Gentrificeringen har ændret København – på godt og ondt

Da jeg var i lære som blikkenslager i årene omkring 2001-2002, udskiftede vi faldstammer i et socialt boligbyggeri i en sidegade til Tagensvej. I dag er de samme lejligheder dyre andelsboliger. Dengang var det noget helt andet. Flere beboere havde aldrig svaret på, hvornår vi kunne komme ind, så vi måtte have viceværten – og i nogle tilfælde politiet – med. Det syn, der mødte os, glemmer jeg aldrig: ældre mennesker, der ikke længere havde styr på tilværelsen, narkomaner, alkoholikere og meget psykisk sårbare.

Sådan et København er der ikke meget tilbage af.

Da jeg var barn i 1990’erne, syntes min mor aldrig, at vi skulle gå ud af Hovedbanegårdens udgang mod Istedgade. Der var for mange problemer. Og når vi tog toget fra Vanløse til Bispebjerg for at besøge min morfar, var det også en oplevelse. Hans toværelseslejlighed var billig, men den var nedslidt, og området bar præg af mænd som ham og hans venner, der sad udenfor og drak øl.

Der er et klip fra Thomas Heurlins dokumentar Gaden der aldrig sover fra 1992, hvor alkoholikeren Aage siger om kommunens planer om byfornyelse: “Nu vil kommunen byforny, og så skal der være rutschebaner. Hvad er det for noget svans? Hvad skal vi med det? Vi har sgu da ingen børn.” Han havde en pointe. I Eriksgade, hvor dokumentaren blev optaget, boede der dengang omkring 200 mennesker – men kun 2 børn under 15 år.

I dag er virkeligheden en anden. De fleste københavnere er enige om, at byfornyelsen og gentrificeringen har gjort byen pænere, tryggere og mere attraktiv. Hvor man før kunne føle sig utryg, er der nu caféer, grønne områder og børnefamilier.

Men gentrificeringen har også haft en pris. Da jeg selv skulle flytte hjemmefra, fik jeg tilbud om en treværelses ejerlejlighed på Skelbækgade til 1,3 millioner. Jeg takkede nej – det virkede dyrt, og jeg havde ikke lyst til at bo dér. I dag er de små lejligheder mange steder forældrekøbslejligheder, og priserne er stukket helt af. Rige børn får fordele, som andre aldrig får en chance for, og boligmarkedet er blevet skævvredet.

Jeg kan derfor ikke stille mig i én lejr. Jeg er glad for, at København er blevet en by, man trygt kan færdes i, og at vi ikke længere ser de samme nedslidte boligområder præget af social nød. Men jeg er bekymret for, at prisen har været, at byen er ved at blive lukket for alle andre end dem med stærk økonomi – eller forældre med penge på lommen.

København skal være en blandet by. Vi har brug for både pædagogen, blikkenslageren, lægen og den studerende. Derfor må vi finde en vej, hvor vi bevarer de gode sider af gentrificeringen – tryghed, fornyelse og liv i gaderne – uden at ofre mangfoldigheden og retten til en bolig, som alle har råd til.