Formand for Madbudenes Organisation: Hjælp mine kolleger med at føle sig velkomne i Danmark

Vi fra brancheklubben Madbudenes Organisation er dybt beærede over at få mulighed for at fejre 1. maj sammen med jer i dag – og for at få lov til at dele nogle af de tanker, der fylder på vores arbejdsplads under åben himmel. På vegne af klubben vil jeg sige tak til SF og Enhedslisten for invitationen. 

Jeg er madbudsformand for vores klub i København. Et tillidshverv, jeg er enormt stolt over at bestride. At have en fagforening for tømmermændspatrujlen var ikke noget, jeg troede, vi ville opleve i 2025. Efter to års prøvelser, venner, så består vi stadig. 

Platformsarbejdere kan ikke bare organiseres, vi kan også cementere os. Det har jeg brugt enormt meget tid på at forklare. Jeg bliver tit stillet dette spørgsmål: Hvad er så egentlig dit endemål Rasmus – Har du og dine kollegaer en vision? 

Jeg gider ikke lyve: Jeg har ikke noget. Jeg tør ikke drømme.

Det er også kendetegnende for, hvordan klubben handler og tænker. Det har egentlig været heldigt, for vi har ikke haft behov for at slå fra os. Vi oplever europæisk medvind – hvilket virker enormt underligt i den modstrøm, som flere af vores venner oplever på andre fronter.

Platformsgiganterne kommer med indrømmelser. Glovo – en tjeneste der fungerer som Wolt – har netop annonceret, at de er begyndt at ansætte deres bude. Så selvom de har haft en ufattelig kedelig fodboldpræstation i år, skuffer Spanien i det mindste ikke, når det gælder resultater for platformsarbejdere.

Fagbevægelsens forsigtige forudsigelighed

Men hvorfor tør jeg ikke drømme? Jeg er ikke nogen stor analytiker. Jeg er overbevist om, at det handler om den forsigtige forudsigelighed i den danske fagbevægelse.

I et interview forleden, i forbindelse med en bog om ham, langede Dansk Metals formand Claus Jensen ud efter folk i den internationale fagbevægelse, som blev mere aktivistiske i forbindelse med spørgsmål, “vi ikke har nogen indflydelse på”. Det må Metal jo selv slås med – følelsen af at være begrænset er klar, når det kommer til handlinger i forbindelse med at gøre opmærksom på det folkemord, der foregår i Gaza. 

Vores klub var – som nogle af de eneste i den danske fagbevægelse – med til officielt at støtte studenterbesættelserne af Københavns Universitet. Vi samlede blandt andet ind til en strømgenerator, de brugte under hele blokaden – så det gælder i hvert fald ikke for os. 

Men udover vores bidrag, så må jeg også sige undskyld fra mit eget forbund til de mange Palæstina-aktivister. Vi er også for langsomme. Det skylder jeg jer at sige. Også til jer, som i øjeblikket tvivler på vores forbund i andre sammenhænge.

Alle er velkomne, hvis de arbejder i et fag, som 3F organiserer. Det kan hverken mærkelige holdningsskift eller misforståede artikelvinkler lave om på. 

Vi organiserer mennesker – vi skaber ikke fjendebilleder. Derfor er det ikke fedt for mig at se, hvad man har skrevet i Fagbladet 3F om bestemte migrantgrupper, som tilsyneladende “strømmer hertil”. Det håber jeg vores forbund tager ved lære af, og I kan hjælpe os med det! 

Bedre vilkår til alle arbejdere

Men jeg forstår også dem, der tvivler.

Vejen til indflydelse – at banke på hos en politiker – virker længere og længere væk. De kunne afskaffe Store Bededag uden problemer.

Og for mit vedkommende er jeg sgu bange for, hvad der sker med det, jeg står med i hånden: Platforms-direktivet. 

EU-Kommissionen har pålagt medlemslandene at implementere det inden for de næste 16 måneder. Det her dokument kan markant ændre vores branche. Noget vi har enormt meget behov for. I dag skal alle platformsarbejdere selv bevise, at de er ansatte – så virksomheder vælger selv, om de har lyst til at ansætte deres personale eller ej. De virksomheder som ansætter deres personale, presses derfor i en alvorlig grad. 

