Store villaer ligger som regel sammen med andre store villaer. Der er masser af plads i både have og indvendigt, men som regel ingen adgang for andre end ejerne. Det er ghetto, og det skaber ikke integration og sammenhæng i samfundet, mener Margit Kjeldgaard. Foto fra Google Maps.
14 min. læsetid

Meget tyder på, at boligområder med store socioøkonomiske forskelle blandt beboerne er gode for velfærdsstaten, for beboerne, for vores dannelse og for sammenhængen i vores samfund i det hele taget. Ikke desto mindre er der gjort meget for, at de ressourcestærke ikke skal blande sig. Margit Kjeldgaard præsenterer problemstillingen her, og giver sine bud på løsninger.


Af Margit Kjeldgaard

Kloge ord fra boligministeren

“En blandet by, hvor vi møder hinanden på tværs af baggrund, sociale og etniske skel, er grundlaget for at vores velfærdssamfund kan fungere,” sagde boligminister Kaare Dybvad i et samråd forleden i Folketingets boligudvalg. “At vi møder hinanden, går i skole sammen, går til fodbold sammen – skaber en grundlæggende tillid til og vilje til at bakke op om velfærdssamfundet, vi har skabt i Danmark.”

Hvor er det klogt sagt. Det minder om Lars Olsens bog ”Det delte Danmark” fra 2005, hvor han beskrev sin egen opvækst 5 km nordvest for København i Brønshøj, Vanløse og Nordvest, som eksempel på en blandet by.

Det er bl.a. i blandede folkeskoler, at børn lærer at omgås andre mennesker fra andre dele af samfundet. Med den stigende brug af privatskoler, bliver børns indsigt i, og venskaber på tværs af, klasseskel langsomt udvisket. Foto fra relationsnetvaerket.dk.

Forskellige sociale klasser var bedre blandet tidligere

Dér har jeg også boet med mand og børn. I den nærmeste skole gik både børn fra de almene boliger i Bellahøjhusene, private udlejningsboliger langs indfaldsvejen, andelsrækkehuse og velhavervillaer, samt børnehjemmet. Børnene gik senere hver deres vej med eller uden uddannelse, men de havde dog lært lidt om hinandens levevilkår. 

Som Lars Olsen skrev, var de materielle forskelle tidligere endnu større, men meget tyder på, at der var mere social kontakt på tværs af de sociale kasser. Folk delte trods alt det offentlige rum. Der var et vist skæbnefællesskab mellem de velbjærgede og de dårligst stillede. De boede i de samme kvarterer, deres børn gik i skole sammen, og når de blev syge, lå departementschefen og arbejdsmanden på den samme hospitalsstue. 

Privatiseringen og boligmarkedet har skabt klasse-separation

”Det klasse-separerede boligmarked har naturligvis følger for solidariteten i samfundet og opbakningen til velfærdssamfundet. Snart forstår vores børn og børnebørn ikke længere, hvorfor vi skal tage os af ”de andre”, der ikke tjener så meget, er mørke i huden, flygter fra krig og tørke osv.”

Det er dette skæbnefællesskab, som er i opløsning i dag. Stadig flere børn går i private daginstitutioner og privatskoler; der er lavet flere enestuer på hospitalerne og flere privathospitaler; mange arbejdsgivere og rige folk har købt private sundhedsforsikringer; 400.000 lønmodtagere, altså hver syvende lønmodtager, har tegnet lønsikringer oven i a-kassernes arbejdsløshedsforsikring. Politikerne har skabt et boligmarked, hvor over halvdelen af befolkningen ejer deres bolig, hvis værdi svinger op og ned i takt med skattestop, nye billige lån og finanskrisen – mellem enorme arbejdsfrie indtægter og tvangsauktioner.
Det har naturligvis følger for solidariteten i samfundet og opbakningen til velfærdssamfundet. Snart forstår vores børn og børnebørn ikke længere, hvorfor vi skal tage os af ”de andre”, der ikke tjener så meget, er mørke i huden, flygter fra krig og tørke, osv. 

