Ghettooprøret i Warszawa blev ikke altid fejret

Oversat med tilladelse fra ‘The Warsaw Ghetto Uprising Wasn’t Always Celebrated’, Jacobin, 19. april 2025

I april og maj 1943 herskede der en festlig stemning uden for murene til Warszawas ghetto. Børn snurrede rundt på karruseller, overstadige menneskemængder stimlede sammen for at juble over skuet af eksplosioner, og vennekredse betragtede fra hustagene det pyrotekniske show fra første række. En tilskuer beskrev Warszawas gader som et ’festoptog, der blev ved og ved’.

Inden for ghettoens mure var det ikke råb af latter og forundring, men af rædsel og angst. Ghettoopstanden i Warszawa – den største jødisk ledede, væbnede modstand mod Holocaust – fik de nazistiske besættere i Warszawa til at jævne hele byområdet med jorden. Det friluftsfængsel, hvor 450.000 jøder engang havde boet, holdt pludselig op med at eksistere.

I dag hyldes opstanden i Warszawas ghetto i Polen og resten af verden som en modig modstandshandling, men det var langt fra tilfældet, da den fandt sted. I Warszawas gader glædede mange ikke-jødiske polakker sig over, at ilden fortærede deres naboer.

På toogfirsårsdagen for opstanden i Warszawas ghetto brænder en anden befolkning op. Israels igangværende folkemord har ødelagt Gaza, beskadiget eller ødelagt over 90 procent af boligerne, fordrevet næsten to millioner palæstinensere og dræbt over 60.000, herunder omkring 18.000 børn. Israelerne har for det meste udtrykt støtte til denne katastrofe i et retorisk landskab, der minder chokerende meget om Warszawa 1943.

For mange jøder, herunder efterkommere af Holocaust-overlevere som mig selv, er det smertefuldt, at denne vold begås under et falsk påskud om jødisk sikkerhed. Der er nogen, der har glemt læren fra oprøret i Warszawas ghetto.

Opstanden

Omkring et år efter invasionen af Polen oprettede Nazityskland i oktober 1940 en ghetto i den jødiske del af Warszawa og opførte en atten kilometer lang mur for at adskille jødiske polakker fra katolske polakker. Inden for murene led jøderne under sultrationer, en sanitær infrastruktur, der blev ringere og ringere, og usle levevilkår. Mellem 1940 og 1942 døde 83.000 af sult og sygdom.

I juli 1942 øgede nazisterne tempoet i folkedrabet og flyttede i løbet af tre måneder 265.000 jøder fra Warszawas ghetto til dødslejren Treblinka. Da folk i ghettoen opdagede, at ’flytning’ var en eufemisme for mord, grundlagde jødiske aktivister, hvoraf mange tilhørte socialistiske politiske organisationer, den jødiske kamporganisation (ŻOB) for at koordinere en væbnet modstand.

En ny runde af deportationer, som begyndte dagen før påske den 19. april 1943, udløste oprøret i Warszawas ghetto. Omkring 650 jødiske krigere, hvoraf de fleste var utrænede, forsvarede sig mod over to tusinde nazi-soldater, der blev støttet af tanks og tungt artilleri. På oprørets første dag overdængede oprørerne to nazistiske kampvogne med molotovcocktails, og det lykkedes dem at ødelægge den ene. Oprøret, som benyttede sig af guerillataktik til at sætte overraskelsesangreb ind mod de nazistiske styrker med granater og pistolskud, før de trak sig tilbage til deres skjulesteder, varede i 27 dage.

Nazisterne svarede med at jævne hele Warszawas ghetto med jorden og ødelægge bygningerne blok for blok, indtil der ikke var nogen steder tilbage, hvorfra krigerne kunne koordinere deres modstand. Da Den store Synagoge 16. maj 1943 blev bombet, var alle bygninger i den jødiske del af Warszawa ødelagt, og alle fanger blev deporteret til udryddelseslejre.

