Frigørelse, socialisme og demokrati som politisk projekt
Historikeren Pierre Rosanvallon giver en kritisk gennemgang af moderne demokratier, og fremlægger sine tanker om,
hvad der skal til for at gøre mennesker fri til at bestemme selv.
Historikeren Pierre Rosanvallon behandler i bogen ”Venstrefløjens politiske og intellektuelle historie 1968-2018” forholdet mellem idéer, teori og aktivisme. Bogen er også en kritisk gennemgang af moderne demokratier – han fremlægger tanker om, hvad der skal til for at gøre mennesker fri til at bestemme selv.

Af Hanne Schmidt
Begrebet socialisme opstod i begyndelsen af 1800-tallet, parallelt og i modsætning til liberalismens fortalere for individualisme. For socialisterne handlede det dengang som i dag om kampen for frigørelse – ved at skabe en ny samfundskultur, baseret på fælles ejendom, produktion og distribution.
Følgende tænkere, som henregnes til de såkaldte ‘utopiske socialister’, var i starten af 1800-tallet bannerførere for socialisme-sagen: Charles Fourier, Claude Henri de Saint-Simon og Robert Owen, samt Etienne Cabet (1788 –1857) som fandt på ordet kommunisme. Nogle medregner også anarkisten Proudhon.
De utopiske socialister opstod i en radikal tid efter den franske revolution, hvor man så – at nedarvede samfundsordener kunne bryde sammen. Det gav både modernitetshåb og modernitetskritik, og rum til utopiske tanker om en grundlæggende ny samfundsform – både med fjernelse af ejendomsretten, og udvikling af seksuel frigørelse, samt ligestilling af kønnene.

Samtidig var den industrielle revolution i fuld gang med at omforme de traditionelle feudale samfundskontrakter mellem fyrster, herre og undersåtter. Et nyt borgerskab truede de gamle, feudale magtforhold, både for adelen og herremænd, og for byernes håndværksmestre og købmænds lovfæstede rettigheder, som forhindrede mulighederne for udvikling af et frit og liberalt nærings- og handelsliv.
For med industrialiseringen og liberalismen opstod kapitalismen som en helt ny samfundsform, en ny klasse bestående af finanskapitalister og industrifyrster, som krævede politisk magt og indflydelse – og derfor fra midten af 1700-tallet kæmpede for både økonomisk og politisk liberalisme.
Sideløbende med politiske og teknologiske ændringer opstod der et befolkningsoverskud af besiddelsesløse husmænd, landarbejdere og tyende, der som usselt lønnede slavearbejder var til fri disposition for grov udbytning af et voksende borgerskab. Først efter 1848 kom Marx og Engels på banen med det kommunistiske manifest og med analyser og teorier om kapitalisme, dialektisk metode og historisk materialisme, og banede vejen for en international arbejderbevægelse. Men uanset de modsætninger der var mellem ”marxister” og de utopiske socialister, var disse aktiviteter og idéer siden 1800 banebrydende for alle socialistiske og kommunistiske bevægelser, der blomstrede i 1800-tallet.
Idéen om frihed
Vi skal til rationalismen og oplysningstiden i 1700-tallet for at forstå de idéer om frihed, som både liberalister og socialister tog til sig. Her opstod idéen om, at mennesket er ufrit, når det styres af sine indre, dyriske drifter. Frihed opstår først, når mennesket ud fra sin fornuft kan opstille love for egen adfærd, for love udspringer af fornuften, og herigennem kan de virkeliggøre vores væsen, frem for at begrænse det.
Det udgør et autonomt frihedsideal, som handler om en overensstemmelse mellem selvregulering og selvrealisering.
For filosoffen Kants vedkommende var det autonome frihedsideal alene moralsk. Det er gennem fornuften vi erkender den enkeltes universelle, moralske forskrifter for samfundslivet.
For at forstå begreberne frihed og frigørelse i den socialistiske tradition skal vi også til den tyske filosof Hegel (1770-1831), som udviklede en dialektisk tænkning – i og med at bevidstheder drives frem som en løbende proces af dynamik mellem modsætninger. Den dialektiske tankegang byggede Marx videre på i forhold til begrebet frigørelse.
For Hegel gjaldt, at frihed er en frigørelse, der fremkommer af en dialektisk proces mellem individ og samfund; gennem dannelse frigøres vi fra naturens drifter og udvikler os til samfundsvæsener. Det er først, når vi som individ bliver bevidst om vores egen natur, at vi bliver i stand til at hæve os over dyriske drifter.
Samtidig disciplineres vi til ubevidst at følge fasttømrede samfundsnormer, som vi tror er naturlige. Det kalder Hegel for ”den anden natur”, og det betyder ufrihedens hersken i det frie individ … og med ufriheden opstår behovet for frigørelse.
Hegels opfattelse af frihed er, at det ikke er noget der er, men noget der sker. Derfor udgør frigørelsen en evig dialektisk proces, hvor friheden hele tiden slår over i ufrihed, fornuft i fordom, og selvbestemmelse i tvang.
Frihed for Hegel såvel som for Marx går gennem det sociale, hvor individet kun kan frigøre sig i en vedvarende proces ved at deltage i samfundslivet. Selve frigørelsen er et individuelt forhold, hvor vi hver for sig gensidigt frigøres gennem hinanden.
Venstrefløjens tankegods bygger fortsat på det dialektiske forhold mennesker imellem. Menneskets frigørelse er fortsat målet for vores politiske engagement.
Forståelse af liberalismen
Liberalisme er ikke noget entydigt begreb i et historisk perspektiv. Mens den økonomiske liberalisme først og fremmest betoner markedets frihed, interesserer den politiske liberalisme sig især for individets frihed og rettigheder. Den politiske liberalisme for over 200 år siden handlede derfor også om humanistiske værdier som trosfrihed og ytringsfrihed, fordomsfrihed og tolerance over for anderledes tænkende.
Først i sidste halvdel af 1800-tallet fik socialismen som ideologi stor udbredelse og indflydelse på den politiske debat ved siden af liberalismen. Netop frygten for de socialistiske revolutioner og strømninger var med til at støtte fremkomsten af nye socialliberale og socialkonservative tanker og partier rundt om i Europa.Den socialistiske bevægelse var også påvirket af liberalt tankegods, hvilket blev udgangspunktet for en intern splittelse af de socialistiske kræfter i forhold til begrebet reformisme omkring samarbejdet med kapitalismen.