Det er kun de udsatte, der skal fortyndes

Nu må jeg tilstå, at jeg har klippet i ministerens udtalelser, for han startede med at slå fast – at ”Regeringen bakker fuldt og helt op om parallelsamfunds-aftalerne, fordi formålet er, at de mest udsatte boligområder skal omdannes til velfungerende boligområder i en blandet by, hvor vi møder hinanden på tværs …” Bemærk, at det kun er de såkaldte ghettoer og udsatte boligområder, der skal gøres noget ved. Fortyndings-strategien iværksættes kun over for de fattige, de arbejdsløse, de tidligere straffede, dem uden uddannelse og dem med ikke-vestlig baggrund. Andelen af familieboliger skal bringes ned via ombygning til ungdoms- og ældreboliger, salg til private, nedrivning eller nybyggeri mellem blokkene. Beboere, som risikerer at blive sagt op og smidt ud, protesterer selvfølgelig – sammen med Enhedslisten og Radikale Venstre.

Store villaer ligger som regel sammen med andre store villaer. Der er masser af plads i både have og indvendigt, men som regel ingen adgang for andre end ejerne. Det er ghetto, og det skaber ikke integration og sammenhæng i samfundet, mener Margit Kjeldgaard. Foto fra Google Maps.

Men de rige klumper sig endnu mere sammen end andre

Det er vist helt naturligt, at folk af samme slags ønsker at bo sammen. Chinatown og Little Italy kendes fra New York. I Danmark fandt tyrkiske gæstearbejdere bl.a. sammen på Vestegnen i 1970’erne, romaerne slog sig ned i Helsingør, og flygtninge opsøger landsmænd i Vollsmose, der kan hjælpe dem i gang i det danske samfund. Det kaldes nu for parallelsamfund og sorte pletter på landkortet. ”Lige børn leger bedst” er angiveligt en trussel mod velfærdssamfundet. Men hvad så med ”rige børn leger bedst” i postnummer 2930 Klampenborg, hvor gennemsnitsindkomsten er over 700.000 kr.?
Hvorfor er der ikke tiltag, der fortynder de riges boligkvarterer?
Det er nemlig især de rige, som klumper sig sammen, og adskillelsen er blevet forstærket de seneste 20 år.
Ifølge en analyse af Kraka og Deloitte, hvor man har set på familier med børn i skolealderen, skal 35 % flytte ud af rige sogne for at skabe økonomisk lighed – hvorimod det ”kun” er 28 % af de sogne, hvor de fattige bor.   

”De ressourcestærke skal have lov til tage de almene boliger fra de ressourcesvage!”

”Kunne man forestille sig, at Folketinget lavede lignende tiltag i de rige områder? At man f.eks. skulle have en årsindkomst under et vist beløb, være arbejdsløs, eller have ikke-vestlig baggrund for at få lov til at købe hus/ejerlejlighed i Dragør, Gentofte og Gribskov kommuner – indtil andelen af ikke-vestlige indbyggere er kommet op på landsgennemsnit.”

I 2001 foreslog den daværende regering at almene boliger skulle kunne sælges til borgere. Det udløste en meget stor ideologisk diskussion. Det blev vedtaget først som forsøg, senere permanent, men det har kun resulteret i ca. 50 solgte lejligheder efter den lov. I 2004 vedtog folketinget fleksibel og kombineret udlejning, som gør det muligt at gribe ind i ventelisterne og forhindre ledige, kontanthjælpsmodtagere i at flytte ind og dermed skabe plads til de ressourcestærke. På den måde kan de almene boligselskaber og kommunerne håndplukke ”ønskede” beboere og skubbe de ”uønskede” væk. Det kaldes vist diskrimination og plejer at være ulovligt. Kunne man forestille sig, at Folketinget lavede lignende tiltag i de rige områder? At man f.eks. skulle have en årsindkomst under et vist beløb, være arbejdsløs, eller have ikke-vestlig baggrund for at få lov til at købe hus/ejerlejlighed i Dragør, Gentofte og Gribskov kommuner – indtil andelen af ikke-vestlige indbyggere er kommet op på landsgennemsnit.
 
