Grønland: Når bukserne revner

En del af diskussionen om Grønland går i mine øjne helt galt i byen.

Der giver ikke mening at diskutere, om Danmark har været en kolonimagt – ganske vist i perioder som et meget lille land, men også som en stor søfartsnation.

Selvfølgelig har vi været en kolonimagt – også i Grønland, og vi har naturligvis fået noget ud af det.

Nu banker den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump med trusler om militær magtanvendelse igen på døren for at overtage det grønlandske folk og deres land. Det ligner moderne kolonisering i en 2025-model.

Selvbestemmelse eller overherredømme

Danmarks erobringstogter gik i 1600-tallet mod mange verdensdele, hvor vi oprettede handelsstationer og grundlagde kolonier både i Nordatlanten i Grønland, Island og Færøerne og mod syd i Dansk Vestindien i Caribien, Guldkysten i Ghana, Tranquebar og Serampore i Indien samt Nicobarerne i Den Bengalske Bugt.

Andre europæiske kolonimagter måtte under koloni-imperiernes sammenbrud kaste håndklædet i ringen efter ofte langvarige og blodige kampe med befrielsesbevægelser. Grønlands overgang til først hjemmestyre og sidenhen gennem selvstyre til at blive en i princippet ligeværdig partner i Rigsfællesskabet foregik fredeligt, men også dilemmafyldt – ikke mindst når det gælder udvinding af råstoffer i Grønlands undergrund, hvor Danmark de seneste årtier har skrævet mere, end bukserne kan holde til.

Denne spændvidde mellem selvbestemmelse og overherredømme kan tydeligt læses ud af statsminister Helle Thorning-Schmidts forsøg på at skræve langt i Nordisk Råd i 2013:

“Grønland har jo efter selvstyreloven fra 2009 overtaget hele råstofområdet, og det betyder så også, at det er Grønlands suveræne beslutning at ophæve nultolerancen. Den danske regering støtter i øvrigt de grønlandske bestræbelser på at styrke udvindingen af råstoffer i den grønlandske undergrund og har fuld forståelse for den motivation, der ligger bag. Samtidig er det også klart, at udvinding af uran også kan have betydning for hele det danske kongeriges udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og det er jo stadig væk Danmarks kompetence. Derfor er vejen frem et samarbejde mellem Danmark og Grønland, og Danmark og Grønland er enige om, at det er vejen frem.”

(Nultolerance refererer til, at udvinding af uran blev forbudt i 1953. Forbuddet har været ophævet og genindført siden.)

Grønlændernes første strejke

Grønland blev som den sidste danske koloni afkoloniseret i 1953.

Den grønlandske pendant til LO – Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) – blev stiftet i 1956 med en repræsentant for LO som deltager og pennefører på organisationens første overenskomst.

Den danske fagbevægelse har siden løbende støttet opbygningen af den grønlandske fagbevægelse, herunder etableringen af organisationens højskole.

Og ikke mindst under en principiel og meget vigtig minearbejderstrejke i 1977 ved Maarmorilik-minen – “Den sorte Engel” – om ligeløn mellem grønlandske og danske arbejdere.

Her holdt den danske fagbevægelses bukser. Det var solidaritet med arbejdere, der lagde arm med Greenex – en dansk afdeling af er multinationalt selskab. Her var ingen dilemmaer. Det handlede om kamp mod uligeløn og racediskrimination.

Da Den sorte Engel ved Maarmorilik blev lukket i 1990, udgjorde den grønlandske arbejdsstyrke dog kun 12 procent af de 970 ansatte.

Formanden for GAS (nu SIK) Odâk Olsen var tilfreds med, at det med de grønlandske arbejderes første organiserede strejke – efter kulminearbejdernes første spontane lønstrejke i Qullissat i 1947 – var lykkedes at forhindre indførelse af dansk fagretlig lovgivning og ikke mindst opnå ligeløn uanset herkomst.

Billig kinesisk arbejdskraft

Dilemmaerne om selvbestemmelse eller overherredømme dukkede op på den danske fagbevægelses bord, da selvstyret 2012 foreslog en såkaldte storskalalov.

Igen handlede det om minedrift. Storskalaloven skulle åbne for udstedelse af opholds- og arbejdstilladelser i den helt store stil til udenlandsk arbejdskraft i forbindelse med råstofudvinding.

Selvstyret ville ikke stille krav til løn og ansættelsesforhold for arbejdet i minerne. Kineserne skulle lokkes på banen med investeringspenge, og derfor blev loven af fagbevægelsen både i Grønland og i Norden opfattet som social dumping med minedrift bemandet af kinesisk arbejdskraft på deres hjemlands lønforhold i stedet for grønlandske overenskomstvilkår.

