Fra folkeskole til frygtstat: Når magt erstatter tillid

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har for nylig foreslået at give lærere udvidet adgang til at anvende fysisk magt mod elever i folkeskolen. I en radioudsendelse talte han om visse børn som “pissedårligt opdragede”, en grov formulering, der har vakt berettiget forargelse.

Tesfaye begrunder forslaget med, at lærere føler sig magtesløse over for urolige elever og frygter sanktioner, hvis de griber fysisk ind. Derfor ønsker han at “præcisere reglerne”, så lærerne kan “træde i karakter” som autoriteter og håndhæve disciplin uden at risikere en fyreseddel. Regeringen har endda afsat 10 millioner kroner til projektet.

Som aktivist for børns rettigheder finder jeg dette dybt problematisk. At ville skabe ro i klassen ved at indgyde frygt i børnene er et skræmmende tilbageskridt. Engang var “den sorte skole” – hvor lussinger og rap over fingrene var hverdag – normen, men det er over 50 år siden, Danmark forlod den praksis. Korporlig afstraffelse blev faktisk forbudt i danske skoler allerede i 1967.

Siden da har vi opbygget en pædagogisk kultur baseret på dialog, anerkendelse og børns trivsel frem for vold. Tesfayes linje risikerer at vende tilbage til en tid, hvor eleverne snarere adlød af frygt end af respekt. Som direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, advarer, løser en “håndfast tilgang” ingen børns problemer, tværtimod kan mere magtanvendelse føre til “øget mistrivsel og skolefravær” blandt eleverne. Når børn er bange for de voksne, de egentlig burde have tillid til, undergraves hele fundamentet for en tryg læring og sund opvækst.

Et brud på børns rettigheder

Danmark har forpligtet sig til internationale standarder for børns rettigheder og værdighed. Ifølge FN’s Børnekonvention skal skolens disciplin “være menneskeværdig”, hvilket udelukker nedværdigende og voldelige metoder. Børn har ubetinget ret til beskyttelse mod fysisk og psykisk vold, også når denne udøves under dække af “opdragelse” eller disciplin.

At udvide de voksnes adgang til at bruge magt mod børn i skolen kan derfor opfattes som et kompromis med børns retsgarantier. Skoleforsker Louise Klinge kalder da også Tesfayes forslag for en “etisk glidebane”, der sætter børns retssikkerhed over styr. Vi risikerer at normalisere, at konflikter løses med fysisk styrke, frem for at børn lærer de vigtige sociale kompetencer i at håndtere uenigheder fredeligt.

Det er værd at huske på, at danske børn i forvejen har en lovsikret ret til ikke at blive udsat for vold. Siden 1997 har forældre (og dermed alle omsorgspersoner) været forbudt ved lov at revse børn fysisk. Denne banebrydende lovgivning cementerede princippet om, at børn skal behandles med respekt for deres person. At lærere kun må anvende minimal magt i nødværge-situationer, er en naturlig forlængelse af dette princip.

De nuværende regler tillader allerede fysisk indgriben, hvis det er absolut nødvendigt for at afværge akut fare for barnets eller andres sikkerhed. Men de slår også fast, at “magtanvendelsen skal stoppe i samme øjeblik, den akutte situation er ophørt”, og at magt ikke må bruges blot fordi en elev forstyrrer eller opfører sig groft.

Der er en hårfin, men altafgørende grænse mellem nødværge og decideret afstraffelse – en grænse som Tesfaye nu vil rykke ved. Når vi lemper på beskyttelsen mod magtanvendelse, gambler vi med børns grundlæggende rettigheder til omsorgsfuld behandling.

Magt som erstatning for velfærd

Tesfayes forslag kommer ikke i et tomrum. Det passer desværre ind i et større mønster, hvor staten griber til magtanvendelse frem for at løse underliggende problemer med dialog og ressourcer. Folkeskolens udfordringer med urolige klasser og voldelige episoder opstår ikke ud af det blå. Årevis af besparelser har resulteret i store klasser, inklusion af sårbare elever uden tilstrækkelig støtte, samt stressede lærere med alt for lidt forberedelsestid. 

