Forfatteren som produkt – Anmeldelse af Haidar Ansari: “Normaliseret”

Politisk litteratur i 2020’erne er en sjov størrelse. Den er nemlig ikke forbeholdt små idealistiske forlag, hvis oplagsstørrelse matcher deres gennemslagskraft, men udgives på Danmarks ældste og største forlag.

Der er penge i politisk litteratur.

Yahya Hassans debutsamling, Yahya Hassan, er trykt i 132.000 eksemplarer og er den bedst sælgende debutsamling i dansk litteraturhistorie. Glenn Bech har brugt fortjenesten på sin bestseller, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, på en ejerlejlighed i Skodsborg med udsigt over havet.

Selvom Haidar Ansari indtil videre må nøjes med et lejet værelse i Indre By, har hans bøger stadig været indbringende. Debuten, Institutionaliseret, udkom i 2022 og fortalte historien om, hvordan han havnede i fængsel for forsøg på manddrab. Det var der mange, som gerne ville læse om. I sin nye udgivelse, Normaliseret, reflekterer han over populariteten:

”jeg påberåber mig traumerne / når pligterne hober sig op / hopper og danser / som en pauseklovn”.

Det burde ikke komme som en overraskelse, at man kan tjene penge på politisk litteratur. Ikke desto mindre behandles det ofte som en beskidt hemmelighed. I slutningen af 2024 bragte Politiken for eksempel en artikelserie, der handlede om kulturpersoners forhold til penge, hvor Glenn Bech fortæller, at han er blevet rådet til ikke at tale for højt om beliggenheden af sin nye lejlighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at en artikelserie, der interviewer en lang række kulturpersoner om deres forhold til penge, slet ikke forholder sig til de personer, der faciliterer fornøjelsen:

Dem, der forhandler og investerer i kulturprodukter.

Kvalitet og kommercielt potentiale

Hvad Gyldendal – der står bag både Yahya Hassan, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet og Normaliseret – har tjent på udgivelserne, findes der ikke offentligt tilgængelige tal for, men forlaget omsatte i 2024 for 723 mio. kr. netto. Bøger er en god forretning.

Så hvorfor fylder det så lidt i bogkritikken?

Her starter og slutter samtalen om forlagenes markedsanalyser stadig med krimien, der affejes som en nem måde at tjene penge på, som forlagene kan bruge på andre, litterært betydningsfulde, udgivelser. Eller også afvises penge helt som forklaringsfaktor, som om alle bøger – også krimier – automatisk opstår på markedet.

Men naturligvis kan bøger både besidde kvalitet og kommercielt potentiale.

Traumer på tilbud

I kapitalismen er der ikke det produkt, som ikke har et forhold til sig selv. Ikke engang en digtsamling. Derfor er de forlag, der er fraværende i bogkritikken, nu begyndt at dukke op i bøgerne selv.

I Normaliseret kan man eksempelvis pludselig møde Morten Hesseldahl og Simon Pasternak, tidligere direktør hhv. forlagschef hos Gyldendal, i skikkelse af hasselbagte pastinakker:

“vores erindringer er jo følelsesporno / vores ringbing fra kommunen / er marketingsstrategi / resultat af forlæggernes identitetsfiskeri ik / hasselbagte pastinakker / med ekstra krydderi / jeg ved hvad de vil sige”.

Det er befriende, at Ansari kalder en spade for en spade. Han er ikke bange for at indrømme, at han som forfatter indgår i en økonomisk transaktion, hvor han kan leve af at skrive digte, og Gyldendal kan sælge ham som den næste store indvandrerdigter.

Det sproglige

Når jeg gør så meget ud af politisk litteratur som produkt, skyldes det, at der sprogligt ikke er meget af interesse i Normaliseret. Der er tale om ét langt langdigt på i alt 86 sider, og her kommer Ansari vidt omkring: fra anekdoter fra fængslet, over forholdet mellem systemisk kritik og personligt ansvar, til hvad man lærer i folkeskolen.

