Højrefløjen angriber vores demokratiske rettigheder – opdater Grundloven

På grundlovsdag fejrer vi, som vi nok alle har lært i skolen, at Danmark fik sin første såkaldt ”demokratiske” grundlov i 1849, da kongen afgav sin enevældige magt. Hvad der dog ofte siges mindre højt, er at dette bestemt ikke skete af sig selv, eller fordi kongen fik en god ide eller pludseligt opdagede demokratiet som idé.

Nej, det skete derimod på baggrund af udviklingen i store dele af Europa, herunder ikke mindst en række revolutioner og oprør i mange europæiske lande. Tager man et blik på Danmark i 1849, var der da også her kræfter, som krævede enevælden afskaffet, og det var først da de i et brev truede med at tage andre metoder i brug, at der skete noget.

Sådan har det i øvrigt altid været. Uden folkeligt oprør og pres har vi ikke fået demokratiske fremskridt.

Et indskrænket demokrati

Selv da vi i 1849 endeligt ”fik” grundloven, var demokratiet og stemmeretten stærkt begrænset. Alle ”uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke havde modtaget fattighjælp” fik stemmeret. Det betød, at ca. 15 procent af befolkningen havde stemmeret.

Herudover fik vi også ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed m.v. Dog fik Folkekirken en særstatus, som den opretholder til denne dag. Samtidigt var det også klart, at både forsamlingsfrihed og ytringsfrihed kunne begrænses af lovgivning. Faktisk er den ret, som sikres mest entydigt i grundloven fra 1849, den private ejendomsret. Retten til rigdom for de få var klart vigtigere for eliten end retten til et anstændigt liv for den brede befolkning.

Selv om stemmeretten var begrænset til en forholdsvis lille del af befolkningen, var der stor modstand mod den fra landets rigeste. Da kontrarevolutionære strømninger gik hen over Europa i 1860’erne, blev stemmeretten i forhold til Landstinget stærkt indskrænket i 1866, sådan at de rigeste danskere sammen med de 12 medlemmer, som kongen udpegede direkte, var sikret flertallet her.

Ifølge grundloven var det kongen, som udpegede regeringen – og i alle årene frem til 1901 udpegede han repræsentanter for godsejerne og/eller Højre til at lede regeringen – uagtet at de havde et Folketingsflertal imod sig i. De regerede så ved hjælp af dekreter og uden at lytte til flertallet af de folkevalgte.

Det skabte, forståeligt nok, stor modstand i befolkningen – så stor at partiet Venstre i denne periode dannede skytteforeninger, for at folket kunne være bevæbnet i tilfælde af en revolutionær eller kontrarevolutionær situation. Mange har nok i dag glemt, at Venstre dermed er det eneste parti i Danmark, som så seriøst har forberedt sig på en voldelig revolution eller kontrarevolution.

Systemskiftet

I 1901 fik Højre 7 procent af stemmerne ved folketingsvalget, og kongen accepterede, at regeringen ikke måtte have et flertal imod sig i folketinget. Dette ”systemskifte” betød, at parlamentarismen blev indført.

Det skete dog ikke med kongens og højrefløjens gode vilje – og den 29. marts 1920 fyrede kong Christian X Zahle-regeringen og udnævnte i stedet en ny, som havde Folketingsflertallet imod sig. Det skabte selvsagt massiv folkelig modstand.

Fagbevægelsen truede med generalstrejke, der var store demonstrationer, og kravet om at indføre en republik blev rejst af mange. Dagen efter skrev avisen Social-Demokraten således med store bogstaver på forsiden Kongen begaar Statskup.

Kongen bøjede sig, men vi havde endnu en gang fået demonstreret, at demokrati kræver en aktiv og årvågen befolkning – for ellers risikerer vi, at reaktionære kræfter ruller det tilbage. Det blev heldigvis sidste gang, vi så kongen på den måde blandede sig så aktivt og direkte – og i 1953 blev den negative parlamentarisme endeligt skrevet ind i grundloven, mere end 100 år efter det burde være sket.

Almen stemmeret er ikke noget vi har fået – det er noget vi har taget

Sideløbende med dette var kampen for at udvide stemmeretten til også at omfatte kvinder, tyende m.v. – og dermed gøre demokratiet mere repræsentativt for befolkningen.

Den kampagne blev forstærket op til og under 1. verdenskrig – og ikke mindst efter en omfattende kampagne fra fagbevægelsen, venstrefløjen og kvindebevægelsen lykkede det at komme igennem med det, selvom der stadig var store grupper i befolkningen, som ikke havde stemmeret.

Valgretsalderen til folketinget blev også nedsat til 25 år. Det betød, at andelen af borgere i Danmark, som havde stemmeret, steg til over 40 procent. Samtidig blev der indført mulighed for folkeafstemning. Først i 1978 fik vi den nuværende stemmeretsalder på 18 år.

Det er derfor, ikke mindst på Grundlovsdag, vigtigt at vi husker på, at vi ikke FIK almen stemmeret – den er derimod noget vi har tilkæmpet os gennem folkelig aktivitet og pres.

Hvornår må grundloven føres up to date?

Den hidtil seneste revision af grundloven som sådan fik vi for mere end 70 år siden, og før jeg blev født, nemlig i 1953. Den huskes mest, fordi vi der fik mulighed for kvindelig tronfølge, men der skete også andre vigtige ting.

Faktisk var der efter 2. verdenskrig et stærkt ønske i befolkningen om fornyelse og udvidelse af demokratiet. Derfor blev kravet om folkeafstemning ved suverænitetsafgivelse skrevet ind i grundloven, noget der senere skulle vise sig at få stor betydning for vores medlemskab af EU. Frihedsrettighederne blev også udvidet. Retten til arbejde blev indskrevet (det fik godt nok aldrig nogen praktisk betydning). Ligesom Grønland blev skrevet ind i grundloven og her formelt set sluttede med at være en koloni.

Siden da er alle forsøg på at få moderniseret grundloven blevet afvist. Det betyder, at grundloven hverken indeholder nogen effektiv beskyttelse af menneskers sociale rettigheder, eller beskyttelse af natur, miljø og klima.

Samtidig er grundlovens beskyttelse af borgerne mod overgreb fra statens side også meget begrænset – således står der intet i grundloven, som beskytter os mod de forslag til overvågning af hele befolkningen, som regeringen har foreslået at give PET beføjelser til.

Her er der betydeligt mere at hente i menneskerettighederne og den europæiske menneskeretsdomstol. Det er noget, vi gør klogt i at huske på, ikke mindst når et flertal i folketinget nu går til angreb på netop disse fundamentale, rettigheder.

Højrefløjen angriber de demokratiske rettigheder

I angrebet på ”konventionerne” – noget vores statsminister sammen med hendes gode ven, Italiens premierminister Giorgia Meloni, gerne stiller sig i spidsen for – glemmes meget hurtigt noget meget vigtigt:

Nemlig, at når disse konventionsbeskyttede menneskerettigheder også beskytter flygtninge er det på ingen måde tilfældigt. Faktisk tværtimod, for det hænger sammen med, at vi i 1930’erne og 1940’erne så massevis af flygtninge. Både politiske flygtninge og dem der blev forfulgt på grund af etnicitet eller religion blev sendt tilbage til blandt andet Nazityskland – ofte til en sikker dødsdom.

Det var det, man så og tænkte, at man måtte sikre sig mod i fremtiden. Det er baggrunden for de konventioner, der nu angribes som ubekvemme og upraktiske af ikke mindst højrefløjspolitikere (og deres venner) over store dele af Europa.

Her stopper problemerne dog ikke. For hvor skørt det end måtte lyde, så går det reelt set også tilbage i forhold til stemmeretten. I dag har over 10 procent af de voksne mennesker, som lever i Danmark ikke stemmeret.

Det skyldes primært, at det er blevet meget svært at få dansk statsborgerskab – selv hvis man er født i Danmark. På det seneste har højrefløjen endda forsøgt at få afskaffet stemmeretten til kommunal- og regionsrådsvalg fra borgere uden dansk statsborgerskab.

De ønsker med andre ord at fortælle folk, der kan have deltaget aktivt i demokratiet i årevis, at de nu ikke længere er gode nok. Det bør vi ganske enkelt ikke lade passere i stilhed!

I tillæg til det dybt umoralske i det – og i øvrigt konflikten med EU-retten det ville medføre – må man også spørge sig selv: Tror man virkelig, at det vi gavne integrationen eller sammenholdet i vores samfund at fratage folk indflydelse på deres hverdag?

På en Grundlovsdag i 2025 er der med andre ord mildt sagt stadig meget at kæmpe for – og imod.