Fra amerikansk ultraimperialisme til afglobalisering

Hvad man skal kalde den kinesiske økonomi med kombinationen af marked og stat kan diskuteres. Men en ren markedsøkonomi er den i hvert fald ikke. Og det repræsentative demokrati er i USA undergravet under den autokratiske præsident Trump i sin anden periode.

Disse interne forhold i lande som USA, Kina og delvist i EU er desuden forbundet med internationale forhold. I løbet af de 25 år siden Sovjetunionens forsvinden og USAs position som eneste supermagt er verden gået ind i en afglobalisering, hvor der eksisterer flere stormagter, og hvor USA og Rusland som efterfølgerstat for Sovjetunionen fortsat er store spillere, men hvor Kina, EU og Indien bestemt også markerer sig. Denne udvikling tvinger partier og bevægelser til at finde deres position under nye vilkår. Tænk blot på, hvorledes Enhedslisten i Danmark har ændret syn på EU og alliancen med USA. Disse nye forhold vil påvirke politikken overalt i verden i de kommende årtier.

Tidsrummet 1991 – 2015 var en yderst speciel periode i international politik med USA som eneste supermagt. Før Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var reglen, at der fandtes et antal store industrialiserede magter som USA, Sovjetunionen-Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Japan. Tilsvarende forhold gjaldt årtusinder tilbage til Ægypten, Det persiske Rige, Alexander den Stores makedonsk–græske Rige, Kina og Romerriget samt de store imperier i Syd- og Mellemamerika. Men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og Kinas kun frembrydende stormagtsstatus var der ingen seriøs rival til USA.

Imperialisme – mange forskellige definitioner

Begrebet imperialisme bruges i mange forskellige betydninger. Dog har de alle sammen det til fælles, at en virksomhed eller en stat udøver magt over mennesker i et andet område eller en anden stat. At udøve magt betyder at tvinge andre til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. I litteraturen tales der blandt andet om økonomisk, politisk og kulturel imperialisme. Imperialisten (en virksomhed eller stat) kan tvinge sine ønsker igennem på økonomiske, politiske eller kulturelle felter. Selv i tilfælde af at vi fokuserer på økonomisk imperialisme, vil det ofte være således, at succes for imperialisten vil kræve politisk magt for at sikre sig respekt for sin ejendomsret og kulturel magt over eksempelvis religiøse opfattelser af, hvad der er retfærdigt.

Den moderne imperialisme omfatter perioden 1880-1914, hvor stort set hele Afrika blev opdelt mellem europæiske magter (i konferencen deltog Tyskland, Østrig-Ungarn, Belgien, Danmark, Frankrig, Storbritannien, Italien, Nederland, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige-Norge, det Osmanniske Rige (Tyrkiet) og USA). Først og fremmest Storbritannien, Frankrig, Portugal, Spanien og Holland havde allerede tilegnet sig kolonier i århundrederne forud. I Asien var de samme magter (minus Belgien) samt Rusland, USA og Japan aktive med erobringer i Kina, Korea og Filippinerne. Australien og New Zealand var også blevet britiske kolonier. I Europa var Irland allerede i senmiddelalderen blevet gjort til en britisk koloni og jorden overtaget af britiske godsejere. I Norden gik Norge i union med Danmark i forlængelse af Den sorte Død 1348-49. I Finlands tilfælde var der tale om en mere konfliktfyldt relation til Sverige. Under revolutions- og Napoleonskrigene mellem Frankrig på den ene side og Storbritannien og Rusland på den anden side måtte Sverige afstå Finland til Rusland, men fik i 1814 Norge som kompensation. Interessen for de dominerende magter var i høj grad af statslig karakter og bestod i at opnå kontrol over Norge henholdsvis Finland med adgang til ressourcer ikke mindst i form af skatter og soldater. I det øvrige Øst- og Centraleuropa levede halvdelen af befolkningerne i områder domineret af andre stater. Det gælder Polen, Slovakiet og Böhmen (nu Tjekkiet) samt størstedelen af det senere Jugoslavien og de sydlige dele af Balkan.

