Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
7. februar. 2021

Hvad er solidaritet? Tre bøger kan give os et omsorgsperspektiv

Kan omsorg være et modsvar til det nyliberale samfund? Køns- og arbejdsmarkedsforsker Lise Lotte Hansen giver et bud på begrebets betydning med afsæt i tre forskellige bøger, der på hver sin måde behandler emnet.

Helgunn Ravonsheed: Caring Hands (2014).
12 min. læsetid

Kan omsorg være et modsvar til det nyliberale samfund? Køns- og arbejdsmarkedsforsker Lise Lotte Hansen giver et bud på begrebets betydning med afsæt i tre forskellige bøger, der på hver sin måde behandler emnet.


Af Lise Lotte Hansen

Solidaritet bliver forbundet med noget gammeldags og noget, som kun bruges på den yderste venstrefløj. Begrebet var nærmest forsvundet ud af vores sprogbrug. Men så kom corona. Statsministeren har appelleret til vores samfundssind, og vi har kunnet handle som et fællesskab. Flertallet har nu opdaget, hvor afhængige vi er af hinandens opførsel, arbejdsindsats og omsorg. Vi savner vores sociale liv og alle vores fællesskaber i landsbyer, i foreninger, med familie og venner. Vi mangler med andre ord alt dét, jeg tidligere har skrevet om, at den dominerende politiske økonomi har udgrænset som værdifuldt og værdiskabende.

Vi er sociale mennesker, homo socius, mens det økonomiske menneske, homo-economicus, er trådt i baggrunden – i hvert fald for en stund. Vi har også erkendt, at vi er sårbare, og at omsorg for svage og syge er helt afgørende for, at ikke bare vi og vores kære overlever, men også for at vi som samfund overlever. Nødvendigheden af det ’usynlige hjerte’ er blevet klart for os. Men brugen af ordet ‘solidaritet’ er stadig ikke i vores sprogbrug, ikke en gang hos fagforeninger, i stedet bruges synonymer som sammenhængskraft, samfundssind, og musketéred.

For at undersøge, hvordan et omsorgsperspektiv kan bidrage til at gentænke solidaritetsbegrebet, kan tre bøger være nyttige: ’The Care Manifesto’ (Omsorgsmanifestet), ’Feminisme for de 99%’ og ’Who Cares?’ (Hvem viser omsorg?/Hvad rager det mig?), som alle er udkommet inden for de seneste fem år.

Omsorg som radikal kritik og vision

Omsorgsmanifestet, ’Feminisme for de 99%’ og ’Who Cares?’ har delvist forskellige interesser, men har alle omsorg og social reproduktion som omdrejningspunkt. De anlægger alle et køns- og intersektionelt perspektiv, det vil sige, at køn kobles med andre magtforhold, som for eksempel klasse og etnicitet.

Omsorg er med Joan Trontos ord i Who Cares?: “.. alt hvad vi gør for at vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt”. I Omsorgsmanifestet beskrives det som: “vores individuelle og fælles evne til at sørge for de politiske, sociale, materielle og følelsesmæssige betingelser som tillader at mennesker og andre levende væsner og selve kloden trives”. Omsorg er således både en evne og en praksis, og forstås bredt som omsorg for sig selv og andre mennesker, for fællesskaber og for kloden. Omsorg kan derfor også inkludere for eksempel rengøring, uddannelse og socialpolitik, og omsorg kan være dét, som aktivister gør, når de opretter kooperativer og kæmper for miljøforbedrende tiltag.

Først og fremmest indsættes omsorg som et stærkt modbillede til det ny-liberale samfund. Omsorg udgør en moddiskurs og en alternativ fortælling om, hvad der er betydningsfuldt både for det enkelte menneske og for samfundet som helhed. Når man sætter omsorg i centrum, så betyder det, at man anerkender og omfavner vores gensidige afhængighed. Det er ikke en tilfældighed, at the Care Collective taler om den gensidige afhængigheds politik, i modsætning til den uafhængighedens politik, som den ny-liberale ideologi fremmer.

Dernæst bruges omsorg som et perspektiv til analyse af samfundets tilstand. Det resulterer i en omfattende kritik af ny-liberalismen og den finansielle kapitalisme. Den skaber samfund uden omsorg, og nedbryder fællesskaber, vores tillid til hinanden og i sidste ende vores livsgrundlag. I sin mest ekstreme form fører ny-liberalismen og den finansielle kapitalisme ikke kun til en omsorgskrise, men til en samfundskrise, der kan føre til kapitalismens sammenbrud. Den nedbryder den sociale reproduktion og dermed grundlaget for produktionen.

Men det er ikke blot kritik og modbilleder man kan finde i de tre bidrag; de formulerer også visioner for et andet, mere omsorgsfuldt samfund, viser veje dertil og udformer løsningsforslag. De taler om, at samfundet skal bygge på en universel omsorgsmodel, om omsorgsfulde demokratier og om en ny, inkluderende og åben udgave af ’frihed, lighed og fællesskab’.