Venstrefløjens politiske og intellektuelle historie 1968 – 2018
Den franske tænker og historiker Pierre Rosanvallon har skrevet bogen ”Venstrefløjens politiske og intellektuelle historie 1968 -2018”, der omhandler forholdet mellem idéer, teori og aktivisme. Den er også en kritisk gennemgang af moderne demokratier. Han fremlægger tanker om, hvad der skal til for at gøre mennesker fri til at bestemme selv – og hvordan demokrati er en dialektisk og historisk proces, der vil føre frem mod frigørelse.
Hans eget udgangspunkt med deltagelse i oprøret i 1968 var at genskabe en politisk kultur, hvor civilsamfundet var det afgørende sted for genopdagelsen og fornyelsen af demokratiet.
Ligesom tidligere revolutionære – der byggede på rådsdemokrati-tanker med nye sociale strukturer i et socialistisk samfund – tog han udgangspunkt i sociale eksperimenter med udvikling af medejerskab og medbestemmelse i institutioner, skoler og virksomheder.
Rosanvallon gjorde hermed op med kommunistiske og socialdemokratiske idéer, som byggede på en stærk stat.
Borgerne skulle uddannes og dannes til i fællesskab at kunne udøve indflydelse; samfundet skulle demokratiseres nedefra, og arbejderbevægelsens mål være at sikre både medbestemmelse og medejerskab på alle arbejdspladser. I anden række kom det politiske demokrati med repræsentation i nationale parlamenter.
I 1980’erne konstaterer han, at mange både socialdemokrater og socialister overgav sig til den nyliberalitiske vision, og at mange socialisters visioner for fremtiden i Frankrig blev forskudt til EU. Siden er store dele af arbejdervælgerne gået tabt til Front National.
Den politiske og intellektuelle venstrefløj i Frankrig som i Danmark.
Den politiske og intellektuelle venstrefløj er ifølge Rosanvallon forfaldet til to forskellige nederlags-positioner:
Den ene kalder han ”venstrefløjen som modstandsbevægelse”, hvor alt ondt kan føres tilbage til neoliberalismen. Venstrefløjen som modstand skaber ikke nye strategier, men ender i et nostalgisk forsvar for det, der var engang. Det analytiske problem for dem er, at det er et sammensat fænomen – hvor mange føler, de har fået nye former for frihed og muligheder med social plads til at realisere sig selv. På den anden side har neoliberalismen skabt ny ulighed og nye former for udbytning, udsathed, depressioner, isolation og stress.
Den anden venstrefløj er endt som en regeringsmagt, har opgivet sin kritik af kapitalismen og overtaget liberalismens opgør med de gamle velfærdssamfund. -Så man er endt i afmægtig modstand eller afmægtig tilpasning. Den tidligere socialistiske reformisme, der endte som regeringsmagt, er holdt op med at skabe billeder af en stærk fremtid eller af den sociale virkelighed, mange lever i.

