Gadestyre i mellemkrigstiden

1930’erne indtager en helt særlig plads i den kollektive bevidsthed. Når demokratierne vakler og den ekstreme højrefløj er på fremmarch, kigger mange ængsteligt tilbage på årtiet, der kastede Europa ud i kaos, død og undertrykkelse. Selvom 1930’erne nærmer sig 100-året for årtiets begyndelse, er mellemkrigstidens dystre periode fortsat det ultimative skræmmeeksempel, som historikere og politologer dissekerer for at finde forklaringer på demokratiets sammenbrud. Som så meget af fortiden er læren fra 1930’erne dog ikke entydig.   

I Danmark formåede folket at modstå presset fra de totalitære kræfter, som mange andre steder i Europa afviklede demokratiet. Erfaringen skabte i efterkrigstiden grobund for en positiv erindring om danske politikere, der på parlamentarisk grund forenedes om at overvinde de økonomiske og sociale kriser. Det danske samfund med dets rodfæstede folkelige bevægelser formåede således med samarbejde og pragmatisme at gøre de yderliggående grupperinger til marginaliserede randfænomener.

Selvom denne konsensusfortælling i store træk har ganske meget på sig, er der også svagheder forbundet med den. Fortiden risikerer at blive reduceret til et begivenhedsforløb, som alene leder frem til vor tids dominerende forståelse af demokrati. Derved sløres det forhold, at datidens politisk vakte ikke nødvendigvis delte nutidens fortolkning af demokrati som et primært parlamentarisk styre.

I sin seneste bog Kampen om gaden viser Charlie Krautwald på medrivende vis, hvordan solide undersøgelser af kampen om det offentlige rum i 1930’ernes Danmark stadig kan kaste nye erkendelser af sig. Den synlige aktivisme i form af demonstrationer, marcher og sommetider også voldelige konfrontationer har i eftertidens øjne været underkastet stor skepsis som en farlig afkørsel fra den parlamentariske hovedvej.

I en særdeles velskrevet og lærerig bog viser forfatteren, at gadeaktivisme ikke kun var et udefrakommende, totalitært indslag, der inficerede det danske folkestyre med antidemokratisme. Kampen om gaderne var også et dansk fænomen, som påvirkede og prægede de danske partier i deres udvikling af det nye demokrati.

Massedemokratiets midler

Værket følger i fodsporene af forfatterens foregående bog Kampklar om den militante antifascisme. Der er væsentlige overlap mellem de to bøger, omend der også er forskelle i tema og udsyn. Hvor Kampklar stramt og detaljeret fokuserede på venstrefløjens antifascisme, dens væsentlige demonstrationer og voldelige sammenstød med politiske modstandere, udvider Krautwald i Kampen om gaden det analytiske synsfelt til gadeaktivismen som bredt politisk fænomen.

Der er ligesom i den forrige bog righoldige beskrivelser af skelsættende optøjer. Den kyndige historiker tager os bl.a. tilbage til Nakskov i 1931, hvor politiet affyrede varselskud, og militæret patruljerede for at skabe ro i gaderne. Vi får også beskrevet KU’s stort anlagte demonstration på Blågårds Plads i 1935, som trods et stort politiopbud endte i slagsmål med venstrefløjens moddemonstranter. Krautwald iscenesætter levende begivenhederne med hjælp fra datidens avisberetninger eller erindringer fra øjenvidner og deltagere.

Bogens egentlige bidrag er, at den behandler gadekampene og propagandaen i bybilledet som et væsentligt og markant politisk fænomen i mellemkrigstidens Danmark. Forskningen er i forvejen beriget med Henning Kochs doktorafhandling Demokrati – slå til! og Kristina Krakes ph.d.-afhandling Skandinavien i ekstremernes tidsalder. De to bøger har fokus på myndighedernes håndtering af den politisk motiverede vold. Til forskel fra disse analyserer Kampen om gaden gadeaktivismen indefra ved at forklare motivationer og udviklinger i det politiske fænomen.

