Georgien må danse efter russernes pibe – vil et Danmark uden for NATO være tvunget til det samme?

For et par dage siden spurgte min georgiske svigermor mig nysgerrigt, om vi også har fået mange russere til Danmark. Det vrimler nemlig med russere i Georgiens hovedstad Tbilisi. Der er så mange, der taler russisk i centrum, at min svigermor sammenlignede det med at ankomme til Moskva.

Jeg fortalte hende, at der selvfølgelig bor russere i Danmark, men at det især er ukrainere, vi har modtaget. Og at det er blevet langt sværere for russere at komme til Danmark på grund af krigen i Ukraine. Hun virkede overrasket et kort øjeblik. Så kiggede hun opgivende ud ad vinduet og forbandede de georgiske politikere – og så talte vi ikke mere om det.

Fanget i et limbo

Hendes reaktion er ikke unormal. For georgierne ved godt, at de står alene med russerne. En stor del af landet har officielt været besat af Rusland siden 2008. En totalt fastfrosset konflikt, men ikke desto mindre en konflikt, som dagligt har konsekvenser for de georgiere, der bor tæt på de besatte områder eller på den forkerte side af grænsen. De oplever stadig, at familiemedlemmer bliver bortført og tortureret af russiske soldater. De har stort set ingen reel beskyttelse, for regeringen ønsker ikke at puste til konflikten med Rusland.

Jeg har talt med en del mennesker, som bor op ad grænsen. De er rædselsslagne for, at der skal ske deres børn noget på vej til skole, eller at deres mænd bliver bortført, mens de pløjer marken.

Cirka 300.000 georgiere er fordrevet fra deres hjem i de besatte områder i Abkhasien og Sydossetien (eller Tskhinvali-regionen, som georgierne kalder den). Mange lever stadig i midlertidige boliger i den yderste fattigdom. Den er blevet værre det seneste år, hvor inflationen på madvarer er steget med 18 pct. De kan ikke vende tilbage til deres hjem. De er for evigt fanget i et limbo.

Intern uenighed om linjen

Der er ingen tvivl om, at Rusland har spillet en stor rolle for udviklingen af konflikterne i de besatte områder. På trods af det byder georgierne alligevel hobevis af russere velkommen i deres land. Flygtninge, rigmænd som vil beskytte deres formuer, og turister – masser af turister. Store dele af befolkningen arbejder i turistindustrien, og de kan ikke undvære russerne.

Regeringen har valgt at være neutral i spørgsmålet om krigen i Ukraine. Men den har samtidig indgået handelsaftaler med Rusland, og der er mange eksempler på russiske journalister, som er blevet afvist ved grænsen. Endda også journalister, som er blevet sendt tilbage til Rusland. Oppositionen har mistænkt regeringen for at indgå underhåndsaftaler med Kreml, samtidig med at landet har ansøgt om at blive medlem af EU.

Præsident Salome Zourabichvili, som mange betragter som en slags nikkedukke, har flere gange været i Bruxelles, hvor hun har udtrykt sin støtte til Ukraine. I starten udløste det en del kritik fra stærke kræfter i regeringspartiet Georgian Dream, som uofficielt ledes af rigmanden Bidzina Ivanishvili, der har tjent sin enorme formue i Rusland. Men efterhånden ser det ud til, at hun har fået lov til at stå ved sin holdning.

Der foregår således en dans mellem Georgien, Rusland og EU, en dans om overlevelse, som synes at være nødvendig for et lille land med en lang grænse mod en utilregnelig stormagt, som stadig flytter hegnspælene for, hvor grænsen går.

Venner med fjenden

Georgien er hverken medlem af NATO eller EU. Og uden den beskyttelse har regeringen valgt, at man i stedet må byde russerne velkommen. Man er nødt til at lave underhåndsaftaler på den ene side, og vise befolkningen at man gør modstand på den anden side. Situationen har fået mig til at tænke på den danske samarbejdspolitik under besættelsen.

Det tog godt nok Rusland hele fem dage at slå de georgiske tropper ned i august 2008, i modsætning til de tyske tropper, som blot skulle bruge en formiddag på at forcere de danske den 9. april 1940. Det er klart, at der er stor forskel på landenes geografi, historie og politikere. Men der er også forhold, som ligner. Blandt andet det faktum, at regeringen er villig til at ofre de få mod til gengæld at sikre det store flertal.

Er principper for de stærke?

Spørgsmålet er, om den georgiske regering reelt har et valg? Ja, vil nogen svare. Ligesom de vil mene, at den danske regering havde et valg under besættelsen. At man ikke havde behøvet at udlevere jøder og modstandsfolk. Men hvilken pris betaler man for sine valg og principper, når man er et lille land uden beskyttelse? Det spørgsmål bliver georgierne hele tiden nødt til at stille sig selv.

Det er også et spørgsmål, som den danske venstrefløj og fredsbevægelserne er nødt til at diskutere, når samtalen handler om, hvorvidt man ønsker, at Danmark skal melde sig ud af NATO og EU. Vi ligger en spytklat fra Rusland, der igen og igen har vist sig som en stormagt, der ikke er bange for at tromle sine små naboer.

Der knytter sig mange principielle diskussioner til spørgsmålet om NATO-medlemskab og dynamikkerne forbundet med oprustning. Rusland vil mene, at krigen i Georgien i 2008 kunne have været undgået, hvis den tidligere præsident Mikheil Saakashvili ikke havde oprustet med hjælp fra amerikanerne. Sakashvili har indvendt, at han gjorde det for at beskytte sit folk i de to regioner.

Uanset, hvad man mener om russernes argumentation, kan man dog ikke komme uden om, at det er langt nemmere at træffe principielle valg, når man står på skuldrene af sine store venner, end når man står helt alene. Der er en verden til forskel på konsekvenserne.