Fra luksustårne til lavtlønnede – Ny venstrefløj udfordrer Ramas Albanien

Siden december 2025 har Albaniens hovedstad Tirana været præget af tilbagevendende og store protester efter nye korruptionssager mod centrale figurer omkring regeringen – blandt andet vicestatsminister og infrastrukturminister Belinda Balluku. Oppositionspartier har organiseret store demonstrationer, hvor der både er kastet med molotovcocktails og har været sammenstød med politiet.

Protester har ganske vist været et fast kendetegn i årevis under den siddende statsminister Edi Rama. Hidtil har han dog let kunnet affeje kritikerne med, at de selv var korruptionsdømte – som fx Sali Berisha, formand for det største oppositionsparti.

Det nye er, at der nu også er aktører på banen med en langt mere grundlæggende kritik af sammenhængene mellem oligarker, en uhæmmet kapitalisme og forbindelserne til det tidligere etpartistyre.

Det nye Albanien

Engang var Albanien et af Europas mest lukkede lande, mens diktatoren og den erklærede kommunist Enver Hoxha sad ved magten i hele 41 år og styrede staten med jernhånd. Da Hoxha døde, var Albanien ludfattigt, nedslidt og underkuet.

I dag er billedet helt anderledes med masseturisme, udenlandske investeringer og en statsminister, der som uddannet billedkunstner – og tidligere borgmester i hovedstaden Tirana – bogstavelig talt har fået sat farver på landet. Men under den glitrende facade er der enorme problemer med korruption, magtmisbrug og massiv udvandring, hvor 10-15 procent af befolkningen har forladt landet de seneste 10 år.

Udviklingen springer i øjnene allerede på vejen ind mod centrum, der er plastret til med store reklametavler og virksomhedslogoer fra Italien, Tyskland og Tyrkiet og et mylder af bilforhandlere og kontorhoteller.

Siden skyder først ét og så mange nye og funklende glas- og ståltårne op, hvor de kappes om at overgå udsigten til de sneklædte bjergtinder i horisonten. Overalt er der kraner, som river ned og bygger op, og i det centrale område omkring den ikoniske Skanderbeg-plads ligger caféer, luksushoteller og spektakulære højhuse tæt side om side.

Byen er blevet poleret og iscenesat som et udstillingsvindue for et moderne Albanien. Men bare ti minutters gang derfra – i en slidt sidegade væk fra de nye luksuslejligheder og de blanke facader – ligger en lille lejlighed med gårdhave, der fungerer som aktivistcentral og hovedkvarter for landets nye venstrefløjsparti Lëvizja BASHKË.

Det er her, vi møder Ariela Zeneli, Mirela Ruko og flere andre, der netop er kommet tilbage efter at have delt løbesedler ud. Mens Ariela er aktivist i partiets Tirana-afdeling, sidder Mirela i Tiranas kommunalbestyrelse og må desværre haste videre til et møde. Så det bliver Ariela, der sørger for kaffe og finder tid til en samtale med de tilrejsende gæster fra Danmark.

En ny venstrefløj med rødder i konkrete kampe

“Vi er ikke bare et parti, men en græsrodsbevægelse”, slår Ariela fast som det første, da hun ivrigt begynder sin ordstrøm. “Vi er vokset ud af konkrete kampe og protester imod stigende leveomkostninger, uretfærdigheder og magtmisbrug. Vi er mennesker, der er blevet nødt til at gøre noget selv, fordi vi ikke har fået udbetalt løn, ikke har råd til husleje eller til nye og dyre studiegebyrer.”

Ariela Zeneli blev selv aktiv under studenterprotesterne i 2018, efter at hun var flyttet til hovedstaden for at studere. Hendes mor arbejder i tekstilindustrien, og hendes far er fisker. For hende er ulighed en benhård realitet.

“Da mine forældre var på min alder, havde de allerede deres egen bolig. Det kan jeg kun drømme om i dag. Folk med almindelige indtægter bliver presset længere og længere væk fra centrum.”

Ariela fortæller også, at Lëvizja BASHKË – der betyder “Sammen-bevægelsen” på dansk – blev stiftet i 2022, men at partiets rødder går tilbage til aktivistgruppen Organizata Politike (OP), som blev dannet i 2011.

Gennem 10 år var OP blandt andet involveret i at støtte nye uafhængige fagforeninger i olie- og minesektoren, hvor arbejdere både måtte kæmpe for grundlæggende rettigheder og ofte også helt elementært for at få udbetalt løn. Senest har partiaktivister engageret sig i at støtte Wolt-bude og andre prekært ansatte, der arbejder uden sikkerhed og rettigheder.

Ved lokalvalget i Tirana i 2023 blev partiets indsats belønnet med 4,8 procent af stemmerne og ét mandat i byrådet, som gik til den unge aktivist Mirela Ruko. På det tidspunkt var hun bl.a. kendt for at have hældt en flaske tomatjuice ud over den daværende undervisningsminister. Efterfølgende vandt partiet sit første parlamentsmedlem i maj 2025, hvor en anden af partiets mest kendte aktivister, Redi Muçi, blev valgt ind fra Tirana-kredsen.

Ramas Tirana: Farver, højhuse og en by for investorer

Under den nuværende statsminister Edi Rama er Tirana i høj grad blevet et udstillingsvindue for det moderne Albanien. Det er ham, der fik de grå boligblokke fra Hoxha-tiden malet i nye og klare farver, og som har sat liv i de mange nye højhuse, der ændrer byens skyline fra måned til måned.

Men det er også under Rama, at over 600.000 indbyggere har forladt landet – og navnlig mange unge. For på trods af de mange investeringer og de mange meget synlige omvæltninger, er det primært landets elite, der har nydt godt af udviklingen, mens hver fjerde unge under 25 år er uden arbejde.