Pointen er ikke om disse områder gav nettoprofit til kolonimagten. Det var nok, at dominerende erhvervsgrupper fik profit ud af det. F.eks. er det tvivlsomt, om Danmark i lange perioder efter at Hans Egede i 1721 etablerede sig i Grønland i det nuværende Nuuk har haft en nettogevinst på besiddelsen. Men ejerne af f.eks. kryolitselskabet har uden tvivl haft store nettooverskud på minedriften. Noget tilsvarende kan konstateres i Indien i den britiske koloniperiode fra slutningen af 1600-tallet frem til 1947, da Storbritannien måtte forlade det område, der i dag er Indien, Pakistan og Bangladesh.

I perioden 1880-1914 var de europæiske imperiemagters primære interesse adgang til jord, mineralske ressourcer inklusive guld og diamanter samt biologiske ressourcer som f.eks. naturgummi fra Congo til den påbegyndende bilisme i Europa og Amerika. Men også strategiske interesser betingede imperialismen. De britiske kolonier Gibraltar, Cypern, Malta og Aden sås som centrale for beskyttelsen af søvejen til Indien.

Når vi ser på de forskellige teorier om primært økonomisk imperialisme, så er det interessant, at selv en så dominerende teori som Hobson-Lenin-Luxemburg-skolen ikke er fælles om væsentlige dele af teorien. F.eks. behandler Hobson det, der ikke mindst i Afrika skete fra omkring 1880, og argumenterer for, at kolonierne tjener som afsætningsmarked for overproduktion af varer i imperiemagterne. Lenin hævder, at imperialismen først opstod ved århundredeskiftet mellem 1800-tallet og 1900-tallet. Imperialismen var således svaret på monopoliseringen i industri og finans. Populært formuleret kendetegnes et monopolmarked ved, at varens pris er større end dens produktionsomkostninger. Denne monopolprofit skal realiseres ved at skabe ekstra afsætning til enten staten eller til et udenlandsk marked. Det skete undertiden, men ikke nødvendigvis i mindre udviklede områder. Men imperialismen kunne også tjene til at få adgang til vigtige råstoffer som jernmalm. Luxemburg var også optaget af realisations-problematikken.

En umiddelbart helt anden teori finder vi hos den store konservative økonom Joseph A. Schumpeter, der i sin ungdom i 1919 fremførte en teori om imperialisme, hvori det hævdedes, at den ikke havde noget at gøre med kapitalismen. I hvert fald ikke med en kapitalisme med fuldkommen konkurrence. Den var snarere baseret i menneskelige instinkter, hvor aggressiviteten i sig selv ses som forklaringen. Schumpeter forlod i 1930 Tyskland til fordel for et professorat i økonomi på Harvard, og i de kommende år udviklede han sin forståelse af kapitalismen fra dens tidlige fuldkomne konkurrence til monopolkapitalismen. Her er monopolet en afgørende forudsætning for teknologiske fremskridt med stigende produktivitet. Og nu er nødvendigheden af at kunne afsætte den fortsat stigende produktion kommet i højsædet. Herved bliver kolonierne eller områder under den bestemmende magt afgørende for kapitalismens trivsel. Der er således i synet på imperialismen i realiteten ingen forskel mellem Hobson-Lenin-Luxemburg på den ene side og Schumpeter på den anden side.

Hvorfor er hovedreglen, at der findes rivaliserende imperier og ikke én global magt? Det er forståeligt, at det ikke var praktisk muligt med én global magt før moderne transport- og kommunikationsmidler fra begyndelsen af det 19. århundrede blev udviklet og ibrugtaget. I stedet foregik der en rivalisering i et nulsumsspil, hvor den ene stormagts gevinst var en andens tab. Den klassiske imperialisme endte da også i 1. verdenskrig, som primært var en krig med sigte på omfordeling af magten i verden og dens ressourcer mellem datidens imperialistiske magter. Resultatet blev, at fire kejserlige imperier: Rusland, Tyskland, Østrig–Ungarn samt Det osmanniske Rige ved afslutningen af 1. verdenskrig brød sammen. 2. verdenskrig kan betragtes som en efterfølgerkrig, hvor Tyskland ganske vidst uden held søgte revanche for nederlaget i 1918, mens Japan og Italien havde opfattelsen af at have fået for lidt ud af 1. verdenskrig. Resultatet blev, at der ved 2. verdenskrigs afslutning stod to supermagter tilbage: USA og Sovjetunionen samt et antal mellemstore magter, som hurtigt tabte deres kolonier. Med Vietnam-krigens afslutning var afkolonialiseringen I 1975 stort set afsluttet. Det gjaldt Storbritannien, Frankrig, Nederlandene, Holland, Belgien og Portugal. Tyskland, Østrig – Ungarn og Det osmanniske Rige havde mistet deres kolonier tidligere ved afslutningen af 1. verdenskrig.  Når jeg nævner Østrig – Ungarn og det osmanniske rige som kolonimagter skyldes det, at der også fandtes kolonier i Europa henholdsvis Lilleasien selvom der i litteraturen er en tendens til kun at regne oversøiske områder som kolonier. Men Irland, Polen og Alsace – Lorraine samt andre områder omkring Tyrkiet var lige så meget kolonier som områder i Afrika.

