Grønland: Udryd isormene – en gang for alle

I februar 2026 dukkede en atomdrevet amerikansk ubåd, model Delaware (SSN-791) med en længde på 115 meter, pludselig op til overfladen i Nuuk-fjorden. Det hyggede vi os over i Danmark, for det var i samme uge, hvor Trump bekendtgjorde, at han ville sende et gigantisk hospitalsskib til landet med den begrundelse, at der i hans øjne ikke er styr på hospitalsvæsenet deroppe.

For årsagen til, at ubådens tilstedeværelse blev afsløret, var, at der ombord på ubåden befandt sig en amerikansk person, som havde brug for at blive hospitalsbehandlet. Denne person blev reddet af en dansk Seahawk-helikopter, som fløj vedkommende til Sana, også kendt som Dronning Ingrids Hospital, i Nuuk.

Det ironiske grin kom dog primært danskere i Danmark til gode, for i Grønland var reaktionen anderledes foruroliget. Flere politikere efterspurgte klar information om ubådens ærinde og indhold, idet de samtidig gjorde opmærksom på, at ureglementeret besejling af farvandene kunne forstyrre fangst og fiskeri. Men hensynet til fangsten og fiskeriet er næppe den eneste bekymring, som politikernes efterspørgsel på ubådens indhold angår.

For et år siden blev en amerikansk ubåd af samme model filmet i Eyjafjörður i Island, da den blev eskorteret af et skib fra den islandske flåde, ligesom samme model helt officielt lagde til i havnen i Torshavn i sommeren 2023. I begge tilfælde var ubåden i området som led i de fælles forsvarsforpligtelser i Nato. Der er en stor sandsynlighed for, at det faktisk er præcis den samme ubåd, der har turneret rundt i de arktiske farvande i årevis.

I Grønland foregik der, i modsætning til omkring Island og Færøerne i årene før, ikke noget officielt, da ubåden pludselig dukkede op til overfladen. Pludselig kom selvstyreformand Jens-Frederik Nielsen dog i tanker om, at han alligevel vidste noget. Det var bare business as usual med Nato-fartøjer i farvandet. Og så skulle der ellers ikke tales mere om det.

Hemmelighedskræmmeriet omkring ubåden bekymrede måske ikke i Danmark, til trods for USA’s vedvarende bombninger af sydamerikanske fiskerbåde, for slet ikke at nævne USA’s og Israels massive angreb i Mellemøsten.

Men hemmelighedskræmmeri, fortrængning og disinformation omkring sprængfarlige militære operationer på grønlandsk territorium har en lang historik, som formodentlig får den aktuelle situation set deroppefra til at fremstå noget anderledes end den gør, når den ses fra Danmark. Det er vigtigt, fordi de forskellige grundforståelser slår en kile ind i relationen, som truer med at udvide den kløft, der allerede eksisterer.

Det handler om reaktionsmønstre. Hyggegrin eller uhygge. Spænding eller fortrængt gru. Følelsen af at være på toppen af situationen og have samvittigheden i orden. Eller følelsen af at være blevet ført bag lyset af folk, som ikke vil erkende fortidens fejl.

Det fortrængte “isormelort”

Apropos hemmelighedskræmmeri, fortrængning og desinformation: Når årets pressefoto i Danmark viser en demonstration mod Trump i Nuuk – med et skilt i centrum, hvorpå der står “Clean up your great Iceworm shit”, så er det ikke tilfældigt. De fleste grønlændere ved, hvad det handler om. Men færre danskere end man skulle tro. Og sandsynligvis endnu færre amerikanere.

I 1957 godkendte den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen et stort amerikansk atomvåbenprojekt i Grønland. Eller sådan forstod amerikanerne det i hvert fald. Det er kernen i sagen om “isormelortet”. Og kernen i det problem med fortrængning af de pinlige dele af venstrefløjens historie i relation til Grønland, som jeg kalder ud i dette debatindlæg.

Grundfortællingen om perioden i Danmark er ellers stadig for venstrefløjens vedkommende, at man i den periode gik på gaden mod atomvåben og var modstander af dem på dansk jord. Sådan var det måske for mange almindelige mennesker, men der foregik andre ting i partitoppene end på gaderne i bevægelserne. Grønland og Færøerne var på daværende tidspunkt danske amter og altså dansk jord.

