Fred, cykling og propaganda – Historien om Fredsløbet

Fredsløbet blev kaldt for Østeuropas Tour de France. Intet kunne være mere forkert.

Tour de France blev grundlagt af kommercielle hensyn – hverken mere eller mindre. I starten skulle løbet sælge aviser, og det blev senere til cykler, is og vhs-maskiner. Løbets bestanddele har altid været omvandrende reklamesøjler – uanset om de i øvrigt var ekstraordinære mennesker eller ej. Smukt kalibrerede reklamesøjler, men ikke desto mindre reklamesøjler.

Sport for fred – ikke for penge

I 1948 udtænkte en gruppe polske og tjekkoslovakiske sportsjournalister noget helt andet. Løbet Warszawa-Prag blev et to uger langt etapeløb, men det skulle stræbe efter højere principper. Rytterne – unge mænd fra et krigsplaget kontinent – skulle være budbringere for et budskab om fred. De skulle hverken cykle for penge eller for at udbrede den i de år omsiggribende forbrugerisme.

I stedet skulle deres pedaltråd vise, at sport – og især cykling som var datidens mest populære sportsgren – kunne bygge broer mellem forskellige lande. Her på den såkaldt virkeliggjorte socialismes vestlige grænse ville cykling forene tyskere med polakker, kristne med muslimer og socialister med tidligere nazister. Undervejs på deres tur gennem samfund, som fascismen havde besudlet, ville de udbrede budskabet om, at sport kunne bringe enhed og forståelse til et kontinent, som var blevet sønderrevet af had.

Der var ingen økonomiske gulerødder for rytterne. Ifølge socialismens katekismus var den slags antitesen til den ægte sport. Fredsløbet blev i stedet en invitation til amatør-cykelryttere over hele verden. De polske og tjekkoslovakiske kommunistpartiers dagblade organiserede løbet og sørgede for kost og logi for cykelryttere fra alle lande. Alle var velkomne – hudfarve, religion, politisk overbevisning eller sågar egenskaber på cyklen var ikke nogen hindring.

Modsat i nutidens cykelløb var der ikke nogen tidsgrænse. Sport tilhørte alle og ikke kun de store mestre, og derfor skulle rytterne bare kunne samle et hold på seks ryttere. Hvis de kunne det, skulle de ellers bare omfavne ideen om cykelfeltet som et kollektiv, som en koalition af villige. Og det gjorde de så. Cykelfeltet i efterkrigstidens Fredsløb var på mange måder et broderskab. Imens troppede millioner af Polens og Tjekkoslovakiets proletarer op for at se rytterne køre forbi. De havde fået fri fra arbejde.

Løbet blev en kæmpe succes, og det slog hurtigt rod i den kollektive bevidsthed. Det var et cykelløb som intet andet – hverken før eller siden – og det blev til sportsmetaforen for den såkaldt virkeliggjorte socialisme. Med dets budskaber om inklusion og tolerance portrætterede Østblokkens landes propagandamaskinerier flittigt løbet som selve udkrystalliseringen af socialismen. I 1950 overtog løbet tilmed Picassos hvide due som logo.

Samme år stillede Østtyskland, som indtil da havde været en international paria, for første gang op med et hold. På den måde blev Fredsløbet en del af den proces, der skulle læge det dybeste af alle sår. To år senere blev Warszawa-Prag til Warszawa-Berlin-Prag. DDR lagde nu veje til en central del af løbet, og Friedensfahrt, som løbet hed på tysk, blev uomtvisteligt verdens største cykelløb. Det er rigtigt – det var større end Tour de France og Giro d’Italia og større end nogen anden årligt tilbagevendende sportsbegivenhed i verden.

Ikke kun Stalins lydstater stillede op med hold. Også kapitalistiske kernelande som Danmark, Finland, Nederlandene, Belgien, Storbritannien og Frankrig havde hold med i løbet. I 1954 sendte Indien et hold, hvor den sikh-troende og turbanklædte rytter Dhana Singh blev en stor berømthed over et halvt kontinent. Senere deltog Mongoliet også. Alle blev de mødt med de uvaskede massers entusiasme, mens deres deltagelse uden skrupler blev udnyttet af kommunistpartiernes chefideologer. Det gjaldt ikke mindst det legendariske egyptiske hold. De havde aldrig før set sne, men de havde selvfølgelig heller aldrig cyklet gennem Harzens bjerge i maj måned.

I statspropagandaens kløer

Fredsløbets problem var, at det – ligesom så mange andre ting, der havde rødder i Østblokkens kommunismes utopiske principper – begyndte at blive en brik i et geopolitisk spil.

Løbets holdkonkurrences blå førertrøje, som adskilte sig fra det individuelle klassements gule trøje, blev hurtigt løbets Leitmotif. Den gule trøje symboliserede individuel overlegenhed, mens den blå symboliserede kollektivet – marxismens grundprincip. Den gule trøje overlevede kun med nød og næppe en ideologisk udrensning, mest af alt fordi den gule trøje var en vigtig del af at kunne vinde den blå trøjes holdkonkurrence.

Efterhånden som den kolde krig blev til hverdag, fik det stadig mere politisk betydning, når hold fra ikke-kommunistiske lande stillede op. Deres holds ryttere blev udstillet som en oplyst minoritet, der havde forstået, at de kun gennem kommunistisk sport – det vil sige på amatørvilkår – virkelig kunne vise deres potentiale.

Fredsløbets budskab havde altid været, at sport ikke var nogen gemen forbrugsvare, men nu blev det til en bonde i et enormt, altomfattende ideologisk skakparti. Gennem Fredsløbet fik publikum at vide, at kun kommunismen kunne sikre fred, og at Washingtons europæiske undersåtter ville gøre deres bedste for at underminere både løbet og freden. Løbet skulle være kommunismens sportslige syntese, og i den verden var intet upolitisk. Og hvordan kunne det være anderledes i efterkrigstidens ideologiske hvirvelvind i Centraleuropa?

På godt og ondt handlede Fredsløbet om andet og mere end podiepiger, blomster og pynt. Ligesom Tour de France var løbet et reklameredskab, men det skulle hverken sælge vaskepulver, tyggegummi eller cykler. I stedet reklamerede det for en anden måde at leve på – og i tiden efter anden verdenskrig en anden måde at være på.

Med tiden begyndte den ideologiske entusiasme, som havde startet løbet, også at underminere det. Men de, der bevidnede løbet – de der rigtigt forstod det – har altid elsket det.

Et broderskab fra alle verdenshjørner, der cykler på tværs af grænserne af et kontinent i ruiner. Budbringere om fred i ordets egentlige betydning.

Var det Østeuropas Tour de France? Nie, ne, nein! Tour de France er en vidunderlig ting, men i sidste ende handler det om Coca Cola, Leclerc og Crédit Lyonnais. Tour de France er bookmakere og banker, spanske mobilselskaber og nederlandske rejseagenter.

Fredsløbet var noget ganske andet. Løbets navn giver et hint om hvad. Det var og forbliver den smukkeste ide i sportens historie.

Teksten er først bragt 25. oktober 2018 på den britiske hjemmeside Prendas Ciclismo. Den er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets. Læs originalen her.