Ja, de menneskelige konsekvenser har betydet, at vi har måttet dreje nøglen om i både Frankrig og Østrig, så hvad med Danmark? For mig, som formand for dem, jeg taler på vegne af – efter aftenlange opkald og samtaler, hvor jeg har grebet fortvivlede bude – føles det som at spytte dem i ansigtet, hvis vi bare lader dem vente.

Min arbejdsplads er en social søjle:

Når vi blev truet med fyringer, forhandlede vi danskundervisning i arbejdstiden for de berørte. Vi har leveret en overenskomst med et betydeligt lønløft. Vi har udvidet løn under sygdom for kolleger uden adgang til offentlige ydelser.

En opsang til venstrefløjens partier

Men vi mangler jer!

Enhedslisten – I kalder jer de tillidsvalgtes parti. Hjælp os med at realisere det.

SF – I ønsker et Europa, der sætter handling bag ordene, som Pia Olsen Dyhr sagde på jeres seneste landsmøde. Vis os det i Europa, som I har fået stemmer til at forandre. Jeg begynder at drømme, når vi ved, at vi kan regne med dem, hvis stemmer kan understøtte os – i hvert fald noget af vejen mod mere forandring. Giv en tvivler lidt håb. 

Jeg begynder at turde drømme, når vi ved, at dem vi stemmer på, faktisk kan støtte os – i hvert fald noget af vejen. Så giv en tvivler lidt håb.

Jeg er ikke den eneste, der tvivler på det fælles projekt, vi har. Vi ved, at stemmerne på venstrefløjen skrumper. Folk vender sig væk – ofte fordi folk føler sig fremmede over for måden, venstrefløjen bevæger sig frem på. Noget er revet i stykker.

Så langt er erkendelsen nået. Den gordiske knude er udlændingepolitikken.

Der er meget racisme i Danmark. Det må vi også åbent erkende.

Vores udlændingepolitik gør ofte nogle af mine kollegaer til ufrivillige hovedpersoner. Det kræver enormt meget selvjustits for dem. Som et åg følger de mange restriktioner med som en “chilling effect” for dem, der bor i Danmark på midlertidige visa.

Der bliver lagt flere og flere krav: hvordan de skal opføre sig, hvor mange timer de skal arbejde. Mine kollegaer tjekker deres lønsedler grundigt – for de må ikke tjene for meget, ellers risikerer de at få deres opholdstilladelse trukket tilbage. Hvis der sker en fejl på lønsedlen, og de ikke får reageret i tide, kan det få konsekvenser.

Her kunne man håbe, at venstrefløjen faktisk gjorde noget.

Venstrefløjen skal droppe strammer-kursen

Men venstrefløjen har i alt for høj grad stået trofast med i det her strammer-kor.

Der er noget, venstrefløjen har misforstået, hvis man oprigtigt tror, at man kan måle, hvor meget “strammer” man kan være, uden at det får konsekvenser for projektet om mere socialistisk indflydelse.

Tværtimod rykker hele spændet mere og mere mod højre.

Det er jo det, der undrer mig: Vi får stadig invitationer fra partier, der synes, det er “sejt”, hvad vi laver – men samtidig vedtager de love, der gør det sværere for mine kollegaer at leve her.

Møderne foregår ofte på engelsk – men hvis mine kolleger hørte, hvad der bliver sagt og tænkt på Folketingets talerstol, tror jeg, de ville stejle noget mere over det samfund, de er blevet en del af.

Ja, vi skal tage hånd om de problemer, der følger med skæv integration. Men målet skal ikke gemmes bag paroler. Det skal være at nå ud til de vælgere, som udlændingepolitikken også handler om – ikke kun industriarbejderen i mit eget forbund.

Det kan vi også bruge kommunalvalget til.

Det har vi i klubben forpligtet os på: at inddrage vores medlemmer i valget – og arrangere vælgermøder, der viser, at de også kan være med til at påvirke det politiske landskab i Danmark. Vi skal opbygge et ligeværdigt samarbejde.

Vi skal finde ud af, hvordan vi krydser skellet – så de fordømte kan rejse sig herfra til den allersidste dyst.

Tak for jeres tid – og god 1. maj!

Talen er let redigeret af redaktionen. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.