Man kan motivforske på, hvorfor vi danskere glemmer “isormelortet”, når det faktisk har været grundigt undersøgt af danske forskere i Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) – forløberen for den institution, der i dag hedder DIIS – tilbage i 1990’erne, med to-binds-værket Grønland under den kolde krig som resultat. Værket er også kendt under det folkelige navn “DUPI-rapporten”. “DUPI-rapporten” blev bredt debatteret i dansk offentlighed i perioden efter. Men siden er det som om, at den kun er blevet husket selektivt.

Værkets kildebind indeholder omfattende dokumentation for aktiviteterne omkring atomforsvar i Grønland under den kolde krig, herunder en kopi af brevet, som citatet stammer fra.

I et brev til USA’s assisterende forsvarsminister, sendt d. 26. november 1957, fremgår det at:

 “Our ambassador was accordingly authorized to inquire of the Prime Minister whether the Danish Government would wish to be informed in the event that the United States should place nuclear weapons in Greenland. Ambassador Peterson has made this inquiry; the Danish Prime Minister has taken note of it on a strictly personal basis and made no other comment. We are, accordingly, now in a position to go ahead with the deployment.” (bind 2, s. 310)

Brevet er skrevet af en sekretær i USA’s udenrigsministerium.

USA’s ingeniørtropper udførte derfor med, hvad der i deres egne øjne var dansk godkendelse, i perioden fra 1957 til 1964 militære eksperimenter i Grønland, som involverede planer om atomkrig i storskala med Indlandsisen som gigantisk affyringsrampe. Project Iceworm, som projektet blev kaldt af det amerikanske forsvar, var, ifølge DUPI-rapporten, et fantasi-projekt, der aldrig blev realiseret. Atommissiler skulle bore sig op af Indlandsisen. Deraf projektets navn: Iceworm. 

DUPI-rapportens forfattere skønnede konservativt, at de ikke kunne dokumentere, dvs. finde et dokument, der entydigt beviser, en direkte forbindelse mellem isormeprojetet på den ene side og på den anden side de omfattende militære bygnings- og forskningsprojekter i og omkring indlandsisen, som amerikanske ingeniørtropper udførte på flere lokationer i Nordgrønland sidst i 1950’erne og først i 1960’erne, hvoraf den mest kendte er Camp Century. Men paralleliteten, hvad tidsperioden og interessefelterne angår, betød, at selv DUPI’s forskere dengang i 1997 antog, at der måtte være en forbindelse.

DUPI-rapporten gør endvidere opmærksom på, citat:

“Men det er givet, at de ledende danske beslutningstagere efter november 1957 ikke udelukkede muligheden af, at der var eller kunne blive placeret kernevåben i Thule.” (bind 1, s. 436)

Det siger sig selv, at isorme-projektet, da det kom frem, var stærkt foruroligende for grønlænderne. Hvis ens land skulle have været affyringsrampe for atommissiler i stor stil, så kunne man jo selv blive platform for atomart nedfald i ekstremt omfang og samtidig have været gjort til centrum for en atomkrig som mål for fremmede magter. Vel at mærke uden at være blevet oplyst om noget som helst.

Trumps retorik om Grønland lyder som en gammel sang

Trump og hans nærmeste allierede har igen og igen kaldt Grønland en isblok. Det syn på Grønland og den måde at definere landet på giver genlyd af det amerikanske forsvars måde at omtale Grønland på i 1950’erne og 1960’erne.

Det er tydeligt, når man gennemgår kildebindet til Grønland under den kolde krig. Helt konkret var Grønland i deres optik det, der kaldes Iskappen, som er den samlede benævnelse for Indlandsisen, gletsjerne og iset i havet og fjordene, i og omkring Grønland. Ingen mennesker, ingen dyr, ingen natur. Bare Iskappen.

I slutningen af 1950’erne iværksatte amerikanerne byggerier af flere militærkomplekser og -lejre, som officielt var forskningsstationer. En af dem var Camp Century, som blev bygget 220 km øst for Pituffik Space Base (dengang Thule Airbase) inde på Indlandsisen og under isen. Campen fik energi fra et atomkraftværk, og skulle være beboet året rundt. I komplekset byggede man også en jernbane under isen, hvis formål var at fragte atommissiler.

USA’s militære projekt i Grønland gik i det store billede ud på i yderste konsekvens at gøre Indlandsisen til affyringsrampe for et massivt atomforsvar med angrebsmuligheder i retning af det nordvestlige Rusland, dengang USSR.