Samfundsforskere havde allerede før 1. verdenskrig behandlet spørgsmålet om, hvorvidt verden ville ende som domineret af én, stor kapitalistisk magt. Eller måske mere sandsynligt i et slags kartel mellem store magter. Den britiske liberale økonom J. A. Hobson udgav i 1902 bogen Imperialism. A Study. Han fandt, at der var kulturelle forhold i datidens europæiske magter, som udgjorde en drivkraft i kampen for voksende markeder for en voksende industri. Dette medførte, at staterne forsøgte at erobre resten af verden som marked for deres afsætningshungrende industrier. Han forstillede sig, at imperiemagterne kunne indgå i et kartel, hvor de delte verdensøkonomien mellem sig. Den dominerende samfundsteoretiker i datidens socialdemokratiske bevægelse – den i Tyskland virkende Karl Kautsky – begyndte nogle år senere i 1912 at arbejde videre med lignende tanker. I 1914 offentliggjorde han i partitidsskriftet Die Neue Zeit for 11. september artiklen Ultra – Imperialism, som var færdigskrevet nogle uger før 1. verdenskrig brød ud 1. august 1914. Han forklarede udviklingen ud fra stigende monopolisering i industri og finanssektor. Med udgangspunkt i forholdet mellem datidens banker – som indgik i et kartelsamarbejde, hvor de delte markederne mellem sig – forestillede han sig en tilsvarende opdeling mellem de store imperiemagter, noget som ville hindre en krig i at bryde ud.

Andre socialister som de russiske marxister Nikolaj Bukharin og især V. I. Lenin angreb Kautskys forestilling om en fredelig verdensimperialisme. Lenin udgav i 1917 bogen Imperialismen som kapitalismens højeste stadie. Her fremførte han, at Kautsky kunne have nok så megen ret i sin abstrakte økonomiske analyse, men i den virkelige verden var det modsætningerne mellem monopolerne indbyrdes og mellem og især mellem de store magter indbyrdes, der var afgørende. Disse modsætninger førte til forsøg på at ændre fordelingen af verdens ressourcer mellem stormagterne ved krig – og ikke ved samarbejde.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig og etableringen af dobbeltpolen USA – Sovjetunionen, hvorefter der kun var to supermagter med atomvåben med mere end gensidig udslettelseskapacitet, blev Sovjetunionen ved med at tale om amerikansk imperialisme. Samtidig understregede de sovjetiske og især østtyske samfundsforskere en socialistisk udviklingstendens, hvor deres egne samfund blev drevet af en ganske anden dynamik, som i hvert fald ikke var imperialistisk. De glemte, at Sovjetunionen bestod af det tidligere zaristiske Rusland med alle dettes kolonier beliggende uden om det egentlige Rusland (Ukraine, de baltiske lande og alle de store områder i Kaukasus, Centralasien og Sibirien).

