Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. februar. 2021

Har vi en ghettolov? Eller er vi begyndt at straffe minoritetsetnisk fattigdom?

Uligheden bliver støttet hen over midten i dansk politik. Det rammer bevidst folk med anden etnisk baggrund end dansk, og minder mere om apartheid end demokrati, mener dagens kronikør.

Beboere samlet til kagespisning og socialt samvær i den farlige, farlige Aarhus-bydel Gellerup. Her er dobbelt straf og sanktioner blevet vedtaget ved lov. Foto: Elsebeth Frederiksen / Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Der er ingen tvivl om, at ghettoloven i manges øjne er kontroversiel. Faktisk så kontroversiel at flere mener, den er et udtryk for strukturel racisme. Det mener  også beboerne i de udsatte områder, der har klaget over lovens særbehandling af etniske minoriteter og derfor sagsøger staten.

Og heller ikke i mine øjne er der tvivl om, at ghettoloven er kontroversiel. Både fordi den er et udtryk for strukturel racisme, men også fordi den straffer minoritetsetniske danskere – der med et andet blik på udsatte boligområder ville blive betegnet som tilhørende arbejderklassen, og ikke et parallelsamfund. At være minoritetsetnisk arbejderklasse er altså blevet noget, det i Danmark er blevet legitimt at straffe i integrationens tegn.

Permanent isolering

I januar 2018 udgav den tidligere VLAK-regering rapporten Parallelsamfund i Danmark.

I den rapport forsøger regeringen at redegøre for eksistensen af parallelsamfund i Danmark. For i det hele taget at kunne undersøge et fænomen, bliver man nødt til først at definere fænomenet, og definitionen er som følger: ”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.”

Det handler altså om fysisk eller mental isolation og ønsket om, at det skal forblive sådan. Herefter undersøges beboernes etnicitet, deres tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner, kriminalitetsniveau og børnenes indskrivning i daginstitution. Rapporten undersøger dog ikke beboernes ønsker om at være en del af det omgivende samfund. Derfor er rapportens konklusioner også, at den i virkeligheden ikke kan sige noget om eksistensen af parallelsamfund i en dansk sammenhæng, og der bruges derfor også ord og vendinger som: ”sandsynligvis”, ”derfor er det umuligt at komme med et sikkert, statistisk bud”,indikatorer” og endelig: ”Tilsammen kan indikatorerne være med til at indkredse parallelsamfund” (min fremhævning), når der skal konkluderes på, hvorvidt parallelsamfundene eksisterer.

Sandsynlighed ikke sikkerhed

Rapporten påviser altså ikke eksistensen af parallelsamfund. Netop derfor er den også blevet kritiseret af flere forskere, som påpeger, at den ikke undersøger det, den siger, den vil undersøge – og derfor heller ikke kan påvise eksistensen af parallelsamfund.

“[Parallelsamfund] handler om fysisk eller mental isolation og ønsket om, at det skal forblive sådan… Rapporten undersøger dog ikke beboernes ønsker om at være en del af det omgivende samfund. Derfor er rapportens konklusioner også, at den i virkeligheden ikke kan sige noget om eksistensen af parallelsamfund i en dansk sammenhæng”

Brian Arly Jacobsen, forsker ved Københavns Universitet, har udtalt: ”Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning.” Og som John Andersen, forsker ved RUC, siger: ”De (regeringen) måler på en række socioøkonomiske indikatorer, som viser forskellige former for ulighed og social udsathed; der findes ingen forskning eller undersøgelser, der viser, at der er sammenfald mellem det, og at man er imod samfundets gængse normer.”

Denne rapport taler altså om sandsynlighed for – men ikke om eksistensen af – parallelsamfund i Danmark. Der er en væsentlig forskel på de to ting, men det vælger regeringen at se bort fra.

Allerede i marts 2018 fremlagde regeringen så udspillet Èt Danmark uden Parallelsamfund. Man kunne tro, at dette udspil – med tanke på konklusionerne i Parallelsamfund i Danmark – så ville konkludere, at der ikke er parallelsamfund i Danmark, men det modsatte sker. Her fortæller tidligere statsminister Lars Løkke, at parallelsamfund i Danmark er en realitet og skal bekæmpes. Nu.

