"Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødbringende kærlighed". DDR-generalsekretær Erick Honecker modtager 'broderkysset' af sin kollega fra USSR, Leonid Brezhnev (1979). Street art på Berlinmuren af Dmitri Vrubel (1990).
7 min. læsetid

“1989 … hvis jeg vender tallet på hovedet, så bliver det til ’68. Jeg er en ’68’er på 68 år. I ’89 var jeg VS-borgerrepræsentant. – 1989 er for mig et skelsår – både personligt og politisk – for noget, der startede i ’68”

Per Bregengaard tænker tilbage på Murens fald og en periode, der på mere end én måde ændrede hans liv.


Af Per Bregengaard

’89 – ikke mindst “Murens fald” blev starten på en neoliberalistisk, kapitalistisk revolution, altså samfundsomvæltning, med et i vores forstand politisk demokrati i Østtyskland, men mere korrupte, autoritære politiske regimer andre steder i den stalinistisk prægede del af verden.

Neoliberalismen gjorde en ung kollega på min gamle skole til enebarn. Han blev født i ’89 i DDR, og voksede op under de nye forhold. Forældrene fik ikke flere børn, for tiden efter genforeningen var usikker, vilkårene utrygge, forklarer han.

Murens fald blev ikke en demokratisk socialistisk revolution

Murens fald markerede desværre ikke indledningen til en demokratisk socialistisk revolution, sådan som jeg gerne havde set det. Et socialistisk demokrati er et samfund, hvor demokratiet ikke slutter ved fabriksporten. For træder du som ansat ind over tærsklen til en arbejdsplads, så hersker arbejdsgiveren over ledelsen og fordelingen af arbejdet.

’68 markerer på flere måder visionen om et socialistisk demokrati. Dengang tog jeg hver morgen S-toget fra Brøndbyøster Station til Gentofte for at gå på den nystartede samfundsfaglige gren på Gentofte Statsskole. Året før havde jeg meldt mig ind i Socialistisk Ungdoms Forum, der blev til Venstresocialisternes ungdomsorganisation. Ved starten af skoleåret ’68 oprettede vi Venstreorienterede Gymnasiaster (VG) på skolen, der hurtigt blev større end de konservatives (KG).

Socialisme med et menneskeligt ansigt

Vores første markering var deltagelsen i protestdemonstrationen mod Sovjet og vasallers invasion i Tjekkoslovakiet. KG ville ikke være med, for de gik ikke til demonstrationer. Vi malede skilte i billedkunst, bl.a.: “Længe leve Tjekkoslovakiets kommunistiske parti”. Vi støttede lederne Dubcek og Svobodas “Socialisme med et menneskeligt ansigt”.

Senere, i 80’ernes begyndelse var jeg lidt med i solidaritetsarbejdet med Solidaritet i Polen, hvor Lech Walesa var formand. Solidaritet var den mest synlige del af arbejderoppositionen, hvor Jacek Kuron i mange år havde været både en ledende kraft og dens marxistiske teoretiker. Vi læste ham, da jeg studerede samfundsfag på Københavns Universitet i den første halvdel af 1970’erne.

Jacek Kuroń var blandt de ledende skikkelser i Polens politiske modstand i 1980erne. Sammen med Antoni Macierewicz stiftede han Arbejdernes Forsvarskomité (KOR), der senere blev overtaget af ‘Solidaritet’. Foto: Andrzej Iwański / Wiki Commons

1989 – den parlamentariske bacille

I 1989 var denne ’68’er året før blevet indsuppleret i Borgerrepræsentationen på et afbud. Inden for Rådhusets tykke mure blev jeg smittet af den parlamentariske bacille, og blev rigtigt valgt i ’89, hvor VS-gruppen i øvrigt svandt ind fra 7 til 4 medlemmer. Tidligere har jeg været hvad vi kaldte listefyld. Altså dem, der gerne ville snakke for sagen, men ikke vælges. At være græsrod var bare bedre. Sådan er det også blevet på mine gamle dage.

Få år efter ’68 var jeg flyttet til Nørrebro, og i 1978 flyttede jeg ind i Wesselsgade i Den sorte Firkant. Her deltog jeg i VS’s lokalpolitiske gruppe og Nørrebros Beboeraktion, hvor vi kæmpede mod Weidekamps bulldozer-sanering og for byggelegepladsen ”Byggeren”. Lukningen i 1980 udløste gadekampe. Pelle Jarmer var den udskældte socialborgmester: “Ud med Pelle Jarmer – ind med søm og hammer”, som mantraet lød.

Hjælp politiet – tæv dig selv

På et plankeværk stod der: “Hjælp politiet – tæv dig selv”. Bagefter kom BZ-folkene, og beboerne fra Allotria-huset (i Korsgade på Nørrebro, red.) forsvandt ud gennem en gravet tunnel, da politiet gik til angreb i 1983. BZ var næste generation. Jeg var ude: Bekæmpede bolighajer og udlejere, der ikke kunne finde ud af det med fredeligt lejerforeningsarbejde, og fik børn. Det besatte ‘Mekaniske Musikmuseum’ var BZ-bevægelsens sidste bastion. Den faldt i ’89 – eller rettere i begyndelsen af 1990. Men det bezatte Baldersgade blev legaliseret som kollektiv i ’89.

Muren faldt natten mellem torsdag 9. og fredag 10. november. Jeg var til Borgerrepræsentationsmøde. Det sluttede om morgenen, kl. 2.16. Ingen havde vist opdaget noget, men det var jo også før smartphonen eller blot mobilens tid. Jeg havde et forslag til behandling om, hvordan man bedre kunne involvere de tosprogede elevers forældre i valgene til den nye institution ‘skolebestyrelsen’ – og også en kommunal henstilling om, at politiet skulle advare nærliggende daginstitutioner, før strømerne begyndte at kaste med tåregas. Det handlede især om Christiania.

Kramer: Ingen slagsmål på Vesterbro, tak

Jens Kramer Mikkelsen havde få måneder inden afløst Weidekamp som overborgmester. Antallet af indvalgte socialdemokrater var faldet fra 31 i 1970 til 18 i 1985, så Kramer sadlede om i byfornyelsespolitikken, da den for alvor rykkede fra Nørrebro til Vesterbro.

Slagsmålene på Nørrebro skulle ikke gentage sig på Vesterbro! Det var Kramers melding. Vendepunktet skete med bevarelsen af Skomager-karréen over for Gasværksvejens Skole. København fik på Vesterbro en bevarende sanering i stedet for totalsanering. Det blev videreført i de senere kvartersløft, hvor beboer-inddragelsen var mere eksemplarisk.

Vi gjorde modstand. Vi satte os spor. ’89 var her skelsættende.

1989 var også året, hvor Jens Kramer Mikkelsen (S) satte sig på overborgmesterposten i København. Her blev han siddende frem til 2004, hvor han blev adm. direktør i Udviklingsselskabet By & Havn. Foto: Johan Wessman / News Øresund

Ensomhedslisten

’89 og min venstrefløj: VS var ude af Folketinget. Det havde kommunisterne i DKP også været længe, og deres forbilleder i Øst blegnede, og var i opløsning. Ved folketingsvalget i 1987 fik venstrefløjen til venstre for SF tilsammen 2,6 pct. af stemmerne, og Fælles Kurs fik desuden 2,2 pct., og kom derfor lige ind. Ved folketingsvalget i 1988 skrumpede resultatet til 1,4 pct. Fælles Kurs fik 1,9 pct. og røg ud. Vi kunne godt se, hvor det bar hen.

Enhedslisten blev dannet i april 1989, som et valgteknisk samarbejde med henblik på opstilling til Folketinget. Jeg troede ikke meget på fornuftsægteskabet i de første år. Jeg var politisk vant til afklaring først, derefter samarbejde. Her var det snarere omvendt: Først samarbejde – siden politisk afklaring. Men der var ikke meget andet at gøre. Og øgenavne-jokes var der mange af: Lige fra Ensomhedslisten til De Forenede Dødsboer og Ø for den tomme mængde.

Men den tomme mængde svandt. Jeg har aldrig været medlem af et så stort parti som i dag. De forenede dødsboer blev en succes, om end det er en historie, som hører dette årtusinde til.

’68 – min første rigtige kæreste

I ’68 fik jeg min første rigtige kæreste, Stine. Lidt frem og tilbage varede kæresteriet i 1½ år. Siden blev vi rigtig nære venner. Mine børn blev hendes pigers søskende. Pigerne havde længe plaget om at få en lillebror; ham gav vi dem, da vores Søren kom med jernstorken. De er stadig en slags søskende. Stine døde også i 1989. Æret være hendes minde, hendes betydning for mange, og ikke mindst de nære. ’89 var et skelsættende år; for mig også for noget dybt personligt, der tog sin begyndelse i ’68.


Per Bregengaard er cand.mag i samfundsfag og historie, og har skrevet bogen Fra en farlig til en samfundsnyttig finanssektor sammen med Søren Kolstrup. Han er aktiv i Enhedslistens borgerløns-netværk og Politisk-Økonomisk Udvalg.