Fremmedhadet er radikaliseret på højrefløjen – stem til venstre for Socialdemokratiet

Da jeg dagen efter valgudskrivelsen passerede forbi justitsminister Peter Hummelgaard og nogle unge socialdemokratiske valgpropagandister ved metrostationen Amagerbro, ærgrede det mig efterfølgende, at jeg kun havde sagt nej til en løbeseddel, men ikke fået udtrykt min kritik af Socialdemokratiet: ”Jeg kommer aldrig til at stemme på et parti med en justitsminister, der ikke står vagt om menneskerettigheder og international retsorden!”

Den holdning kan jeg stadig stå inde for. Valgsystemet i Danmark levner heldigvis plads til at stemme på partier, der kritiserer Socialdemokratiets flirteri med fremmedhad, islamofobi og antidemokratiske strømninger på højrefløjen.

Men det er jo – må jeg også selvkritisk erkende – ikke en garanti for, at en stemme på et af de tre ikke-islamofobiske partier til venstre for Hummelgaard udelukker en ny regering med et fremmedfjendsk og højredrejet Socialdemokrati som dominerende parti.

Det er et dilemma for venstrefløjen. Men det er – som klicheen siger – de barske forhold i jernindustrien. Det kan ikke ændres med nok så meget forhandlingsvilje, ideologiske besværgelser eller trylleformularer – hverken af den parlamentariske venstrefløj eller af smågrupper og ideologiske sandsigere udenfor.

Hvor meget kan vi ændre?

Magtdanmark – både blå blok, SVM-regeringen og de toneangivende dele af dansk erhvervsliv – vælger med åbne øjne at tilsidesætte internationale menneskeretskonventioner, passivt acceptere eller sågar understøtte Israels menneskeretskrænkelser og at slikke Trump i røven på trods af USA’s imperialistiske og militære fremfærd på verdensplan.

Det kan selv et godt valgresultat for venstrefløjen ikke ændre meget på. Det kræver et ideologisk og politisk opbrud af samme dimensioner som valget efter befrielsen i 1945, arbejderflertallet i 1966, jordskredsvalget i 1973 eller det proklamerede systemskifte i 2001. Og det ser ikke ud til at være på trapperne (selv om økologi- og klimakrisen burde bane vej for et radikalt nybrud).

I det lys virker SF’s forhåbninger om regeringsdeltagelse (med eller uden De Radikale og Moderaterne) som genoptagelse af den selvmordskurs, som partiet førte i Helle Thorning-Schmidts S-SF-RV-regering.

Det er svært at forestille sig SF’s rolle i en ny regering som andet end stopklods for den værste højredrejning – og selv det kan betvivles (jævnfør partiets medvirken til en katastrofal kontanthjælpsreform med SVM-regeringen). Partiet bliver i al fald ikke drivkraft for sociale og demokratiske reformer i en kommende regering.

Enhedslistens kampagne for en ”rød regering” virker også som et tomt slag i luften. Det ”røde” synes alene at bestå i ønsket om at blive taget alvorligt og få invitationer til forhandlinger. Det kan måske ende med småkorrektioner til en markedsbestemt økonomisk politiks miljømæssige eller sociale slagsider. Men Enhedslistens valgmateriale stiller ikke systemforandring i udsigt, højst enkelte velfærdsforbedringer.

Og et godt gæt er, at Alternativets nuværende ultimative krav om et opgør med svinelandbruget hurtigt udskiftes med elastik og luftige floskler. Lidt mindre svinske forhold i landbruget kan det måske blive til – men sgu ikke et opgør med svineindustrien. Det kræver langt flere samfundsmuskler end Alternativet, Radikale Venstre og venstrefløjen lige nu kan mønstre.

En blå regering vil være en katastrofe

Realistisk set står vi over for to regeringsscenarier – begge med stærk borgerlig dominans: En midterregering af samme støbning som de seneste tre år – med eller uden SF og/eller radikal deltagelse. Eller en egentlig blå regering – med eller uden Moderaterne.

Det sidste vil være en katastrofe. For udviklingen i blå blok er foruroligende.

Liberal Alliance trækker med sin markedsfundamentalisme blokken længere og længere væk fra socialliberale og -konservative positioner. Og Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraternes islamofobi og fremmedhad – inklusive drømme om interneringslejre, massedeportationer, konsekvent underminering af menneskerettigheder og demokrati – accepteres stiltiende af ellers demokratiske konservative og liberalistiske kræfter i de øvrige partier.

Højredrejningen i blå blok er inde i en foruroligende radikalisering. Passiviteten over for den udvikling er forbavsende stor. Enkelte inden for Moderaterne og Radikale Venstre råber op. Men ellers er tavsheden larmende, også fra venstrefløjens side.

Højredrejningen af Danmark, som blev indledt med Fogh-regeringen i 2001, vil være vand i forhold til en ny, rent blå regering. For den vil blive domineret af rendyrkede liberalister og fremmedhadere. Vi kan komme til at opleve et syrebad af højredrejet ideologi, antidemokratisk udvikling, klimafornægtelse og sociale katastrofer.

En ny højreregerings nedskæringer på velfærd og vil være langt mere radikale, end vi har set indtil nu. Al miljø-, klima- og landbrugsomstilling vil blive slagtet i floskler om erhvervsinteresser og miljøhysteri. Klimaaktivisme vil sandsynligvis blive kriminaliseret.

Sociale og demokratiske rettigheder vil blive underløbet med øget fattigdom, kriminalitet, afmagt og desperation til følge. Og de svageste dele af den danske arbejderklasse vil blive endnu mere udstødt og marginaliseret – med trumpsk inspiration sandsynligvis i uforudsigelige, formynderiske og antidemokratiske former.

Hysteriske stemplinger af politiske modstandere som forrædere, fædrelandsfjender og voldsmænd vil med stor sandsynlighed også blive hverdag – og fulgt af indskrænkning af demokratiske rum til demonstrationer og aktioner.

Stem på venstrefløjen

Selv om Frederik Vad, Rasmus Stoklund og andre socialdemokratiske karrierepolitikere – der har ædt højrefløjens idiotiske xenofobi – ikke marginaliseres ved folketingsvalget, så kan tilstrækkelig mange stemmer dog sætter en stopper for blå blok og højreradikalismen, i al fald som regeringsbærende kraft. 

Det kræver, at man stemmer – og det til venstre for Socialdemokratiet. Alle venstrefløjens svagheder til trods.

Det udelukker ikke, at venstrefløjen samtidigt kan forsøge at udvikle en økosocialistisk politik, som forberedelse til et nødvendigt, langt mere radikalt, demokratisk, socialt og grønt samfundsmæssigt opbrud, end mulighederne lige nu giver mulighed for – men tiden skriger på.