Regeringen vælger at overse rapportens konklusioner og handler dermed mod bedre vidende. På trods af at rapporten ikke kan påvise parallelsamfund i Danmark, vælger regeringen at fremlægge et udspil, der bygger på en falsk præmis. – Og på denne falske præmis vælger de at rive folks hjem ned, indføre dobbelt straf for forbrydelser begået i de udsatte boligområder i forhold til uden for dem, pålægger beboerne at sende deres børn i institution, nedsætter deres indtægtsniveau og fratager dem selv at kunne bestemme, hvor de ønsker at bo.

Etnicitet i fokus

Nu bruger jeg ordet ”de” – derfor er det også nødvendigt at definere, hvem ”de” er. Regeringen skelner mellem 3 typer af boligområder: Udsatte boligområder; ghettoerne og de hårde ghettoer. Men som regeringen også påpeger i Et Danmark uden Parallelsamfund, er det vigtigt for dem ”ikke at begrænse de mange for at ramme de få”.

Regeringen udarbejder derfor nogle kriterier for, hvornår et boligområde er at klassificere som en ghetto. Et udsat boligområde og en ghetto ligner nemlig hinanden på mange områder: Der ses på tilknytning til arbejdsmarkedet, lønniveau, uddannelsesniveau og kriminalitet i området. Hvis et boligområde opfylder to af disse fire kriterier, er der tale om et udsat boligområde. Men det er en ghetto, hvis der i området bor mindst 50 % ikke-vestlige indvandrere.

To boligområder kan altså have identiske socio-økonomiske vilkår, men blive behandlet vidt forskelligt – udelukkende på baggrund af beboernes etnicitet.

Hvis ghettoloven virkelig sigtede på at hjælpe beboerne i de pågældende udsatte boligområder, hvorfor er etniske danskere så ikke kvalificerede til at få samme hjælp som ikke-vestlige danskere? Svaret synes at være, at det ikke handler om at hjælpe. Det handler snarere om at straffe.

Det er selvfølgelig noget af et postulat at komme med, så derfor vil jeg henvise til ordlyden i udspillet: Ordet ”straf” fremgår 43 gange, mens ordet ”hjælp” kun fremgår 5 gange, og det kun i forbindelse med børnene i de udsatte områder.

Tvang, straf og håndfasthed. Nærlæser man “Et Danmark uden parallelsamfund” står det hurtigt klart, hvilken tone der bliver taget i brug. Billede fra udspillet til lovpakken.

Straf og tvang

Straf er altså et tema, der går igennem i ghettoudspillet, og derfor er det også relevant at spørge, hvem der skal straffes og hvorfor? Men måske først og fremmest klarlægge, hvad straffen indebærer. Det, der gør ghettoloven kontroversiel, er bl.a. at man vælger at frasælge eller at rive folks hjem ned. Loven siger, at hvis et boligområde har været på ghettolisten i 4 sammenhængende år, er det at betegne som en ”hård ghetto”. I de tilfælde, hvor boligområder klassificeres som hårde ghettoer, bliver det pålagt boligselskabet at reducere antallet af almene familieboliger i området til 40 % af det nuværende antal. Det gøres de fleste steder ved, at folk tvinges til at flytte fra områder, hvor de er vokset op eller har opfostret deres børn; de bliver i mange tilfælde tvunget til at flytte fra familie og netværk – og ikke mindst betalelige lejligheder, således at antallet af almene boliger kan nedbringes tilstrækkeligt via enten salg eller nedrivning.

Så vidt en del af straffen – men hvem er det, der skal straffes?

Her kan man igen se på de 5 ghettokriterier:

  1. Andelen af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40%
  2. Andelen af beboere, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 %
  3. Den gennemsnitlige bruttoindkomst udgør mindre end 55 % af regionens
  4. Andelen af dømte beboere udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet
  5. Andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere overstiger 50 %

Af disse 5 kriterier skal ét område opfylde to af de fire første OG det sidste – for at kunne blive klassificeret som ghetto. Kriterie 1-3 omhandler socio-økonomiske forhold, mens kriterie 2-3 handler specifikt om klassetilhørsforhold. I denne kasse finder vi rengøringsassistenterne, de ufaglærte arbejdere, der fylder lagrene og sender varer ud i butikkerne, de ufaglærte bygningsarbejdere, lagerarbejderne, gadefejerne og skraldemændene.