Som Krautwald demonstrerer, var aktivismen en del af det nye massedemokrati, som fulgte efter grundlovsændringen i 1915. Udvidelsen af stemmeretten til en langt større del af den voksne befolkning ændrede det danske demokrati, og særligt partierne måtte modernisere sig for at bevare aktualiteten. I kampen for at vinde stemmer opprioriterede de politiske partier deres synlighed i gadebilledet og anvendte metoder, som hidtil havde været forbeholdt enkeltsagsprotester uden forankring i større bevægelser. Plakater og løbesedler suppleredes med marcher og uniformerede unge, der med mere eller mindre militant indstilling mindede offentligheden om, at politik er en kampplads.

Før ungdommen for alvor slog igennem som kulturelt fænomen i efterkrigstiden, udfoldede unge aktivister sig i mellemkrigstiden med et engagement, som ikke sjældent kammede over i voldelige konfrontationer med modstanderne. Demonstrationer og synlige markereringer i gadebilleder var en del af ungdomspartiernes territoriale kamp, der i overvejende grad udspillede sig i København.

Arbejderbevægelsens repræsentanter fra DSU og DKU stod stærkt i brokvartererne, og det skabte stor provokation, når eksempelvis KU bevægede sig fra hjemmebanen Frederiksberg til Nørrebro for at markere deres tilstedeværelse med stort anlagte demonstrationer. De politiske markeringer og den dertilhørende vold intimiderede politiske modstandere og fungerede som magtdemonstration i de områder af byen, som man mente at repræsentere.

For at ruste sig i kampen oprettede ungdomspartierne værn, der i deres egen forståelse tjente som selvforsvar og til at opretholde ro, så bevægelsens politiske aktioner kunne lade sig gøre. Ungdomspolitikkerne kiggede særligt mod syd, hvor kampe mellem højre og venstre udspillede sig højlydt og intenst frem til nazisternes magtovertalelse.

Inspiration kom dog ikke kun fra udlandet. Ungdomspartierne overtog også hurtigt nye indtryk og tendenser fra hinanden. DSU var først til at bruge uniform, men hurtigt efter systematiserede kommunisterne brugen. Siden kom Konservativ Ungdom på banen med den nu så berygtede skrårem og grønne skjorte.

Den politiske brug af byen udviklede ikke kun partierne. Politiet tog også ved lære af mødet med de nye måder at organisere gadens protestformer. Således beskriver Krautwald i et kapitel, hvordan ordensmagten oprettede en ny udrykningstjeneste og etablerede en uddannelse i polititaktik, der udover teoretisk indføring i indsatstaktikker også øvede anvendelsen af tåregas. Foruden udrykningstjenesten oprustede politiet med nye udrykningsvogne, så betjentene kunne agere mere mobilt og håndtere de større menneskemængder, som truede statens voldsmonopol. 

Et nuanceret syn på demokratiet

Solidaritets læsere vil sikkert sætte pris på bogens detaljer om politimetoder, gadestrategi og -aktivisme. Fra start til slut befinder man sig i kompetent, medrivende selskab, hvilket langt fra altid er tilfældet, når der er tale om en bearbejdet ph.d.-afhandling. De rige beskrivelser giver en ganske god forståelse for gademanifestationernes rolle i det unge danske demokrati. Den velkomponerede bog kunne dog være forlænget med flere sider om gadekampen som socialt og kulturelt fænomen.

Såfremt kildematerialet findes, ville det uden tvivl have været interessant at læse mere om, hvem de unge aktivister var, og hvilke bevæggrunde de havde, når de drog ud for at erobre gaderne i mellemkrigstidens Danmark. Vil man forfølge den interesse, er der imidlertid andre bøger. Det kunne fx være Claus Bundgård Christensens Følg Wilfred! eller Brødrene Nielsen, som Charlie Krautwald i samarbejde med andre for nogle år siden udgav om unge, der tog afsted som spaniensfrivillige.

