Frankrig: Blind arrogance viser vejen

Mistillidsafstemningen mandag 8. september om François Bayrou som premierminister handler ikke om de 2.159 børn, der sover på gaden. Det handler ikke om de 1,5 selvmord om dagen i landbrugsverdenen. Det handler ikke om den endemiske overbefolkning i fængslerne. Det handler ikke om de 9,4 millioner mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen. Det handler ikke om miljøet. Det handler om ham og kun ham.

Hvis det er sabotage, er det sandsynligvis på grund af beskyldningerne om, at han lukker øjnene og ørerne for den tortur, der begås mod børn i den katolske skole, hvor hans egne børn gik, og hvor hans kone var aktiv.

Hvis han taber mistillidsafstemningen, bliver han igen en taber, et offer, ude af offentlighedens søgelys. Bayrou er som karakter ikke interessant nok, og det kaos, det vil skabe, vil være vigtigt nok til, at folk ikke længere bekymrer sig om ham.

Hvis det er et gamble, er det fordi han er fastlåst i sine gamle vaner, sine egne idealer. Den centrumfløj, han repræsenterer, er arkitekten bag den budgetorienterede Europæiske Union, hvor tallene på bundlinjen alt for ofte er vigtigere end mennesker og miljø.

François Bayrou vil gerne være en statsmand

Bayrou har altid ment, at man skal være en god familiefar, når det kommer til økonomi. Man kan ikke bruge mere, end man har. Det er nok godt for husholdninger (og alligevel har de rige lov til at lege med magiske penge), men det fungerer ikke på nationalt plan. Alligevel mener premierministeren tilsyneladende, at hans beslutning om at underkaste sin regering en tillidsafstemning vil få landet til at være enig med ham og forstå verden på samme måde, som han gør.

Hvis det er dristighed, er det i ren stil med den femte franske republik. Statsmænd – og Bayrou tror fuldt og fast på, at han er en statsmand – går ikke ud ad bagdøren. De dør enten i embedet (som Pompidou og på en måde Mitterrand) eller går på pension efter et tabt valg. Lionel Jospin gjorde det i 2002.

De Gaulle gjorde det i 1969. Jeg tror, det ville være afslutningen på hans nationale politiske karriere. Han kunne selv tænke, at han tabte, mens han forsøgte, men at det ikke var hans skyld. Det var de andre, der ikke forstod ham.

Et system ude af trit med befolkningen

Nedbrydningen af de store partier (socialister og konservative) i Europa til mindre partier måtte nødvendigvis påvirke det franske demokratiske system. Den femte republik blev skabt for at få en klar vinder med tilstrækkelig magt til at styre landet i 5-7 år alene mod de andre partier.

Så når og hvis Bayrou taber, vil Frankrig være tilbage ved tegnebrættet: hvordan man leder et land med et system, der ikke er tilpasset befolkningens ønsker og det moderne politiske landskab. 

Hvis han vinder, ændrer det ikke noget. Regeringen vil stadig være i mindretal, stadig være svag, og ingen opposition vil kunne hævde, at de kunne gøre det bedre. For oppositionen er det eneste spørgsmål: Er det et godt tidspunkt for os at vælte ham, så vi kan vinde valget?

Og mens han og andre om natten drømmer om deres fremtid eller deres politiske arv, sover 2.159 børn på gaden.