Ukraine: Luftkasteller kan også være blodige – Aurings tankegang støtter massemorderen Putin
Uffe Kaels Auring påstår i en artikel på Solidaritet, at den venstrefløj, der støtter våbenhjælp til Ukraine, ikke har analyseret baggrunden for krigen og ikke kender konsekvenserne af at støtte med våben. Men han glemmer selv at stille spørgsmålet: Hvad der vil ske med Ukraine, hvis Vesten fjerner støtten? Og han fortier, at det er Rusland, der er i gang med en angrebskrig, har en halv million soldater i Ukraine, besætter 20 procent af Ukraines territorium – og begår utallige krænkelser af menneskerettighederne og krigens love
Uffe Kaels Auring har skrevet en mærkværdig artikel, der er bragt på Solidaritet. Artiklen består mest af luftige påstande om en formodet sammenhæng mellem vestlige værdier, imperialisme og våbenhjælp til Ukraine. Hvem og hvad argumentationen er rettet mod er uklart. Ingen nævnes, ingen citeres. Bortset fra at Auring argumenterer mod våbenstøtte til den ukrainske krigsførelse mod de russiske overfaldstropper, er formålet med artiklen uklar.
Han opererer med et mærkeligt ”vi”, der ser ud til at dække de personer, som går ind for ”vestlige værdier.” Men ærligt talt: Hold os uden for det ”vi.” For selv om vi bor i Danmark, der er en del af NATO, har vi ikke samme værdier som hverken Mette Frederiksen eller Donald Trump.
Auring påstår, at støtter af våbenhjælp på venstrefløjen ikke har en analytisk forståelse af situationen i Ukraine, og at de heller ikke forstår konsekvenserne af våbenstøtte.
Det er en løs påstand. For hvis Vesten fjerner våbenstøtten, så er Ukraine henvist til at kæmpe alene eller overgive sig. Hvad det vil betyde i Ukraine, kan man se i de områder, som Rusland allerede har besat. Fx i byen Mariupol, som er helt ødelagt. Og overalt i de besatte områder hvor en tvungen russificering af befolkningen er i gang.
Ukraine var ikke på vej ind i NATO
Aurings egen ”analyse” er heller ikke ligefrem overbevisende. For den består næsten udelukkende af kritik af Vesten. Og hans indledende beskrivelse af vestlige forsøg på at øve indflydelse på udviklingen i Ukraine forholder sig kun til historien frem til 2014.
Han påstår, at NATO’s ekspansion og ønske om at optage Ukraine i NATO er den egentlige grund til krigen. Han nævner i hvert fald ikke andre. Men selv for den begrundelse leverer han ikke nogen reel analyse.
Hvis han havde undersøgt forløbet, havde han set, at NATO’s løfte til Ukraine om optagelse, som blev indgået i Bukarest i 2008, var tomme ord. For der blev ikke lavet en reel optagelsesplan, der var ingen ”roadmap”, og der skete ingen reelle fremskridt i forhandlingerne om optagelse i årene efter Bukarest-mødet.
USA og Ukraines regeringer ønskede måske nok ukrainsk medlemskab af NATO, men det blev blokeret af de europæiske stater, først og fremmest Tyskland og Frankrig.
Og fra 2014 var medlemskab af NATO helt udelukket: For NATO optager ikke lande, som har en uafsluttet territorial konflikt. Og netop fra det år besatte Rusland Krim, og samme år blev der udråbt udbryderrepublikker i Donbas.
NATO var altså ikke ved at ekspandere i Ukraine, da Rusland indledte sin fuldskala-invasion 24. februar 2022.
Det til trods beskriver Auring Ukraine som ”NATO’s Ruslandsbekrigende frontlinjestat.” Det er at vende problematikken på hovedet. Det er Rusland, der angriber Ukraine – det er ikke Rusland, der forsvarer sig i Ukraine.
Hvad gør Mexico i Østeuropa?
Auring nægter simpelthen at forholde sig til, at hovedårsagen til Ruslands angreb på Ukraine er den russiske regerings imperialistiske ambition om at kontrollere en tidligere sovjetrepublik – også kendt som en koloni. Putin og magthaverne i Kreml vil ikke tillade landets selvstændiggørelse. Deri ligner konflikten mange andre kolonikrige, fx den i Algeriet i 1960’erne.
Ud over anklager om vestlig ekspansion består Aurings ”analyse” af … ja, man tror det næsten ikke … en til lejligheden opfundet fiktiv situation. Nemlig et tankeeksperiment om mexicansk brud med den store imperiemagt nord for landets grænser, som Auring gætter på vil føre til politisk pression og militær intervention fra USA.
Det har han måske ret i. USA er ikke ligefrem kendt for at tage venligt imod latinamerikanske forsøg på at opbygge økonomisk og militær uafhængighed. Men en overbevisende analyse af situationen i det østlige Europa er det ikke.
Det forunderlige er, at Auring end ikke overvejer, om Mexico i sådan en situation ville fortjene vores støtte – ligesom venstrefløjen har støttet progressive kræfter i andre dele af Latinamerika mod imperialistisk magtbrynde.
Rusland er også en imperialistisk aktør
Aurings analyse er mildest talt enøjet. Det lykkes ham i hele artiklen systematisk at ignorere – ikke alene at krigen i Ukraine er sket på russisk foranledning, men også at Rusland har været en magtpolitisk aktør i regionen i flere hundrede år – også efter Sovjetunionens opløsning i 1991.
