For palæstinensere betyder zionisme én ting: Udryddelsen af vores folk

Jeg er født og opvokset som palæstinensisk flygtning, fordi min far er palæstinenser. I hele hans liv betød zionisme kun en ting: udryddelse. En udryddelse af hans folk, kultur, historie og af hans elskede land, Palæstina. Palæstina var ikke ”et land uden folk”, som det zionistiske narrativ fortæller. Den fortælling har lært os palæstinensere at samle viden om vores levede historie.

Min far blev født i december 1947, og hans forældre kaldte ham Harb, som betyder ‘krig’ på arabisk. Det gjorde de, fordi det var i december 1947, at zionistiske militser terroriserede den palæstinensiske befolkning og begyndte at ødelægge og destruere deres byer. De begik, hvad palæstinensere og arabere kalder for Nakba (katastrofen).

Mindet om Zakariyya

Min fars landsby hedder Zakariyya og ligger ikke langt fra den kendte by Al-Khalil (Hebron). Landsbyen ligger på et bølgende terræn, som hviler på et blødt, hvidt ocean af kalksten, i den vestlige del af Hebron-bjergene. Zakariyya er en smuk landsby med en stærk tradition for undervisning, hvorfor studerende opsøgte byen. Landsby er endnu i dag kendt for klassisk arabisk litteratur og poesi.

Piger og drenge gik i skole sammen, og kvinder og mænd arbejdede side om side med at dyrke jorden. De plantede og levede af mange forskellige afgrøder og frugttræer. Efter nabobyerne Ramla og Lyd var faldet i juli 1948, blev det Zakariyyas tur. Det zionistiske artilleri bombede landsbyen, og militserne terroriserede befolkningen. Som resultat blev min fars familie fordrevet – de endte i Jordan, Libanon, Syrien og Golf-staterne.

Min far har altid talt om Zakariyya og særligt dens olivenmarker. I sommers talte jeg med min onkel, som tydeligt husker Zakariyya og især de grønne marker. Han var teenager, da han flygtede. Jeg har optaget vores samtale for at gemme hans ord som et vidnesbyrd, især fordi han tilhører den første generation af palæstinensere efter Nakbaen. Han græd i sorg over minderne. Hans familie fortalte mig, at hver gang han taler om Zakariya, græder han.

Min far har fortalt, at hans mor fortalte ham om, hvordan Zakariya blev angrebet af zionister. I januar 1948 blev landsbyen belejret af den zionistiske milits Haganah, som samlede folk på byens torv. Nogle blev skudt ned, og andre blev bange og flygtede til bjergene, hvorfra de flygtede til Dheisheh-lejren, som UNRWA etablerede i 1949.

Den palæstinensiske oplevelse

Min far og hans families oplevelse af vold, fordrivelse, terror, traume, flugt, og tvangsflytning kan opsummeres med det, historikeren Edward Said kalder the Palestinian experience – den palæstinensiske oplevelse og erfaring.

Det har været et omdrejningspunkt i Saids værker som for eksempel i The Question of Palestine fra1979, som er den første akademiske bog om Palæstina i den vestlige akademia. Den palæstinensiske oplevelse er baseret på en praksis af udryddelse, men også på modstand, som demonstrerer sig i at samle og fortælle minder om Palæstina.

Min families historie og deres minder om skønheden og traumet, der er forbundet med Zakariyya, er en meget lille del af den samlede, kollektive palæstinensiske historie. For palæstinensere repræsenterer zionisme udryddelse af vores land og vores eksistens.

Det begyndte i 1947, og historien herefter er fuld af eksempler som fx angrebene på palæstinensiske flygtningelejre i Libanon i 1982, hvor mange civile blev slået ihjel – indtil nu hvor vi har bevidnet de seneste to års folkedrab i Gaza. Udryddelse var og er centralt i den zionistiske politik.

Den slags terrorisering af palæstinensere har altid været til stede siden Nakbaen, og ødelæggelsen af det palæstinensiske samfund er veldokumenteret – også af israelske historikere som fx Baruch Kimmerling og Ilan Pappe.

Zionismen udrydder mit folk

I den danske debat omtaler eliten i medierne, i Folketinget og på universiteterne mest zionismen som en nationalbevægelse for jøder. Men det er problematisk at koble et politisk projekt som zionisme sammen med en religion – og derved også koble antizionisme med antisemitisme. Det er slet og ret forkert og skadeligt. Zionismen er for mig, min familie og palæstinensere forbundet med terror og udryddelse – og det er jødedommen absolut ikke.

Det er til stadighed et chok for mig at opleve, hvordan zionismen bliver forsvaret. Det historiske Palæstina blev udvalgt som område på grund af det britiske koloniale projekt i regionen. Zionisterne brugte sprog, som er forbundet med kolonialisme og dens ideologi.

De omtalte de indfødte palæstinensere som ‘underudviklede’ og ‘undermennesker’ – samme begreber som de andre europæiske kolonimagter brugte om kolonierne – og det var et klart mål at skabe en jødisk majoritet i landet.

Det underbygges fx af den zionistiske leder Ze’ev Jabotinskys essay fra 1923 ‘The Iron Wall’, hvor han underbygger vigtigheden af at bruge overvældende militær styrke imod palæstinensere – som de kaldte for arabere for ikke at anerkende den nationale tilknytning til Palæstina.

For palæstinensere er zionisme en udryddelse af vore eksistens – basta. Zionismen er en bosætter-kolonial ideologi, som bygger på udryddelse af de indfødte palæstinensere. Zionismens politiske projekt handler om at fordrive palæstinensere fra deres land, og dens arkitekter forestillede sig, at de gamle palæstinensere ville dø, og de unge ville glemme.

Men vi glemmer ikke. Vi kræver retfærdighed og vores ret til at vende tilbage til vores land og hjem, hvilket er forankret i international lov – i FN’s resolution 194.

Jeg håber med denne personlige historie, at min stemme vil blive hørt og min palæstinensiske oplevelse forstået. Jeg ønsker, at folk kan sætte sig ind i vores historie og forstå, hvorfor jeg ønsker at bo i en verden fri for zionisme. Det er min personlige historie, som fletter sig sammen med alle andre palæstinenseres. Zionismen er et projekt, der til den dag i dag fortsat udrydder mit folk. Det handler om mennesker.