Vi finder alle dem, hvis arbejdskraft skaber og vedligeholder infrastrukturen i vores byer og i vores land, men som af forskellige årsager hverken har andet end en folkeskoleeksamen eller en løn over 55 % af gennemsnittet i regionen.

Vi skal ikke glemme, at det er de mennesker, vi alle hyldede som de sande helte, da regeringen første gang corona-lukkede landet ned foråret 2020, og vi takkede vores lokale supermarkedshelte for at tage på arbejde trods den umiddelbare smittefare forbundet med det; og vi takkede rengøringspersonalet for at kæmpe sig gennem arbejdsdagen på hospitalerne og plejehjemmene trods den kæmpe smittefare. De blev på deres arbejde og sørgede for, at Danmark stadig fungerede. Stadig var åbent. Og det gør de stadigvæk. Bare til en lav løn. Og fordi det er deres vilkår og de valg, de har taget, har de brug for billige boliger at bo i!

Konkurrencestat i kulissen

I regeringens udspil bliver disse vilkår adresseret. Der står nemlig: ”Den enkelte indvandrer har selv det største ansvar. For at lære dansk. For at få job og blive en del af lokalsamfundet. For at blive integreret i sit nye hjemland. Alt for få har grebet de muligheder, som Danmark tilbyder. På trods af at Danmark er et samfund med tryghed, frihed, gratis uddannelse og gode jobmuligheder.”

Her opstår et paradoks. Af de større, faktisk. Regeringen skriver rigtig nok, at den enkelte selv har ansvaret for at gribe mulighederne. Men paradokset består i, at det i denne kontekst fremstår som muligheder. Altså noget, man frit kan vælge til eller fra: Vil jeg tage en uddannelse? Vil jeg have et højt betalt arbejde? Vil jeg være arbejdsløs? Ja eller nej?

“… virkeligheden er, at samfundet har brug for ufaglærte… hvis politikerne syntes, at lavtlønsjobs var et problem, så kunne de give fagforeningerne mere magt til at forhandle løn- og arbejdsvilkår. Og hvis politikerne syntes, at fattigdom i Danmark var et problem, kunne de afhjælpe det ved at hæve kontanthjælpen og stoppe med at udhule dagpengene.”

Hvis der er tale om reelle muligheder, som man kan gribe, hvis man har lyst, hvorfor så straffe dem, der tager deres folkeskoleeksamen med ud på arbejdsmarkedet og finder et ufaglært arbejde? Hvorfor kalde dem beboere i ”parallelsamfund” og kalde deres boligområder for ”hårde ghettoer” – og så rive deres hjem ned?

Der gemmer sig selvfølgelig bag denne politik nogle forestillinger om, hvad det gode liv er. Det gode liv er, som regeringen selv skriver i udspillet: Muligheden for at bidrage til lokalsamfundet, tage en uddannelse, gode jobmuligheder og dermed selvfølgelig også et godt arbejde.

Men bag denne forestilling gemmer sig også forestillingen om, at det både er muligt OG ønskværdigt for hver enkelt, og at det gode liv ikke kan være en folkeskoleeksamen og et ufaglært arbejde. Måske fordi det i en neoliberal forståelse af verden i sig selv ikke er godt nok. Måske fordi konkurrencestaten med sin forståelse af individets evige (selv)udvikling hele tiden skal tilstræbe optimering og social mobilitet, og dette selvfølgelig kun opad.

Farvet ulighed

Men i denne forståelse ligger naturligvis også en manglende erkendelse af virkeligheden og samfundets og dermed også statens rolle i denne. For virkeligheden er, at samfundet har brug for ufaglærte. Virkeligheden er også, at hvis politikerne syntes, at lavtlønsjobs var et problem, så kunne de give fagforeningerne mere magt til at forhandle løn- og arbejdsvilkår. Og hvis politikerne syntes, at fattigdom i Danmark var et problem, kunne de afhjælpe det ved at hæve kontanthjælpen og stoppe med at udhule dagpengene. Så ville lavtlønsjobbenes lønniveau sikkert følge med.

