Hvad skal vi spise, når kriserne rammer?

Det ligner et politisk og erhvervsmæssigt svigt af astronomiske dimensioner, at Danmark, som mange andre vestlige lande, stadigvæk ikke fokuserer på fødevaresikkerhed.

Men lad os starte et andet sted.

Venstres valgblues

Siden folketingsvalget 24. marts har partitoppen i Venstre brugt deres taletid i medierne på at give selvsamme medier skylden for deres dårlige valg. De føler, at de er blevet gjort til ofre i en offentlig og mediestøttet udskamning af landbruget. Venstres valgblues. Det har kostet dem vælgertilslutning og opbakning – hvilket har resulteret i mindre politisk indflydelse efter valget, for Danmarks landbrugsparti nr. 1 og 2 (Danmarksdemokraterne gik også tilbage).

Venstre har – under kritikken af mediernes såkaldte udskamning af landbruget – gjort flere ting for at forsøge at distancere sig fra svine- og drikkevandsvalgets shitstorm – eller lovestorm, alt efter hvordan man ser på det:

1: sagt at det er nogle enkelte brodne kar (og dermed kastet enkelte fagfæller under bussen og vasket hænder – ligesom landbrugsorganisationerne).

2: proklameret, at man altså ikke er et landbrugsparti (distance, igen).

3: gjort opmærksom på, at man altså er i lommen på den “progressive” landbrugslobby, L&F, og ikke de slemme fyre i Bæredygtigt Landbrug.

4: påpeget, at man altså havde den rigtige politik, men at man bare ikke liiige fik det kommunikeret under valgkampen, der altså handlede om, ja, drikkevand og svinevelfærd.

Jeg vil give dem ret i et af argumenterne: Venstre er ikke et landbrugsparti. De er et erhvervsparti, hvilket de også har forsøgt at forklare efter valget. Men de er måske mest af alt et parti for industriel svineeksport-produktion og animalsk fødevarelandbrug.

Fødevaresikkerhed – har nogen lært noget?

Tilbage til det eklatante svigt.

Vi så under corona-tiden, hvordan fødevare-forsyningssikkerheden sejlede. Tomme hylder i supermarkederne. Fødevarepriserne steg.

Lærte politikerne noget? Nej.

Ændrede fødevaresektoren sig? Nej.

Med krigen i Ukraine og energikrise steg fødevarepriserne igen.

Under begge kriser har de største animalske fødevareproducenter, supermarkedskæderne og logistik- og speditionssektoren høstet gedigne økonomiske gevinster.

Nu har Donald Trump kastet sig ud i endnu en tyrannisk ressourcekrig, hvor han forsøger at gafle olien til sig selv og sine rige kumpaner i USA. USA – og resten af de hyperkapitaliske lande for den sags skyld – brænder fossile brændsler af i et tempo som aldrig før.

Kloden brænder. Eliten brænder olie af. Vækst vækst vækst. Men for hvem?

Imens fortsætter de store animalske fødevareproducenter deres overproduktion af mad under mantraet om at “skulle brødføde verden”. 

Flere svin, mere gylle

Danish Crowns svar på “truslen” fra en gryende folkelig bevægelse imod drikkevandsforgiftning, horribel dyrevelfærd, fedtemøg, forsvindende biodiversitet, mindst vild natur i Europa, og affolkede landdistrikter? 10 millioner flere svin.

Moderaternes bud på en løsning – sikkert klappet godt og grundigt af med både L&F, DI og DE – mere national opfedning og slagtning af svin, moderat bedre dyrevelfærd. Mere gylle i Danmark.

Det er i virkeligheden en fortsættelse af en udvikling, som Lars Løkke og andre Venstre-politikere har været med til at fremme gennem flere årtier. Landbrugsjorden er i stigende grad blevet samlet på færre og rigere hænder.

Samtidig har en mere fabriksagtig fødevareproduktion gjort det muligt at trække store mængder EU-støtte og statsstøtte ud af erhvervet. Resultatet er, at den eneste realistiske vej til økonomisk succes i dag er at drive større og mere effektive landbrug – som i praksis minder mere om Toyota-fabrikker end traditionelle gårde.

Arbejdspladser? Nærmest ingen.

Samfundsgevinster? Ikke mange.

Inger Støjberg lyver stadigvæk, besnærer dele af befolkningen med sit (forståelige) forsvar for landdistrikterne, alt imens hun bilder os allesammen ind, at venstrefløjens, miljøorganisationernes og de små jordbrugsorganisationers fokus på landbruget og miljøet, vil ødelægge landdistrikterne.

Dansk Folkeparti tordner (forståeligt) imod de høje fødevarepriser og vil have fjernet momsen. Det vil Enhedslisten også.

Men Morten Messerschmidt foreslår ingen strukturelle ændringer af fødevaresystemet, som kan gøre Danmark selvforsynende med fødevarer, og robuste i forhold til kriser. Han er trods alt borgerlig, og skulle jo helst ikke træde de magtfulde erhvervsinteresser over tæerne – så er det bedre, der kommer færre penge i den statskasse, han mener regeringen er så dårlig til at forvalte.

