Hvad der kan gemme sig bag en afstemning i FN’s menneskerettighedsråd

Onsdag 3. april var der møde i FN’s menneskerettighedsråd (HRC). På dagsordenen var spørgsmålet om sanktioner. En udtalelse blev sat til afstemning om “Den negative indvirkning af ensidige tvangsforanstaltninger på udøvelsen af menneskerettighederne”. Oversat til almindeligt dansk: Hvordan sanktioner krænker menneskerettigheder.

I udtalelsen fordømmes sanktioner for at have “vidtrækkende konsekvenser for den almene befolknings menneskerettigheder” og for at påvirke fattige og meget sårbare personer uforholdsmæssigt hårdt.

Vilkårlige og ensidige sanktioner, der påvirker folks mulighed for at udøve deres menneskerettigheder, bør fjernes, lyder opfordringen. USA står som bekendt i spidsen for et helt sanktionsregimente. Økonomiske sanktioner, embargo, lukning af interbanksystemet SWIFT og indefrysning af centralbankreserver. Næsten 30 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt fremstilles i lande, der er underlagt sanktioner.

Det er interessant nok i sig selv, men mindst lige så interessant er det, hvem der stemte hvad, da udtalelsen kom til afstemning. Af de 47 medlemslande i Menneskerettighedsrådet stemte de 32 for, 14 stemte imod og et land undlod at stemme. De lande, der var imod resolutionen, bestod af USA, dets europæiske allierede og Japan. Den eneste nation, der undlod at stemme, var Argentina, som regeres af den højreekstreme leder Javier Milei, der har lovet USA sin fulde støtte. Kina stemte i alliance med det globale flertal.

Vesten er i mindretal

Stort set samme stemmemønster gentog sig, da der skulle stemmes om en anden resolution, der omhandlede, hvordan udlandsgæld og de dertil hørende økonomiske forpligtelser påvirker enkeltlandes mulighed for at udøve menneskerettighederne.

Stort set samme stemmemønster gentager sig i disse år gang på gang i alle mulige fora, hvor verdens lande mødes: USA og dets snævre kreds af allierede stemmes massivt ned. Deres politik, deres kurs har ikke opbakning.

Historien går i bølger, og det er vigtigt at forstå dens bevægelser. Lige nu er den unipolære æra under USA’s dominans ved at nærme sig en afslutning. Som det belgiske parlamentsmedlem fra partiet PTB (Det belgiske arbejderparti, red.), Peter Mertens, beskriver det:

“Fremtiden tilhører multilaterale relationer mellem lande og befolkninger, med gensidig respekt og gensidighed, uden politisk eller militær indblanding udefra.”

Han opfordrer til at støtte det “mytteri”, som begås af “lande og befolkninger der ønsker at træffe deres egne beslutninger om deres egne ressourcer, hvad enten det er litium eller kobolt, og kræve retten til at forarbejde ressourcerne.”.

Sagen er i sin enkelhed, at den tid er ved at være forbi, hvor en lille men magtfuld kerne i det imperialistiske verdenssystem, bestående af USA, NATO og EU plus enkelte lande i Asien kan dominere, både ideologisk, økonomisk og militært.

Syd mod nord

Afstemningen i FN’s Menneskerettighedsråd 3. april er et udtryk for, at den vigtigste geopolitiske modsigelse for nuværende er mellem de kræfter, der ønsker at opretholde det, som man kunne kalde den transatlantiske imperialistiske bloks herredømme på den ene side, og de kræfter, der søger en multipolær verdensorden på den anden side.

I andre termer: Det, der populært kaldes det globale syd, de tidligere kolonier, rotter sig ganske enkelt sammen mod det globale nord.

Denne udvikling forstærker alle modsætninger i verden, afføder nye modsætninger og åbner nye muligheder. Den åbner et vindue for at føre den antikolonialistiske kamp videre. Men den har også ført verden ind i en ekstremt usikker tid for klodens store flertal. Omfattende og regionale imperialistiske krige bryder ud.

Uanset hvad vi som venstreorienterede, socialister eller kommunister mener om denne udvikling, så foregår den for øjnene af os. Og i de to krige, der i øjeblikket – hvor forskelligartede de end er – sætter den verdenspolitiske dagsorden, ser vi afspejlet de forandrede styrkeforhold i verden: NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine. Og Israels folkemorderiske udryddelseskrig mod palæstinenserne.

I forhold til NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine får vi at vide, at det er Rusland over for resten af verden. Men det er i virkeligheden Vesten – det jeg kalder den transatlantiske imperialisme – mod resten af verden.

I forhold til Israels bestialske udslettelseskrig mod Palæstina får vi at vide, at det er Israel, der kæmper for sin overlevelse mod terrorister. Men det er i virkeligheden Israel, USA og dele af Europa mod det palæstinensiske folk og resten af verden.

I begge krige placerer Danmark, den danske regering, ja det altovervældende flertal i Folketinget sig konsekvent på den forkerte side af historien. De er tilsyneladende parate til at gå under sammen med det synkende amerikanske verdensherredømme.