Generalforsamling i Solidaritet: Et medie i fremgang, men med potentiale til mere
Søndag 16. marts var der generalforsamling i Solidaritet. Vi har talt med den genvalgte organisationssekretær Reinout Bosch om status og potentiale for den uafhængige venstrefløjs førende mediehus
Solidaritet: Tillykke med valget. Hvordan gik generalforsamlingen?
Reinout Bosch: Tak. Jeg synes, det var en rigtig god generalforsamling. Det er tydeligt at se, at foreningen er i en god udvikling, og at medlemmerne vil bidrage til udviklingen på en konstruktiv måde. Diskussionerne på generalforsamlingen havde karakter af samtale, hvor deltagerne blev klogere undervejs, og folk trak deres forslag, hvis forsamlingen viste større forståelse for andres position.
Hvordan er det seneste år gået?
Det har gennemgående været et godt år for Solidaritet. Vi har nu 684 medlemmer, hvilket er en stigning på nogle-og-halvtreds medlemmer siden efteråret. Vi kan også se på læsertallene, at flere og flere følger med i mediet. Hvis vi selv skal sige det, så tror vi, det hænger sammen med den høje kvalitet af de artikler, vi udgiver.
Ønskes: Oprustning på den journalistiske front
Hvilke udfordringer står Solidaritet med?
Solidaritet står nogenlunde sikkert, som det er, men det er kun, fordi nogle få aktivister og ansatte lægger rigtig mange kræfter i arbejdet. Det er farligt for en organisation at have en så snæver base, og vi skal sørge for at rekruttere flere til at være med til at deles om arbejdet.
Udfordringen er ikke kun aktivistisk, men også økonomisk. Uden ansatte kræfter kan foretagendet ikke levere det, vi gør i dag. Vores ansatte knokler hver dag, men der er mange opgaver i at redigere indlæg, holde hjemmesiden kørende, tage mod medlemshenvendelser og sende bøger ud, før der så også bliver tid til det journalistiske.
Som medie vil vi gerne opruste på den journalistiske front og håber igen i fremtiden at få større støttebeløb af partier og fagforeninger. Hvis vi selv investerer flere donerede midler i journalistisk arbejde, betyder det, at vi også kan søge om øget produktionsstøtte fra staten. Partier og fagforeninger får deres støtte dobbelt igen i form af magtkritisk journalistik.
Ønskes: Flere venstrefløjspolitikere i tale
Hvilke konkrete tiltag skal Solidaritet sætte i søen det næste stykke tid?
Vi har bidt mærke i, at mange folketings- og kommunalbestyrelses-medlemmer bruger Solidaritet mindre, end vi synes, de burde. Vi kan godt forstå, at man gerne vil have sine debatindlæg i de større nationale medier, men vi synes, at de undervurderer vigtigheden af at kommunikere til deres eget bagland.
Det er selvfølgelig vigtigt med budskaber, der kan forstås af den brede skare af Politiken-læsere, men for venstrefløjen er det vigtigt at blive taget med ind i maskinrummet og få forklaret, hvorfor man beslutter, som man gør.
Vi vil derfor op til kommunalvalget arbejde kraftigere på at få venstrefløjspolitikerne i tale. Både ved at få dem til at stille op til interview, men også ved, som her, at opfordre dem til at skrive indlæg til mediet.
Haves: Et samlingspunkt for Danmarks venstrefløj
Hvad vil Solidaritet gerne opnå?
Solidaritet arbejder på at blive hele venstrefløjens medie. Vi kan i dag se at vi får bidrag fra medlemmer af SF, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne, men også fra mindre partier som Kommunistisk Parti, Revolutionært Kommunistisk Parti og Internationale Socialister. Derudover er vi selvfølgelig talerør for bevægelser, både når det handler om det faglige arbejde, og når det handler om bolig, natur og miljø.
Samtidig er det også tydeligt, at overvægten af indlæg kommer fra medlemmer af Enhedslisten og handler om udfordringer, de står med. Vores håb er at kunne facilitere samme debat og indsigt for medlemmer af venstrefløjens andre partier og blive talerør for endnu flere folkelige bevægelser.
Og så er der dele af venstrefløjen, som slet ikke er i kontakt med Solidaritet. Dem vil vi også gerne integrere i diskussionen. Det er vores overbevisning, at en venstrefløj, der taler sammen, bliver stærkere. I dagens Danmark er Solidaritet det eneste sted, hvor det kan komme til at foregå.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Ved generalforsamlingen i 2025 havde Solidaritet 684 medlemmer. I dag er der over 800 medlemmer. Hvordan er det sket? […]