Ghettolisten: En plet på retssamfundet

Retssikkerheden er truet, når vi deler folk op i A- og B-hold. Den årlige ghettoliste er blevet mindre – men er stadig 15 numre for stor.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Morten Hammeken

Politiske beslutninger kan trække lange spor efter sig. Da Poul Nyrup Rasmussen gik til angreb på efterlønnen i 1998, blev det startskuddet på et gennemgående angreb på pensionsområdet, som stadig sætter sit præg på debatten. Da Anders Fogh Rasmussen i 2003 trak Danmark med i en krig baseret på løgne, ændrede det vores forhold til hele Mellemøsten, som stadig er med til at skabe frygt, mistænkeliggørelse – og grobund for terror. Tusindvis af ledige danskere lider stadig under Lars Løkkes dagpengereform fra 2010, og op mod 6.500 flere er oven på coronakrisen i fare for at falde gennem dagpengesystemet.

Og à propos Lars Løkke Rasmussen, er noget af det politiske slam fra hans sidste regeringsperiode igen kommet i mediernes fokus, efter nyheden, at 13 ud af de 28 områder på den årlige ‘ghettoliste’ nu ikke længere er ghettoer. Lovgivningen på området, i folkemunde kaldet ‘Ghettopakken’, er ét af de mest tydelige eksempler på, hvordan noget kan få en titel, der går stik imod dets praktiske effekt. “Ét Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030“, som lovpakken fornemt stiller os i udsigt. Problemet er bare, at det virker stik imod hensigten.

For er der noget, der skaber ‘parallelsamfund’ i denne verden, er det opdelingen af borgere i et A- og B-hold. Eksemplerne er mange, også i nyere historie; hvad enten man kigger på det gamle apartheidstyre i Sydafrika, det nuværende apartheidstyre i Israel, eller USA i “Jim Crow”-perioden efter Borgerkrigen, hvor sorte i Sydstaterne stadig i praksis levede under et helt andet sæt spilleregler end den hvide befolkning.

Er ‘ghettopakken’ lige så slem som nogle af de eksempler? Nej, selvfølgelig ikke. At sammenligne dansk lovgivning nu med Sydafrika i 1967 ville være lige så malplaceret, som at bruge ordet ‘ghetto’ – historisk set små fængselsdistrikter, hvor europæiske jøder blev tvangsanbragt – om gode, danske boligområder, hvor folk selv har valgt at bo. Men det er slemt nok. For loven gør principielt set det samme som apartheidsamfundene, når den gør forskel på borgeres retsstilling i Danmark ud fra deres bopæl. Har du en joint i lommen? Dobbelt straf, hvis du bliver stoppet på Motalavej i Korsør. Vil du gerne passe dit barn hjemme? Så må vi håbe, du ikke bor på Bentesvej i Gellerup.

Det er ikke kun beboerne i de såkaldte ghetto-områder, der føler sig uretfærdigt behandlet. Også internationalt er der kommet kritik af den danske lovgivning. Menneskerettighedseksperter fra FN har kritiseret, at folk bliver smidt ud af deres hjem som resultat af ghettopakken, ligesom også New York Times har sat internationalt fokus på lovgivningen og beskriver, hvordan tonen over for beboerne er blevet stadig mere uhyggelig (‘sinister’). For nogle er dén kritik en grund til bekymring, men for en stadigt større del af det borgerlige Danmark er det nok snarere en fjer i hatten. Martin Henriksen vil have Danmark ud af menneskerettighedskonventionen, mens Nye Borgerliges Mette Thiesen ikke mener sådan noget pjat skal ses som hellige skrifter. Deres partier står til 12 % af stemmerne.

Under dække af at ville sætte hårdt mod hårdt i integrationspolitikken åbner S for, at de borgerlige partier kan få realiseret deres våde drøm om at få de almene boliger smidt ud på det frie marked. Mon integrationsproblemerne bliver løst af, at Blackstone og Jørn Tækker og kan tjene flere penge på boligspekulation?

Og det er ikke kun den ekstreme højrefløj, der fører an. I sin iver efter at erobre vælgere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har Socialdemokratiet haft hardlinere som Mattias Tesfaye og Kåre Dybvad som forvaltere af integrations- og boligpolitikken. Men ganske som Inger Støjbergs placering på Venstres næstformandspost ikke er en tilfældighed, er det helt igennem kalkuleret fra S-partitoppens side, at man har fået nogle af de mere hårdføre værdikrigere til at tage sig af integrations-politikken. Den er nemlig helt i tråd med partiets – og resten af højrefløjens – ønsker.

Hvordan skulle man ellers forklare, at politikerne hovedløst fortsætter med at ville rive gode boliger ned, selv i områder, der er røget af listen? Det er i hvert fald ikke fordi, man vil forbedre boligområderne, og bygge nyt og bedre til den fattigste del af befolkningen. Det blev understreget forleden af Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, der meldte ud, at der fortsat skal rives boliger ned i Skovgårdsparken i Aarhus, til trods for, at området nu er blevet streget fra ghettolisten, og til trods for der lige er blevet renoveret boliger for 350 millioner kroner.

At de borgerlige partier ikke kan lide den almene boligsektor, er der ikke noget overraskende i. Grundlæggende set er den en torn i øjet på den nyliberale tankegang om, at alt skal privatiseres og markedsgøres med profit for øje. Der er brug for flere almene boliger, ikke færre. Og der er brug for at droppe hovedløse nedrivninger af boliger, som tvinger folk ud af deres hjem, og som er en af de største miljøbelastninger på verdensplan. Derfor er det graverende, at Socialdemokratiet er hoppet med på at undergrave de almene boliger i symbolpolitikkens navn. Under dække af at ville sætte hårdt mod hårdt i integrationspolitikken åbner S for, at de borgerlige partier kan få realiseret deres våde drøm om at få de almene boliger smidt ud på det frie marked. Mon integrationsproblemerne bliver løst af, at Blackstone og Jørn Tækker og kan tjene flere penge på boligspekulation?

Tidligere på ugen blev det bekendtgjort, at 13 af de 28 såkaldte ‘ghettoer’ er blevet strøget fra listen. Men hvem tror for alvor på, noget har ændret sig siden sidste december? De pågældende områder er stadig de samme, på godt og ondt. Selvfølgelig kan det give problemer, når folk bosætter sig i for ensartede sociale eller etniske områder. Se bare hvor store problemer resten af samfundet oplever med parallelsamfund som Klampenborg og Rungsted, hvor rige danskere isolerer sig fra resten af samfundet.

Hvis man vil gøre noget for at afhjælpe de problemer, folk i sociale boligområder har, skulle man imidlertid tage at lytte til deres egne tanker og løsninger, i stedet for at stemple dem som ghettomennesker. Det virker i øvrigt også stik imod den erklærede hensigt om at ‘fremme integrationen’, ifølge de eksperter man gør en dyd ud af at ignorere. I 15 danske boligområder bliver beboerne stadig presset til at flytte fra deres hjem og straffet hårdere end deres medborgere, hvis de begår kriminalitet. I 15 boligområder kan man ikke få lov til at passe sine egne børn derhjemme. Det er 15 skampletter på retssamfundet, som forhåbentlig er fortid næste år ved juletid. Jeg har skrevet under på borgerforslaget – har du?