Det er den krudttønde, der fører til konflikter i klassen, ikke “dårlig opdragelse”. I stedet for at investere i flere lærere, specialtilbud og tid til den enkelte elev, vælger man nu en billig løsning: at “gå tilbage til den sorte skole, hvor læreren er frygtet, [og] eleverne bange for at træde ved siden af”. Det kan måske skabe kortvarig ro, men det sker på bekostning af elevernes trivsel og tillid. Som Kjeldahl nøgternt konstaterer, er det en nostalgisk illusion at tro, at strengere disciplin løser noget: “Sandheden er bare, at det aldrig har løst nogen børns problemer”.

Den samme tendens ser vi på andre velfærdsområder. I stedet for at tilføre midler og forbedre forhold, udvides adgangen til magtudøvelse over for borgerne. På handicapområdet vedtog regeringen i 2024 at give personalet større beføjelser til magtanvendelse over for handicappede borgere, og endda lempe på indberetningskravene. Det betyder, at nogle af samfundets mest sårbare nu kan låses inde eller fastholdes oftere og længere, uden at der nødvendigvis bliver slået alarm om det.

Konkret giver en ny lov mulighed for at låse udviklingshæmmede eller demente inde i egen bolig i op til 10 timer i døgnet, hvilket Institut for Menneskerettigheder kalder et “skændigt tilbageskridt” for retssikkerheden. Har vi helt glemt de mørke kapitler i fortiden, hvor man institutionaliserede og pacificerede udsatte grupper frem for at støtte dem med værdighed? Det lader til, at man hellere vil kontrollere borgerne end at hjælpe dem.

Også i socialpolitikken anes kontrolstatens logik, hvor ledige og syge borgere mødes af stive krav fra kommunale sagsbehandlere, hvor enhver afvigelse kan udløse sanktioner. I nogle boligområder, de såkaldte “ghettoer”, har man indført særlove med dobbeltstraffe og tvungne indgreb, som kun gælder for de mennesker, der bor dér. Ét er kriminalitetsbekæmpelse, noget andet er at skabe et parallelsamfund af regler, der undergraver princippet om lighed for loven.

FN har løftet pegefingeren ad disse ghettoregler, der diskriminerer etniske minoriteter og puster til mistillid mellem borgere og myndigheder. Fællesnævneren i alle disse tiltag er, at staten i stigende grad søger at påvirke adfærd gennem magt og frygt, hvor man i et velfærdssamfund ellers burde bruge dialog, forebyggelse og rettigheder.

Når frygt undergraver demokratiet

Den danske samfundsmodel hviler traditionelt på tillid. Danmark er kendt som “tillidssamfundet”, hvor borgere og myndigheder har et unikt tillidsforhold. Næsten tre ud af fire danskere mener, at man kan have tillid til de fleste mennesker. Og i civile og institutionelle sammenhænge scorer Danmark også højst i verden, det vil sige, vi stoler på, at regeringen, politiet, lærerne osv. vil os det godt.

Denne sociale kapital er uvurderlig, da den skaber samhørighed, tryghed og samarbejde. Men tillid er et skrøbeligt bånd. Det kan brydes ned af en gennemgribende frygtkultur. Hvis staten begynder at møde borgerne med mistillid og magtanvendelse allerede fra barndommen, risikerer vi at opfostre en generation, der ikke ser myndighedspersoner som beskyttere, men som potentielle trusler.

Historien viser, at frygt er et effektivt redskab for autoritære styrer, men et giftstof for et demokrati. I diktaturstater lærer børn fra en tidlig alder at adlyde blindt af frygt for repressalier. Som den amerikanske historiker Timothy Snyder bemærker, er “frygten omkring børn essensen af diktatorisk magt”. Når forældre ved, at staten kan ramme deres børn, hvis de selv træder ved siden af, bliver selv modige mennesker kuet til tavshed.

En befolkning, der er bange for “dem der har magten” – hvad enten det er læreren, sagsbehandleren eller statsministeren – har sværere ved at udøve demokratisk kritik og kræve deres rettigheder. Man behøver ikke kigge længere end til nutidens autoritære regimer for at se, hvordan magthavere søger at indoktrinere folk, for at have dem under kontrol, uanset om de lærer noget eller ej.

Kritisk tænkning undertrykkes, og lydig passivitet belønnes, alt sammen begyndende i skolesystemet. Det er selvfølgelig et dystert yderpunkt, som Danmark langt fra er ved endnu. Men når en minister i et demokratisk land argumenterer for, at der skal indgydes mere frygt og disciplin i børnene, rykker vi, om end langsomt, i den forkerte retning.

I et sundt demokrati må borgernes respekt for autoriteter bygge på tillid og legitimitet, ikke på tvang. Respekt kan aldrig forlanges under trussel, da ægte respekt opstår, når man føler sig hørt, beskyttet og retfærdigt behandlet. Hvis vi lader staten normalisere brugen af magt fra børnehave til borgerservice, så gambler vi med selve tillidskulturen. Den danske stats styrke har altid ligget i et folks frivillige medfølelse og lydhørhed, ikke i frygten for knipler eller magtanvendelser.

Tillid og omsorg viser vejen, ikke frygt

Som aktivist og medborger mener jeg, at vi skal tage et skridt tilbage og overveje, hvilket samfund vi vil give videre til vores børn.

Vil vi have et Danmark, hvor staten kontrollerer borgerne fra vugge til grav, og hvor borgerne går rundt med en knude i maven i mødet med læreren, pædagogen, sagsbehandleren eller politibetjenten? Et samfund, hvor man adlyder ordrer, ikke fordi de giver mening, men fordi man frygter konsekvensen ved at lade være? Det lyder mere som en Orwells dystopi end det frie, tillidsfulde demokrati, vi bryster os af.

Heldigvis findes der alternativer til denne frygtens pædagogik. Der er allerede stemmer, som peger på vejen frem – på forebyggelse frem for straf, omsorg frem for kontrol. Børnepsykologer og skoleforskere understreger, at tydelige rammer godt kan skabes uden brug af vold eller trusler, f.eks. gennem konfliktmæglings-teams, ekstra støttepersonale og bedre inklusion af børn med særlige behov.

Investeringer i folkeskolen vil på sigt altid give et bedre afkast end investeringer i opdragelse ved magt. Og som flere har påpeget, bør vi hjælpe forældrene i at løfte opdragelsesopgaven fremfor at gøre læreren til skraldespand for hele samfundets problemer. Når forældre knækker under stress og børn reagerer udad, er svaret ikke at introducere mere frygt, men at tilbyde mere hjælp.

Det handler i bund og grund om værdierne i vores velfærdssamfund. Vil vi genoprette ro og respekt i skolen, må vi behandle årsagerne, hvor lærerne bliver bedre klædt på, får mere tid og kompetencer, og der tages hånd om de børn, der slås med diagnoser, traumer eller mistrivsel. Omsorg og ressourcer vil til enhver tid trumfe frygt og magtanvendelse. Det gælder ikke kun i skolen, men i alle samfundets relationer mellem borger og system.

Danmark skal ikke være en stille march mod diktaturets metoder. Vi skal i stedet vise, at vores demokrati er stærkt nok til at løse konflikter med fornuft og menneskelighed. At vi tør skabe respekt uden at fremkalde frygt.

For det Danmark, vi alle kæmper for, er et land, hvor alle unge som gamle, føler sig respekteret, hørt og beskyttet, frem for kontrolleret. Vi skal sammen afvise frygtens pædagogik, før den slår rod, og fastholde tillidens vej, fra folkeskolen og hele vejen op gennem samfundets lag.