Socialdemokraterne har siddet på statsministerposten de sidste syv og et halvt år, men det var først halvvejs inde i den just afsluttede valgkamp – og efter folkeligt pres og benarbejde fra alle andre end dem selv – at Mette Frederiksen fandt harmen frem over de stakkels grise, og stillede et nationalt sprøjteforbud som ultimatum.

Det kom endda bag på Grøn Trepart-minister Jeppe Brus, at valget kom til at handle om drikkevandet – selvom hans partifælle, Magnus Heunicke, tidligere på året havde bestilt en rapport om selvsamme drikkevand.

Da Enhedslisten og DF satte fokus på de høje fødevarepriser, lød svaret, at det slet ikke kunne lade sig gøre at lave differentieret moms på fødevarer – indtil klokken var lidt i valgudskrivelse.

Men Socialdemokraterne modtager jo også, ligesom de borgerlige partier, rigtig mange millioner i partistøtte fra landbrugs- og erhvervsorganisationerne.

Det bliver i hvert fald mere og mere tydeligt, hvem de magtfulde politikere fører politik for. Snævre erhvervsinteresser favoriseres – i langt højere grad end de mennesker, som de er blevet stemt ind i Folketinget af.

Hvad er vigtigst? Mad eller den nye iPhone?

Men nu er Hormuz-strædet altså lukket på grund af Trumps ressourcekrig.

Mette Frederiksen har allerede malet fanden på væggen. Det lyder næsten på hende som om, at vi allesammen er så dumme, at vi ikke allerede har regnet ud, at det kræver voksne forrest i bussen til at lede os sikkert igennem disse krisetider.

Det her kan gøre ondt på BNP, vækst, konkurrencedygtighed.

Men fødevaresikkerhed? Irrelevant.

Højere fødevarepriser?

Lad dem spise kage, synes svaret at være. Men det er der snart heller ikke noget af – selv sukker og chokoladeafgifts-lettelserne blev rullet tilbage, da Socialdemokratiet hastede en valgudskrivelse igennem i slipstrømmen på en fuldstændig udhulet fødevarecheck, som mest af alt fremstod som en vælgergave til middelklassen.

Lad mig skære det ud i pap.

Vi kan sagtens undvære den nyeste iPhone. Et større TV. Forsinkelser på de nye tøjkollektioner.

Men når der ikke er mere mad, så sulter vi. Fødevarer er ikke bare et forbrugsgode som alt det andet.

At regeringen i alle disse kriseår stadigvæk ikke har fokuseret på selvforsyning og fødevaresuverænitet, lagt politiske planer for det, er så dumt, at det halve kunne være nok.

Og det får også magthavernes ytringer om de farligste tider, oprustning og forsyningssikkerhed til at klinge hult.

Fødevarer er kritisk infrastruktur

Sagen er den, at vi bruger størstedelen af Danmarks landbrugsareal på at producere animalske fødevarer, størstedelen til eksport.

For at gøre det, er vi nødsaget til at importere kunstgødning bl.a. fra Rusland. Kunstgødning, hybridfrø og pesticider, eller planteværn på Landbrug & Fødevarer-newspeak, købes og importeres fra bl.a. USA – som vi jo også har et noget anstrengt forhold til, i disse dage.

Og enorme mængder sojabønner fra Sydamerika – et forbrug på størrelse med Fyn – for at fodre alle de husdyr, der findes i vores gigantiske Toyota-fabrik af en industriel fødevaresektor.

Vi dyrker 9 procent af den frugt og 25 procent af de grøntsager, vi forbruger. Og de lidet anerkendte planteavlere er i stor stil på vej på pension, eller på vej ud af faget, grundet manglende politisk støtte og økonomisk prioritering.

Kriser som den i Hormuz-strædet er den nye normal, lader de voksne, magtfulde politikere forrest i bussen os forstå, det kræver ansvarlig ledelse, politik om noget og ikke nogen. Hah.

Hvis (når?) først de globale forsyningskæder begynder at kollapse, så dør produktionsdyrene af sult. De konventionelt dyrkede fodermarker kan ikke levere. Supermarkedernes “sidste øjebliks” forsyningskæder vil efterlade hylderne tomme. Flere år med ekstreme klimahændelser, flere fejlslagne høste.

26. marts hørte jeg kredsformanden for Socialdemokratiet på Lolland forsøge at forklare Socialdemokraternes store lokale tilbagegang. Han prøvede blandt andet at forklare det med, at politikerne jo ikke styrer de globale priser på mælk. Det er meget sigende. Socialdemokratiet og de borgerlige har spillet politisk fallit, når det handler om landbrug og fødevarer. Det er blevet så eklatant tydeligt, hvis interesser de repræsenterer.

Som da Ingen Støjberg i den afsluttende valgdebat om landbrug sagde, at hun ville elske at være “alternativist og bare drømme” – hvortil Franciska Rosenkilde – med slet skjult reference til Pia Kjærsgårds stikpille til selvsamme Støjberg – knastørt responderede “Det hedder visioner, Inger”.

Dem er der sgu ikke mange af i dansk magtpolitik, når det handler om det mest basale.

Mad. Og drikkevand.

De eneste to ting vi ikke kan undvære, ud fra et forbrugsmæssigt perspektiv.

Det er sgu for dumt.