Gør Vesten det rigtige i Ukraine?

Jeg er blevet spurgt, om jeg ville tale om de vestlige værdier. Her kommer man frem til ret forskellige konklusioner, alt efter om man ser på, hvad vi siger, eller hvordan vi agerer.

Men det sker dog, at tale og handling stemmer overens. I et notat til Rex Tillerson, der en tid var udenrigsminister under Trump, var anbefalingen, at man skulle nedtone menneskerettighedsspørgsmål i vennernes tilfælde, såsom Egypten og Saudi-Arabien, og til gengæld skrue op for deres betydning, når det kom til modstanderne, såsom Rusland og Iran.

Dermed kunne man nemlig, med værdierne som pressionsmiddel, ”påtvinge fjenderne omkostninger, udøve modpres og genvinde det strategiske initiativ”.

Som udenrigsminister var Hillary Clinton i 2011 inde på noget lignende, da hun offentligt forsvarede, at USA ikke sagde fra over for Saudi-Arabiens blodige nedkæmpelse af demonstranter i Bahrain, der var gået på gaden med demokratiske slagord.

Og nu vi er ved demokratiet, så har forskeren Thomas Carothers lavet en lang række rapporter om amerikansk demokratiudbredelse i de forskellige amerikanske regeringer siden Reagan-tiden (han betegner i øvrigt sig selv som en neo-reaganist).

I disse rapporter bemærker Carothers igen og igen, at USA skruer op for demokratiudbredelses-programmerne, når det fremmer landets strategiske interesser, og nedtoner eller ignorerer spørgsmålet om demokrati, når det ikke passer med interesserne.

Han påpeger videre, at demokrati-retorik i mange tilfælde bliver brugt til at afskærme vores autokratiske venner mod krav om reel demokratisering. Demokrati-dagsordenen understøtter altså ofte diktatur.

Værdier bruges til at fremme magtpolitik

Man skal ikke kigge særligt dybt i historien eller særligt længe på den aktuelle situation for at indse, at Tillerson, Clinton og Carothers giver en god beskrivelse af værdiernes praktiske betydning. Som forskningen i statsarkiverne viser, er principielle værdihensyn praktisk talt fraværende fra statstænkningen. Når de endelig optræder, er det typisk under rubrikken PR.

Det gælder både for Danmark, USA og Storbritanniens vedkommende. I international politik har værdier den funktion, at de fremmer magtpolitikken.

Alligevel kunne man forestille sig, at værdierne har en vis betydning. Selvom værdier ikke er motiver for statsadfærd, kan de stadig være en faktor, stater må tage hensyn til. Teoretikeren i international politik Hedley Bull hævdede f.eks., at der gælder en slags bordet fanger-logik: at staters retfærdiggørelser af deres handlinger sjældent svarer til deres motiver, men at de alligevel sætter nogle standarder, som staterne bliver holdt op på.

Et aktuel svar på, hvorvidt værdierne sætter grænser, er simpelt: Gaza.

I det offentlige liv er Israel-Palæstina-konflikten en mærkelig undtagelse: Voldspropagandaen er klart dominerende, sådan som det normalt gælder, men den er langtfra uantastet – og dét er unormalt.

Mange af dem, der går på gaden for palæstinensernes ret til at eksistere, går helt naturligt ud fra, at vi i andre sammenhænge holder vores værdier i hævd. F.eks. mener mange, at vi bør hjælpe Gaza, ligesom vi hjælper ukrainerne. Dette kan også formuleres som en anklage om dobbeltmoral. Og det vil jo sige, at man i hvert fald agerer moralsk i én henseende.

Så vi kan spørge, om Ukraine er et tilfælde, hvor Vesten gør det værdimæssigt rigtige, omend måske af nogle knap så værdimæssigt rigtige grunde.

Forskellige steder – forskellige principper

Lad os se på nogle af de officielle grunde. NATO-spørgsmålet er som bekendt kernen i konflikten, og fra vestlig side slår man sig op som forkæmpere for princippet om, at ethvert land har ret til at vælge sine alliancepartnere.

Dette princip kan sagtens funderes i frihedsidealer, statssuverænitet, og det har også en vis hjemmel i de forskellige visionsdokumenter, Øst og Vest skrev under på efter den kolde krigs ophør.

Heroverfor har vi et andet princip: Nemlig om den udelelige sikkerhed, altså at man ikke må øge sin sikkerhed på bekostning af andres. Således lyder det i OSCE’s Istanbul-erklæring fra 1999: “Hver deltagende stat vil respektere alle andres rettigheder […] De vil ikke styrke deres sikkerhed på bekostning af andre staters sikkerhed.” Det samme finder vi den såkaldte NATO Rusland Grundlæggelsesakt.

Nu kunne man fra NATO’s side godt sige, at man sætter alliancefrihedsprincippet over hensynet til andres mulige sikkerhedsbekymringer. Er det så tilfældet?

Et par måneder efter den russiske invasion advarede USA Salomonøerne om, at det ville få konsekvenser, hvis østatens sikkerhedsaftale med Kina førte til den kinesisk militær tilstedeværelse. Her gælder princippet tilsyneladende ikke.

Vi behøver næppe spørge om, hvad USA ville gøre, hvis Mexico valgte Kina som militær alliancepartner. Men det har en analytiker, der tidligere arbejdede i det amerikanske forsvarsministerium, alligevel gjort. Han har rådført sig med topfolk i militæret og efterretningsvæsenet i USA, der så svarer, at USA i dette hypotetiske scenarie først skal anvende maksimal ikke-militært pres mod Mexico. Og hvad hvis Mexico ikke kommer på bedre tanker? Ja, så skal man selvfølgelig sætte ind med militær magt.

Der er altså ikke tale om et princip, men en bedragerisk retfærdiggørelse af det spor, som Tillerson, Clinton og Carothers har belyst.

Vesten har ingen respekt for ukrainernes ønsker

I bredere forstand bunder princippet om frit alliancevalg i respekten for staters selvbestemmelsesret og egne præferencer.Holder vi så denne værdi i hævd?

I perioden fra 1991-2014 ønskede omtrent 20 procent af ukrainerne, at landet skulle være en del af NATO. I 2008, da Bush lovede Ukraine NATO-medlemskab, anså 43 procent NATO for trussel; 15 procent betragtede NATO som en beskytter. På NATO’s hjemmeside kan man finde en rapport, der fortæller, at den største hindring for ukrainsk medlemskab er ukrainernes modstand. Efter Rusland havde taget Krim i 2014, var det stadig kun minoritet, som ønskede NATO-medlemsskab.

Respekterede man så dette ønske?

Det amerikanske udenrigsministerium iværksatte allerede i 2008 en NATO-informationskampagne i Ukraine for knap 100 mio. kr., så borgerne kunne danne sig den rigtige opfattelse af organisationen. Påvirkningsvirksomheden tog herefter til i de følgende år.

Vesten medvirkede ligeledes åbent i omstyrtelsen af Janukovich-regeringen i 2014 og begyndte på alle mulige måder at indlemme … ikke Ukraine i NATO, men NATO i Ukraine: Herunder etablering af CIA-baser, indgående partnerskab mellem den ukrainske efterretningstjeneste og CIA og MI6, omfattende træning af soldater til brug i borgerkrigen i det østlige Ukraine, store militærøvelser m.m. Dette begyndte allerede før Ruslands annektering af Krim. New York Times kalder det en ”skyggekrig”, ”en hemmelig koalition” mod Rusland.

Der er meget mere at sige om denne konstruktion af Ukraine som NATO’s Ruslands-bekrigende frontlinjestat. Og det, vi ser, er, at Vesten ikke har nogen respekt for ukrainernes præferencer. Det gælder om at tilsidesætte eller retlede dem, når de ikke flugter med vores præferencer.

Vesten bruger ukrainsk blod til at svække Rusland

En anden værdi, vi nok mere end andet slår os op på, er, at vi hjælper Ukraine. Den tanke tilslutter mange fredsfolk, progressive og den yderste parlamentariske venstrefløj sig også. De bilder sig ikke nødvendigvis ind, at motiverne er rene, eller at forspillet var kønt.

Men som situationen er nu, må det trods alt stå fast, at våbenstøtten er ”nødvendig” for ”Ukraines forsvarskamp” (for nu at citere organisationen Nej til oprustning, der, så vidt jeg kan se, siger ja tak til den suverænt største oprustningskatalysator efter den kolde krigs afslutning).