I dag er Warszawa overstrøet med mindeplader og monumenter for Holocaust. Bevarede fragmenter af ghettomuren markerer grænserne for, hvor den engang stod; POLIN-museet fortæller de polske jøders tusindårige historie, og et symbolsk gravsted markerer det nøjagtige sted, hvor oprørslederne tog deres eget liv, fordi de nægtede at dø for deres fjenders hånd. De utallige mindesmærker, der i dag er spredt over Warszawa, hylder oprøret, men den polske reaktion på den jødiske modstand, da den fandt sted, var anderledes.

Et uhyggeligt skuespil

Førstehåndsberetninger – der er samlet i en udstilling på POLIN Museum med titlen ’Der ligger et hav af ild under os’ – og hvoraf mange kommer fra jødiske polakker, der gemte sig uden for ghettoen, giver et levende billede af, hvordan det ikke-jødiske Warszawa reagerede på nazisternes nedkæmpelse af oprøret. Når ødelæggelsen af Warszawas ghetto ikke blev betragtet med ligegyldighed, blev den i hvert fald offentligt betragtet som et skue, som tilskuerne kunne nyde.

Henryk Rudnicki, der var vidne til ødelæggelsen af ghettoen, skrev,

Det første, der fangede min opmærksomhed, var karrusellerne, der var proppet med mennesker. Ja, [det er rigtigt:] karrusellerne snurrede rundt i de tykke røgskyer fra de lejekaserner, der brændte lige ved siden af dem. Få meter væk bliver folk brændt levende, men showet skal jo fortsætte. Menneskemængden, der boblede over af begejstring, kom farende fra alle hjørner af byen for at kigge på det brændende kvarter.

En del af denne holdning udgjordes af apati over for jødernes lidelser. Aleksandra Sołowiejczyk-Guter, en jødisk kvinde, der gemte sig i Warszawa, skrev i sin dagbog, at ’langt de fleste reagerede på kampene i ghettoen, på samme måde som de reagerede på en fjern, ukendt stammes kamp på en anden side af jorden.’ Måske stammede denne falske følelse af afstand fra en følelse af lettelse over, at det ikke var dem, der var målet. Men det er ikke tilstrækkeligt at tilskrive den festlige stemning ren apati. Sołowiejczyk-Guter skriver: ’Desværre var der nogle polakker, som efter indtil nu at have været vrede på jøderne, fordi de som lam lod sig føre til slagteriet, nu var vrede på dem, fordi de forsvarede sig.’

Denne vrede viste sig i form af den antisemitiske foragt, der eksisterede i det polske samfund før krigen, og som ofte blev udtrykt af den romersk-katolske kirke og polske nationalister.

Bluma Altmed, en polsk jøde, der uden for ghettoen gav sig ud for ikke-jøde, fortalte om en samtale med en katolsk kvinde, som var vred på de jødiske modstandsfolk, fordi de forstyrrede hendes søvn: ’Jeg har konstant hovedpine, fordi jeg ikke kan sove under de her forhold. Hele natten hører jeg maskingeværer… . Eksplosionerne og skyderierne holder aldrig op. Hvad tænker de jøder egentlig på? De skal jo på den ene eller den anden måde dø. Det mindste, de kunne gøre, var at give op.’

Gaderne var fyldt med velkendte antisemitiske vendinger. Emanuel Ringelblum, som grundlagde en hemmelig organisation i Warszawas ghetto, der omhyggeligt registrerede begivenhederne i det tyskbesatte Polen, dokumenterede udtalelser i det offentlige rum som ’De små jødesmovse brænder levende, men de store jødesmovse har magten i Amerika, og de kommer til at herske over os, når krigen er slut’ og ’Jøder har udsuget vores blod.’ Fremtrædende blandt disse stereotyper var sammenligningen af jøder med væggelus, skadedyr, rotter og kannibaler.

