Fred er ikke umulig, krig er ikke uundgåelig

Historien har gang på gang vist, at våbenkapløb ikke skaber fred – tværtimod øger de risikoen for katastrofe.

I stedet for trusler bør Vesten insistere på dialog. I stedet for had bør man fremme gensidig anerkendelse og præsentere en vision for fredelig sameksistens mellem stormagter.

Vesten bør sætte verdensfreden forrest og anerkende Rusland som en legitim aktør i verdenspolitikken. Der skal sendes et klart signal om, at det russiske folk ikke er fjender – men mennesker med samme behov for tryghed og sikkerhed. Vi må huske Sovjetunionens enorme tab under Anden Verdenskrig og anerkende, at også det russiske folk må ønske fred.

Vesten bør garantere, at man ikke vil påtvinge Rusland sit eget politiske system. I stedet bør man genoprette direkte diplomatiske forbindelser – herunder den klassiske “hotline” – og fremme kulturel udveksling og fælles videnskabelige projekter.

Vi må ikke glemme atomoprustningens farlige dynamik. Et kaprustningsforløb skaber kun øget risiko – for alle parter. Fjender må finde fælles grund imod oprustningen– ellers truer en atomar katastrofe. Der er ingen mellemvej.

Opbygning af tillid eneste vej til varig sikkerhed

“Fred behøver ikke være umulig, og krig behøver ikke være uundgåelig.” Sådan måtte John F. Kennedy erkende virkeligheden få måneder før sin død.

Men seks årtier efter Cuba-krisen står Europa igen over for en konflikt med Rusland – og reagerer som dengang: med massiv oprustning og uden direkte kommunikation.

Ifølge DR gennemfører Tyskland sin største militære oprustning siden Anden Verdenskrig. Forsvarsbudgettet planlægges hævet til over 3 procent af BNP fra næste år – svarende til en investering på 3.000 milliarder kroner – med det erklærede mål at gøre landet “krigsdueligt”.

Tysklands kansler, Friedrich Merz, ser afhængigheden af USA som et strategisk problem, men vælger ikke diplomatiets vej. I stedet indleder han et nyt våbenkapløb med Rusland. Samtidig rapporterer The Telegraph, at Storbritannien aktivt forbereder sig på krig med Rusland. Gamle beredskabsplaner fra Den Kolde Krig genaktiveres, og bunkere til regering og kongehus gøres klar – som om en ny verdenskrig er uundgåelig.

Vi må insistere på, at forståelse og gradvis tillidsopbygning er den eneste vej til varig sikkerhed. I dag ser vi det modsatte:

· Diplomatiske løsninger erstattes af militær optrapning.

· Nye kommunikationskanaler oprettes ikke; tværtimod graves de mentale og politiske skyttegrave dybere.

Mantraet lyder nu, at Europa bør distancere sig fra USA og gå i direkte konfrontation med Rusland. I 2025 har Europa valgt magtens og militarismens logik.

At gentage Den Kolde Krigs fejltagelser – en selvforstærkende spiral af mistillid og fjendebilleder – gør ikke verden mere sikker. Det gør den farligere.

Har vi råd til at ofre freden?

I en smitsom krigsrus har europæiske lande tilsidesat diplomati og er villige til at skære i velfærden for at finansiere militær oprustning. Men modstanden vokser.

Hvis Tysklands forsvarsbudget næste år når op på 400 milliarder euro, vil det øge statsgælden fra 64,5 procent til omkring 75 procent af BNP. Følger Frankrig trop, kan landets gæld stige fra 110 til 120 procent af BNP over 5–10 år. Danmark planlægger at hæve militærbudgettet fra det nuværende 36 til 90 milliarder kroner årligt – op mod 5 procent af BNP.

I 2024 brugte de europæiske NATO-lande mere end tre gange så meget på militæret som Rusland. Europæiske NATO-lande brugte i 2024 454 mia. USD, mens Rusland brugte omkring 149 mia. USD – 6,3 procent af landets BNP – ifølge det svenske fredsforsknings-institut SIPRI. Denne oprustning kan næppe forsvares alene ud fra militær logik.

Mens Europa jagter en illusion om sikkerhed gennem styrke, gentager vi det paradoks, Kennedy pegede på efter bitre erfaringer: Verden bliver farligere, netop fordi den forsøger at forsvare sig til døde.

Man overser, at sikkerhed kun kan opnås, hvis alle føler sig trygge. Ægte sikkerhed er et fælles anliggende – også med dem, vi opfatter som fjender.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om vi har råd til flere kampfly og nødbunkere i en tid med økonomisk usikkerhed – men om vi overhovedet har råd til at ofre freden på militarismens alter.

Vi opfordrer også venstrefløjen til at besinde sig – en venstrefløj, der i stigende grad er blevet grebet af krigsmentalitet og trusselsretorik.

Seks årtier efter Kennedys tale står vi tilbage med et skræmmende klart svar:

Vi har stadig ikke lært historiens mest kritiske lektie.