I vestlig international politik litteratur blev der udviklet teorier om industrisamfundene, der ofte blev betegnet som konvergensteori. Disse teoristrømninger byggede på en iagttagelse af, at moderne industrisamfund havde udviklet sig fra den britiske industrielle revolution fra omkring 1760 med brug af forholdsvis simple industriteknologier udviklet af enkeltopfindere til at udvikle og anvende yderst komplekse teknologier. Fra den mekaniske væv i 1700-tallet til den moderne bil i det 20. århundrede. Denne udvikling førte til opkomsten af teams bestående af ingeniører, økonomer og specialister i afsætning og ledelse. Den østrigsk-amerikanske økonom Joseph A. Schumpeter repræsenterer dette skifte i synspunkter fra sin ungdom med Theory of Economic Development fra 1912, hvor det er den industrielle kaptajn, der er hovedpersonen, til Capitalism, Socialism and Democracy fra 1943, hvor opfindelses- og innovations-arbejdet – især i USA – foregår i store professionelle afdelinger i kæmpestore aktieselskaber, som derefter anvender nyskabelserne. Disse tanker udvikles sidenhen i 1960’erne blandt andet af den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith i bogen Det nye industrisamfund, der blev oversat og udgivet på dansk i 1967. Hans nøglebegreb er ’teknostruktur’, som betegnelse for disse teknisk-økonomisk-ledelsesmæssige teams.

Det skal understreges, at konvergensteoretikerne på den ene side mente, at den skitserede udvikling i virksomhederne ville finde sted i såvel den vestlige privatkapitalisme som i den østlige statskapitalisme eller socialistiske planøkonomi – men på den anden side som regel undlod at behandle konsekvenserne på internationalt niveau. Det syntes som om, at man forestillede sig en fredelig tilnærmelse til en fælles samfundsmodel med mere marked og mindre stat i øst, og i vest mindre marked og mere stat.

I det følgende vil jeg se på den aktuelle udvikling i mellem staterne samt på de interne dynamikker i lande som USA, EU, Rusland og Kina.

USAs sejr over Sovjetunionen i Den kolde Krig

USA og Sovjetunionen var de to store sejrherrer i kampen mod Nazityskland, som afsluttedes med Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 og Japans tilsvarende nederlag efter de to amerikanske atombomber mod Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august samme år. De to sejrende magter delte verden mellem sig – med påtvungen accept fra de sejrende, men udmarvede magter Storbritannien og Frankrig. Det skete i 1945 på Jaltakonferencen og Potsdamkonferencen henholdsvis før og efter Tysklands nederlag. Alliancen fra kampen mod Nazityskland brød sammen, da målet med den var opnået med Tysklands kapitulation. Nu stod der to supermagter over for hinanden med et Europa, der blev delt ved jerntæppet og med Europas lande i mere eller mindre påtvungne alliancer med USA og Sovjetunionen. Kina blev en sovjetallieret ved kommunisternes magtovertagelse 1. oktober 1949. De tidligere kolonier blev selvstændige – startende med Indiens frigørelse og deling i 1947 – frem mod 1975 og forsøgte at holde sig ude af stærke alliancer med de to supermagter ved dannelsen af en løs alliance af alliancefrie stater.

Rivaliseringen mellem USA og Sovjetunionen foregik på alle fronter – økonomisk, politisk, militært og ideologisk. Men ikke mindst med en kostbar oprustningsrivalisering, som ganske vist gav produktivitetsgevinster, som især stimulerede amerikansk økonomi, men hvor det sovjetiske videnskabelige-militære kompleks kun i beskedent omfang videresendte sine resultater til den civile sektor og dennes produktivitetsudvikling. Da det sovjetiske produktivitetsniveau desuden var mindre end halvdelen af det amerikanske, blev resultatet, at Sovjetunionen knækkede halsen i dette kapløb, fordi befolkningen efterhånden ikke kunne acceptere de store ofre i form af langt mindre forbrug, end amerikanerne og vesteuropæerne kunne opnå. Hertil kom kommunismens moralske forfald resulterende i folkelige opstande i Østtyskland i 1953 og Ungarn og Polen i 1956 og fortsættende i Tjekkoslovakiet 1968 og Polen igen i 1989. Det hele sluttede med Sovjetunionens formelle opløsning ved årsskiftet 1990 – 1991, noget der skete efter aftale mellem præsidenterne for de tre mest betydningsfulde delrepublikker Rusland, Ukraine og Belarus.

Kinas og Asiens opstigen

På det internationale politiske område havde der allerede forinden fundet en særdeles betydningsfuld begivenhed sted. USA genoprettede i 1978 diplomatiske forbindelser med Kina; disse var blevet afbrudt med Folkerepublikkens oprettelse 1. oktober 1949 og Chiang Kai-sheks Kuomintang-partis og troppers flugt til Taiwan, hvor partiet regerede diktatorisk frem til 1987. Siden er der sket en demokratisering af landet således, at regeringsmagten fra år 2000 skiftede til et oppositionsparti. Selv om USA’s hensigt med oprettelsen af diplomatiske forbindelser sandsynligvis var at forstærke Kinas allerede svækkede tilknytning til sovjetblokken, der tog fart efter 1959 og i 1969 førte til direkte væbnede sammenstød om grænsedragningen Sovjetunionen og Kina imellem, så var den vigtigste konsekvens Kinas økonomiske integration i verdensøkonomien i årene efter 1978.