Det var ikke alle, der reagerede så giftigt. Mange ikke-jødiske polakker udtrykte privat empati for jøderne i ghettoen. Nogle familier løb ovenikøbet en stor risiko ved at hjælpe jøder med at flygte fra ghettoen og gemme sig i den ikke-jødiske del af Warszawa. Senere under krigen gik jødiske overlevende og ikke-jødiske polakker sammen i en efterfølgende opstand mod nazisterne, der omfattede hele byen. Men på tidspunktet for opstanden i Warszawas ghetto var solidaritet og medfølelse for det meste begrænset til den hjemlige privatsfære. I gaderne var det dehumaniseringen, der regerede.

Årtiers dehumanisering

Mens Israel fortsætter sit angreb på Gaza og vilkårligt dræber mænd, kvinder og børn, er mange forfærdede over ligegyldigheden eller støtten fra det israelske samfund. En meningsmåling fra oktober 2024 viser, at størstedelen af de israelske jøder enten mener, at krigen i Gaza bør fortsætte, eller er ligeglade. Blandt dem der mener, at krigen bør slutte, nævner kun 6 procent ’store omkostninger i menneskeliv’ som den primære motivation; i stedet er flertallet bekymret for de 24 tilbageværende israelske gidsler i Gaza. På trods af omfattende dokumentation for krigsforbrydelser og Den internationale Straffedomstols udstedelse af en arrestordre på Israels øverste ledere, mener 83 procent af de israelske jøder, at Israels forsvarsstyrker (IDF) har udvist ’god eller fremragende etisk adfærd under krigen’.

De holdninger, der afspejles i denne undersøgelse, er blevet udtrykt af israelske ledere, soldater, journalister og borgere. Den tidligere israelske forsvarsminister Yoav Gallant – som til sidst blev fyret for at være for moderat – erklærede, at Israel ’kæmpede mod dyr i menneskeskikkelse’, da han gav meddelelse om en fuldstændig belejring af Gaza. Soldater fra IDF har lagt videoer af sig selv ud på de sociale medier, hvor de fejrer ødelæggelsen af Gaza og håner de palæstinensiske fanger. Avi Rabina, der er journalist ved det Jerusalem-baserede program Radio Kol-Chai, tweetede: ’Udslet Gaza! Udslet Gaza! Udslet Gaza! Udslet Gaza! Udslet Gaza! Udslet Gaza!’ Erytan Weinstein, der er vært for den ældste israelske podcast på engelsk, sagde: ’Hvis man gav mig en knap, der kunne udslette Gaza, så hvert eneste levende væsen i Gaza i morgen ikke længere var i live, ville jeg trykke på den med det samme.’ Ved det årlige optog på Jerusalem-dagen brød menneskemængden ud i sang: ’Død over araberne! Må din landsby brænde!’

Ligesom antisemitisme fandtes i det polske samfund før Holocaust, er dehumaniseringen af palæstinenserne ikke et nyt fænomen. Den går faktisk helt tilbage til Israels grundlæggelse. Under Nakba i 1947-48 manipulerede zionistiske ledere med traumerne fra Holocaust ved at sammenligne deres palæstinensiske modstandere med nazister. De fremelskede ideen om, at palæstinensere, der forsvarede deres hjem, var motiveret af et ondt antisemitisk had, hvilket retfærdiggjorde den etniske udrensning af dem. I 1969 erklærede den tidligere premierminister Golda Meir, som mange betragter som en liberal israelsk helt, at ’der ikke er noget, der hedder palæstinensere’. Da Israel bombede Gaza i 2014, samledes israelerne i grænsebyen Sderot for at fejre begivenheden. Lokale og besøgende fra Tel Aviv trak havestole og sofaer frem, skålede i øl og tog selfies med Gaza i brand som baggrund – det var en opdateret udgave af festlighederne i Warszawa.

