Grønland er ikke til salg – Demonstration for Grønland foran USA’s ambassade
Det var en smuk og velbesøgt demonstration, som foran USA’s ambassade i København lørdag 29. marts protesterede mod USA’s trusler mod Grønland. Solidaritet var til stede og bringer her arrangør Henriette Berthelsens tale fra demonstrationen
Solen skinnede på de mange smukke grønlandske flag, da vi begyndte at samles til demonstration for Grønland og mod USA’s bølleagtige og klodsede forsøg på at annektere Grønland – og vicepræsident Vances uvelkomne besøg i Grønland.
Demonstrationen i København fulgte en anden demonstration i Nuuk – Grønlands hovedstad og andre grønlandske byer, som havde samlet en meget stor del af befolkningen.
Så mange blev vi ikke foran USA’s ambassade, men arrangørerne af demonstrationen oplyste, at vi var 3300 deltagere – og mange var vi. Der var en pæn del af den grønlandske befolkning i Danmark, og der var også mange danskere.

Der var smukke skilte med slogans som: “Greenland is not for sale”, “Make America Go Away, Trumputin stealing countries”. Og “Kalaallit Nunaat – Kalaallit Pigaat”: Grønland er grønlændernes.
Der var en hel del talere – bl.a. Mogens Lykketoft og Pelle Dragsted. De sagde de rigtige ord, man vil forvente af sådanne folk. Men den smukkeste tale holdt en af arrangørerne, Henriette Berthelsen.
Henriette Berthelsens tale
Kære venner i Grønland, Danmark, Sverige, Norge, Færøerne, Island, Frankrig, Spanien, England og resten af Europa og verden. Lad os stå op for alle i Grønland, vores familie, venner og den nye regering. Lad os give al den støtte, vi kan til det frie Grønland og dermed den frie verden.
Vi demonstrerer mod det voldsomme grænseoverskridende amerikanske pres, der finder sted mod Grønland og dermed også mod Danmark, Nato og den frie verden. Der udvises en uset respektløshed, som handler om, at Trump vil købe Grønland, som var vi et land og et folk, der kunne købes for guld og grønne skove.
Han siger, at han vil gøre alt for at få Grønland. USA manipulerer, gør os utrygge og forsøger at splitte os. De møder op uden invitation med store Hercules-fly og skudsikre biler og kalder sig turister, og det er inden den nye regering er dannet.
Amerikanerne siger, at de kan gøre livet bedre for os end Danmark. Virkeligheden er, at amerikanerne har behandlet deres oprindelige folk meget grimt, sat dem i reservater og tømt deres land for olie og mineraler. Er det dét, han vil gøre i Grønland?
Amerikanerne har travlt med at pege fingre, men realiteten er, at USA flere steder i Grønland bare har forladt steder med store miljømæssige konsekvenser, bl.a. en tidligere atomreaktor under indlandsisen.
Grønland og Danmark har hele tiden lagt op til et fredeligt samarbejde.
Jeg er med til at arrangere demonstrationen for at undgå en følelse af magtesløshed, for jeg tror på, at når vi står sammen, er vi stærkest.
Jeg er så stolt af, at man i Grønland har været i stand til at vise sammenhold, trods utrygge og uforudsigelige forhold. Bl.a. har I afvist et besøg af de pågående turister, amerikanerne.
Befolkningen i Grønland udviser et stort mod, viljestyrke, livsvisdom og ressourcer. Ressourcer der er udviklet gennem mange generationer bl.a. ved at overleve i et af de barskeste områder i verden…. Grønlænderne fortjener vores støtte.
Vi har i mange år levet i fred og ro, side om side med amerikanerne i Grønland. Vi har haft en viden om, at der har været udmærkede forsvarsaftaler mellem USA og Danmark om Grønland. Disse gælder stadig – og det skulle man ikke tro, at de vidste i Det Hvide Hus.
Som den nye regeringsleder Jens-Frederik Nielsen siger, har det aldrig været vigtigere at stå sammen og tilsidesætte eventuelle uoverensstemmelser mellem vores lande og i stedet passe på de gode ting, som styrker vores bånd. Når vi står sammen, er vi stærkest.
Jens-Frederik rækker hånden ud til Danmark. Og han siger også noget andet, som er meget vigtigt -og det er, at han efterlyser ligeværdighed fra Danmark. Vi har haft et forhold til Danmark i flere hundrede år. Et forhold der trænger til at blive fornyet, så der skabes mere ligeværdige forhold mellem grønlændere og danskere – også for os grønlændere som bor i Danmark.
Vi vil behandles ligeværdigt, med respekt, og vi ønsker at blive hørt. For det der sker med grønlændere her i Danmark, påvirker grønlændere i Grønland. Jeg vil ikke gå i detaljer, for her handler det om noget andet. Lad os danskere og grønlændere arbejde sammen om en bedre fremtid. Hvis der er et stabilt, ligeværdigt samarbejde, står vi stærkest. Det er vigtigt for verdensfreden.
Men hvor er Grønlands allierede i det internationale samfund? Er det lykkedes Trump at splitte sammenholdet – og hvilken effekt vil det få for Grønland? Hvor er de nordiske lande, NATO, FN?
Det er som om, de gemmer sig i et lille hjørne og nærmest hvisker, at de støtter Grønland. Grønland har brug for allierede nu, der klart og tydeligt siger fra med støtte og opbakning.
Grønland vil behandles med respekt og ligeværdighed. Lad os vise USA, at vi med visdom, styrke og sammenhold står sammen. Grønland er ikke til salg.

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