Nogle passager er platte: “jeg modtog mit forskud / undlod at betale b-skat / for jeg er ikke længere en b-spiller / jeg er rykket op / på a-holdet / men min skat er ikke a / og skattestyrelsen aer ikke”.

Andre har karakter af kendte spidsformuleringer, der er sat på vers: ”jeg havde historien / mens vesten havde museerne / og nu besøger jeg vestlige museer / for at høre min historie”.

Nybruddet i Normaliseret i forhold til forgængeren, er den klasserejse, Ansari har påbegyndt efter sit litterære gennembrud. Hvor den afgørende inspiration i Institutionaliseret var Yahya Hassan, har forfatterskabet nu taget en Glenn Bechsk vending. Fx i passagen:

“jeg har mere til fælles / med simone / selvom simone er hvid / jeg deler erfaringer / med simone / som jeg ikke deler / med de der minoritetsetniske borgere / der vokser op i hjem med klaver / og lektiehjælp / (…) / de skal også vælge mellem 92 køn / før de indtræder i puberteten / de forbander kapitalismen / fra deres forældrekøb / på nørrebro”.

Det er kedeligt, fordi der ikke er noget eksistentielt på spil. Og fordi det, der er på spil politisk, ikke rigtigt er på spil. Det er en politisk kritik, som velopdragent indoptages af de rene og ranke – der kun bliver mere rene og ranke af at få foræret en pisk, de kan slå sig selv med.

Og den pisk har de allerede fået – af Glenn Bech.

En mor-forløsning

Normaliseret fungerer bedst, når Ansari holder sig fra bogstavrim, krydsstillinger og ordspil og bare beskriver. Så får man passager som:

”min mor valgte ikke danmark / hun kendte ikke jeres forpulede velfærdsydelser / min mor blev grebet i armen / sat på et fly / sendt til et land / hvor hendes mand forsvandt / og hun sad alene med fire drenge / (…) / og hendes eneste ven / var gud”.

I det hele taget er samlingen bedst, når Ansari skriver om sin mor. Som Lars Bukdahl skrev i sin anmeldelse af etteren, er Ansaris digte præget af noget automatisk og formelagtigt, og sådan er det også i toeren. Men ikke, når han skriver om sin mor. Hvor samlingen generelt lider under en manglende sårbarhed, lader det til, at moren trigger noget i ham, der får ham til momentvis at åbne op.

Her er der noget at komme efter.

Smerte sælger

Desværre er det meget få passager, hvor man virkelig kan mærke, at Ansari vil os noget.

Bogens kommercielle potentiale er han til gengæld meget opmærksom på: ”skulderklap fra fremmede / stopper aldrig blødningen / men blødningen sælger / uden blødningen er jeg intet længere / så jeg kradser i såret / prøver at grave lidt dybere”.

Smerte sælger. Men det er ikke smerte, der gør en bog god. Man kan selvfølgelig ikke bare sige, hvad der så gør en bog god – men det plejer at kræve, at man bevæger sig væk fra det, man ved sælger, og ud på mere gyngende grund.

Det gør Ansari ikke i Normaliseret. Han kradser i sine sår, men forbliver på overfladen. Udover når han i glimt skriver om sin mor.

Derfor bliver det aldrig rigtig en god bog.

Litteratur på markedet

Til gengæld er Normaliseret et bud på en kommerciel succes for både forfatter og forlag. Ansari har med sin kriminelle fortid en profil, der minder om Yahya Hassans – og det kan man tjene penge på. Mange penge.

Der er ikke noget underligt i, at et forlag gerne vil tjene penge på de bøger, de udgiver. Lige så længe der har været forfattere, har der været nogen, som betalte for, at de kunne være det, og det har sjældent været betingelsesløst. Forholdet mellem forfatter, mæcen og marked, er en del af litteraturens historie.

Så måske er det på tide, at anmeldere af den politiske litteratur gør sig fri fra den illusion, at politisk litteratur kun handler om at gøre verden til et bedre sted, og behandler den som det, den også er:

Den nye krimi.