Holdningerne i det israelske samfund er ligesom i Polen i 1943 ikke monolitiske. Nogle israelere nægter at aftjene deres militære værnepligt og udsætter sig for fængselsstraffe. Aktivister protesterer mod ulovlige bosættelser på Vestbredden. Nylige demonstrationer i Tel Aviv samlede hundredvis af mennesker, der krævede en øjeblikkelig våbenhvile. Disse handlinger skal man ikke forklejne, men de er ikke repræsentative for et samfund, som i overvældende grad støtter undertrykkelsen af palæstinenserne.

Selvfølgelig er de omstændigheder, der ligger til grund for disse holdninger, forskellige fra dem i Warszawa i 1943. For det første er Israel resultatet af et årtier langt koloniseringsprojekt, der fratog palæstinenserne deres jord, mens Polen ikke har haft en tilsvarende koloniseringshistorie. Palæstinensisk modstand mod denne kolonialisme har til tider medført vold mod israelere, herunder den 7. oktober 2023, hvor Hamas-krigere dræbte 1.181 mennesker, heriblandt 736 civile israelere. (Mindst 14 israelere blev også dræbt som følge af IDFs brug af Hannibal-direktivet). Omvendt var den jødiske modstand under opstanden i Warszawas ghetto rettet mod tyske soldater, ikke katolske polakker, som oftest var tilskuere. Polakkerne led også under nazisterne og blev deporteret til koncentrationslejre og udsat for brutale bombekampagner, og mange støttede den jødiske modstand mod de tyske besættelsesstyrker.

Nogle vil måske hævde, at dehumaniseringen af palæstinensere i det israelske samfund skyldes en legitim frygt for voldelig gengældelse og derfor ikke kan sammenlignes med Warszawa 1943. Det er rigtigt, at antisemitismen uden for den brændende ghetto generelt var forankret i konspiratoriske opfattelser, der i højere grad mindede om Zions vises protokoller end en trussel, som jøder skulle udgøre for ikke-jødiske polakker. Men Israels politiske ledere har både nu og historisk set fordrejet virkeligheden for at skabe frygt og had mod palæstinenserne. Som Israels reaktion på Den store march for en Tilbagevenden ved grænsen til Gaza i 2018-19 viser, bliver selv fredelige palæstinensiske protester mødt med ødelæggende israelsk vold og offentlig dæmonisering.

Hvad husker vi?

Det er fristende at tro, at mindesmærkerne for opstanden i Warszawas ghetto repræsenterer en idealiseret drejning af historien, der peger på retfærdighed. Men selvom den officielle polske fortælling faktisk ærer oprøret som en modig og principfast modstandshandling, så fralægger den sig også det polske samfunds ansvar for Holocausts grusomheder. I fortællingen mangler begejstringen over den ’fest, der ingen ende vil tage’, de polakker, som afpressede jøder, der flygtede fra ghettoen, og dem, der direkte samarbejdede med nazisterne.

Da den polske historiker Barbara Endelking kuraterede POLIN-udstillingen, der udforskede almindeligt udbredte polske holdninger til oprøret, blev hun mødt med en enorm modreaktion. I 2023 offentliggjorde Institute of National Remembrance – den polske institution, der er ansvarlig for at føre tilsyn med mindesmærkerne over Holocaust i Warszawa – et åbent brev, der fordømte Endelking for udtalelser på tv om de polsk-jødiske relationer. Brevet kom, efter at det polske parlament i 2018 vedtog en lov, som kriminaliserer ytringer, der hævder, at Polen var medskyldig i Holocausts forbrydelser.

Mindesmærker er til for at forme fremtiden. På toogfirsårsdagen for opstanden i Warszawas ghetto afslører det igangværende folkemord i Gaza, at verden ikke har taget ved lære af opstanden. Hvad husker vi, når støvet i Gaza har lagt sig?

Joseph Mogul er uafhængig journalist og organisator, der i øjeblikket bor i Minneapolis.