Fra sin nye plads i byrådet i Tirana har Mirela Ruko således påpeget, hvordan halvdelen af kommunens økonomi er bundet op på indtægter fra at udstede byggetilladelser, udviklingsafgifter og ejendomsskatter, men at byggebranchen samtidig bruges aktivt til svindel og hvidvask af penge fra bl.a. kokainsalg.

Så i stedet for at prioritere langsigtet udvikling har Rama satset på kortsigtede gevinster, ejendomsspekulation samt lyssky forbindelser. Slidte, men stadigt funktionelle boligkomplekser er revet ned under store protester fra indbyggerne.

“Tirana er ikke længere en by for flertallet, der arbejder hver dag, men for et lille mindretal på 1 procent, der lever af flertallets arbejde og nyder alle privilegierne”, supplerer Ariela Zeneli.

Mens der bygges på livet løs i hovedstaden, er det især dyre lejligheder og prestigeprojekter, der skyder op. For unge og for alle med almindelige indtægter er centrum blevet stadig sværere at bo i. Og det er ikke kun hovedstaden, det gælder. Både langs sydkysten og i bjergene mod nord har der været protester mod nye byggeprojekter og salg af fælles jord eller naturområder, hvor lokalbefolkningen er blevet kørt over.

Brud eller kontinuitet

Albanien har på få årtier bevæget sig fra ekstrem isolation til en åben økonomi med knap 2,4 millioner indbyggere. Under Enver Hoxha var landet lukket om sig selv – ikke kun mod Vesten, men også mod sine egne tidligere allierede, der blev hældt ud en for en. Først Titos Jugoslavien, derefter Sovjetunionen og til sidst også Kina.

Internt var billedet det samme i form af udrensninger og ensretning, der blev understøttet af en stærk politistat med arbejdslejre og masseovervågning. Omkring 300.000 militærbunkere blev støbt ud over landet i frygt for invasion, religion blev forbudt, og staten gennemtrængte hverdagen.

I dag er det ikke bunkere, men glastårne, der dominerer horisonten. Springet er oplagt voldsomt fra et samfund uden privat ejendom eller reklamer frem til i dag, hvor udenlandsk kapital og store byggekraner svinger taktstokken.

Bruddet er dog langt fra så komplet, som det ser ud til. For partiet, der i dag sidder på magten under Edi Rama – Partia Socialiste e Shqipërisë – er den direkte organisatoriske efterfølger til netop Hoxhas gamle magtparti. Ideologien er skiftet fra statssocialisme til markedsøkonomi, men dybest set er det de samme gamle partifunktionærer eller deres børn, som igen er kommet til magten.

Fra selvpålagt isolation til aktiv alliancepolitik

Efter at have besøgt Lëvizja BASHKËs partikontor, går turen videre til en demonstration foran parlamentet mod nogle omstridte byggeprojekter. Her møder vi Redi Muçi, der har repræsenteret partiet som parlamentsmedlem i snart et år. Mens talerne gjalder i højttaleren, får vi en snak med ham i udkanten af demonstrationen om EU, NATO og Kosovo.

“De seneste år er flere albanske toppolitikere fældet og dømt for korruption, hvor pres fra EU og USA har været helt afgørende. Derfor er mange i Albanien positive over for EU. Det samme gælder NATO, som i 1999 var med til at redde Kosovo-albanerne fra Serbiens præsident Milosevic”, fortæller Muçi.

“Det er vigtigt at forstå Albaniens baggrund. Der er ingen appetit på at isolere sig som under Hoxha, men vi skal heller ikke ukritisk bare underkaste os. Konkret støtter vi f.eks. en aktiv indsats mod korruption og for reformer af retsvæsenet, og vi vil også gå længere, end regeringen er villig til.

Til gengæld er vi imod at sælge ud af offentlig ejendom og mener, at EU her har en forkert politik. På den slags områder må venstrefløjen stå sammen i EU, så vi ikke får en ny situation som med Grækenland, der blev presset til hårde nedskæringer”, understreger Muçi.

“Når det gælder NATO, er vi for våbenstøtte til Ukraine og for, at alliancen skal være defensiv – aktuelt mod en aggressiv magt som Rusland. Samtidig er vi meget imod dobbeltmoralen over for Israel, der begår forbrydelser mod Gaza, og som nu også har angrebet Iran og Libanon. Vi er det eneste parti i Albanien, der har markeret os i de sager. Vi gik også imod Edi Rama og parlamentsflertallet, der har sagt ja til at gå med i Trumps såkaldte fredsråd”, siger politikeren.

Redi Muçi fortæller også, at Lëvizja BASHKË er meget imod, at EU vil lukke sig for flygtninge og indvandrere. Blandt andet har de markeret sig imod den italienske regering under Giorgia Meloni, som vil oprette modtagecentre for migranter og asylansøgere i Albanien. En parallel til den danske regerings planer for nabolandet Kosovo, hvor forskellen blot er, at der hér vil være tale om afviste asylansøgere.

For mange albanere er Kosovo tæt forbundet historisk, sprogligt og familiemæssigt. Derfor vækker sådanne planer også modstand.

“Det er den samme logik,” siger Muçi. “At rige lande flytter problemerne væk fra sig selv i stedet for at løse dem.”

Det er stadig for tidligt at sige, hvor langt partiet kan nå. Men én ting er tydelig: I skyggen af Tiranas nye skyline er der opstået en venstrefløj, som forsøger at bygge et alternativ nedefra – blandt dem, der ikke er med i den officielle vækstfortælling.