Virksomheders påtagede omsorg

I Omsorgsmanifestet deles kritikken op i fem kategorier, som efterfølgende også bruges i diskussionen af løsninger: ’omsorgsløse verdener’, ’omsorgsvaskede markeder’, ’omsorgsfrie stater’, ’ikke-omsorgende miljøer’ og ’omsorgsløse forhold’. Først diskuterer bogen, hvordan økonomisk vækst globalt bliver prioriteret fremfor borgernes trivsel, og hvordan det har ført til et verden uden omsorg, hvor vi oplever stadig flere, mere omfattende kriser. Det gælder ikke bare klimakriser og flygtningekriser, men også ulighedskriser og sundhedskriser.

Kloden er også i sig selv i krise. Udtrykket ‘omsorgsrensning’ (care washing) trækker på den samme tankegang som det mere kendte ’green washing’, hvor virksomheder dækker sig ind i en fernis af miljøansvar. ’Care-washing’ beskriver det forhold, hvor magtfulde firmaer beskriver sig selv som omsorgsfulde organisationer, og forbinder deres produkter med omsorg samtidig med, at de er med til at nedbryde alt anden omsorg end dén, der skaber overskud for deres virksomhed.

’Care-washing’ handler også om kommercialisering af omsorg og de konsekvenser, det har for både omsorgsarbejdere og for omsorgen. Det ny-liberale menneskesyn har medvirket til at nedbryde velfærdsstaten og til en opløsning af demokratiske institutioner og civilsamfunds-engagementet. Det anerkendes ikke, at vi som mennesker er sårbare, og at vi er gensidigt forbundne. Omsorg bliver den enkeltes ansvar. Det giver problemer for alle, men især for de som er syge, handicappede, uarbejdsdygtige eller på anden måde afhængige af sundheds- og sociale ydelser. Og det resulterer i en ufølsom og ikke-omsorgsfuld stat.

Nedskæringer i den offentlige velfærd og privatiseringen af omsorgsopgaver har ligeledes en negativ indflydelse på omsorgssektoren som et fællesskab, og på mulighederne for at give god omsorg lokalt. Samtidig er der færre civilsamfundsressourcer at trække på. Det fører til, at fællesskaber bliver mindre omsorgsfulde. Omsorgsopgaver bliver lagt over på familien, men det er ikke en holdbar løsning. For det er kvinderne, som gør hovedparten af omsorgsarbejdet, og de som ikke har en familie må enten betale sig til hjælp eller undvære den. Det fører også til, at vi først sørger for os selv og vores egne, og at omsorg bliver noget, som vi kun giver til mennesker, der ligner os. 

Omsorg og reproduktion

I ’Feminisme for de 99%’ taler de tre forfattere ikke kun om omsorg, men også om social reproduktion. Forholdet mellem produktion og social reproduktion udgør et grundlæggende modsætningsforhold i kapitalismen. Det kapitalistiske samfund er afhængigt af både profitskabelse og menneskeskabelse – social reproduktion – for at genskabe sig selv. Menneskeskabelse er en kompleks, omfattende proces, og er helt nødvendig for samfundet som sådan, men også for profitskabelse, da der ellers ikke ville eksistere en arbejdskraft.

Men i det kapitalistiske samfund bliver ’people making’ underordnet ’profit making’ og samtidig uddelegeret til kvinderne. Den menneskelige og samfundsmæssige betydning af den sociale reproduktion bliver usynliggjort eller også bliver reproduktivt arbejde udelukkende behandlet som et redskab til at skabe profit. Det får ingen værdi i sig selv. Det bliver tilmed dårligt betalt, hvis det overhovedet bliver betalt.

Ny-liberalismen presser det reproduktive arbejde endnu mere ved at kræve, at der lægges flere timer og flere kræfter i lønarbejdet, samtidig med at der skæres ned på sociale ydelser og services. Og det har skabt en omsorgskrise og et kampfelt med en bred dagsorden. Arruzza, Bhattacharya og Fraser mener ligefrem, at det er den vigtigste (feministiske) kamp, og at den har potentiale til at ændre hele samfundet.

Omsorgsfuldt demokrati

I ’Who Cares?’ diskuterer Joan Tronto demokratiets status, og hvordan det kan gøres mere omsorgsfuldt og retfærdigt – og ja, sådan set også sikre, at der overhovedet er noget, som kan kaldes et samfund i fremtiden. Hun gør det på baggrund af en analyse af det amerikanske samfund som et markedsbaseret demokrati med markedsorienterede borgere. Det er et samfund, som skaber stor ulighed, stigmatisering og polarisering, og som nedbryder små som store fællesskaber, fordi konkurrencelogikken trænger helt ind i familierne og i lokalsamfundene. Det er et samfund med meget lidt omsorg.

Joan Tronto introducerer begrebet ’caring with’ (at give omsorg med), som det nye demokratiske ideal. Centralt for ’caring with’ er, at borgerne har tillid til hinanden og til samfundets sociale og politiske institutioner, og at de føler solidaritet med medborgere og ser dem som partnere i at give og modtage omsorg. Den ’gode medborger’ er opmærksom, ansvarlig, kompetent og lydhør overfor andre borgere og for fællesskaber. Det er ikke noget man bliver automatisk, men det kommer gennem at indgå i omsorgsrelationer, ved at man øver sig på at tage ansvar for andre, og ved at give omsorg. Første trin på vejen i den demokratiske revolution er ifølge Tronto, at man overvejer, hvor, hvad og hvem der har behov for omsorg, fordeler omsorgsopgaverne i mellem sig, og begynder at tænke på omsorg som en værdifuld aktivitet.  

Et omsorgsperspektiv på solidaritet

De tre kampskrifter indgår i en løbende dialog mellem både akademikere og aktivister om omsorgen og den sociale reproduktions status og tilstand i den ny-liberale og finansielle kapitalisme. Jeg deltager i denne diskussion både som akademiker i det nordiske ’Care Crisis’ netværk og som aktivist i FØ-aktivisterne i Feministisk Forandring. Men jeg har også siden starten af 2010’erne beskæftiget mig med forholdet mellem omsorg og solidaritet i et forskningsprojekt om solidaritet på arbejdsmarkedet. De tre bidrag har afsæt i henholdsvis en amerikansk og en engelsk virkelighed, hvor markedsløsninger, ny-liberal tankegang og nedbrydning af samfundsinstitutioner og regulering er langt mere omfattende end i Danmark.

Mange af de samme tendenser kan dog genkendes i de Nordiske samfund, og under alle omstændigheder giver omsorg som kritisk perspektiv og som vision et nyt blik på solidaritet. Så hvordan gør et omsorgsperspektiv os klogere på, hvad solidaritet er, og på hvordan den skabes?

Det hierarkiske og modsætningsforhold mellem kapitalister og arbejdere har været set som den centrale drivkraft i solidaritet på arbejdsmarkedet. Men fokus på omsorg og social reproduktion synliggør et ’nyt’ hierarkisk modsætningsforhold, en ny udbytningsrelation og nye konfliktlinjer. Det drejer sig om udnyttelse af omsorgsarbejdere, udhuling af den offentlige omsorg, manglende tid til omsorg for sig selv og de nærmeste, nedbrydning af fællesskaber og manglende omsorg for kloden. Samtidig giver det en bredere forståelse af ‘arbejde’ som mere end bare lønarbejde. Det handler nemlig også om omsorg i familier, i lokalsamfund og for kloden. Den solidariske kamp bygger derfor ikke kun på klassedynamikker og klassesammenhold.

Dem, der går i spidsen for denne kamp og for et bedre samfund, er ikke nødvendigvis dem, vi umiddelbart tror, men derimod dem, som i høj grad har været usynlige, eller er blevet set som et ‘vedhæng’ til kampen: Omsorgsarbejdere, mødre, døtre, fædre, bedsteforældre, migrantarbejdere, arbejdsløse og klimaaktivister.

Omsorgs-alternativet

En central kritik af fagforeningerne er, at de mangler en langsigtet dagsorden og visioner for et nyt samfund og derfor har svært ved at komme med alternative bud til den neo-liberale fortælling. Den radikale vision om et omsorgsfuldt samfund og gentænkningen af ’lighed, frihed og fællesskab’ giver flere bud, som kunne inspirere både visioner og løsninger. Og ikke mindst give inspiration til, hvordan fagforeningerne når dertil. Den omfattende kritik af manglende omsorg i den enkeltes liv, af manglende tid og ressourcer til at give (ordentlig) omsorg både i de personlige relationer og professionelt, og den ulige fordeling af omsorgsarbejdet er genkendeligt for mange arbejdstagere og kan derfor virke mobiliserende.

Omsorgsperspektivet viser også frem mod, at ikke bare konflikt, udbytning og markedsliggørelse er grundlag for solidarisk kamp og solidariske fællesskaber – det er omsorg også. Omsorgsfulde institutioner, regulering, demokratier og daglig omsorg for hinanden er vigtige for at skabe og fastholde tilhørsforhold, stærke kollektiver og organisationer. At give og modtage omsorg styrker tilliden til hinanden og til samfundets institutioner, og det styrker de sociale bånd og solidariteten både i de nære relationer og samfundsmæssigt.

Endelig viser omsorgsperspektivet, at det er nødvendigt med en åben og inkluderende solidaritet, og at solidaritet er noget, der også skabes, genskabes og fornys gennem fælles – omsorgsfuld – handlen.


Om skribenten

Lise Lotte Hansen

Lise Lotte Hansen

Lise Lotte Hansen er køns- og arbejdsmarkedsforsker samt leder af Center for Køn, Magt & Mangfoldighed på RUC. Hun er desuden medstifter af Feministisk Forandring. Læs mere