Greenpeace USA skal betale ruinerende erstatning til olierør-selskab
345 millioner dollars – eller mere end to milliarder kroner. Sådan en bøde er Greenpeace USA blevet ikendt for at kritisere en olieledning i et område for oprindelige folk i USA. Greenpeace kalder dommen absurd
Greenpeace i USA og Greenpeace International er 27. februar blevet dømt til at betale en erstatning på 345 millioner dollars – over to milliarder kroner – et beløb, der kan ruinere organisationen. Pengene skal betales til olierør-selskabet Energy Transfer. Greenpeace kalder i en udtalelse retssagen for et ”skamløst forsøg på at lukke munden på fri tale“.
Sagen handler om, at Greenpeace har bakket op om modstand fra oprindelige folk mod, at en olierørledning skulle gå igennem deres område.
Olieledningen ”Dakota Access Project” løber langs med området for oprindelige folk ved Standing Rock. Den blev påbegyndt i 2016 og var færdig i 2017 og blev dengang mødt med omfattende protester fra grønne bevægelser og organisationer, der arbejder for indfødte folks rettigheder. De sagde, at olieledningen ville forurene lokale vandforsyninger og øge klimakrisen.
Olieledningen transporterer i dag 40 procent af den olie, der bliver produceret i North Dakotas Bakken-region.
“En absurd dom”
Marco Simons, midlertidig chefjurist hos Greenpeace USA og Greenpeace Fund, udtaler i en pressemeddelelse: “At tale imod virksomheder, der forårsager miljøskader, bør aldrig anses for ulovligt.”
”Dette er et tilbageslag, men bevægelsen for at forsvare mennesker og planeten har altid mødt tilbageslag og modstand, og Energy Transfer vil ikke lykkes med sit mål om at bringe sine kritikere til tavshed.”
“Det er let at se, at dommen er absurd. Greenpeace bliver holdt ansvarlige for angiveligt at have forsinket en rørledning, der den dag i dag ikke er juridisk tilladelse til at bruge (…) Dommen siger, at man skal betale dusinvis af millioner dollars for at underskrive et brev, der også er underskrevet af 500 andre organisationer, og som gentog udtalelser i FN-rapporter.”
Greenpeace i USA vil forsøge at få genoptaget sagen, blandt andet ved at appellere til højesteret i North Dakota. Organisationen lover ikke at lade sig kue til tavshed.
Retssager mod kritikere
I USA og i andre lande er der flere og flere såkaldte SLAPP-sager, hvor der bliver lagt sag an mod folk, der gør modstand mod – eller bare er kritiske mod – velstående firmaer.
Sagerne kan føre til årevis med opslidende retssager med store omkostninger – og som i Greenpeace-tilfældet ende med en erstatning, der potentielt kan bringe en organisation til fallit.
Greenpeace har anlagt en mod-retssag mod olierør-selskabet Energy Transfer ved en domstol i Holland for efter europæisk lov at bremse sådanne retssager, der har til formål at gøre aktivister tavse. Det rapporterer The Guardian og Reuters.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
