Fra international solidaritet til nationalt sammenhold

I årtier forsøgte socialistiske partier og fagforeninger at opbygge en international bevægelse med det erklærede mål at forhindre krig og afskaffe kapitalismen. Gennem oplysning, organisering og parlamentarisk kamp skulle arbejderklassen rejse sig mod det samfundssystem, hvor krig ikke var en undtagelse, men en konsekvent følge af stormagtsinteresser og imperialistisk konkurrence.

Denne bevægelse samlede sig fra 1889 i Anden Internationale, som blev oprettet som arvtager til Første Internationale. Næsten hver kongres satte kampen mod krig øverst på dagsordenen: I Paris 1900, Amsterdam 1904, Stuttgart 1907, København 1910 og Basel 1912 – hver gang blev faren for krig diskuteret intenst og med stigende alvor.

Gennem resolutioner og taler opfordrede Internationalen til afskaffelse af stående hære, indførelse af folkemilitser som alternativ og oprettelse af internationale voldgiftsdomstole. Ved Stuttgart-kongressen i 1907 blev det vedtaget, at krig skulle bekæmpes “med alle midler” og – bl.a. under pres fra Lenin og Luxemburg – at udnytte den krise, som krigen skaber, til at ”fremskynde kapitalismens sammenbrud”. Det var dog et kompromis, hvor kravet om generalstrejke blev nedtonet til fordel for en bredere og mere uforpligtende formulering.

I praksis skjulte disse kompromiser således en række uløste modsætninger: Skulle arbejderklassen støtte nationale forsvarskrige – eller afvise alle krige som kapitalistiske? Skulle krige forhindres alene gennem parlamentarisk modstand – eller gennem generalstrejke og opstand? Og skulle opstanden drives videre til social revolution?

Virkeligheden kom til at overgå selv de værste forudsigelser. Da de europæiske stormagters rivalisering, oprustning og koloniale ambitioner i sommeren 1914 kulminerede i verdenskrigen, forsvandt det internationale sammenhold. I Tyskland, Frankrig, Østrig og Storbritannien stemte socialister for krigsbevillinger og sluttede op om deres nationale regeringer.

I Tyskland stemte SPD’s rigsdagsgruppe for krigslånene – med Karl Liebknecht som eneste undtagelse ved anden afstemning i december. I Frankrig sluttede SFIO op om “Union sacrée”; og Jaurès’ død – han blev myrdet 31. juli 1914 af en nationalistisk fanatiker – fjernede den mest markante stemme for internationalt sammenhold. Den internationale solidaritet, der var talt om i årtier, forsvandt som dug for solen og blev hurtigt erstattet af loyalitet over for nationen.

Resultatet blev, at Anden Internationale brød sammen, mens den gamle parole “Proletarer i alle lande, forén jer!” forstummede. I stedet for at forene arbejderne mod krigen, blev Socialdemokratiet i flere lande integreret i det nationale krigsprojekt.

I teksten ’Internationalen og krigen’, som jeg linker til nedenfor, skildres dette forløb ikke som resultatet af tilfældige fejlvurderinger, men som et udslag af bevægelsens indre spændinger og uløste principielle modsætninger. Hvor nogle så krigen som et sammenbrud, så andre den som afsløringen af, hvad der hele tiden havde været tilfældet: At det nationale klassekompromis i praksis stod over den internationale solidaritet.

Teksten er en oversættelse af det afsluttende kapitel i første bind af Julius Braunthals storværk ’Internationalens historie’, som med stor indsigt og kritisk blik følger den socialistiske bevægelses op- og nedture fra 1864 til 1968.

Julius Braunthal (1891–1972) var en østrigsk historiker, redaktør og politisk aktivist der spillede en central rolle i den internationale arbejderbevægelse i det 20. århundrede. Som generalsekretær for den genoprettede Socialistiske Internationale fra 1951 til 1956 stod han midt i bevægelsens organisatoriske og politiske udfordringer. Hans værk i tre bind bygger ikke kun på støvede arkiver, men også på førstehåndskendskab til personer, konflikter og kompromiser.

Braunthals indsigt i bevægelsens indre liv – både dens idealer og dens modsætninger – gør hans historieskrivning til en engageret, men nøgtern skildring af socialismens kamp mod krig og nationalisme. Personligt er jeg ikke enig i alle hans vurderinger, ligesom vore dages historikere sikkert kan påpege svagheder i skildringen. På trods af dette er ’Internationalens historie’ et nøgleværk for alle, der med historien in mente ønsker at tegne konturerne af en ny demokratisk socialistisk bevægelse – og ikke mindst forhindre oprustning og krig.

Læs ’Internationalen og krigen’ her