Så den ulighed, der opstår som en konsekvens af politisk bestemte strukturer, er tilsyneladende ikke et problem. Dermed er det fra politisk hold tilsyneladende heller ikke et problem, at der findes borgere, som er ramt af disse politisk bestemte strukturer – og som derfor står på den forkerte side af ulighedslinjen mellem rig og fattig. Medmindre altså, at det er fordi du er en ikke-vestlig indvandrer. Og her opstår endnu et paradoks. For uligheden er bredt accepteret og medvilligt understøttet af politiske beslutninger hen over midten i dansk politik. Den har endda fået sin egen fine betegnelse: Arbejdsudbud.

Men den har også fået en farve. Og denne farve er hvid. Og så har den fået en etnisk oprindelse: Vestlig. Så længe vi taler i den pæne term arbejdsudbud, er de fleste partier i dansk politik  glade og trygge. Og her kan man som borger selv vælge, om man vil tage en uddannelse, om man mener, det giver mening i forhold til, hvem man er. Og her kan man selv bestemme, sanktionsfrit, om man vil påtage sig et lavtlønsjob eller ej – selvfølgelig inden for rammerne af den enkeltes egne muligheder og begrænsninger. Her er der frihed til at vælge mellem mulighederne, som det danske velfærdssamfund stiller til rådighed.

“Skifter arbejdsudbuddet farve og oprindelse til brunt og ikke-vestligt, så hedder det ikke længere arbejdsudbud, men derimod parallelsamfund, og her starter sanktionerne. Her kan du få revet dit hjem ned.”

Men skifter arbejdsudbuddet farve og oprindelse til brunt og ikke-vestligt, så hedder det ikke længere arbejdsudbud, men derimod parallelsamfund, og her starter sanktionerne. Her kan du få revet dit hjem ned, hvis du ikke vælger at gøre brug af de muligheder, som det danske velfærdssamfund stiller til rådighed for dig. Her kan regeringen tillade sig at sanktionere dig, hvis du bor i det forkerte område i byen og ikke har en uddannelse, men er blevet arbejdsløs. Her har du ikke nødvendigvis ret til at være sammen med din familie, hvis dette samvær kræver en familiesammenføring. Her bliver du ikke bare ramt af konjunkturer. Her risikerer du som ufaglært både at blive ramt af konjunkturer, som generelt rammer ufaglærte ekstra hårdt, og at blive ramt af truslen om at skulle tvinges ud af din lejlighed. Her er der ikke muligheder, men mulighedstvang. Og her mister du, hvad der burde være basale rettigheder i et retssamfund.

Hvem er de almene boliger til for?

Almene boliger blev bygget for at almindelige mennesker også skulle have adgang til boligmarkedet, men når almindelige mennesker, forstået som den ufaglærte eller den arbejdsløse børnefamilie, hvem disse boliger var tiltænkt, bor i disse områder, bliver deres tilstedeværelse problematiseret og deres valg sanktioneret og kriminaliseret. 

Jeg kan jo egentlig godt lide at tænke på og forestille mig Danmark som et demokratisk land styret af ideen om lighed for loven. Men jeg kan ikke få den tanke og forestilling til at passe her. For jeg kan ikke forstå, hvordan man kan kræve af borgere i et demokratisk samfund, at de skal tage en uddannelse, og at de skal have et vellønnet job, hvis de ikke vil risikere tvangsforflyttelse.

Og jeg kan slet ikke se, hvordan man stadig kan kalde Danmark demokratisk, når man laver sådanne særlove, hvis hensigt er at ramme en meget specifik gruppe af borgere. Jeg synes mere det minder om totalitære stater. Eller apartheid.

For helt ærligt, kan man virkelig stadig kalde Danmark et demokrati og et retssamfund, når det kun gælder for de få?  Når demokratiet kun gælder for dem, vi stadig kalder for arbejdsudbud? Når basale rettigheder kun gælder dem, der med retten på deres side kan vælge at være ufaglærte arbejdere uden at skulle have deres hjem revet ned? Jeg overvejer det kraftigt.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Maria Nielsen

Maria Nielsen

Kulturanmelder på Solidaritet. Uddannet folkeskolelærer, og læser dansk og kultur-og sprogmødestudier på RUC. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER