Gæstearbejdere og integration til debat – igen. Anmeldelse af “Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker”

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek har skrevet en spændende og politisk relevant ny bog:

“Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker” – et udtryk fra den schweiziske forfatter Max Frisch i 1960’erne.

Den handler om, hvorledes man skal vurdere den stigende anvendelse af udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Den er steget ret betydelig i de sidste år, fra ca. 134.000 i 2008 til over 327.000 i 2024, og er medvirkende til den gode økonomiske situation, Danmark befinder sig i.

Umiddelbart kunne bogtitlen både betyde noget godt og noget dårligt. Godt fordi vi blev beriget med mere end arbejdskraft. Men også noget dårligt, en skyggeside. Det er Dybvad Beks mening. Menneskene ville blive økonomisk tyngende og svære at integrere i samfundet i fremtiden.

En trussel mod arbejdsmarkedet, velfærdssamfundet og det homogene samfund

Beks budskab er forholdsvis enkelt: Vi har lukket for mange gæstearbejdere ind, hvorfor vi i fremtiden er nødt til at bremse tilstrømningen.

Mange politikere og opinionsdannere har hidtil sagt, at bare den udenlandske arbejdskraft arbejder på overenskomst, er det godt, eller bare de arbejder og forsøger sig selv og yder et bidrag, er det nok.

Men det mener Dybvad Bek ikke mere. Hvorfor? Det har han tre argumenter for. (s. 24)

For det første er det en trussel mod vores arbejdsmarked. Der vil i stigende grad bliver skabt en masse ufaglærte med dårlige løn- og arbejdsbetingelser – hvoraf nogle vil være styret af udenlandske konsortier – og fagforeningerne vil blive svækket.

For det andet er det også en trussel imod finansieringen af vores velfærdssamfund på lang sigt. I øjeblikket prises den udenlandske arbejdskraft, fordi den er med til at skabe den gode danske økonomi. I fremtiden kan gæstearbejderne og deres familier komme til at belaste samfundsøkonomien.

For det tredje er det en trussel imod vores tillidsbaserede kultur. Vi kan på længere sigt ende med at blive et multikulturelt samfund som Holland, England og Frankrig.

En gruppe af ikke-vestlige lavtlønnede gæstearbejdere

Den gruppe af gæstearbejdere, som det specielt er problematisk at få til landet, er borgere fra Bangladesh, Iran, Pakistan, Nepal og Uganda. De tager flere familiemedlemmer med end andre grupper af gæstearbejdere og kommer med deres børn og familiemedlemmer til at belaste velfærdsinstitutionerne og samfundsøkonomien på sigt. (s. 83).

Det drejer sig om en gruppe på ca. 19.000, som kommer for at arbejde ufaglært i lavtlønnede stillinger – samt mellem 10.000 og 15.000 unge, der er kommet til landet på studieopholdstilladelse, men som reelt er her for at arbejde.

I øjeblikket tegner fremtiden til, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Der udvikler sig en dobbelt ulighed, hvor overklassen og den øverste del af middelklasse høster gevinsterne, mens arbejderklassen og den nederste del af middelklassen står til at tabe med dårligere velfærd til følge og integrationsproblemer med gæstearbejderne i dagligdagen. (s. 176).

Forslag til at begrænse indvandringen

Dybvad Bek kommer derfor med en række konkrete forslag til, hvordan man kan begrænse indvandringen og løse integrationsproblemerne i forbindelse hermed (s. 216-219).

Man bør sætte en grænse for, hvor stort et antal af udenlandske gæstearbejdere man vil tage. Her bør det store flertal komme fra Europa.

Desuden foreslår han, at reglerne for permanent ophold og ret til at medbringe familie samt sprogkrav om dansk og/eller engelsk bør skærpes.

Da Dybvad Bek peger på, at det er meget svært at ændre kulturelle normer i forbindelse med integration på arbejdsmarkedet i Danmark, kan det undre, at han ikke kommer med flere ideer til, hvordan den udenlandske arbejdskraft, som forventes at blive i Danmark i lang tid – måske permanent – bedre kan blive kulturelt integreret.

En gruppe andengenerationsindvandrere, der ikke føler sig anerkendt

Han nævner (s. 37-38) et eksempel på et møde med nogle andengenerationsindvandrere (pakistanere og muslimer), der er arbejds- og uddannelsesmæssigt velintegrerede. De følte ikke, at de blev anerkendt som pakistanere og muslimer i Danmark.

Hertil siger Dybvad Bek så: ”Vi giver folk økonomiske muligheder og fremgang, men vi kan ikke give dem kulturel plads til at de for alvor føler sig anerkendt.” (s.37)… ”Enten bliver vi – imod befolkningens ønske – et multikulturelt land eller også vil gæstearbejdere og deres børn opleve ikke at blive anerkendt for, hvem de er.” (s.38)… ”Hvor første generation accepterer at miste anerkendelse mod til gengæld at opleve økonomisk fremgang, vil deres børn have svært ved at acceptere at deres kulturelle rødder ikke anerkendes på lige fod med dansk kultur.” (s.39).

I hvilket omfang er disse holdninger hos en lille gruppe, repræsentative for andengenerationsindvandrere og nydanskere generelt?

Flertallet føler sig integreret og assimileret

Medborgerskabsundersøgelsen fra 2023, som udgives af Udlændinge- og Integrationsministeriet, siger noget andet og mere nuanceret om nydanskernes følelse af tilknytning til Danmark. I undersøgelsen har man spurgt 3.489 personer.

Efter den model, der her opstilles, er der 49 procent fra ikke-vestlige og ikke fra MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet, red.), der føler sig integreret i Danmark – defineret ved både en høj tilknytning til Danmark og oprindelseslandet. Hele 42 procent føler sig endda assimileret med en høj grad af tilknytning til Danmark og en lav grad af tilknytning til oprindelseslandet.

Kun 5 procent føler sig separeret med høj tilknytning til oprindelseslandet og lav tilknytning til Danmark.

Danmark som multietnisk samfund

Disse oplysninger tyder ikke på, at Dybvad Beks vurdering af andengenerationsindvandrerne er særlig udbredte. En meget stor del af nydanskerne føler sig altså integreret og assimileret.

Hvornår erkender det officielle Danmark, at vi rent faktisk allerede er et multietnisk samfund, der kan give alle unge nydanskere – også de pakistanere og muslimer Dybvad Bek har mødt – en større anerkendelse?

Det må kunne ske samtidig med, at man aktivt arbejder for at undgå de reelle problemer, de multikulturelle samfund i Holland, England og Frankrig har.

Kaare Dybvad Bek: Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker
Gyldendal, 2026
224 sider
Vejledende pris: 240 kroner