Hobson i Arktis: Trumps Grønland-strategi er ikke bare narcissisme

Jeg har netop været på ferie i den arktiske nationalpark Abisko i det nordligste Sverige. Som læsestof på turen havde jeg pakket klassikeren Imperialism: a study fra 1902 af økonomen J. A. Hobson.

Det skulle vise sig at være noget af et sammentræf. Samme dag, jeg rejste nordpå, indførte Trump straftold mod en række europæiske lande som led i sit imperialistiske pres på at overtage Grønland.

Hvordan forklarer vi den nye amerikanske imperialisme? Mange tyer til psykologiske modeller om Trump som et narcissistisk individ. Men allerede for hundrede år siden beskrev Hobson, hvordan moderne imperialisme er resultatet af økonomiske klasseinteresser.

Hverken liberalisme, realisme eller narcissisme

To skoler dominerer studiet af internationale relationer. Liberalismen tror på opbygningen af internationalt samarbejde og en regelbaseret verdensorden. Realismen ser derimod verden som en anarkisk magtkamp mellem nationer, der selvisk forfølger sine egeninteresser.

Ingen af skolerne kan forklare Trumps ønske om at eje Grønland. Overtagelsen af øen gennem militær magt eller økonomisk afpresning ville være et åbenlyst brud med liberale principper. Samtidig betyder den destruktive adfærd, at NATO – et vigtigt element i amerikansk magtprojektion – er under opløsning, hvis ikke de facto død allerede.

Når Trumps handlinger hverken kan forklares gennem den liberale eller realistiske skole, tyer mange til psykologiske forklaringsmodeller. Fx anbefaler Svend Brinkmann, at danske diplomater får en efteruddannelse i narcissismens psykologi.

Men skyldes USA’s udenrigspolitik vitterligt bare én mands vilkårlige psykologiske særtræk? Under min rejse med Hobson i Arktis står det klart, at svaret er nej.

I Imperialism: a study stillede Hobson spørgsmålet: Hvorfor havde Storbritannien og andre europæiske magter i slutningen af det 19. århundrede kastet sig ud i en kostbar imperialistisk ekspansion?

Imperialismen kunne ikke forsvares ud fra liberale principper. Men nationaløkonomisk gav imperialisme heller ikke mening. De små gevinster fra handel med kolonierne og andre engelske besiddelser kunne på ingen måde kompensere for de militære udgifter forbundet med at opretholde imperiet. Altså var realismens fokus på national egeninteresse også utilstrækkelig.

Svaret er kapitalisme

I stedet har imperialismen rod i snævre interesser inden for kapitalklassen. I kapitel 4 skriver Hobson:

”Men en omhyggelig analyse af de eksisterende relationer mellem erhvervsliv og politik viser, at den aggressive imperialisme, som vi søger at forstå, i hovedsagen ikke er et produkt af racerelaterede, blinde lidenskaber eller af politikernes blandede dårskab og ambition. Den er langt mere rationel, end den ved første øjekast forekommer. Irrationel set fra hele nationens synspunkt er den tilstrækkeligt rationel set fra visse klassers synspunkt i nationen.”

Ifølge Hobson har kapitalisterne en interesse i at få nye markeder for deres produkter og sikre sig nye, profitable investeringsmuligheder i udlandet. Magtfulde dele af kapitalklassen kan bruge deres økonomiske magt til at påvirke det politiske system. De får samfundet til at betale udgifterne til opretholdelse af imperiet, imens de selv sikrer sig gevinsterne fra de nye markeder. Om den amerikanske imperialisme skrev Hobson blandt andet i kapitel 6:

”Den eventyrlystne entusiasme hos præsident Theodore Roosevelt og hans parti med idéerne om “manifest destiny” og “civilisationens mission” må ikke bedrage os. Det var herrerne Rockefeller, Pierpont Morgan og deres samarbejdspartnere, der havde brug for imperialisme, og som pådrog den den store republik i vest. De havde brug for imperialisme, fordi de ønskede at bruge landets offentlige ressourcer til at finde profitabel anvendelse for deres kapital, som ellers ville være overflødig.”

Hvor præsident Roosevelt var under indflydelse af rigmænd som Rockefeller og Pierpont Morgan, er Trump i dag under indflydelse af Silicon Valleys tech-oligarker som Musk og Bezos. Både Vibeke Schou Tjalve i forsvarspodcasten Frontlinjen og Casey Michel i magasinet The New Republic har beskrevet Grønlands rolle i tech-oligarkernes visioner.

De ser den arktiske ø som et terra nullius for deres libertære visioner om såkaldte Free Cities uden for staternes kontrol, kølede datacentre til AI-tjenester, testbaser til kommercielle rumprojekter, og selvfølgelig minedrift efter sjældne jordarter. Alt sammen uden europæiske krav til arbejdsforhold, miljøstandarder eller anden demokratisk kontrol.

Mere end en abstrakt akademisk øvelse

Hvor imperialismen på Hobsons tid skyldtes kapitalisternes behov for nye markeder, handler den i Arktis om oligarkernes libertære visioner og opgør med demokratiske staters kontrol. Men i begge tilfælde gælder den hobsonske indsigt, at klasseinteresser internt i landene har store konsekvenser for deres internationale relationer.

Hobsons forklaringsmodel er ikke bare en abstrakt akademisk øvelse. Hvis Trump er under tech-oligarkernes indflydelse, har det nogle vigtige konsekvenser for truslens årsag og løsning.

Hvis imperialismen skyldes klasseinteresser, er årsagen større end Trump. Øvelser i narcissistisk psykologi kan ikke ændre på, at en indflydelsesrig tech-elite ønsker kontrol over Grønland. Problemet vil heller ikke forsvinde, når Trump engang ikke længere er præsident.

Gå efter tech-oligarkerne og deres penge

Et effektivt modsvar på Washingtons ekspansionsdrømme er derfor at gå efter tech-oligarkerne selv. Den franske økonom Gabriel Zucman har eksempelvis foreslået at modsvare amerikansk imperialisme med en særlig formueskat på oligarker. Hvis en oligark eller virksomheder ejet af oligarker ønsker adgang til det europæiske marked, skal de betale en særskat.

Den anti-oligarkiske protektionisme har den fordel, at den fokuserer konflikten på økonomisk ulighed. Sådan undgår EU, at et modsvar misbruges af republikanerne til at mobilisere på en (indbildt) følelse af nationaløkonomisk trussel.

Vi skal selvfølgelig ikke forfalde til vulgær økonomisme. Trumps psykologi og personlige ambitioner kan gøre det lettere for oligarkerne at udøve deres indflydelse i forskellige politiske spørgsmål.

Måske er det netop sammenfaldet mellem præsidentens ambitioner for sit eftermæle og oligarkernes økonomiske interesser, der forklarer det vedholdende pres for imperialistisk ekspansion.

Mange analyser af Trumps handlinger tager udgangspunkt i hans individuelle særpræg. Men det er mindst lige så vigtigt at forstå den dynamik af klasseinteresser, der styrer det geopolitiske system. Ellers overser man let både problemets omfang og alternative løsninger.

Derfor er det godt at læse Hobson i Arktis.