I lighed med andre asiatiske lande som Japan, Sydkorea, Thailand, Singapore og Malaysia startede Kina som en eksportøkonomi med arbejdsintensive produkter som tekstiler og mekaniske produkter. Senere blev komponenter til andre industriprodukter også fremstillet i Kina, og fra begyndelsen af årtusindet begyndte Kina selv at innovere avancerede teknologier, undertiden med inspiration fra udlandet. Men efterhånden baseredes udviklingen på egen forskning og udvikling, der blandt andet blev muliggjort af en stærk forbedring af det almene uddannelsesniveau og de tekniske uddannelser på universitetsniveau og tusindvis af kinesiske studerende, som studerede i vesten, især i USA. De sidste omkring 15 år har den kinesiske politiske ledelse været fokuseret på at blive jævnbyrdig med eller bedre end vesten ved at være foran i frembringelse af ny teknologi. Dertil kommer, at landet tidligt indså betydningen af at være dominerende på raffinering og fremstilling af rene, sjældne jordarter, som er afgørende for fremstilling af permanente magneter, der er fundamentale i elbiler, smartphones, vindmøller og moderne militærteknologi.

USAs tab af sin position som eneste supermagt

I Barack Obamas 2. præsidentperiode begyndte den amerikanske politiske ledelse omkring 2015 at indse, at Kina dels ikke tilstræbte at kopiere USA i økonomisk henseende med en perfekt markedsøkonomi hentet lige ud af lærebøgerne, men snarere med en form for statskapitalisme, dels ikke gik i retning af et pluralistisk flerparti-demokrati. Det alvorligste var dog, at Kina begyndte at blive en seriøs konkurrent på såvel de nye grønne teknologier som i militær henseende herunder på rumfartsområdet.

Der var i første omgang tale om, at Kina halede ind på USA, som dog fortsat var klart foran, når det gjaldt IT, bioteknologi og andre centrale højteknologier. Det eneste område, hvor Kina besad en monopolposition, var på de sjældne jordarters område. Hvad, der var værre for USA, var, at en betydelig del af udvikling og fremstilling af mikrochips var gledet over til Japan, Sydkorea og Taiwan. Ganske vidst ikke asiatiske lande som det kommunistiske Kina, men heller ikke helt pålidelige lande.

Her skal det parentetisk erindres, at der i 1970erne var en hysterisk frygt i USA for Japan, som en del amerikanske samfundsdebattører på den tid frygtede ville udkonkurrere USA ikke mindst på biler og konsum-elektronik. Donald Trump var en af disse debattører, som dengang kraftigt anbefalede toldmure mod Japan.  Japan blev dog aldrig den helt seriøse udfordrer til USA. Blandt andet fordi Japan kun havde knap en tredjedel af USAs folketal. Men forestillingen om den gule fare er blevet genoplivet i forhold til Kina gennem de seneste ti år.

Da USA fandt ud af, at man måtte tilbageerobre helt fundamentale udviklings- og produktions-kompetencer på mikrochipområdet for at kunne dominere udviklingen inden for kunstig intelligens (AI), manglede landet arbejdskraft, der magtede de nødvendige produktionskompetencer. Disse kunne ikke uden videre reetableres, idet de var opbygget ved faktisk produktion herunder tacit knowledge, dvs. underforstået eller indforstået viden. Det samme gjaldt fremstillingen af vindmøller og elbiler.

