Historien er død. Længe leve historien! Anmeldelse af “Efter faldet”

Efter faldet begynder samme mandag eftermiddag, som Matthias Dressler-Bredsdorff er ved at lægge sidste hånd på en bog. Den skal handle om politiske og psykologiske sammenbrud, og hvordan de hænger sammen. Men så modtager han en e-mail om, at hans far er faldet ned fra et tag, og muligvis ligger for døden. Og begynder forfra med at skrive.

Den bog, der ender med at udkomme, er en velskrevet erindringsroman. På den franske måde, hvor erindringerne er selvbevidste og naturligt stiller spørgsmålet om, hvorfor vi erindrer, som vi gør.

Genstanden for Dressler-Bredsdorffs erindring er hans far og en erindringsroman, han efterlod sig, om hans far, der var SS-kaptajn. En erindring om en erindring.

Hvis det lyder meta, er det, fordi det er det. Dressler-Bredsdorff er meget optaget af, hvor mange måder, den samme person kan beskrives på, og hvordan det ændrer vores erindring af dem. I farens erindringer var farfaren først og fremmest nazist, men Dressler-Bredsdorff dvæler ved, hvor mange andre prædikater han mere sætter på ham: ”sortbørshaj”, ”slotsherren”, ”spion”, ”en prut”.

Hans optagethed af, hvor mange måder den samme mand kan fremtræde på i vores erindring, spejler den overordnede historieopfattelse i bogen – at historien ændrer sig, som når klimakrisen forårsager en krise i tiden, der gør, at ”fortiden pludselig kollapser ind i fremtiden”, og fremtiden kollapser ind i fortiden.

På den måde bliver Efter faldet alligevel en roman, hvor det samfundsmæssige spejles i det psykologiske. Men en meget personlig én.

Efter Ernaux

Inspirationen fra Dressler-Bredsdorffs franske forbillede, Annie Ernaux, skinner igennem overalt i bogen. Både i dens fragmenterede stil, forælderens død som katalysator for erindringen og i sammenføjningen af slægtshistorie med sociologi. Som når Dressler-Bredsdorffs far overbeviser en sagfører om, at de langt ude er i familie – og derved skaffer familien en herskabslejlighed i Ordrup:

”Det er sådan historien virker, sådan sociologien fungerer: Dem, der har haft, kan altid få igen. Når man er født ind i borgerskabet, står døren altid på klem. Man tror, man forlader sin klasse. Men den finder altid én igen”.

Efter faldet bryder ikke nyt land, men er ikke desto mindre en velskrevet bog, som jeg ikke vil tøve med at anbefale til alle, der holder af Ernaux’ måde at skrive på.

På én måde adskiller den sig fundamentalt fra Ernaux’ bøger: Dressler-Bredsdorff skildrer ikke det 20. århundrede fra bunden, men fra en central placering midt i historiens centrifuge. Efter faldet er befolket med historisk vigtige personer: Dressler-Bredsdorff har en SS-kaptajn som farfar og en modstandsmand som morfar, og denne morfar fejrede – by the way– sit bryllup i Poul Henningsens sommerhus, og har trykket hånd med Trotskij.

Dressler-Bredsdorff lægger ikke skjul på, at han er inspireret af Ernaux, som han eksplicit henviser til. Han henviser også til Didier Eribons Retour à Reims og Theodor Adornos Oplysningens dialektik. Han viser, hvis skuldre han står på.

Det er sympatisk, men helt ærligt også en smule skuffende – jeg har altid nydt selv at gennemskue en implicit litterær reference eller identificere en vigtig inspirationskilde. Desværre er eksplicitte referencer oppe i tiden, en tendens der foreløbig er kulmineret i Sally Rooneys Intermezzo, der har en decideret kildeliste.