Hvordan hjælper vi så Ukraine? Ved at bruge ukrainsk blod til at svække Rusland maksimalt og modarbejde diplomatiske løsninger. Vi hjælper ikke de 92 procent af ukrainerne, der ikke ønsker at kæmpe, men vi hjælper det styre i Kyiv, der indfanger de ukrainske mænd, smider dem i varevogne og tvinger dem til fronten.

Vi presser endda Kyiv til at gå endnu mere aggressivt til værks i mobiliseringen, og at sænke den tjenestepligtige alder, så de 18-25-årige også kan blive sendt ind i en krig, der ifølge Ukraines tidligere hærleder general Zalushny levner ”næsten ingen chance er for at overleve”.

Hvem gavner våbenstøtten?

Vi har måske stærke anti-russiske værdier, ligesom vi vanligt udvikler stærke antipatier mod andre fjender, vi har i sigtekornet. Vi har oprustningsværdier og militaristiske værdier. Vi har en stærk værdi om europæisk underdanighed under amerikansk lederskab. Men jeg kan ikke se, at vi har pro-ukrainske værdier eller noget, man tilnærmelsesvis kunne kalde humane værdier.

Men de værdier, vi har, er til gengæld meget stærke. De afgør på næsten alle niveauer af samfundslivet, om man er inde i varmen eller står uden for. Når organisationer mod oprustning og den yderste parlamentariske venstrefløj i Danmark tilslutter sig våbenstøtten til Ukraine, så støtter de selvsagt den politik, våbenstøtten er et led i.

Man behøver ikke at analysere denne politik særlig grundigt for at se, at konsekvensen er at øge både indsatsen og omkostningerne for både Ukraine og Rusland. Samtidig gavner det dem, der ønsker mere oprustning, militarisme og sammenhold under USA’s ledelse. Mange amerikanske tænketanke, der er støttet af våbenindustrien – samt flere toppolitikere i USA – siger også åbent, at dette er formålet.

Hvis man ikke kan lide disse konsekvenser, burde man sige nej til den eksisterende våbenstøtte og ja til en hypotetisk våbenstøtte under andre, uvirkelige betingelser.

Det skal selvfølgelig ikke udelukkes, at Ukraines ”venner” på den danske venstrefløj ville komme frem til nogle andre konklusioner i en granskning af, hvad den såkaldte hjælp til Ukraine indebærer.

Intet blik for civilbefolkning og trusselsbillede

Min fornemmelse er dog, at man ikke arbejder ud fra analyser af, hvad våbenstøtten har af konsekvenser for ukrainerne og den bredere sikkerhedspolitiske situation.

Til gengæld tror jeg, at man har en skarp analyse af – eller i hvert fald en veludviklet sans for – hvad der vil være at vinde og tabe på at komme med udmeldinger, der vil blive opfattet som ”pro-russisk” eller ”eftergivende” inden for det herskende værdisæt.

I den forstand har vestlige værdier en meget stor gennemslagskraft – som militaristisk social kontrol.

Nu ved vi jo bl.a. fra den danske krigsudredning, at man fra dansk side ikke tager hensyn til civilbefolkningen i de lande, vi fører krig i. Heller ikke trusselsbilledet. Eller de bredere sikkerhedspolitiske konsekvenser. Disse ting vægter bare ikke tungt. Ofte interesserer man sig ikke videre for dem; typisk undersøger man dem ikke engang nøjere.

I stedet agerer Danmark ud fra alliancehensyn, altså det store ”værdifællesskab”, mens danske akademikere fortæller, at Danmark er ”sikkerhedsproducent”, fordi vi griber til våben.

Men igen: uden nogen analyse af, hvordan denne griben til våben faktisk producerer sikkerhed. Altså bortset fra at det er, hvad vores ledere siger offentligt.

Og i den forstand er de fleste – især dem, der har professionelle aktier og positioner på spil – i cirka samme situation som den danske statsmagt i spørgsmål om krig og fred. Altså de folk i ministerierne, der arbejder professionelt med disse sager.

På den måde ligger værdierne os stærkt på sinde – som det, der sørger for, at vores tanke og tale følger Tillerson, Clintons og Carothers spor. For værdierne sætter grænser.

De sætter grænser for forståelsen, indlevelsen, interessen og åbner sindene for store voldsprojekter. De gør os til nyttige idioter. De sætter ikke grænser for vores blodsudgydelser i Gaza eller Ukraine. I Ukraine fremmer de faktisk blodsudgydelserne.

---