleste af os. Valgdeltagelsen i Sverige er høj.

Men dagen efter er det mandag. Og den dag er jeg måske arbejdsløs, fordi det firma, jeg arbejder for, ikke skabte overskud, der var store nok til at bevare dets konkurrencekraft. Eller også tager jeg hen til et arbejde, som jeg egentlig foragter, som producerer noget meningsløst skidt som reklamer, så et andet firma kan sikre sit overskud takket være et produkt, som ingen rigtig har brug for (det er jo derfor, man er nødt til at reklamere).

Eller også går jeg på en uddannelse, som egentlig ikke interesserer mig, men som kan føre til et velbetalt job, hvor jeg kan fremstille varer og tjenester, som mennesker med tilstrækkeligt stor købekraft har råd til. Eller også flytter jeg, fordi jeg arbejdede på et skisportssted i Nordsverige, men sneen er forsvundet, eftersom vi er nødt til at producere så mange varer og tjenester for at sikre den økonomiske vækst, at Jordens gennemsnitstemperatur forhøjes.

Altså: Dagen efter er jeg et lille blad i de økonomiske storme, jeg som medborger ingen indflydelse har på.

Og den dag udkommer der måske en rapport: Opbakningen til det liberale demokrati daler; mennesker tror ikke længere på folkestyret. Og så kan det være, at jeg hvisker: Giv os magt, så skal I se, hvad vi tror på.

I 1981 blev en venstrefløjspolitiker ved navn Francois Mitterand valgt til fransk præsident på et økonomisk meget radikalt program. Efter valgsejren forhøjede regeringen mindstelønnen med ti procent og nationaliserede nogle banker, finansinstituttet og nogle store industrivirksomheder. Kapitalen svarede ved at holde op med at investere og flytte udenlands. Den socialistiske omvæltning blev aldrig fuldbyrdet, inden den gik i sig selv.

Engang skrev den tidligere vicedirektør for arbejdsgiverorganisationen Svenskt Näringsliv, Urban Bäckström, at: ”Det er vigtigt at huske på, at globaliseringen betyder, at svenske virksomheder ikke længere er nødt til at operere i Sverige, hvis produktionsbetingelserne og erhvervsklimaet ikke er gunstige nok.”

Hørte I truslen? Tag beslutninger, som gavner kapitalen, ellers er I på spanden! Når den økonomiske magt tyer til afpresning, må den politiske magt vige. Vi har jo brug for arbejdspladserne! Her må demokratiet altså besinde sig og lytte til de højere magter. Og det må alle de, der tror på det liberale demokrati, bare forstå.

Engang blev en tidligere forretningsmand præsident i USA. Han sagde: ”Jeg har brug for Grønland, jeg vil købe Grønland.” Da han ville skabe et ”fredsråd” for Gaza, og den franske præsident takkede nej til invitationen, sagde præsidenten: ”Så kommer der 200 procent told på fransk vin og champagne.” Mange, der tror på det liberale demokrati, sagde så: ”Den mand er gal. Han tror, at man kan købe lande og mennesker.”

Den politiske magt må altså ikke rette økonomiske trusler mod lande og mennesker for at få dem til at træffe de beslutninger, den gerne vil have at de skal træffe. Men den økonomiske magt må altså godt true lande og mennesker, så de træffer de beslutninger, magten vil have, at de skal træffe. Er det sådan, vi skal forstå det?

Måske handler det liberale demokratis krise ikke om, at mennesker er holdt op med at tro på demokratiet. Måske skyldes det, at mennesker kan mærke, at det liberale demokrati ikke er demokratisk nok. I økonomiske spørgsmål er folket magtesløst.

Teksten er først udgivet i det svenske magasin Parabol. Den er oversat fra svensk af Jonas Neivelt.