Jeg forstår godt, det kan være fristende at dække sine flanker i en tid, der er optaget af plagiat. Men på vegne af alle os, der gerne vil føle os som detektiver uden at læse Dan Brown, håber jeg, at eksplicitte referencer snart forsvinder fra romaner igen.

På usikker grund

Farens fald er det ene fald, bogens titel referer til. Men der gemmer sig også andre fald i titlen: Det syndefald, som farfarens nazisme repræsenterer for familien, og Murens fald, der former Dressler-Bredsdorffs opfattelse af historien.

Som var han en sekundær faderfigur, løber forfatterens livtag med Francis Fukuyama parallelt med livtaget med faderen. Dressler-Bredsdorff er vokset op i tiden umiddelbart efter Murens fald, og dermed efter historien blev erklæret død.

Den fortælling kan Dressler-Bredsdorff ikke forlige sig med: At historien er slut, at der ikke er mere tilbage til ham. Men den er også en kilde til tryghed, som alle fortællinger, vi er vokset op med, er. Mens klimakrisens omfang så småt går op for verden, og krig bryder ud i Europa, overvældes han af erkendelsen af, at den historie, han har ønsket ville gå i gang, nu endelig er det.

Han diskuterer det med sin far: ”han fra sit synspunkt og jeg fra mit. Og måske var det i virkeligheden en hårdere erkendelse for mig, der var født et par måneder inden murens fald, end det var for ham, der var født ind i krigen. For ham var omslaget naturligt, han var født ind i oplysningens dialektik, mens det for mig var kommet som et chok, jeg først sent havde erkendt”.

Det er en af bogens styrker, at den lader chokket have to sider: Det er chokerende, at historien er slut, og det er chokerende, at den ikke er det. Sådan har mange europæere haft det i de seneste år. Nu skal vi lære at leve med, at historien bliver ved og ved, og at det formentlig er ude af vores hænder, hvad der kommer til at ske.

At leve i slutningen af en masse fortællinger

Faren kæmper også med historien, men det er på en anden måde. Mens Dressler-Bredsdorff kæmper med meningstab, kæmper faren med den mening, der er:

Sin egen fars nazisme.

Han bruger flere år på at afdække sin fars historie, måske i håb om bedre at kunne forstå, hvad drivkraften var, og han taber kontakten til sine søskende, der er mindre ivrige efter at slå hånden af deres far, end han selv er.

Efter farens død arver Dressler-Bredsdorff interessen i familiehistorie, men ikke i spørgsmålet hvorfor farfaren blev nazist. Måske skyldes det noget så banalt som, at der er et slægtled mellem ham og farfaren, og dermed et slægtled mellem ham og skylden. Måske skyldes det, at det, der tynger ham, ikke er historiens vægt, men dens lethed. Han skriver om sin far:

”Han lever sit liv som en konfrontation med den gamles idéer, men hvad må der så blive af ham, den dag han erkender, at faren er tom? Hvorfor blev Hans nazist? Litteraturen opstår gennem spørgsmål, den siden verfer bort”.

Mens man læser bogen, bliver det mere og mere uklart, hvem det egentlig er, der har brug for at erkende, at faren er tom. Faren graver ganske vist manisk i arkiverne for at forklare, at hans far var nazist. Han dør, før han er færdig med at lede. Men han kæmper ikke med tomheden, men med sin undersøgelse. Det er sønnen, der kæmper med tomhed.

Efter faldet er en roman om at vokse op i tomrummet efter historiens slutning for derefter at opdage, at historien aldrig sluttede. Det lyder ubehageligt og tungt, men er faktisk alt andet end det.

Dressler-Bredsdorff skriver så frit og uhindret, at hver sætning med automatik tager den næste, og bogens inddeling i korte fragmenter, der flagrer fra emne til emne, gør den let og luftig. Hvis du ikke ved, hvad du skal læse over sommeren, er Efter faldet et bud på en eftertænksom erindringsroman, der egner sig godt til at blive læst på stranden eller i et tog gennem Europa.