Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed kræver frihed i Iran og stop for folkemordet i Gaza
Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed sender en hilsen til solidaritetsbevægelsen for Palæstina.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Vi sender de varmeste hilsener til arrangørerne og deltagerne i demonstrationerne mod Israels folkedrab i Gaza og til alle støtter af det palæstinensiske folk. Vi ønsker at erklære vores ubetingede solidaritet med jer.
Søndag 25. januar demonstrerede vi til støtte for Irans befolkning og imod nedslagtningen af forsvarsløse mennesker begået af det iranske regime. Vores hjerter er samtidig hos Gazas og Palæstinas folk.
Som i ethvert samfund findes der i Iran og blandt iranere i eksil forskellige politiske strømninger og tendenser – fra de mest reaktionære og fascistiske kræfter til revolutionære, frihedselskende og socialistiske kræfter. Selvom partier og enhver form for organisering er forbudt i Iran, er alle disse strømninger aktive under jorden i selve Iran og åbent i offentlighden uden for Iran.
Støtte fra USA og Israel
I dag ser vi iranske højreorienterede og fascistiske strømninger – de samme kræfter som til deres Iran-demoer bærer USA’s og Israels flag – marchere gennem gaderne i Danmark og resten af Europa og Nordamerika med slagord som “død over venstrefløjen” og ”død over enhver, der er imod den royalistiske Pahlavi-bevægelse”. Deres logik er præcis den samme som Den Islamiske Republiks: “Enhver, der ikke er med os, har ingen ret til at eksistere”.
Det er frastødende, at iranske højrefløjs-strømninger sammen med højreorienterede kræfter i Danmark og andre europæiske lande bringer USA’s og Israels flag ind i iranske demonstrationer. Israels flag er for os et symbol på retsløshed, undertrykkelse og massakrer på det palæstinensiske folk. Ved Iran-demoer organiseret af mange andre grupper end monarkisterne, tolereres Israels og USA’s flag slet ikke, hvis nogen medbringer dem.
Indtil nu er der i forskellige lande – fx Paris i Frankrig og Berlin i Tyskland – blevet afholdt store demonstrationer til støtte for Irans befolkning. Der har været opbakning fra fagforeninger, kvindeorganisationer, socialister og andre progressive kræfter. Disse demonstrationer har vist den frihedselskende styrke hos befolkningen over for de iranske højrekræfter, som råder over stærke medier og statslige ressourcer fra Israel og USA.
Vi håber, at friheds- og lighedskræfter verden over – herunder de mennesker, der har rejst sig mod folkedrabet i Gaza – vil komme Irans befolkning til hjælp for at neutralisere disse mørke, reaktionære og antifolkelige strømninger.
Krokodilletårer for Irans befolkning
Irans befolkning har i årevis kæmpet mod fattigdom, ulighed, korruption, tyveri og et formørket religiøst styre. De nyder ingen friheder og bliver konstant undertrykt. Tusindvis er blevet henrettet, og enhver protest eller fredelig demonstration bliver mødt med blod. De protester, som denne gang – i januar 2026 – blev slået blodigt ned, er blot et lille udsnit af det religiøse diktaturs utallige forbrydelser i Iran.
Regeringerne i Israel og USA, som har ødelagt Gaza, begået folkedrab og fuldstændigt knust udsigten til en selvstændig palæstinensisk stat, og som fortsætter deres mere end 80 år lange forbrydelser dér, fælder nu krokodilletårer for Irans befolkning. Disse tårer er falske.
De ønsker et vestligt støttet diktatur i Iran. De er gamle venner af alle regionens reaktionære diktaturer – fra Saudi-Arabien og Egypten til Syrien og Taliban i Afghanistan. I Iran har de hentet en mumificeret politisk strømning (monarkiet) frem fra deres lager – en strømning, som Irans befolkning styrtede i 1979 – for med hjælp fra medier og internationalt fokus at presse den ned over den folkelige bevægelse for frihed og lighed.
Med andre ord gentager de præcis det, de gjorde i 1979. Dengang traf USA og andre vestlige regeringer et valg, hvor de – af frygt for andre og mere progressive kræfter – var med til at konstruere Khomeini som ”leder” af den iranske revolution, koble ham på den folkelige bevægelse, og derigennem bringe kampen for frihed og lighed til nederlag.
Men i dag er Irans befolkning langt mere erfaren end i 1979 og vil ikke tillade et sådant scenarie igen.
På gaden for frihed og lighed
Irans befolkning er gået på gaden for at opnå frihed og lighed. Uden støtte fra frihedselskende mennesker verden over – herunder fagforeninger, kvindeorganisationer samt humanistiske og demokratiske bevægelser i Europa, USA og andre lande – vil kampen mod det iranske regime blive langt sværere.
Samtidig vil Irans reaktionære, højreorienterede og fascistiske opposition blive styrket gennem økonomisk støtte og propaganda fra regeringer i USA, Israel og andre reaktionære stater – især hvis de internationale bevægelser, der har rejst sig mod folkedrabet i Gaza og til støtte for det palæstinensiske folk, svækkes.
Dermed risikerer Irans befolknings kamp endnu engang at blive knust, og en trumpistisk, højreorienteret iransk opposition vil opbygge endnu et diktatur i Iran.
Med håb om sejr for Palæstinas og Irans folk.
De varmeste hilsner
Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