Krautwald beskriver gademanifestationerne som et værktøj i et demokrati uden mange års erfaringer med fredelig politisk kappestrid. De voldelige konfrontationer, der fulgte i kølvandet på den nye aktivisme, skabte også flere og flere problemer, som politikere i parlamentet følte sig nødsaget til at håndtere.

Ønsket om at slå ned på uroligheder førte i 1933 til det kontroversielle uniformsforbud. Forbuddet mod at bære uniformer var et slag mod ytringsfriheden. Nok ikke et af de mest vidtgående indgreb i ytringsfriheden i dansk historie, som Krautwald skriver. Men loven om forbud mod uniformer var i hvert fald en meget væsentlig indskrænkning i den politiske udfoldelse på denne side af grundlovens indførelse i 1849.

Som Krautwald overbevisende indvender, havde forbuddet ikke umiddelbart den store indvirkning, da aktivismen og volden kun eskalerede i året, der fulgte. Forfatteren antyder da også, at regeringen nok først og fremmest brugte dette alvorlige indgreb for at undgå en potentielt stor konflikt med de nazistiske naboer i Tyskland.

Uniformsforbuddet illustrerede imidlertid konflikten for de parlamentarisk optagede partier, der samtidig næredes af den opmærksomhed, gadens aktiviteter kastede af sig. Balancegangen mellem at markere sig i gaderne og holde de antiparlamentariske strømninger for døren, udspillede sig særligt blandt de konservative. For dem var ungdomspartiets territorielle kampe med venstrefløjen en vigtig identitetsskabende markør. Af samme grund talte partiformanden John Christmas Møller – der i eftertiden er kendt som en ihærdig forsvarer af demokratiet, og som medansvarlig for udrensningen af antiparlamentariske kræfter i ungdomspartiet – i 1935 på Blågårds Plads under stor tumult mellem KU’s folk og deres politiske modstandere.

Desværre dykker Krautwald ikke så langt ned i socialdemokraternes opgør med partiets egne uniformerede unge og deres Ordensværn. Især fordi forfatteren i et afsluttende kapitel netop fremhæver arbejderpartiets opgør med Ordensværnet, kommunisternes folkefrontsstrategi og uniformsforbuddet, som nogle af årsagerne til, at aktivismen dalede i slutningen af årtiet.

Bogen beskriver socialdemokraternes aktivisme og militante indstilling, men kunne have været mere omhyggelig med at beskrive dilemmaet for regeringspartiet med rødder i den systemkritiske socialisme. Partiet havde få år forinden endegyldigt bekendt sig til parlamentarismen, som med Staunings ord fra 1923 var ”midlet til at fremme en sund politik for arbejderklassen”. Partitoppen havde derfor mindre tålmodighed med gadekampenes værdi som propagandamiddel og lykkedes med at tage hånd om den militante side af dets ungdomsbevægelse.

Selvom 1930’ernes aktivisme føles langt væk, gør Kratuwald os opmærksom på, at mange af gadeaktivismens elementer fortsat er til stede i vores demokrati. De synlige valgplakater, demonstrationer og løbesedler præger enhver valgkamp. Flere af værktøjerne er nu også rykket ud på digitale kanaler.

Uniformering og voldelige sammenstød er imidlertid ikke længere acceptabelt hos de partier, der ønsker parlamentarisk indflydelse. Efterkrigstidens berettigede skepsis over for udenomsparlamentariske metoder hang sammen med en enstemmig bekendelse til parlamentarismen. Samtidig har medieudviklingen gjort det nemmere at være en distanceret beskuer af politik og derved understøttet forståelsen af demokrati som vælgernes overdragelse af magt til beslutningstagerne ved stemmeurnerne.

Med Kampen om gaderne står man med en glimrende indføring i, hvordan gadeaktivismen opstod og udspillede sig i mellemkrigstidens Danmark. Tilmed kan man også ruste sig til efterfølgende refleksion over vores egen tids folkestyre.

Charlie Krautwald: Kampen om gaderne
Gyldendal, 2025
352 sider
Vejledende pris: 350 kr.