Når der næppe er nogen grund til at tro, at USA kan opnå en position som eneste og dermed dominerende supermagt skyldes det, at landet ikke besidder de nødvendige menneskelige ressourcer til at opnå og opretholde denne position. Landet har kun omkring 4 % af verdens befolkning på 8 mia. personer. Og endnu mere væsentligt har rivaler som Kina og Indien hver omkring 16 – 17 % af verdens befolkning, og i begge lande er uddannelsesniveauet i betydelig vækst. Hertil kommer, at et land som Kina råder over nøgleressourcer som sjældne jordarter og vel at mærke i brugbar dvs. raffineret form til brug i fremstilling af permanente magneter. Begge lande satser stærkt på at udvikle deres humane ressourcer. Naturligvis kan det ikke udelukkes, at USA på et tidspunkt får en politisk ledelse, som forstår, at det er nødvendigt at samarbejde med andre betydningsfulde magter for at styrke USAs position. Det skal dog bemærkes, at man tidligere har set imperiemagter som Storbritannien, Frankrig og Belgien dominere kolonier med befolkningstal lang større end moderlandets. Specielt Storbritannien førte en del-og-hersk politik i sine kolonier, hvilket betød, at man kunne styre den fjerdedel af verden, som var britiske kolonier, med beskedne britiske militære og bureaukratiske mandskabsressourcer.

Selv med en mere intelligent, amerikansk politisk ledelse forekommer det usandsynligt, at en position som eneste supermagt er mulig. Den amerikanske herskende klasses traditionelle overmenneske-tænkning baseret på den hvide, protestantiske mand med tilhørende racisme, der går tilbage til slavetiden, besværliggør en effektiv magtdeling med juniorpartnere i Det globale Syd.

Fremtidens afglobaliserede verden

Såvel den amerikanske som den kinesiske politiske ledelse har de facto en forestilling om fremtidens verden – med de to lande som de eneste supermagter. Måske er det forestillingen, at det kun er deres eget samfund, der er tilbage som supermagten. Hvad der er mere omtvistet er, hvordan Europa og resten af verden – Rusland og Japan samt Det globale Syd – vil kunne positionere sig i forhold til disse to supermagter. For det første er det vigtigt at gøre sig klart, at denne store rest af verden med 80 % af verdens befolkning er meget forskelligartet. Europa er befolkningsmæssigt og teknologisk placeret mellem USA og Kina. Politisk er Europa heller ikke udrustet med centralistiske beslutningsmekanismer på linje med de to supermagter. Afrika er det eneste kontinent, hvor der forventes en væsentlig befolkningsvækst i de kommende årtier; samtidig besidder kontinentet store råstofressourcer og landbrugsjord, som ganske vidst er truet af klimaforandringerne. I såvel Latinamerika som Asien uden for Kina er der såvel befolkningsmæssige som råstofmæssige ressourcer til fremtidens teknologier som IT og miljøområderne.

For det andet vil det være relevant nærmere at undersøge, hvorledes Kina og USA forsøger at opnå indflydelse i verden uden for landenes egne territorier. I USA truer Trump med klassisk imperialisme over for Canada, Panama og Grønland, altså militær erobring som kolonimagterne benyttede sig af i sidste tredjedel af det 19. århundrede. Hvorvidt han har ressourcerne herunder de interne politiske ressourcer i sit eget land, er dog tvivlsomt.

For det tredje har Kina valgt en blanding af en økonomisk støttepolitik over for lande i Det globale Syd samt på det seneste forsøg med blød kulturel magt. Men det er næppe troligt, at resten af verden vil finde stor sympati for kinesisk konfucianisme med dens autoritære indhold uanset partiledelsens tale om socialisme med kinesiske karakteristika. Mens Europa måske nok kan indgå i et gensidigt forpligtende økonomisk samarbejde med Kina, forekommer det usandsynligt at der vil kunne finde en ideologisk–politisk konvergens sted; begge lande eller områder har en meget forskellig historie, som næppe kan springes over.

Men fordi hverken USA eller Kina bliver enerådende i de kommende årtier endsige resten af århundredet, så er der fortsat grund til at tænke over, hvad befolkningerne og de politiske aktører kan ønske sig, og hvad de har kræfter til at opnå. Jeg tror, at der fortsat vil være tendenser gående ud på at samarbejde mellem eksisterende stater, primært fordi økonomiske forhold kendetegnes ved meget store investeringer i videns-institutioner og fysiske anlæg (veje, jernbaner, havne og lufthavne), der ofte går ud over statsgrænser, samt klima- og miljøforanstaltninger. Men interne forhold i landene vil sandsynligvis kræve, at der sættes begrænsninger på centraliseringen i disse samarbejdssystemer.