Det foregik under dække af absurde løgne overfor den grønlandske befolkning. De blev offentliggjort i den grønlandske avis AG i starten af 1960’erne. Man fortalte godt nok befolkningen, at der var et atomkraftværk i byen under isen, som man var i gang med at bygge. Men projektets formål var officielt at bygge en jernbane under isen fra Thule til Sisimiut. Projektet blev fremstillet som om det var til borgernes bedste.

Grønland under den kolde krig påviser, at danske politikere faktisk kunne have fundet ud af, at der var noget i gære omkring atomvåben i Grønland på et meget tidligt tidspunkt, hvis de vel at mærke havde kigget nærmere på materialer, som var tilgængelige for dem fra det amerikanske forsvar. De materialer blev tilsyneladende bare ikke undersøgt mens tid var. Så amerikanernes lag af løgne var altså ikke tykkere end at man kunne have fundet ud af det, hvis man fra dansk side havde ønsket det.

I kildebindet til Grønland under den kolde krig får man det amerikanske forsvars opfattelse af Grønland og legitimationsgrundlag for opbygningen af de militære komplekser i 1950’erne og 1960’erne serveret råt for usødet. Man kan læse, at planerne for “isormene” og anbringelsen af atommissiler ikke bare inkluderede Grønland, men også Ellesmere Island i Canada og bjerget St. Elias i Alaska.

Hvis man kigger efter det amerikanske blik på Grønland, som minder om Trumps i dag, er redegørelsen for Iceworm-projektet, som stammer fra 1960 og blev afklassificeret i 1996, en meget interessante kilde. Det er herfra ovenstående citat stammer. Titlen er “Deployment of NATO MRBM’s in the Greenland icecap. (The U.S. Army’s Iceworm Concept).” Teksten var skrevet af det amerikanske forsvarsdepartement.

Her kan man læse en bid af tonen i planen:

“Sweetening the Danish pie, if possible, by encouraging the Canadians to offer to extend the Iceworm concept, within a NATO base complex, to Ellesmere Island. (Ellesmere Island is the only sizeable [sic!] area in the Arctic outside the Greenland Icecap which might provide a suitable deployment area; we possess in Alaska a small area in the Mount St. Elias region which is comparable but it has very limited deployment and dispersal possibilities.)” (s. 342 f.)

Ellesmere Island er en ø på størrelse med det samlede Storbritannien. Øen er fortrinsvis befolket af inuit, og er det område i Canada, som ligger tættest på Grønland, hvorfor øens oprindelige befolkning er direkte beslægtet med dem, der bor i Grønland i dag. Der var folkevandring derovrefra frem til slutningen af middelalderen. St. Elias er et helligt bjerg for to grupper af oprindelige folk i Alaska.

Af planerne fremgår det, at ophavsmændene havde den opfattelse, at den grønlandske iskappe bl.a. havde den fordel, at den gav mulighed for at placere missiler på land fjernt fra befolkede områder, men stadig indenfor rækkevidden af fjendtlige mål.

Planerne var store. Udgangspunktet var, at projektet skulle dække et område på Indlandsisen, hvis størrelse i fantasi-planerne sammenlignes med Alabama. Der skulle være 11.000 soldater udstationeret, og territoriet skulle kunne udvides.

Bor der nogen på iskappen?

Når man læser de gentagne udsagn om, at atommissilerne kunne placeres fjernt fra områder med en population, kan man i kraft af konteksten ikke slutte sig til, at overvejelserne om distancen til en population handlede om hensynsfuldhed overfor grønlændere eller en population af dyr i et økosystem.

I projektbeskrivelsen indgår grundige overvejelser om, hvem der eventuelt kunne blive ramt af atomart nedfald i forbindelse med en atomkrig. Og her beskrives det, hvordan nedfaldet kan ramme det nordlige Skandinavien, især Finland, men ikke Danmark. Der står faktisk udtrykkeligt, at det ikke kan ramme Danmark, som om hensynet til Danmark, forstået som Jylland og øerne, i særlig grad ligger projektets ophavsmænd på sinde.

Eventuelle grønlændere, inuit på Ellesmere Island eller folk nær St. Elias i Alaska nævnes slet ikke. Som om de ikke eksisterede. Ligesom konsekvenserne for økosystemerne, hvor giftigt nedfald kan vandre over grænser gennem fødekæder eller død i en del af et økosystem kan betyde død i andre dele, heller ikke nævnes.

Grønland bliver konsekvent beskrevet på en måde, så øen fremstår som om den er reduceret til iskappen, dvs. indlandsisen og de isfjelde, der ligger i havet. Der er ikke noget land, nogen natur eller nogen mennesker.

Det er her optikken minder om Trumps tale om en isblok og hans bagatellisering af eller ligefrem ignorance i forhold til, at der findes mennesker og et naturligt økosystem i Grønland, herunder en biologisk population af dyr. Det fremstår som om ophavsmændene til “isormelortet” troede, at Grønland var et hvidt, tomt og neutralt historieløst lærred. Men de vidste, præcis som Trump i dag, faktisk bedre. De amerikanske soldater, der byggede lejrene fra 1957, havde beviseligt kontakt med grønlændere.

Af planerne fremgår det også, at amerikanerne kalkulerede med, at Danmark i relation til Grønland måske kunne finde på at gøre en undtagelse i forhold til politikken omkring forbud mod atomvåben i deres citat: “storbyterritorium” (i planerne står der udtrykkeligt “metropolitan territory”) i fredstid. Underforstået: Grønland er jo ikke et storbyterritorium.

Og sådan fortsætter spekulationerne om mulige danske reaktioner på “isormene” og mulige måder at “massere” Danmarks politiske ledelse for at overbevise om, at planerne er en god idé ned gennem teksten. Spekulationer, som minder om den underlige spekulative stil, som Trump-administrationen fører udenrigspolitik på grundlag af, i skrivende stund.

Glemslens konflikt

“Isormelortet” blev sidst i 1990’erne efter rapportens udgivelse grundigt dækket af medierne. Det var – og er – en stor skandale. En skandale, der havde et omfang, så man skulle have troet, at den en gang for alle havde ændret den brede befolknings opfattelse af dansk militærhistorie, og forestillingerne om relationen mellem Danmark og Grønland.

I stedet for at politisere historien og læse den som en advarsel mod, at stærke militærmagter fortsat kan finde på at fortrænge befolkninger i de territorier som de dominerer, bliver det glemt og glattet ud. Det føles måske godt lige nu, men på sigt er det dumt.

Historien om Camp Century og “isormelortet” bliver i dag genfortalt i medier fra videnskab.dk til CNN, enten som en historie om en hemmelig koldkrigsby, som gemmer på en potentiel naturkatastrofe eller som en mystisk konspirationshistorie, hvis primære formål er læserens oplevelse af spænding.

Til gengæld udelades “isormelortets” politiske dimension, herunder ikke mindst dens kolonialistiske og imperialistiske side. Grønland anskuet som en isblok uden population findes endnu i den politisk-militære sfære og strategiske tænkning. Og det er her, at venstrefløjen må tage ansvar og få ryddet op i sit eget “isormelort”.

For det første fordi venstrefløjen i denne tid genovervejer sit forhold til atomvåben. Det ligger nok ikke lige for, at eventuelle atomvåben på jord, der reguleres i det danske forsvarssamarbejde, kommer til at stå i en villahave i Vanløse eller i Tuborg Havn i Hellerup. Der er Grønland mere nærliggende, landets nærhed til Rusland taget i betragtning.

Kaliningrad ligger godt nok tættere på Danmark. Men mon ikke, at de fleste venstreorienterede atomvåbentilhængere tænker i lidt tyndere befolkede egne, når de siger ja tak til de våben? Så sig det dog lige ud, og lad os tale om det, inklusive alle konsekvenserne.

For det andet fordi den amerikanske psykologiske krigsførelse mod Grønland – og dermed indirekte mod alle i rigsfællesskabet – er vigtig at forstå, hvis vi vil bevare det gode forhold til hinanden.

Det kan man ikke, hvis man i Danmark fortrænger de mest angstprovokerende dele af Grønlands historie, som man selv har været medansvarlig for. Heller ikke selvom det er ubehageligt at huske dem, eller man måske tænker, at det ikke er mit ansvar, hvad USA lavede i Grønland med dansk accept længe før jeg blev født.

Et er debatten om udbytning af Grønland. Den er ikke direkte uhyggelig, selvom den er dybt ubehagelig, og handler om undertrykkelse og reduktion af andre mennesker og deres livsgrundlag til instrumenter, hvis primære formål er at tilfredsstille ens egne behov.

Noget andet er den ekstreme kynisme, som ligger og lumrer i historien om “isormelortet”. Den er uhyggelig, og frygten for, at historien gentager sig, er måske ikke helt irrationel.