Hvad siger en gris, der klaskes ihjel mod betongulvet? – Anmeldelse af “Flæsk”

I foråret 2025 gik journalist Klara Trebbien Rasmussen undercover i svineproduktionen ’Solgård’. I fire uger arbejdede hun fortrinsvis i farestalden med ’Marija’ og ’Ivanna’ som nærmeste kollegaer. Her fodrede, medicinerede, inseminerede, kastrererede og aflivede hun smågrise og søer. Flæsk – Undercover i en svinestald er resultatet af dette ophold.

Flæsk giver ikke blot læseren et unikt indblik i en ellers tillukket industri, hvor lovgivningen systematisk misligholdes, og der konsekvent springes over, hvor gærdet er lavest. Bogen handler også om en arbejdsplads, hvor konflikter mellem medarbejdere og chefer hele tiden murrer lige under overfladen.

Derudover fylder landbrugshistorie, fakta og debat om den danske svineindustri en del. Selvom sidstnævnte også er virkelig spændende, gør Flæsk sig bedst i det mere reporterende, da det er her, bogen udgør et enestående bidrag til folkeoplysningen.

Hårfin magtbalance i frokoststuen

En central konflikt i Flæsk er mellem de ukrainske medarbejdere, særligt Marija og Ivanna, og den danske griseindustri-veteran ’Martine’. Martine ville egentligt helst arbejde i et frilandsbrug, hvor hun ville få tid til at klø et par grise bag øret i ny og næ, mens de ukrainske kollegers indstilling lakonisk opsummeres af Ivanna: ”It’s not important why pigs die.”

For eksempel hælder Ivanna det lovpligtige bedøvelsesmiddel i vasken, da de på grund af underbemanding alligevel ikke har tid til at bedøve før kastrationer, mens systemet kun opfanger den regelmæssige bestilling af midlet. Forfatteren introduceres ligeledes til metoden med at aflive de svageste smågrise i et kuld uden at registrere dem, så dødelighedstallet holder sig pænt.

Klara Trebbien Rasmussen sætter konflikten i relief. Marija og Ivanna er krigsflygtninge, deres situation er usikker. Derfor går de fortrinsvis op i at undgå negativ opmærksomhed fra cheferne.

Derfor må de holde den duksede Martine i ave, hvilket sker ved en skridsikker strategi: mobning. Til modsvar besidder Martine en direkte linje til cheferne ved at kunne tale dansk. Magtbalancen over frokostbordet er hårfin.

Chefernes motivation er at tjene penge og undvige Fødevarekontrollen. Solgårds ejere, Jens og Agnetes viden om produktionen går næsten udelukkende gennem ’systemet,’ hvorfor der også snydes gedigent med indberetningerne.

Rasmussen fremstiller med journalistens saglighed de forskellige positioner i et spil, hvor grisene taber, medarbejderne holder hinanden i skak, og ejerne profiterer.  

Københavneri og staldblindhed

Vi ved jo godt, hvad ’Jens’ og ’Agnete’ ville sige til mig: At jeg er en falafel-frådende københavner, der aldrig har rørt en gris. At mit syn på dyrene er virkelighedsfjernt og patetisk.

Flæsk er chokerende læsning. På mange måder. Er det københavneri, at det vender sig i mig, når en moderkage bliver skubbet ned i en rist med et smat? Når smågrise aflives ved at slynge dem over skulderen og ned i gulvet med et klask? Måske.

Men under min læsning forandrer den lette afsmag sig til en anden slags væmmelse. Når grisene systematisk (ulovligt) halekuperes, (ulovligt) kastreres uden bedøvelse, aflives, fastspændes i over hundrede dage – kort sagt, koldblodigt mishandles på alle leder og kanter, oplever jeg en slags moralsk afsky.

Jeg synes nærmest, ’tapningen’ af ornernes sæd og insemineringen af søerne er pervers. Særligt når staldarbejderne seksuelt stimulerer dyrene med en aggressivitet, deres chef indskærper for dem med ordene ”You need to nearly kill them (…). For det er, hvad en orne gør, når den springer på søerne.”

Rasmussen skriver om sin tiltagende ’staldblindhed,’ altså at hendes grænser for det acceptable rykker sig med syvmileskridt: Før hun har set sig om, smider hun også rundt med smågrise, afliver og kastrerer på livet løs.

Da jeg smækker Flæsk i, sidder jeg tilbage med den fornemmelse, at den systematiske udnyttelse af både grise og arbejdere har ledt industrien i moralsk fordærv.

Hvad er der nu galt med rene hænder?

I Flæsk citeres Jacob Jensen (V), der i skrivende stund endnu er fødevareminister, for i 2025 at have kommenteret på svineindustrien: ”Man kan selvfølgelig godt vælge at sige, at Danmark er en osteklokke: Vi vil ikke have den produktion i Danmark, og så har vi rene hænder. Det kan man vælge.”

Ifølge Rasmussen er der ca. 10.000 ansatte i den danske svineindustri, som til gengæld beslaglægger 22 procent af landets areal. En gris tager i gennemsnit 11 minutters arbejdstid, før den slagtes.

Over 98 procent af dansk griseproduktion er konventionel (ikke økologisk), og i konventionelle landbrug lever 95 procent af søerne fikseret. Siden 1992 er danske søers kuld-størrelse fordoblet, så de nu får flere unger, end de har patter til, hvorfor også 1/5 af smågrise dør før eller umiddelbart efter faringen (fødslen). Men det kan altså bedst betale sig sådan.

For mig at se bygger fødevareministerens retoriske spørgsmål på det, forfatteren Mathilde Walter Clark i essayet Hvordan man laver dyr (2023) kalder et klimanationalistisk argument.

Her bliver det nærmest et ”moralsk imperativ” at opretholde dansk svineproduktion, da det antages, at dansk er lig med grønnere og mere dyrevenligt, uddyber hun. Flæsk viser, at det ikke altid er tilfældet.

Til fødevareministeren får jeg altså lyst til at svare: Hvad er der nu galt med rene hænder?

Klara Trebbien Rasmussen: Flæsk. Undercover i en svinestald.
Politikens Forlag, 2026
256 sider.
Vejledende pris: 220 kr.