Fra velfærd til lighed: Sådan får venstrefløjen hverdagen tilbage

Danmark står i en paradoksal situation. Vi har en af de højeste marginalskatter på arbejde i verden og beskatter indkomster hårdt allerede fra den første krone. Til gengæld har vi nogle af de laveste skatter på formue og fast ejendom i hele OECD. Resultatet er en skæv fordeling: Arbejde beskattes. Ejerskab belønnes.

Thomas Piketty påpegede allerede i Kapitalen i det 21. århundrede (2013), at uden politisk styring akkumuleres formuer hurtigere end indkomster. Danmark har historisk undgået de ekstreme uligheder, vi ser i USA og Storbritannien, men vi bevæger os i samme retning. Når boligmarkedet i København eksploderer, og en gennemsnitlig lejlighed kan stige en million i værdi på få år – uden beskatning – undermineres den sociale kontrakt.

Når vælgerne forlader centrum-venstre, er det sjældent, fordi de er blevet højreorienterede. Det er, fordi venstrefløjen ikke længere leverer svar på den mest presserende erfaring i hverdagen: Lønnen rækker ikke.

Når venstrefløjen taber sin egen fortælling

I årtier har højrefløjen stået for at ville give danskerne deres egne penge, mens venstrefløjen først og fremmest står for mere velfærd. Højrefløjen tilbyder et alternativ, der for nogle fremstår som en løsning, mens venstrefløjens modsvar fremstår stadig mere kraftløst.

Ifølge OECD’s analyser er det netop de laveste indkomster, der presses hårdest af kombinationen af skat, inflation og global lønkonkurrence. Når reallønnen stagnerer eller falder, er løfter om lidt bedre velfærd ikke nok.

Men det er uhensigtsmæssigt at lade højrefløjen være dem, der lover skattelettelser til arbejderklassen, mens venstrefløjen fremstår som dem, der vil beskatte den for at finansiere staten og velfærden.

En reform der kan mærkes i hverdagen

Skal denne dynamik vendes, kræver det et politisk program, der er langt mere ambitiøst end tidligere. Der skal tilvejebringes mindst 100 milliarder kroner, svarende til flere tusind kroner pr. borger hver måned. Helt centralt er det, at man modstår fristelsen til at bruge en stor del af dette beløb på øget velfærd. Venstrefløjen skal gøre omfordeling til sin kernepolitik.

Så store beløb kan ikke tilvejebringes alene ved at beskatte de rigeste. En formueskat på de allerrigeste vil for eksempel kun give omkring 20 milliarder kroner – markant mindre hvis det ikke lykkes at beskatte unoterede formueaktiver.

Med relativt enkle greb kan der rejses over 150 milliarder kroner årligt: en fordobling af ejendomsskatten (41 mia. i 2024), skat på boliggevinster og en beskeden formueskat på 1 procent på nettoformuer over 250.000 kroner, der opgjort på den samlede private nettoformue vil indbringe ca 103 mia efter fradrag (egen beregning).

Skat på på gevinst ved salg vil fuldt indfaset “kun” kunne indbringe ca 35 mia ved en sats på 22 procent som i Sverige (forudsat samlet værdi ca. 5000 mia., og ca 3,5 procent stigning pr år) – men først og fremmest må en sådan skat rimeligvis indfases således at den beskatter gevinster efter indførelsen og vil derfor det første årti kun indbringe få milliarder.

Disse midler kan bruges til at løfte personfradraget fra de nuværende ca. 50.000 kr. til 150.000 kr. pr. voksen, eller evt fordoble både person- og beskæftigelsesfradrag. Det betyder, at en almindelig lønmodtager kan tjene op mod 12.500 kroner om måneden helt skattefrit, og langt de fleste vil stå med flere tusind kroner mere end i dag.

Det er ikke småjusteringer. Det er en reform, som de millioner af danskere, der lever af deres arbejde, kan mærke hver måned.

Ejendom kan ikke gemmes i Cayman Islands

En af de klassiske indvendinger mod omfordeling er, at kapitalen flygter. Men ejendom kan ikke flyttes til skattely. OECD har gentagne gange påpeget, at Danmark udnytter ejendomsbeskatning langt mindre end sammenlignelige lande.

Samtidig viser erfaringer fra blandt andet Frankrig, Schweiz og Norge, at formueskat – når den er moderat og bredt fordelt – kan opkræves uden at skabe systemisk skade.

Reformen vil desuden lægge en dæmper på boligpriserne i de store byer. Det vil ikke blot give unge familier en reel chance for at købe bolig, men også bidrage til en sundere balance mellem land og by.

Til reformen bør der knyttes ordninger for udskydelse af skat for borgere med lave indkomster samt opkøb af boliger til den almene boligmasse, så utilsigtede effekter mildnes.

Omfordeling tilbage på dagsordenen

Venstrefløjen har tabt sin fortælling. Kernebudskabet har altid været en rimelig fordeling og rimelige vilkår til hele befolkningen. Men undervejs er udbygningen af velfærden blevet det primære middel til at opnå disse vilkår, og er endda blevet et mål i sig selv. Der er både historiske og gode grunde til denne udvikling, men resultatet er i dag, at venstrefløjens politik og budskab fremstår uklare – og ikke formår at tiltrække stemmer fra det brede flertal, der ellers ville have gavn af den.

En politik, der benhårdt og direkte går efter at mindske den økonomiske ulighed, bryder med denne blindgyde. Det er et bud på, hvordan man kan reducere uligheden uden at skubbe de vælgere væk, der er skeptiske over for centralisering og offentligt bureaukrati.

Hvis venstrefløjen skifter sit politiske fokus fra velfærd til lighed gennem lavere beskatning af hovedparten af befolkningen, vil den stå stærkere end med sin hidtidige politik. På den måde overtager venstrefløjen ikke højrefløjens argumenter og tankegang, men bruger dem i stedet til at understøtte en grundlæggende venstrefløjsidé om større lighed og om den politiske magt og frihed, der følger af, at befolkningen er økonomisk uafhængig.

Og det er netop her, venstrefløjen kan genvinde sin styrke. Ikke gennem små lapperier på velfærdsstaten, men gennem en klar fortælling om, at den, der arbejder, også har ret til at beholde sin løn – og at man først betaler skat, når man kan klare sig selv.