Fra velgørenhed til frigørelse: Afkolonisér solidariteten med Palæstina

Ægte solidaritet må være mere end symbolske gestusser eller humanitær bistand. Den må være rodfæstet i et afkoloniseret perspektiv – et der anerkender Palæstina som en del af en større kamp mod kolonialisme og imperialisme og racekapitalisme.

Det indebærer at bevæge sig ud over velgørenhed og modstå forsøgene på at afpolitisere den palæstinensiske modstand. I stedet skal man direkte udfordre de systemer, der opretholder Israels apartheid.

Når solidaritet forstærker kolonialismen

På trods af gode intentioner afspejler mange internationale forsøg på solidaritet paternalistiske og koloniale dynamikker. I stedet for at forstærke palæstinensernes handlemuligheder reproducerer de ofte Vestens magt og institutioner. Her er en række eksempler:

1. Frelser-isme: Aktivister forholder sig ofte til Palæstina som en humanitær krise frem for en frigørelseskamp. Det fører til, at vestlige figurer dominerer samtalen. Palæstinensere behandles som passive ofre frem for politiske agenter, der leder deres egen modstandskamp. Mens humanitær hjælp er nødvendig i nødsituationer, giver det kun midlertidig lettelse uden at adressere roden til undertrykkelsen.

2. NGO-ficering af solidariteten: Mange vestligt finansierede organisationer, der arbejder i eller for Palæstina, prioriterer neutralitet, dialog og institutionelle reformer over direkte, konkret handling. Disse tiltag afpolitiserer ofte den palæstinensiske modstand og det palæstinensiske samfund – og undgår at konfrontere den virkelighed, at zionisme er et bosætter-kolonialt projekt.

Ved at fokusere på sameksistens frem for afkolonisering kan disse initiativer forstærke status quo snarere end at ændre den.

3. Selektiv solidaritet: Støtte til Palæstina er ofte betinget. Nogle aktivister og organisationer tøver med at bruge ord som “apartheid” eller “bosætter-kolonialisme” af frygt for politiske repressalier. Andre tager afstand fra palæstinensiske modstandsbevægelser for at opretholde en mainstream accept.

Men solidaritet som kun støtter palæstinenserne, når det er politisk bekvemt, er ikke solidaritet – det er selvopretholdelse.

Hvordan ser afkoloniseret solidaritet ud?

For virkelig at være effektiv må den international solidaritet afvise koloniale rammer og omfavne en fælles politisk kamp. Dette indebærer at udfordre magten, at bakke op om palæstinensisk lederskab og at forstå Palæstina som en del af en større kamp mod global undertrykkelse. Det kan fx gøres på disse måder:

1. Lyt til palæstinensiske stemmer: Solidaritet er ikke at tale for palæstinenserne, men at støtte deres krav. Lyt til palæstinensiske organisatorer, støt bevægelser som Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-kampagnen og sørg for, at tiltagene reflekterer palæstinensisk lederskab – ikke vestlig gatekeeping.

2. Bevæg jer udover velgørenheds- og krisefortællinger: Mens nødhjælp er yderst vigtigt, fokuserer en dekolonial tilgang på strukturel forandring frem for kortsigtet hjælp.

I stedet for at iscenesætte palæstinensere som ofre, som har brug for Vestens hjælp, bør nødhjælp stemme overens med palæstinensernes egentlige behov og ikke bruges til at presse dem til at opfylde Vestens betingelser eller pålægge palæstinensere yderligere begrænsninger af deres handlerum.

Solidariske tiltag bør primært modarbejde de systemer, der opretholder israelsk apartheid – militær bistand, diplomatisk dække og økonomisk medvirken.

3. Omtal zionisme som bosætter-kolonialisme: Mange solidaritetskampagner beskriver Palæstina som en territorial konflikt snarere end en kolonial besættelse. Det er nødvendigt at anerkende zionisme som et bosætter-kolonialistisk projekt bygget på etnisk udrensning og tyveri af land. Dekolonialiseret solidaritet kalder systemet, hvad det er og kræver dets afvikling.

4. Kæd Palæstina sammen med globale kampe: Palæstina er dybt forbundet til oprindelige befolkningers kamp for deres land, de sortes kamp for borgerrettigheder samt antiimperialistisk modstand verden over. Undertrykkelsen er forbundet over hele verden – fx træner USA’s politi med israelske sikkerhedsstyrker.

Ægte solidaritet danner alliancer på tværs af disse kampe og arbejder for at afvikle de strukturer, der opretholder dem.

Solidaritet i praksis

I praksis betyder dette: Styrk de palæstinensiske stemmer. Følg palæstinensiske journalister, forskere og organisationer. Undgå narrativer, der udvisker palæstinensisk handlekraft. Konfronter pro-israelske narrativer dér, hvor du bor, i medierne og i det politiske rum.

Du kan støtte økonomisk boykot: bliv en del af BDS-bevægelsen og kampagner mod virksomheder, der tjener på israelsk apartheid. Afvis samarbejde mellem myndigheder og NGO’er.

Vær opmærksom på forsøg på at sabotere eller afpolitisere palæstinensisk modstand i neutralitetens navn. Pres på for politiske ændringer, arbejd for at afslutte militær støtte fra USA og Europa til Israel, og hold politiske ledere ansvarlige.

Ægte solidaritet haster

En afkolonisering af solidaritet med Palæstina indebærer mere end symbolske handlinger. Det kræver en grundlæggende forandring i, hvordan internationale aktivister engagerer sig i kampen – at sætte det palæstinensiske lederskab i centrum, at udfordre bosætter-kolonialisme og at sammenkæde bevægelser for kollektiv frigørelse.

Palæstinenserne beder ikke om velgørenhed. De kræver retfærdighed, værdighed og frihed. Spørgsmålet er ikke, om vi er solidariske, men om vores solidaritet reelt er radikal, ikke kolonial og forpligtet til at afvikle de systemer, som understøtter undertrykkelsen. Mindre end det er ikke solidaritet – det er medskyldighed.

Teksten er først udgivet på engelsk hos Z Network og siden på norsk hos Klassekampen. Den er oversat og bearbejdet af Pernille Hermansen.