I forvejen beboes de almene boliger fortrinsvis af folk, som ikke har råd til at købe ejerbolig og andelsbolig, og som ikke har kontakter til udlejere i det private udlejningsbyggeri. Dertil kommer, at de almene boliger stort set er det eneste, kommunerne kan tilbyde indbyggere med akutte boligbehov (hjemløse, skilte, enlige mødre, syge, osv.). Folketinget har ikke villet kræve anvisningsret til private udlejningsejendomme – disse udlejere kan selv vælge, hvem de vil have boende. Hvorfor egentlig det?

Folketinget er slet ikke interesseret i at gøre de ressourcesvage stærkere

Det er politikernes egen skyld, at fattigfolk, syge, arbejdsløse m.fl. klumpes sammen i de almene boliger. Det har givet polarisering – også kaldet segregering – fordi der er alt for få almene boliger. Nogle rige kommuner har bevidst fravalgt almene boliger. I Gentofte kommune er kun 4,1 % af boligerne almene, og i Vallensbæk er kun 7,8 % almene. Det er dyrt for en kommune at have almene boliger, for huslejerne er ofte relativt høje (mange blev bygget i højrenteperioden og af ringe kvalitet) – og beboere kan finde på at søge om boligydelse eller boligsikring, som kommunen skal betale, og skatteindtægter fra lejere er ofte små.
Hvorfor har Folketinget ikke krævet, at kommunerne etablerer et minimum af almene boliger enten som nybyggeri eller ved opkøb af private udlejningsejendomme eller ejerboliger? Det kunne godt lade sig gøre at fordele syriske og andre flygtninge i 2015, selvom visse kommuner måtte opkøbe ejerboliger for at finde plads. 

De rige får plads hos de fattige, men ikke omvendt

Der bliver faktisk gjort mange forsøg i de almene boliger på at åbne dem op for folk udefra. F.eks. med fodboldbaner, som også børn fra villavejene kan bruge. I Gellerup 6 km. vest for Århus har man simpelthen revet blokke ned og lavet en asfaltvej lige ind igennem en af blokkene, for at folk udefra let kan komme ind. Derimod kan de andre boligformer fortsætte deres ”vi vil være fri for andre slags mennesker”. I Mikkelborgparken – et boligområde med ejer- og lejelejligheder ved Strandvejen i Hørsholm Kommune – trues man med politi og bøde, hvis man bevæger sig forbi skiltene med ”privat område”. På skiltet ved hovedindgangen ved busholdepladsen står: ”Overtrædelse medfører anmeldelse til politiet for overtrædelse af paragraf 17 i Mark- og vejfredsloven”. Det skal nok afholde beboere fra Ådalsparken – det meget store almene boligselskab i kommunen – fra at skyde genvej ned til stranden og stjæle sig til et indblik i … hvordan ”de andre” bor. 

Denne bebyggelse er ikke et helt såkaldt gated community, som man kender det fra mange andre lande med større ulighed end i Danmark – for der mangler levende vagter ved bommene. Men vi har efterhånden mange områder, som reelt er lukkede. Der er masser af karreer i København, hvor bagbygninger og baggårde er revet ned og erstattet med grønne områder, som er aflåste, for at beboerne kan slippe for hjemløse, narkomaner eller andre, som ikke selv har adgang til græs og legeplads. Der er også bofællesskaber for middelklassen ude i landet, som kun har én vej ind til boliger og fællesområder. Og der er høje mure, aflåste porte og videoovervågning til at forhindre adgang til store villaer med privat badebro langs Strandvejen ved Øresund, hvor landets rigeste bor.

Kan man ikke tale om parallelsamfund på lystbådehavnen ved Rungsted Kyst og i det veganske bofællesskab, hvor børnene går i Rudolf Steiner børnehave? 