SIK’s formand Jess Bertelsen kaldte det direkte en skandale, at hjemmestyret ville indføre social dumping: “Hvis lovforslaget går igennem, som det ser ud nu, får vi som befolkning ikke en øre ud af de udenlandske investeringer.”

Dilemmaerne stak for alvor hovedet frem, da det gjaldt opholds- og arbejdstilladelser. Selvstyret havde ikke hjemtaget udlændingepolitikken, og derfor forudsatte et grønlandsk råstofeventyr, at Danmark vedtog de nødvendige lovændringer for at åbne for samlebånds-godkendelser af udenlandsk arbejdskraft.

SIK fik støtte fra LO og fagbevægelsen i de nordiske lande.

Og hermed lagde LO op til offentlige armlægninger med det grønlandske selvstyre og lidt mere lukkede med den socialdemokratiske regering i Danmark.

Den svære diskussion

Det var en svær diskussion i LO i lyset af de mange kampe mod social dumping i Danmark.

På den ene side skal en uafhængig fagbevægelse i mine øjne altid og ubetinget støtte afkolonisering og frisættelse af mennesker. På den anden side skal en uafhængig fagbevægelse i mine øjne altid og ubetinget udvise solidaritet med uafhængige fagbevægelser andre steder på kloden.

Og det var tydeligt, at de socialdemokratiske medlemmer af LO’s Daglige Ledelse var under pres fra deres parti.

Samtidig rullede debatterne om dansk social dumping, som ikke mindst ramte 3F’s medlemmer.

3F’s formand Poul Erik Skov Christensen var nok den skarpeste kritikker af regeringens linje:

“Dette her er fuldstændig uacceptabelt. Hvis særloven bliver virkelighed, vil der blive anlagt en sag mod regeringen. Det er jeg ikke i tvivl om. Vi vil ikke bare sidde og kigge på det her … Det er ekstremt skamfuldt, at den danske regering, som vi stolede på i den slags spørgsmål, ikke står fast på et værdipolitisk grundlag om, at storkapitalen ikke kan bestemme, om folk kan ansættes under så elendige forhold.

Næstformand for LO Lizette Risgaard tilsluttede sig: “Nu skal vi have klargjort, om der sker overtrædelser af konventionerne. Og så vil muligheden være at anlægge en sag mod den danske regering”. 

Beskæftigelsesministeriet afviste dog i et omfangsrigt notat om sagen og det grønlandske arbejdsmarked, at billig kinesisk arbejdskraft ville være en overtrædelse af den internationale arbejdsorganisation (ILO) konventioner.

Og statsministeren afviste et dansk ansvar for den grønlandske lovgivning om råstofudvindelse: “Regeringen har ikke været med til at udarbejde den grønlandske storskalalov. Det har grønlænderne, for det er deres område.”

Også nogle af de politiske partier havde svært ved at finde et ben at stå på, eksempelvis Enhedslisten:

“Diskussionen er svær, fordi der er konflikt mellem forskellige hensyn – ønsket om at sikre basale rettigheders overholdelse og grønlændernes selvbestemmelse. Konklusionen blev, at vi som udgangspunkt stemmer for de forslag, som den grønlandske regering og landstinget ønsker gennemført, men at vi i sager, hvor disse ønsker strider mod menneske- og arbejdstager-rettigheder og/eller strider mod internationale konventioner, kan undlade at stemme eller i helt særlige situationer stemme imod de grønlandske ønsker.”

Det er grønlændernes valg

Om Grønland vælger fuld selvstændighed eller bevarelse af en form for tilknytning til Danmark, er hverken Danmarks ellers USA’s sag.

Det er alene grønlændernes.

Det samme gælder spørgsmålet om tilknytning under en eller anden form til den aktuelle amerikanske kampagne for at vinde nyt land og adgang til sjældne råstoffer verden over. Det vil i givet fald ikke være noget klogt valg – men det vil være et grønlandsk valg.

Adjunkt ved Forsvarsakademiet Marc Jacobsen gav sidste år og dermed før det amerikanske præsidentvalg et nærmest profetisk bud på USA’s holdning til det grønlandske folk:

“USA optræder i Grønland, i henhold til hvad man opfatter som USA’s nationale interesser. Hvis man ser en trussel mod USA, så bruger man sin tilstedeværelse i Grønland til at svare på den trussel. Hvis truslen er stor nok, så er det i sidste ende sekundært, hvad Danmark eller Grønland mener.”