Fra krise til katastrofe: Fattigdommen vokser i verden

Verdens fattigste er ramt af en benhård cocktail af problemer – senest konflikten i Ukraine – som risikerer at øge antallet af ekstremt fattige med op til en kvart milliard mennesker inden udgang af 2022. Og for at sætte det i perspektiv til egne breddegrader, så svarer det til befolkningerne i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Spanien. Tilsammen.

Det vil betyde, at hele 860 millioner mennesker i alt lever i ekstrem fattigdom, der betegnes som under 1,90 dollars om dagen.

“Som Oxfam i vores seneste brief betegnede det, så går situationen for det globale syd fra krise til katastrofe.”

Det er en af de største stigninger i ekstrem fattigdom i mange, mange år og et tragisk tilbageslag for den globale fattigdomsbekæmpelse. Analyser peger på, at verden først i 2030 vil være tilbage på niveauet fra før corona-pandemien. Tilsvarende lød det samstemmende fra blandt andet Verdensbanken og IMF, at corona-pandemien kan betyde voksende ulighed i de enkelte lande, ligesom ulighed mellem lande er voksende for første gang i 30 år.

Som Oxfam i vores seneste brief betegnede det, så går situationen for det globale syd fra krise til katastrofe: Denne katastrofale situation er opstået på grund af Covid-19 pandemien, stigende ulighed og presset fra højere fødevarepriser, der netop nu accelererer som følge af Ukraine-krisen. Læg dertil klimakrisen og dens indvirkninger.

Corona-chok

Covid-19 pandemien var et chok for verdensøkonomien. Millioner af børn har stadig ikke fundet vej tilbage på skolebænken. Mennesker dør stadig som følge af covid-19. Og med krisen i Ukraine, der har presset de globale fødevarepriser i vejret – Rusland og Ukraine har vigtige leverandører af blandt andet majs og hvede til verdens fattige lande – ja, så er det altså vurderingen, at nye millioner sendes ud i ekstrem fattigdom.

Afrikanske landes statskasser er under håbløst pres, nogle endog tæt på gældskollaps, og gældsbetalingerne tvinger dem til store nedskæringer på de offentlige budgetter for at kunne betale af. En konsekvens er også færre midler til at importere flere fødevarer. Og er det ikke nok til at vække ens forargelse og indignation, så kan oplysningen om, at mere end 4/5 af Den internationale Valutafonds (IMF) låneprogrammer forhandlet med lav- og mellem-indkomstlande i det forgangne år, altså: Corona-år, klimakrise-år, kræver finanspolitiske stramninger, formentlig bidrage.

Massive sultkatastrofer truer

Mens det meste af europæisk politisk og økonomisk opmærksomhed går mod øst og mod modtagelse af flygtninge fra Ukraine, truer massive sult-katastrofer for millioner af mennesker i hele Østafrika, Sahel, Yemen og Syrien. Lande, der allerede lider under konflikter, akut fødevareusikkerhed og klimaforandringer: Og med fare for at lyde som et kasseapparat, der kun spytter tal ud – så mangler 27 millioner mennesker i Vestafrika lige nu mad. I Østafrika har over 28 millioner mennesker brug for humanitær hjælp. I Yemen sulter over halvdelen af befolkningen.

“Den politiske vilje til resolut handlekraft og indførelse af sanktioner mod Rusland, åbne arme over for ukrainske flygtninge osv., må ikke ske på bekostning af verdens fattige.”

Derfor sendte 175 organisationer lige før påske et fællesbrev til stats-, udlændinge- og integrations- og udviklingsministrene imod milliard-nedskæringerne på udviklingsbistanden, som netop bruges på indsatser for fred og stabilitet, bekæmpelse af fattigdom, kriser og mere fordrivelse i verdens mest skrøbelige regioner. Det er forfejlet og har fatale konsekvenser.

Den historiske – rigtige, vigtige og succesfulde – politiske vilje til resolut handlekraft og indførelse af sanktioner, åbne arme over for flygtninge osv., må ikke ske på bekostning af verdens fattige og det lange seje træk for at skabe mere fred, retfærdighed og bæredygtighed – men skal selvklart tage højde for, at der er en hel verden udenfor.

Tænk, om samme politiske vilje og evne til at mobilisere politisk og økonomisk var til stede, når det gælder udviklingsbistand, humanitær hjælp, klimaforandringer og håndtering af krise-cocktailen, som her er forsøgt beskrevet.

Pengene er der til at afslutte sult og fattigdom

Under corona-pandemiens to år steg verdens rigestes formuer lige så meget som de forrige 14 år tilsammen, og regeringer i rige lande postede 16.000 mia. dollars ud i hjælpepakker. Beregninger foretaget af bl.a. Oxfam indikerer,  hvordan gradueret formuebeskatning kan generere midler: Man kunne indføre en skat på overnormal profit i multinationale selskaber.

Man kunne have brudt medicinalindustriens monopoler på covid-19 vacciner og -produkter. Siden den første vaccinedosis kom på markedet, er der blevet distribueret knap 11 mia. doser. Tænk hvad det kunne have gjort, hvis man havde udvist solidaritet.

Man kunne blive ved. Krise-cocktailen er intet mindre end en tragedie i 2022. Det er en pligt at organisere kræfterne, så den politiske økonomi indrettes efter de mange, skaber lighed og sikrer os en klode, vi kan overleve på.