Fire konkrete forslag til blandede byer, større indsigt, bedre tolerance og større frirum for alle

Jeg vil ikke foreslå, at Folketinget tvinger de rige og de ”sære” væk fra deres selvvalgte og trygge fællesskaber, for at skabe mere sammenhængningskraft og opbakning til velfærdssamfundet – ligesom jeg heller ikke synes, Folketinget bør smide de fattige og de ikke-vestlige borgere samt deres naboer ud af deres lejligheder. Der kan nemlig gøres andre ting, som er frivillige for borgerne.  

1. Byg almene boliger i rige kommuner
Hvis der oprettes flere almene boliger, vil flere områder blive ”blandede byer”. Behovet er der jo, når selv de mest kedelige boligblokke 10 km uden for København har ventelister med 5 års ventetid. Der bør være et minimum af almene boliger i enhver kommune, i hvert fald i og omkring de store byer. F.eks. mindst 20 % af alle boliger, hvilket svarer til landsgennemsnittet. Hvis ikke der er plads til nybyggeri, må kommunerne opkøbe eksisterende udlejningsejendomme og ejerboliger.

Margit Kjeldgaard foreslår flere løsninger til at komme den stigende befolkningssegregering til livs. En af dem er, at kommunerne begynder at opkøbe boliger i såkaldte rige områder, og herefter lejer dem ud til folk med få ressourcer. Foto: Majbritt Press

”For at bryde lidt op i de riges kvarterer må kommunerne i og omkring de store byer tvinges til at opkøbe ejerboliger (huse, rækkehuse eller ejerlejligheder) og leje dem ud. Boligerne skal udlejes efter en åben venteliste og til de borgere, kommunen eller nabokommunerne har pligt til at anvise en bolig.”

2. Opkøb og udlejning af ejerboliger
For at bryde lidt op i de riges kvarterer må kommunerne i og omkring de store byer tvinges til at opkøbe ejerboliger (huse, rækkehuse eller ejerlejligheder) og leje dem ud. Boligerne skal udlejes efter en åben venteliste og til de borgere, kommunen eller nabokommunerne har pligt til at anvise en bolig. Når det kunne lade sig gøre at fordele flygtningene fra 2015, kan det også lade sig gøre at skaffe plads til danskere – med eller uden ikke-vestlig baggrund – i dag. Det vil sætte gang i en hel naturlig og gratis integration ude på villavejene, på legepladsen, i gården, i skolen og i nærbutikken. 

3. Gør boligbytte muligt
Der er et mismatch med mange enlige boligejere over 70 år i parcelhuse og overfyldte lejligheder i boligblokke. Tidligere rummede parcelhusene to voksne og 2-3 børn, men nu er der kun ældre ægtepar eller en enke tilbage, som bor billigt, pga. et lille eller ingen lån, fastfrossen ejendomsværdiskat og indefrossen grundskyld. Men det kan blive noget ensomt og svært at passe hus og have i længden, og efterhånden må også bilkørslen opgives. Hvis der er plads, er det tænkeligt, at en del gerne vil flytte i lejlighed med vicevært og være tæt på offentlige transportmidler. Det forudsætter, at staten eller kommunen tilbyder boligejerne at købe parcelhuset til de nye vurderingspriser og hjælpe med boligbytning og flytning. På denne måde kan alt for store parcelhuse blive til passende lejeboliger for børnefamilier.

4. Giv lån til boligkøb i yderkommunerne
Mange børnefamilier drømmer om hus og have, men i visse yderkommuner vil realkreditinstitutionerne ikke give boligkøbere lån, fordi de forudser yderligere afvandring og prisfald. Dermed snydes yderkommunerne for nye indbyggere, og boligejere stavnsbindes til deres usælgelige boliger og må evt. opgive et nyt job. Medmindre staten vil garantere for lån til billige huse og en ”medgift” til yderkommunerne – for at forhindre at de ender som reservater med ringe kommunal velfærd.

Sammenlagt vil udgifterne til sådanne forslag næppe blive større end det beløb, ghetto-pakken kommer til at koste med nedrivning, renovering og nybyggeri af boliger og daginstitutioner.


Margit Kjeldgaard er medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og, forfatter til bogen “Boligpolitikkens storhed og fald”