Alligevel er Ukraine i Aunings fremstilling alene et offer for vestlige forsøg på at tryne Rusland – derfor er der heller ikke et ord om, at russiske styrker i mere end ti år systematisk har krænket Ukraines internationalt anerkendte grænser – ikke kun med invasionen i 2022, men også ved at annektere Krim i 2014 og med militær deltagelse i borgerkrigen i det østlige Ukraine i årene 2014-22.
Auring ignorerer også, at grænserne omkring Ukraine blev skabt gennem folkeafstemninger med absolut flertal i alle regioner af Ukraine – inklusiv de østlige regioner og Krim-halvøen. Og at grænsedragningen blev anerkendt, ikke kun at det internationale samfund, men også af Rusland. Nemlig i en aftale fra 1994 om, at Ukraine skulle afgive de atomvåben, som Sovjet havde stationeret i Ukraine – til gengæld for garanti for landets grænser.
Det er de garantier, regeringen i Kreml er løbet fra. Men Ukraine skal, må man forstå på artiklen, acceptere den russiske magtbrynde og selvforståede interessesfære. Våbenhjælp til Ukraines kamp mod den russiske militærinvasion og bombardementer af infrastruktur og civilbefolkning, er i Aurings forståelse alene støtte til et ”ukrainsk blodbad.”
Ukrainsk værnepligt
Auring foregiver at have ondt af ukrainerne, fordi den ukrainske regering udskriver mænd til forsvarskrigen ved fronten. Og ifølge ham ønsker 92 procent af ukrainerne ikke at kæmpe. Hvor han har det tal fra, fortæller han ikke. Det stemmer heller ikke med de analyser, der er blevet offentliggjort. Og man kan sige sig selv, at hvis kun 8 procent af den ukrainske befolkning ønskede at kæmpe, så ville Ruslands hær for længst have vundet.
Så vender han tilbage til sit mærkelige ”vi”:
”Vi presser endda Kyiv til at gå endnu mere aggressivt til værks i mobiliseringen, og at sænke den tjenestepligtige alder, så de 18-25-årige også kan blive sendt ind i en krig …,” skriver han.
Men nej, Auring. Der er ingen på den internationale venstrefløj, som kræver, at Ukraine skal sende disse unge mænd i krig. Det er ikke ”os,” der har rejst det krav. Og det er faktisk heller ikke blevet rejst af fx Mette Frederiksen. Der er nogle reaktionære høge i USA, som har stillet det krav – og dem er vi ikke ”vi” med.
Auring mener som sagt, at venstrefløjens våbenstøtte er hjælp til et ”ukrainsk blodbad.” Man kan lidt pedantisk anføre, at de russiske tab ved fronten sandsynligvis er større end de ukrainske, men pyt: Omvendt-logikken i Aunings placering af ansvar for krigen stikker igen sit grimme hoved frem: Det er ikke de russiske styrker, der med deres indtrængen i et naboland har ansvaret for blodbadet i Ukraine, det er Vestens våbenhjælp til Ukraine.
Goddag mand, økseskaft.
Når man rammer sig selv i nakken
Når Auring uden argumentation tillader sig at påstå, at de dele af venstrefløjen, der støtter forsendelser af våben til Ukraine, ikke forstår konsekvenserne af deres egen politik, er det en påstand uden dokumentation.
Men påstanden rammer ham selv i nakken:
For fatter Auring overhovedet ikke, at et stop for våbenhjælp til Ukraine vil forvandle Ukraine til en lydstat for magthaverne i Kreml?
Fatter han ikke, at en russisk annektering af jord i Ukraine betyder, at russiske oligarker og kleptokrater vil udplyndre undergrunden for råstoffer?
Fatter han ikke, at en russisk triumf på slagmarken styrker den neofascistiske udvikling i Rusland, hvor oppositionelle ikke kun forfølges og fængsles, men også slås ihjel?
Fatter Auring ikke, at en russisk sejr i Ukraine vil styrke de russiske nationalisters drøm om et Storrusland med imperiemagt?
Fatter han ikke, at magthaverne i Beijing kan se en russisk sejr som en mulighed for at erobre Taiwan med militære midler?
Fatter han ikke, at en russisk sejr vil skrue oprustningsspiralen en tand mere i vejret i både øst og vest?
Fatter Auring ikke, at Trump og Putin er demagoger af samme skuffe, der kun forstår en ting: Magt?
Svaret er nej.
For i Aurings udlægning kan støtte til Ukraines forsvarskamp reduceres til credoet: ”Vi har måske stærke anti-russiske værdier…”
Gu’ har vi ej. Vi har stærke anti-imperialistiske værdier. Vi nærer afsky for og bekæmper den russiske regering, hær og luftvåbens krigsforbrydelser og angrebskrig – ikke det russiske folk, som også lider under Putins diktatur.
Aurings kritik af andres manglende analyser rammer ham selv: Han ved ikke, hvad han taler om. Om det skyldes uvidenhed, ideologisk blindhed og analytisk dovenskab, tør vi ikke sige. Men konsekvensen af Aurings tågede udsagn og luftkasteller er direkte eller indirekte støtte til Putin og de morderiske magthavere i Kreml, der har skabt den blodige virkelighed for befolkningerne i Rusland og Ukraine.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