Demokrati og frihed
Rosanvallon forstår demokratiet, som menneskets fortsatte eksperimenter med frihed i en stræben efter at realisere os selv i fællesskaber, hvor magten udøves nedefra – og regerer oppefra. Han mener, det repræsentative demokrati er i forfald, idet ikke nær så mange er medlemmer af de politiske partier, som de var før, og partierne er ophørt med at repræsentere bestemte sociale klasseinteresser.
På den anden side har vi fået en opblomstring af et ‘mod-demokrati’, der overvåger magtinstanserne gennem afsløringer og protester. Borgerne har selv fundet nye måder at deltage demokratisk på: Kritikere, græsrodsorganisationer og aktivister opererer på et niveau, vi aldrig har set ført … og organiserer sig efter forskellige demokratiske modeller.
Spørgsmålet er så for venstrefløjen som modstandsbevægelse: Evner den at fremlægge visioner som rykker, evner den at opstille idéer til nye politiske samfundsstrukturer, som kan skabe ægte demokrati fra bunden?
Vi må konstatere, at tankefrihed er en illusion for mange. I dag kan statsmagter og selskaber hacke ethvert menneske med en smartphone og en computer. Så hvornår véd vi – om vores bevidsthed er resultat af selvstændig refleksion – eller en algoritme der kender dig bedre, end du selv gør?
Hvor bliver den frie vilje og demokratiet af, når total overvågning og manipulation tager over?
Vi ser nu, at nationalistiske, religiøse, reaktionære og totalitære kræfter vinder frem, samtidig med en global kapitalismes finansielle magt, som de liberale demokratier ingen indflydelse har på.
EU, demokrati og liberalisme
At sætte sin lid til EU forekommer omsonst, når unionen bygger på den liberalistiske tankegang – nemlig at kapitalens frie bevægelighed er dét, der skaber ligevægt i samfundsøkonomien. Foruden at EU nu bestemmer, at offentlige projekter og styring er konkurrenceforvridende, hvilket begrænser demokratiet i nationale parlamenter og kommuner.
Politik var engang historisk defineret som politiske udtryk for interessegrupper, og var defineret af en efterspørgsel af deres vælgere. I dag er politik noget, man tilbyder borgerne, som en form for identifikation – politik er nu noget, borgerne kan vælge at købe eller ej. Populismen er så opstået i kølvandet på denne udvikling. Der er opstået en kæmpe-gruppe, der ikke oplever sig set; og populismen opstår netop som et svar på social usynlighed.
I gamle dage havde folk fælles interesser som klasse, og det var politiske krav og fagforeningernes lønforhandlinger, der både skabte forbedringer af levevilkårene og en velfærdsstat.
Under industrikapitalismen kunne man kræve lighed på arbejdspladserne, for alle på fabrikken havde en funktion, og kampen for lighed handlede her om arbejdernes ejendomsret til produktionsmidlerne.
Men i dag producerer de største virksomheder ikke mere varer, men de organiserer og finansierer selve markedet. Den økonomiske magt i dag er ikke baseret på traditionel industriudvikling og produktion, men først og fremmest på intellektuelle rettigheder og innovationer, og på finansielle spekulanter og investorer i jord og ejendom.
Uanset hvordan vi vender og drejere det, lever vi i en politisk majoritetskultur, hvor flere og flere føler sig trængt, og mange overtager højrenationale synspunkter. Det ekstreme højre har dog ingen planer om at smide grundlæggende demokratiske institutioner over bord – for det er af dem, de får deres legitimitet, mens de venter på, at flertallet flytter sig til deres fordel.
Demokratiet udgør på samme tid et redskab til at mobilisere folk, og en risiko for mangel på handling, hvilket er et gammelt problem for demokratiet, som altid har været de autoritæres indvending imod det.
Klimaforandringer giver f.eks. en klar fornemmelse af demokratisk afmagt, for demokratiet har altid før været nutidens magt, hvor demokratiet var imod fortiden og ligeglad med fremtiden.
Men nu kræver klimaforandringerne, at vi skifter subjektet for demokratiet ud – for subjektet er ikke mere et enkelt lands befolkning, men hele menneskeheden.

Forvandling kræver handling
At tjene fællesskabet som socialist gør man ved at udbrede forståelige idéer for, hvad et socialistisk samfund kan tilbyde os.
Men at forandre det nuværende kapitalistiske samfundssystem i verden kræver også, at man analyserer det og forstår det.
Skriverier på papir fører ikke til noget i længden, for det er alternativ demokratisk organisering og handlinger fra græsrødder og folkelige bevægelser, der skal skabe forvandling.
Venstrefløjen i dag synes at mangle begrebsafklaringer forståelige for almindelige mennesker, som kan bidrage til forandringer. Derfor er det tid til at gentænke rammerne for banker, ejendomsrettigheder og arbejdstagerrettigheder, rammerne for nye demokratiske modeller der kan styre udviklingen i en mere retfærdig og bæredygtig retning. Den socialistiske venstrefløj må ud på gader og stræder, på arbejdspladser og ind i folks hjem – og knytte venskaber på tværs af klasse og etnicitet. For det kræver samling på fløjen for at imødegå en højreorienteret populisme og fascistiske tendenser … og en moderne mediekultur som lukker ned for refleksion og omtanke.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER