Del II: Hvad er demokratisk socialisme?

Demokratisk socialisme er et af tidens hotte samtaleemner. Særligt i USA er begrebet vokset i popularitet i kølvandet på, at politikere som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har revitaliseret den demokratiske venstrefløj. Men hvad henviser det mere præcist til? Og er socialisme ikke altid demokratisk i sit udgangspunkt?

I anden del af Esben Bøgh Sørensens kronik sætter idehistorikeren fokus på den senere udvikling, og giver sit bud på tre lektioner for en nutidig demokratisk socialisme.

Læs første del af kronikken her: “Hvad er demokratisk socialisme?”

Af Esben Bøgh Sørensen

Den demokratiske socialisme findes som tidligere skitseret i to varianter. For det første i en højresocialdemokratisk variant, der endte med opgive den socialistiske målsætning og omfavne ikke bare en reguleret kapitalisme men også de seneste årtiers økonomiske sparepolitik, ulighedsskabende reformer og udhuling af den offentlige sektor. For det andet i det, jeg har kaldt en centristisk eller venstresocialistisk variant, med rødder i centrum og venstrefløjen af de store central- og vest-europæiske socialdemokratier frem til deres nedkæmpelse af fascismen i sidste del af mellemkrigsperioden.

Efter nedkæmpelsen af de store socialistiske massepartier i sidste del af mellemkrigsperioden opstod et mindre forsøg på at etablere et venstresocialistisk internationalt samarbejde i form af det såkaldte London Bureau i 1931, som følge af en række partiers udspaltning af den socialistiske internationale. Den havde på forskellige tidspunkter deltagelse af blandt andet det britiske Uafhængige Arbejderparti, det store Almene Jiddische Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland, det Zionistiske Poale Zion, det norske Arbejderparti, samt det spanske Arbejderparti for Marxistisk Enhed (POUM).

Ligesom de første forsøg på at etablere en alternativ variant af demokratisk socialisme, med det Uafhængige Tyske Socialdemokrati og austro-marxismen, forsøgte den nye venstresocialistiske internationale også at repræsentere en tredje vej, mellem den kommunistiske lejr på den ene side, og den reformistiske – eller højresocialdemokratiske – lejr på den anden. Forsøget blev dog kortlivet, og opløstes allerede i 1940.

Det nye venstre

Efter krigen opstod den velkendte inddeling mellem den kommunistiske og den socialdemokratisk-reformistiske lejr igen, om end i ny form. Først med fremkomsten af det nye venstre, begyndte den centristiske og venstresocialistiske variant af demokratisk socialisme at spire frem igen både inden for og uden for henholdsvis de kommunistiske og socialdemokratiske partier.

I Danmark var der allerede gjort forsøg med Danmarks Socialistiske Parti i 1957, som dog allerede i 1959 opløste sig selv. Flertallet af dets medlemmer meldte sig ind i det nyligt oprettede Socialistisk Folkeparti. SF spaltedes med oprettelsen af Venstresocialisterne i 1967, der senere blev afgørende i etableringen af Enhedslisten. Sidstnævnte er med over 9.000 medlemmer og omkring 7 % af stemmerne måske det mest succesfulde historiske eksempel i Danmark på et venstresocialistisk parti i den oven for skitserede forståelse. Sammen med SF danner de to partier den danske version af tredjevejs-socialismen i den nyere politiske historie efter 2. verdenskrig.

Det nye venstre, der voksede frem i løbet af 1960’erne, forstod sig selv fra begyndelsen som et alternativ til de Moskvatro kommunistiske partier på den ene side, og de reformistiske socialdemokratier på den anden. Det var et alternativ, der opstod både inden for de etablerede partier – særligt i form af venstretendenser i socialdemokratierne og eurokommunismen i de kommunistiske partier – og udenfor i form af selvstændige, venstresocialistiske partier. Teoretisk blev den demokratiske socialisme i denne periode repræsenteret af skikkelser som eksempelvis Nicos Poulantzas, en græsk-fransk marxist af Althusser-skolen, og Ralph Miliband, en førende teoretiker for det britiske nye venstre.

Statens rolle i kapitalistiske samfund

Af særlig betydning blev her den såkaldte Poulantzas-Miliband debat, der handlede om statens rolle i kapitalistiske samfund. To af de vigtigste indsigter, der blev fremført i debatten mellem de to, var, at staten både er et produkt af klassekampe og styrkeforhold og samtidig er med til at opretholde de generelle kapitalistiske sociale og økonomiske forhold. De teoretiske indsigter havde vigtige strategiske konsekvenser, for man kunne på baggrund heraf på den ene side afvise angiveligt leninistiske, såkaldte dobbeltmagtstrategier – ifølge hvilke den nuværende stat var ubrugelig, og helt måtte erstattes af en anden politisk magt. Den blev typisk anskueliggjort i form af det såkaldte ‘proletariatets diktatur’, der oftest henviste til en rådsdemokratisk stat. Begrebet er dog tit blevet oversimplificeret, da Lenin og bolsjevikkerne – som bl.a. historikeren Lars Lih påviser – oprindeligt netop ikke forfulgte en dobbeltmagtstrategi, men derimod en position, der var tættere på den, der var udstukket af Karl Kautsky for det klassiske tyske socialdemokrati, baseret på massemobilisering og brede alliancer.

På den anden side af den diskussion lå den socialdemokratiske, strategiske illusion om, at de eksisterende stater i kapitalistiske samfund uden videre problemer kunne bruges til at gennemføre progressive reformer ad parlamentarisk vej. Ifølge Poulantzas og Miliband lå der både muligheder og begrænsninger i forhold til at bruge demokratiske stater i kapitalistiske samfund, til at gennemtvinge strukturelle forandringer i en socialistisk retning.

Det viste sig dog også, at venstreorienterede regeringer i 1970’erne og 1980’erne – trods radikale og gennemgribende reformprogrammer – gang på gang stødte på stærke begrænsninger i forhold til, hvad der kunne lade sig gøre inden for rammerne af de eksisterende, demokratiske stater, i udviklede kapitalistiske samfund. Kun to år efter det franske socialistpartis valgsejr i 1981, lavede Mitterand-regeringen således en komplet U-vending på den økonomiske politik, og indledte en periode med privatiseringer og stram finanspolitik for at bekæmpe inflation.

På samme måde, da det græske PASOK under Papandreou vandt valget i 1981, var det på baggrund af et program, der var langt mere radikalt end noget andet socialdemokratisk parti på det tidspunkt – inkluderende udmeldelse af NATO, socialisering af virksomheder og arbejderkontrol på fabrikkerne. Men i PASOK-regeringens anden valgperiode indledte man den samme økonomiske politik, som Mitterand tidligere havde gjort. Her blev vejen til partiets endelige nederlag til Syriza i januar 2015 lagt. Syriza selv, et andet eksempel på den venstresocialistiske version af demokratisk socialisme, tabte dog regeringsmagten igen den 7. juli 2019, efter hverken at have formået et opgør med nedskæringspolitikken eller at mobilisere flertallet af befolkningen for videre politiske og sociale reformer.

Tre lektioner for en nutidig demokratisk socialisme

Den demokratiske socialisme i den centristiske og venstresocialistiske variant har altså historien igennem været en yderst forskelligartet størrelse. Det er ikke så mærkeligt, når man betænker, at de forskellige eksempler opererede under vidt forskellige samfundsmæssige vilkår på forskellige historiske tidspunkter. Alligevel rummer de en række vigtige fælles karakteristika, der gør, at vi kan placere dem i den samme, men altså heterogene tradition. Disse karakteristika kan også levere såvel inspiration som vigtige lektioner til en nutidig, demokratisk socialisme.

Enhed til venstre

For det første forkastede man både modellen fra den russiske revolution og den såkaldte leninistiske partimodel på den ene side – og den højre-socialdemokratiske reformisme på den anden til fordel for enhed i arbejderbevægelsen. Klassekampen i udviklede kapitalistiske lande med politisk demokrati måtte antage legale og fredelige former, men man måtte samtidig arbejde for en udvidelse af demokratiet og en socialisering af økonomien gennem etableringen af nye demokratiske institutioner. Det betød også en stigende selvorganisering- og deltagelses-grad blandt arbejderklassen og befolkningen i landene.

Princippet om enhed i arbejderbevægelsen kan i dag oversættes til et princip om enhed til venstre, dels i forstanden enhed til venstre for højresocialdemokratierne, og dels som enhed mellem venstrefløjen og socialdemokratierne. Eksempler på dette finder vi blandt andet i det Portugisiske såkaldte geringonça, navnet for det indtil videre succesfulde samarbejde mellem Socialistpartiet, Det Kommunistiske Parti og Venstreblokken. Samarbejdet bliver ofte fremhævet som et eksempel på krisehåndtering uden en omfattende nedskæringspolitik (som i Grækenland), men derimod med en række progressive sociale reformer. Det er dog også vigtigt at understrege begrænsningerne i de sociale reformer, man har opnået, samt begrænsningerne i selve samarbejdet. Også i Danmark har vi et eksempel på samarbejde til venstre med det historiske forståelsespapir mellem den socialdemokratiske regering og dens parlamentariske grundlag. En unik mulighed for venstrefløjen, men samtidig også noget, der besværliggøres af både socialdemokratiets egen hang til stram finanspolitik og deltagelsen af det liberalistiske Radikale Venstre.

Massemobilisering

For det andet lagde den centristiske og venstresocialistiske tradition vægt på massemobilisering af befolkningen gennem et enormt netværk af politiske, sociale, og kulturelle foreninger og institutioner. Det konstruktive arbejde i de eksisterende politiske institutioner kunne ikke stå alene, men måtte underbygges af den afgørende, stigende grad af organisering og selvforvaltning i ”bunden” af samfundet.

Enhed til venstre er en afgørende betingelse for at skabe den nødvendige opbakning til samfundsforandringer blandt flertallet af befolkningen. Men opbakning er ikke tilstrækkeligt til at kunne gennemføre sådanne grundlæggende samfundsforandringer. Som venstreorienterede regeringer – fra Mitterand og PASOK til Syriza – gang på gang har måttet erkende, er der grænser for graden af progressive og sociale – for ikke at tale om grundlæggende samfundsforandrende – tiltag, der kan gennemføres via de eksisterende politiske institutioner. De demokratiske institutioner rummer vigtige muligheder for forandringer, men grundlæggende samfundsforandring kræver yderligere massemobilisering af befolkningen.

”We need a plan to win with a role for everybody”. Sådan lyder et af Momentums slogans, der tjener fint som udgangspunkt for en nutidig demokratisk, socialistisk massemobiliseringsstrategi. Målet for sådan en strategi må være at skabe opbakning til socialistiske idéer og politik i et bredt flertal af befolkningen. Det kræver både en konstruktiv tilgang til det parlamentariske arbejde, men også udviklingen af deciderede massebevægelser- og partier. Det vil sige partier og bevægelser ikke bare for de meget politisk aktive, men for alle: unge, gamle, syge, arbejdsløse, studerende som fuldtidsarbejdende, folk med familie, etc. Venstrefløjen er i dag ofte præget af folk, der nærmest er aktivister på fuld tid, som lægger enorme mængder tid i politisk arbejde. Men hvis vi vil skabe en vedvarende massemobilisering, skal vi begynde at organisere på nye måder, så flere dele af befolkningen aktivt kan deltage.

Her kan en nutidig demokratisk socialisme med fordel lade sig inspirere af eksempelvis den østrigske arbejderbevægelses evne til at skabe et bredt netværk af sociale, kulturelle og økonomiske foreninger og institutioner, der muliggjorde politisk deltagelse på mange forskellige måder og på flere af livets områder.

En nutidig demokratisk-socialistisk massemobiliserings-strategi må altså skabe de organisatoriske muligheder for, at alle kan deltage uanset livssituation. Det kræver på langt sigt, at man får opbygget et ”samfund i samfundet”: en social, økonomisk, kulturel og ideologisk modmagt, bestående af et omfattende netværk af organisationer, foreninger, institutioner og bevægelser på alle livets områder. De sidste mange årtiers erosion af befolkningens muligheder for at deltage i det politiske og sociale liv, kan bedst overvindes gennem opbyggelsen af nye demokratiske institutioner på både det politiske, men også sociale og økonomiske område.

Klasse i centrum

For det tredje forsøgte man i den centristiske og venstresocialistiske tradition at skabe brede alliancer mellem forskellige progressive politiske kræfter og sociale grupper og samfundslag. ‘Socialisme’ blev her forstået som en stadig mere omfattende udfoldelse af demokratisk selvforvaltning for det store flertal af befolkningen.

Men der lå også en grundlæggende fare i forsøget på at skabe brede alliancer, der blandt andet kom til udtryk i forandringen af en række af de socialdemokratiske partier, fra egentlige klassepartier til de senere ‘catch-all’ partier. Ved at flytte fokus fra klasse til en forestilling om, at man skulle varetage hele ‘nationens’ interesse, tilslørede man dels de grundlæggende klassemodsætninger i samfundet, og dels banede man vejen for opgivelsen af den socialistiske målsætning om et opgør med de grundlæggende kapitalistiske udbytnings- og ejendomsforhold. Af netop denne grund fastholdte de klassiske centristiske og venstresocialistiske massepartier før 2. verdenskrig klasseperspektivet, hvorimod højresocialdemokratierne skiftede fokus i retning af ‘nationen’.

Klasser handler også – men langt fra udelukkende – om materielle interesser. Hvis det skal lykkes at skabe partier, der på sigt er i stand til at massemobilisere, så er det afgørende at indrette politikken efter at tilgodese de materielle interesser for de grupper, som potentielt skal mobiliseres. En nutidig demokratisk socialisme kan ikke forlade sig på, at flertallet vil strømme til venstrefløjens partier udelukkende af ideologiske årsager, eller grundet den rigtige politiske retorik. Man bliver ikke interessant for flertallet af befolkningen ved at forfine sin retoriske strategi. Massemobilisering skabes ved, at stadig større dele af befolkningen betragter venstrefløjen som dem, der bedst varetager deres materielle interesser.

Hvis en demokratisk, socialistisk strategi fokuseret på massemobilisering og orientering mod materielle interesser skal lykkes, er det derfor vigtigt at sætte klasse tilbage i centrum for venstrefløjens politik. Det er ikke givet på forhånd. Der er stærke stemmer på den internationale venstrefløj, der taler om at ingen politiske og sociale konflikter og kampe i samfundet kan eller bør prioriteres over andre. Men klasse er og bliver helt afgørende, hvis målet er en overskridelse af kapitalismen gennem massemobilisering. En sådan kræver nemlig strukturelle forandringer i de herskende samfundsmæssige udbytnings- og ejendomsforhold.

Fokus på klasse tjener to formål: Det er nødvendigt for massemobilisering, og det er nødvendigt for at undgå, at brede alliancer udvander den socialistiske målsætning, som det skete med de socialdemokratiske partier og deres forvandling fra klassepartier til nationale folke-partier, og senere såkaldte ‘kartelpartier’. Brede alliancer og forbindelser mellem forskellige sociale grupper og kampe er vigtige for at mobilisere et flertal, men fastholdelsen af klasseperspektivet er afgørende for virkeliggørelsen af den socialistiske målsætning.

“Vi tager en arbejderklasse-revolution med til stemmeboksen i USA”. Sådan sagde kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez i sin tale til det seneste af Bernie Sanders’ rallies i New York, hvor over 25.000 deltog. Sanders’ kampagne har bragt klassespørgsmålet tilbage i amerikansk politik. I Storbritannien har Labour under Jeremy Corbyn på samme måde relanceret klassepolitik. Som Laura Pidcock (Labours skyggeminister for arbejderrettigheder) for nyligt skrev, handler klasse om de forhold og uligheder i ejendom og magt i samfundet, der mest grundlæggende former alle menneskers liv, og klassepolitik har et enormt potentiale for kollektiv forandring. Det store flertal er i dag på den ene eller den anden måde arbejderklasse, og det er netop ved at fremhæve klasse, at det flertal kan samles om at skabe grundlæggende forandringer.

Det er afslutningsvist vigtigt at understrege, at selvom klassekampen tager udgangspunkt i arbejderklassens interesser, har den også et videre universelt sigte: Klassekampen er ikke en rent økonomisk kamp, men tillige en politisk, social, kulturel og ideologisk kamp, og den er nøglen til en generel frigørelse af det store flertal fra alle mulige former for undertrykkelse. Som det hedder i SDAPs – det gamle socialdemokratiske arbejderparti i Østrig – ‘Linzerprogram’ fra 1926: